Hærværk paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

En mærkelig hævnlyst.

Opdagerne på Vesterbro har i denne tid en højst ejendommelig sag til undersøgelse: det drejer sig om den ikke ualmindelige forbrydelse: hærværk overfor gravsteder. Men denne sag består af så mange mærkelige enkeltheder at den må siges at være et ganske særegent mysterium.

Klageren der har anmodet om politiets bistand, er en ung enkefrue hvis mand døde for fire år siden og blev begravet på Vestre Kirkegård. Han var indehaver af en solid og anset forretning, og det var den almindelige mening at han kun efterlod sig venner.

Man forstår derfor så meget lettere den harme og sorg der har grebet enkefruen ved at se mandens gravsted blive genstand for et gennemført systematisk hærværk. Fra første færd var det hende ubegribeligt at alle blomster som blev plantet på graven visnede. Men nu er hun ikke i tvivl om årsagen hertil. Ved henvendelse til en gartner erfarede hun nemlig at planterne var vandet med en giftig væske således at de nødvendigvis måtte sygne hen lidt efter lidt.

Den ondsindede person der har været på færde, har imidlertid ikke nøjedes med hermed. I løbet af det sidste års tid er mindestenen på graven blevet så godt som ødelagt. Navnet på den døde er efterhånden kradset ud. Småsten og gamle klude er atter og atter henlagt på gravstedet. Kort sagt: hvad der kunne gøres for at besudle mindet, er blevet gjort. 

Enken vægrede sig længe ved at bringe denne uhyggelige hævnakt til politiets kundskab. Men omsider har hun altså alligevel besluttet sig dertil. 

Samtidig med at hun gav anmeldelse om sagen, oplyste hun at hun siden mandens død hvert år på hans fødselsdag fandt bekendtgørelser rundt om i bladene om at han den pågældende dag fejrede fødselsdagsfest. Annoncerne var stadig holdt i samme form med vedføjelse af fuldstændig navn og adresse osv. Den, der har besørget indrykkkelsen, må således være en der var godt kendt med hans personlige forhold.

Politiet har i øjeblikket ikke mistanke til nogen bestemt og heller ikke fra en ulykkelige enkes side har man kunnet få blot det fjerneste vink om hvem det er der bærer på en så mærkelig hævnlyst

(Folkets Avis - København, 3. november 1910).