Det dødsdømte København.
Beboerne bliver i pesthulerne til de rives ned over hovedet på dem.
150 år gamle rønnner.
Straks efter flyttedag begynder kommunen det store nedrivningsarbejde af det mørkeste og usundeste kvarter i byen, kvarteret omkring Vognmagergade og Brøndstræderne. Man tager dog ikke det hele på en gang, men nøjes med foreløbig at rømme den firkant af gamle rønner som ligger mellem Møntergade, Vognmagergade, Store Brøndstræde og Gothersgade.
De fleste af lejerne bliver hængende der til den alleryderste frist, og en del har svoret på at vil man have dem ud af ejendommene, må man lade fogdens folk bære indboet ned på gaden for dem - så sparer man altid sig selv for nogen ulejlighed.
Lejerne i den øvrige del af det dødsdømte kvarter, altså mellem Store Brøndstræde, Vognmagergade, Landemærket og Gothersgade bliver først opsagte nu, for nedrivningen af disse ejendomme skal først foretages efter oktober flyttedag. Lille Brøndstræde bliver således stående endnu i et halvt års tid.
Gård i Vognmagergade.
Hele det dødsdømte kvarter omfatter i alt over 60 ejendomme på et areal af omkring 29.000 kvadratalen, og ejendommene er vurderet til over 2½ million kroner. En betydelig del af arealet, ca. 8.150 kvadratalen, vil medgå til nye gader og gadeudvidelser - Vognmagergade skal således udvides til 25 alens, og de andre gader til 20 alens bredde.
Ved erhvervelsen og bebyggelsen af disse grunde sættes godt 5 millioner kroner i cirkulation. Hvilket jo betyder ikke så lidt i disse forretningsløse tider. Der bliver her arbejde for mange ledige hænder.
De gamle rønner som nu skal jævnes med jorden, er opført efter den store ildebrand i 1728, da 1.670 huse, mere end to femtedele af staden, ødelagdes. De fleste af husene i Vognmagergade og Brøndstræderne er opført i årene 1754-56 og er altså over halvandet hundrede år gamle.
Enkelte af ejendommene har efter den tids fordringer været ret komfortable, men det overvejende antal blev bygget for fattigfolk, og partiet mellem Vognmagergade og Lille Brøndstræde er da også noget af det mest sammenpakkede og brøstfældigste man kan finde. En hønsestige fører op til etagerne, gårdene er netop så store at der er plads til et par små huse med hjertedøre og en skarnkasse. Svalegange hænger adskillige steder ud over gårdsrummet og før dette mørkt som i en kælder.
Vi skal i en følgende artikel fortælle lidt om kvarteret veteraner og dets berygtede brændevinsknejper.
(Folkets Avis, 14. april 1909)
Farvel, du gamle Vognmagergade.
Den side af Vognmagergade der nu skal nedrives.
Endelig, efter mange års talen om Vognmagergades og Brøndstrædes nedrivning, kommer nu det øjeblik da der tages det første, ordentlige haps i det gamle kvarters mure.
Beboerne på den side i Vognmagergade der vender ad Gothersgade til, er flyttet ud til flyttedagen og derefter går det løs med nedrivningen.
Mange københavnere vil med en slags vemod sige farvel til de gamle huse. Man kan nok så meget glæde sig over at der renses ud i en sundhedsfarlig bydel, og man kan glæde sig over de nye, statelige bygninger der skyder op. Men de mere modne københavnere vil alligevel føle et savn. Og de mange mennesker der i tidens løb har boet her, vil føle dette savn endnu mere. Det går her som med den maleriske hytte: den kan være hyggelig indvendig, men udadtil er den en idyl for hvilken en stenkolos på fire etager bliver en jammerlig erstatning. Overfor en ny gade står byens beboere gerne fremmed en længere tid.
(Aftenbladet (København), 19. april 1909)
Det dødsdømte kvarter
I gyder og gårde
Motiv fra Lille Brøndstræde. - En af de gamle rønner foreviges.
Det er flyttedag.
Nede i Vognmagergade-kvarteret holder de flyttedag, så det forslår noget. I de sidste dage er der ordentlig rømmet ud i de gamle rønner. Og i dag er det egentlig sidste frist. Måske vil høvlen endnu gå en dags tid eller to i de skumle baghuses snedkerværkstede, skomageren i kælderen vil, kan hænde, endnu flikke et par sko, og der bliver sagtens også tid til at kræve en sidste rest af omgange for de små beværtningers stamgæster. Vognmagergades gamle garde viger ikke pladsen, før det er strengt nødvendigt. Men af sted må de, både snedker og skoflikker og vært og stamgæster. Om få dage bliver husene revet ned.
Det gælder den første af de to karréer mellem Møntergade og Landemærket, den, der begrænses af Møntergade, Vognmagergade, Store Brøndstræde og Gothersgade. Tredive ejendomme står foreløbig for fald. I næste omgang tager man den anden karré. Den samlede erhvervelse vil stå kommunen i 2 ½ a 3 millioner kroner. Så rejser man et stort hus for belysningsvæsenet, men hvad der videre skal ske - det henstår endnu uafgjort. Der foreligger stadig ikke noget resultat af forhandlingerne mellem kommunen og det tidligere omtalte private konsortium
Hvor bliver de af, de folk, som drives ud af de gamle hytter? En del af beboerne tyer ud til Vester- og Nørrebros sidegader. Adskillige af de mange småhandlende søger sig butikker andet steds i nærheden - i andre gamle huse, hvis tilværelse er højst usikker, fordi også de en dag rammes af ombygningsplanerne Der er derfor mange butiksfolk, som straks søger ud i byens fjernere kvarterer, hvor der er mere lys og luft, og hvor lejen er forholdsvis billig. For disse småhandlende kan der selvfølgelig ikke være tale om at betale den dyre leje i de nye huse, der har trængt sig frem i den gamle bys indre kvarterer.
Der var opbruddets stemning i går over det gamle kvarter. I de "bedre" ejendomme - i Møntergade og i Gothersgade - tumlede tungt belastede flyttefolk op og nedad de snævre trapper. Men i de to andre gader klarede man selv flytningen pr. trækvogn. Der bliv endda, oven i læsset, plads til den pjuskede kanariefugl, der fandt trøst for verdens omskiftelighed i det ikke ganske rene stykke sukker, som en venlig hånd havde anbragt mellem burets tremmer. Midt i al travlheden bevarede kvarterets faste gadefigurer en urokkelig ro. De stod og drev ved hjørnet eller i en eller anden port, disse ludende skikkelser, som helst optræder flokkevis. Hænderne dybt begravet i bukselommerne og kasketten på snur over den en enlige pandelok og over øjnene, der det ene øjeblik stirrer sløvt for i næste sekund at spejde underfundig arrogant.
På en førstesal ved et hjørne i en malerisk rønne, ligger det gamle gæstgiveri med de "varme retter hele dagen". Der dufter af karbonade og klipfisk. Gulvet er strøet med sand. Der er en papegøje i et af vinduerne. Der er silhoutter på en af væggene - et helt portrætgalleri af de mere celebre gæster. Her lugter ligefrem af det gamle København. Dette er Møntergade uforfalsket. Det er et gæstgiveri med traditioner. Der er på dette sted stegt og fortæret en ren karbonadernes uendelighed a 40 øre. Spørg den bedagede, hvidhårede opvarter med morgenstien. Han vil fortælle, at her er der drevet gæstgiveri i de sidste halvhundrede år. "Ork ja", føjer han eftertænksomt til - "i hundrede år måske."
Nu må gæstgiveriet finde sig et andet sted. Det deler skæbne med "Skrædderkroen" og med Brøndstræde-restauranten "Det lille Apotek", hvor der indvendig er ståltrådsgitter for ruderne, at ikke disse skal komme noget til i bevægede stunder når apotekets medicin begynder at virke.
Alle sammen må de bort. Det gælder marskandiseren, som endnu har gamle dyner og madrasser opstablede i vinduerne - så man ligesom får krybende fornemmelser. Man færdes i det hele taget ikke ret længe i disse krinkelkroge, for man gribes af den følelse, at dette vistnok er en studievandring, fra hvilken man i altfor bogstavelig forstand tager noget med sig hjem. De må bort alle sammen, også manden med boden, hvor man kan sikre sig blanketter til festtelegrammer og gadens nyeste vise. I vinduet har han konfirmations-lykønsknings-blanketter med billeder af knælende engle, som holder en døbefont op imod en ærværdig præstemand og en bævende bleg konfirmandinde med hvid pibestrimmel i halsen - side om side med "grinagtige" viser og "humoristiske" kort, hvis humor i alle måder er af tvivlsom beskaffenhed. Der er noget for enhver tilbøjelighed også for den sentimentale, som sikkert vil finde hvile i den smukke lille sang om den syge lille pige, der stadig håbede på at komme hjem fra hospitalet til sin egen lille mor - og "Det var en lørdag aften" som tillæg.
De gamle rønner står for fald. Den, der vil sige dem farvel, må skynde sig. Går han ind gennem porten i Møntergade 31, vil han opdage en lang smal gyde, som løber helt ud til Brøndstræde. Den forfaldne husrække på venstre hånd er "De fattiges Sjæleboder" endnu for halvandet hundred år siden et hospital, en mild stiftelse, der senere som adskillige andre milde stiftelser gik op i "Almindeligt Hospital". Det er hvad man kalder "et morsomt interiør", og af dem er der adskillige. Men sandt at sige, der lugter ikke altid godt i disse Interiører. Det er mare ikke rent vand - som han siger, Holbergs Arv.
Nå, man kan jo holde lommetørklædet for næsen, og øjnene kan man bruge frit. Der er nok at se, fuldt op af fremspringende trapper med skæve gelændere, af underlige trin og kroge og fordybninger, hvor man mindst venter det. Mørkt er der mange steder. Det kan hænde, at en solstråle i hastigt blink smutter ned ad en snavset mur. Det er gydens poesi - den smule solstråle og så, derhenne i et af vinduerne i en rømmet lejlighed, to blanke pinseliljer, der kigger op af en flaskehals, forundrede over, at man har glemt dem.
Cac.
(Dagens Nyheder, 20. april 1909. En lignende artikel stod i Nationaltidende, 20. april 1909)
Vognmagergade-Kvarterets nedrivning.
I dag begynder udflytningen.
Gammel Mønt nr. 22.
Som bekendt er Vogmagergadekvarteret dødsdømt. Alle de gamle smadrekasser skal rives ned, og i dag sker udflytningen.
Den dødsdømte karre begrænses af Møntergade, Vognmagergade, St. Brøndstræde og Gothersgade og omfatter ialt ca. 30 ejendomme der for længst har været uskikket til gode menneskeboliger. Der er overflod af gårdbrønde, krinkelkroge, trappegange og værelser så lavloftede at man skulle synes det var stridende med byggeloven, eftersom en velvoksen mand næppe nok kan stå oprejst. Rummene er uhyggelig små, dårlig luft undergraver beboernes sundhed.
Nu gør kommunen med rask hånd en ende på det. Det er et areal på omtrent 2 tønder land der her bliver frigjort og forhåbentlig prydet med en samling smukke og dekorativt virkende moderne ejendomme. Det er foreslået at kommunen lægger for med opførelse af en stor bygning hvor belysningsvæsnets administration skal være til huse. De snævre gyder vil nu forsvinde, og i stedet anlægges brede, flotte passager og asfalterede gader der stråler i elektrisk belysning.
I dag flytter altså beboerne ud. Der er i de sidste dage sket henvendelser til stadens økonomikontor fra forskellige af beboerne, der anmodede om at få tilladelse til at blive boende nogle dage efter flyttedagen. Småfamilierne begrundede anmodningen med at de ikke endnu havde fået en ny lejlighed, og nogle forretningsdrivende beklagede sig over at de forretningslokaler som de havde lejet, endnu ikke var i stand til indflytning.
I alt er der sket et halvt hundrede af den slags anmodninger. Magistraten har svaret at fra dens side var der intet i vejen. Men nedrivningen står jo lige for døren - og så gælder der ikke længere nogen pardon.
Nedbrydningsarbejdet.
Magistraten har i den forløbne uge udbudt hele karreen til nedrivning.
Af praktiske hensyn er karreen delt i 4 partier, således at arbejdet udbydes i licitation til fire forskellige entreprenører. Man har ment at en sådan ordning var den heldigste da en mand vanskeligt kan overkomme ledelsen af nedbrydningsarbejdet på 30 ejendomme.
Fristen for tilbudenes indlevering udløb i går. Efter hvad vi i aftes erfarede, var der i alt indleveret 40 tilbud.
Tilbudene skal nu prøves. For så vidt de er acceptable, sker approbationen en af de sidste dage i denne uge, således at nedbrydningen antagelig kan påbegyndes på lørdag.
Nedbrydningen skal være tilendebragt senest 10 uger fra den dag at regne, da tilbudene er blevet antaget - altså i de første dage af juli.
Der vil her allerede for nedbrydningens vedkommende blive beskæftigelse for en mængde arbejdere. I det hele taget sættes flere milioner kroner i cirkulation til gavn for byen og dens befolkning.
(Social-Demokraten 20. april 1909).
Udrykningen fra Vognmagergade-kvarteret.
Der var travlt i går blandt de dødsdømte Vognmagergadekvarter, og udflytningen gik rask fra hånden. Blandt de enkelte store flyttelæs fra de forretningsdrivende, som har lokaler særlig i Gothersgade- og Møntergade-ejendommene, sås lange rækker af små trækkevogne med de fattige og beskedne stykker bohave fra kvarterets småfolk.
Det var ganske vist flyttedag over hele byen. Men i så stor stil som i Vognmagergadekvarteret skete flytningen dog ikke i de øvrige bydele.
I det dødsdømte kvarter var der liv.
Fra alle gyder og gårde rykkedes der ud. Småfamilier med gustne og blege ansigter for travlt frem og tilbage: nogle bar på en lampe, et skilderi eller et lettere stykke møbel, som de under armen eller på ryggen førte af sted til den nye lejlighed - for de flestes vedkommende sikkert et langt stykke vej ud til en af forstædernes smålejligheder. Hist og her bemærkedes blandt de flyttende mænd, kvinder og børn af et fremmedartet udseende, med mørke, slaviske ansigtstræk, kulsorte øjne og hår. Det var medlemmerne af russerkolonien, af hvilke flere har haft til huse i dette kvarter, og som nu ligeledes var under opbrud for at søge nye bostæder.
Et stort antal er allerede tidligere flyttet ud, og udrykningen går derfor rask for hånden. Da det glider hen på eftermiddagstimerne, tyndede det mere og mere ud i de flyttendes rækker. Lejlighederne tømmes, disse usle, sorte rum af hvilke mange næppe opfyldte sundhedens og hygiejnens fordringer til en ordentlig menneskebolig.
*
En mængde københavnere benytter lejligheden til at aflægge en hastig visit i det dødsdømte kvarter. De damer der vover sig derind, forsvinder dog hastig! Sceneriet er nemlig lidt for krast. Udenfor stamknejperne har de faste mandlige og kvindelige gæster samlet sig for at fotograferes. De tager opstilling ude på fortovet, midt i en sværm børn. En fotograf tager en plade af de to kendte beværtninger "Guldgruben" og "Det lille Apotek", af hvilke den sidstnævnte nu synger på sit sidste vers, og stamgæsterne får en plads med på billedet, sammen med gadens to håndfaste politibetjente. Det er saftige ord der veksles mellem stamgæsterne, mens pladen tages - usminkede udtryk fra gadesproget, der opfanges af småbørnene, men absolut ikke egner sig for dameøren. Intet under, at de videbegærlige damer, der var lokket til af dette originale gadeinteriør med den ambulante fotograf, hurtigt vender om og forsvinder ud i Gothersgade, hvor livet pulserer under mere normale former.
I Lille Brøndstræde har en maler opstillet sit staffeli midt i gyden, omsværmet af børnene, der med forbavselse iagttager, hvorledes han på lærredet fremtryller en i deres øjne vidunderlig gengivelse af indgangen til "De gamle Sjæleboder" ved porten nr. 12 i Store Brøndstræde.
"De gamle Sjæleboder" er den gamle gyde, der fra ejendommen nr. 31 i Møntergade strækker sig helt op til Brøndstræde. "Sjæleboderne", Lille Brøndstræde, Lille Regnegade og Ny Adelgade danner på stadens kort en passage i samme linie og har i sin tid dannet en sammenhængende gade eller smøge fra Kongens Nytorv til Volden.
"Sjæle-boderne" i Brøndstræde hørte for øvrigt for ti par århundreder siden ind under byens fattigstiftelser, men blev solgt til murermestrene og blev deres lavshus.
"Sjælebodernes" oprindelse kan spores så langt tilbage som året 1550, da de under navnet "Boder fra St. Clare" stiftedes af borgmester Albert van Gochs enke og gav anledning til gadenavnet "Klareboderne". Efter branden 1728 genopførtes "Sjæleboderne" på samme sted, hvor de nu ligger, i smøgen ud til Møntergade 31, der den gang hed "Bag Østervold". De mærkelige gamle huse, med trappe op til indgangsdørene over en høj kælder, er vistnok en nøjagtig kopi af de oprindelige boder fra 1550.
Disse huse, hvor altså i middelalderen fromme mænd og kvinder afleverede milde gaver til Sankta Claras ære og til gavn for de fattige som her fik fribolig, var altså efterhånden ved omskiftningen af byens fysiognomi kommet til at ligge midt i "det mørke København". Fra et par århundreder siden, da "Sjæleboderne" ophævedes som stiftelse og overgik til byens murermester organisation, har det sandsynligvis i disse lokaler været afholdt mange flotte lavsgilder, hvor der ikke sparedes på mosten. Ved tidens omskiftning har det fordums lavshus nu kommet til at ligge som genbo til småknejper af "det lille Apotek"s kaliber hvor drikkevarerne også har flydt i strømme, men næppe en drue af den art som gamle, rige murermestre serverede.
Nu står som sagt maleren og foreviger de gamle sjæleboder under hvis mure der er udspillet så mange vekslende scener og som nu i løbet af kort tid forsvinder.
R.-B.
(Social-Demokraten, 21. april 1909).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar