Et af den kjøbenhavnske Fremmedkolonis store Eventyr endt.
For nogle Maaneder siden kom to elegante Udlændinge hertil og tog ind paa et af Raadhuspladsens store Hoteller. Var det Tyskere Franskmænd, Hollændere, Englændere? Det var ikke godt at sige. De beherskede alle de fire Landes Sprog med forbløffende Færdighed. De optraadte mød en verdensmæssig Elegance, med en fyrstelig Ødselhed, der afværgede alle generende Spørgsrnaal. De ejede denne ubetalelige Evne til at være opsigtvækkende paa den diskreteste Maade. saa at de i Løbet af en Maaned var blevet Forgrundsfigurer i det kjøbenhavnske Restaurants- og Forlystelsesliv uden dog at opgive noget af deres fornemme Tilbagetrukkethed. Der var snart ikke en Kjøbenhavner af dem, der lever med, der ikke kendte de to meget internationale og meget karakteristiske Skikkelser, der naar de kom gaaende sammen ind i en Restaurant eller ind i en Variété, slaaende mindede om en Helside i et af Udlandets elegante Herreblade. De begyndte at interessere Kjøbenhavn - og den mondæne Del af Byen i Særdeleshed. Inden et Fjerdingaar var de paa Hat og Haandtryk med den unge Adel, Bourgeoisiets og Kunstens Spidser. De var Medlemmer af Yachtklubben og selvskrevne Gæster til alle Baller og Middagsselskaber. Samtidig opgav de deres Hotelværelser og rykkede ind i en stor Villa, som de udstyrede med fyrstelig Pragt - Tapetregningen var alene paa 8000 Kr. - og her udfoIdede de nu en storslaaet Selskabelighed med Dans og Champagne til den graablege Morgen.
Men med ét begyndte der at svirre skumle Rygter om de to Elegantiers. Rygterne tog fastere Form og kom Politiet for Øre. Der blev anstillet en Undersøgelse af deres Forhold, men den gav et fuldstændigt negativt Resultat - og efter Forlydende indbragtes den de to Gentlemen en eklatant Oprejsning. De kunde atter med løftet Pande gaa deres Sejrsgang gennem Byen - sidst vakte de Beundring i Parkettet ved Czardas Fyrstindens Præmiere. Men det er ogsaa sidste Gang, at de har haft Anledning til at hilse paa det tout Copenhague, som de var blevne saa intime Venner med; thi nu maa der aabenbart være dukket nye ubehagelige Oplysninger op om de to Herrer: Lørdag Morgen fik de Meddelelse om, at de burde forlade Landet øjeblikkelig. De maatte tage en brat Afsked med den smukke Villa, med de gode Matineer og de dyre Tapeter - et Farvel til de kjøbenhavnske Venner havde de hverken Tid eller Lyst til - og saa gik Turen over Sundet ad hvilket ingen Vej fører tilbage for de to Herrer - ikke engang selv om alle lshindringer svinder for den milde Sol.
Ardens.
(B. T. 14. februar 1917)
De to udviste internationale Herrers Villa tilsalg for 1 Mill. Kr.
Et Besøg i den fyrsteligt udstyrede "Baggaards-Villa", Vesterbrogade Nr. 97.
Indgangen til Million-Villaen i Baggaarden.
En fuldt monteret Villa til Salg for 1 Mill. Kr.!
Selv i den allergyldneste Kjøbenhavner-Periode vilde en saadan Annonce-Overskrift have faaet Folk til at studse - og man vilde have spurgt:
- Hvor ligger Palæet?
Men naar vi nu hører, at den Villa, der i Øjeblikket er til Salg for den smukke, runde Sum, er beliggende paa Vesterbrogade 97, saa vil de indviede begynde at kigge interesserede og maaske en lille Smule nervøse længere ned i denne Artikel - thi hvem har indtil for ganske nylig haft deres Residens i denne Villa andre end de to mystiske Millionærer og Yachtklub-Herrer, af hvis straalende selskabelige Karriere i Kjøbenhavn og pludselige Afrejse B. T. forleden bragte en Skildring? Vi brugte den Gang det Udtryk, at de havde udstyret deres kjøbenhavnske Residens med fyrstelig Pragt, havde vi da vidst, at Villaen om et Par Dage skulde staa til Salg for 1 Million Kroner, havde vi brugt endnu mere superlative Udtryk, og havde vi dengang haft Anledning til at lære de to Herrers Ungkarlehjems Interieurs at kende, ja, da véd vi i dette Øjeblik ikke, hvad vi skulde havo presset ud af vor Pen - men dette Bekendtskab stiftede vi først igaar - og nu vil vi da i al Beskedenhed prøve paa at fortælle.
Ankomsten til Slottet i Baggaarden.
Kender De Vesterbrogade Nr. 97?
Det er en høj, grim, graa Bygning, der ligger i 3 Maskinfabrikers sodede Aandedrag - en kvalm og trist Storstadskasse, - bare Synet af den er nok til at paaføre En det sorteste spleen; men gaar man de ti Skridt gennem den lave, mørke Port, ligger der den mest indtagende lille Provinsidyl foran En: en net Villa i den traditionelle "Murmesterstil", der oplives af pragtfulde kulørte Ruder, i hvis Rubiner og Safirer og Opaler Aftenrøden paa den fjerne Frosthimmel lægger et koglende Skær. Det er nydeligt - men det er ikke imponerende. Vi føler os endnu langt fra Millionen.
Vi ringer paa, og lukkes op af en dansk-engelsk Tjener, der minder saa slaaende om Robert Schmidt, at vi er lige ved at spørge efter Direktør Wondt.
Efter en Del Parlamenteret!, som vi ikke generer os for at spække med en Bemærkning om, at vi godt kunde tænke os at gøre et Bud paa Herligheden, bliver vi lukket ind. Og nu staar vi overfor Millionen.
En Vandring i en Villa, der er en Kombination af en Kunst- og Antikvitethandet af første Rang.
Man maa lade de to Herrer, at de har forstaaet at indrette sig - og vi begriber deres Sønderknuselse, da de fik Ordre til at forlade dette Paradis. Alle Gulve og Trapper er belagte med tykke Tæpper, hvis brogede Mos lukker sig om hvert af Ens Skridt. Paa hver eneste ru Vægflade har Dekorationskunstnere lagt den skæreste Teint af de fineste Tapeter, rosa, gullige, brunlige. Og disse Tapeter og disse Gulve er kun Baggrund for Maleres Mesterværker i tunge, gyldne Rammer og sjældne Møbler, det smukkeste Haandvirke, der er smykket med Navnene Chesterfield, Louis XVI. Chr. VIII, Empire og Franz Hals - dyre, indvirkede Tæpper mod flamrnende Farver ligger i bløde orientalske Folder henover østerlandske Borde, og i Karmene foran de brogede, sindrigt sammenflettede Ruder staar den fineste Keramik, der er præsteret gennem Aarhundreder. Man sporer endnu den søde Duft af Røgen fra en Abdoulla ... fra de to Herrers daglige Færden i dette farvemættede Nirvana, og nu - i Halvmørket, hvor Mennesket altid faar lidt af sin Urtids Lugtesans tilbage, mærker vi at der under Krystalkronernes ringlende Prismer driver en svindende Duft af Quelque violettes, af Safran, af fleurs d'amour - vellugtende Minder om de Fester, der for bare et Par Dage siden fyldte disse Sale med Skønhed og Lys og Larm og Musik. Men den glade Vært skal aldrig mere tage sin Telefon og ringe ind til en af de store Kafeer paa Raadhusplndsen og bestille hele Orkestret ud i Nr. 97 - til Dans til den lyse Morgen. Med en meget jævn Omskrivning af Drachmann kan man sige, at "der danses ikke mere i de nuværende Ejeres Tid i Nr 97. - og om et Par Dage er de sidste duftende Minder om den gyldne Tid fortæret af Kulden og Mørket.
De to udviste Herrer vil have deres Sag op til fornyet Undersøgelse.
Medens disse to Dæmoner er Herrer i Vesterbrogade Nr. 97, sidder de to Udviste i Stockholm og skummer af Raseri. De paastaar at deres Udvisning ikke er lovlig, og at de vil gøre Skridt til at faa alle deres Forhold nøje undersøgte for saa at vende retfærdiggjorte tilbage til Kjøbenhavn.
Det sker dog næppe. Hvad der her er passeret, bliver ikke ændret, men de, der kendte de to Eventyrere, vil i mange Aar huske Vesterbrogade Nr. 97 som Skuepladsen for en af de mest ejendommelige Episoder i Kjøbenhavn under den store Krig.
Hr. Ib
(B. T. 22. februar 1917).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar