Denne artikel er del af en serie om og af Emmy Drachmann, Holger Drachmanns 2. kone. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann fra samme år som nedenstående.
Et personligt Minde om Fr. V. Hegel
AfEmmy Drachmann.
Mindernes Skat! Mon man helt forstaar dette Udtryk før man bliver gammel eller i hvert Fald ældre? Saa lykkeligt er jo heldigvis Menneskets Sind indrettet, at alt hvad det af ondt og stygt har mødt Een i Livet glider bort, eftersom Aarene gaar, medens det gode og smukke bliver staaende og Iyser mod Aftensolens milde, forsonende Skær. Paa dette lever den Gamle og føler sig lykkelig. Blandt de mange rige Minder, jeg efterhaanden har samlet sammen til en Skat, staar levende, varmt og smukt Billedet af den Mand der fødtes idag for hundede Aar siden: Frederik V. Hegel.
Ikke en eneste Skygge har nogensinde formørket dette kære Billede for mig, og aldrig vil Mindet om denne sjældne Mand undlade at fylde mit Hjerte med dyb, vemodsfuld Glæde og Tak. Nu, da der i Anledning af hundredaarsdagen i alle Blade fremkommer Artikler om den Afdødes Liv og Virken, føler jeg en uimodstaaelig Trang til at sige et Par Ord med - ikke saa meget om Forretningsmanden, Forlæggeren Fr. V. Hegel, som om Mennesket den store varmhjertede Personlighed
Det Hegelske Hjem i Klareboderne 3 hvor Forlaget stadig har til Huse - var det første, der, næst efter mine Svigerforældres, aabnede sine gæstfrie Døre for mig, da jeg som nygift kom til København Og den, der kom indenfor disse Døre, var vel faren. Rigt og smukt var Hjemmet og fuldt af Harmoni og Lykke. Den unge, smukke Fru Julie, Sønnens Hustru, var den mest yndefulde Værtinde i det store Hus, hvor der næsten altid var Gæster. "Gamle Hegel" havde allerede den Gang i flere Aar været Enkemand.
Disse tre, Far, Søn og Svigerdatter forstod i Sandhed at være noget af Betydning for Husets Gæster - hver især paa sin Maade men med det samlede Resultat, at Gæsterne paa den mest velgørende Maade følte sig som hjemme. Jeg kan selvfølgelig kun med Rette tale om mit eget Indtryk, men jeg ved, at det er gaaet de fleste af den store Omgangskreds saaledes.
Min lange Mand var - jeg tror jeg tør sige det - en lille Smule Kælebarn af Huset, og dette kom jo mig til gode. Bramfri og beskeden var Tonen i dette Hjem til Trods for de store, rige Forhold, og den, der en Gang var optaget som Ven, følte sig paa sikker Grund. Og bramfri og beskeden som faa var Justitsraad Hegel, Grundlæggeren af dette Hjem. Hans Arbejdsevne og Dygtighed som Foregangsmand i sin Virksomhed er almindelig bekendt og ofte blevet omtalt, hans varme Hjerte for alle, der havde det ondt og hans redebonne Trang til at hjælpe hvor Nøden var uforskyldt - i det modsatte Tilfælde kunde han være streng som den Tids Arbejdsnaturer var - er bleven følt af mange.
Lidt stiv og afmaalt i sit Ydre var han i Virkeligheden blød og let bevægelig. Hans Kærlighed til Børn var rørende. Selvfølgelig var det Børnebørnene, der stod hans Hjerte nærmest. Naar en af dem var syg, var den gamle Mand bragt ganske ud af Ligevægt, og de Taarer, deres smaa barnlige Sorger kunde fremkalde, skar ham i Hjertet; han helmede ikke, før han atter havde faaet Smilet lokket frem i det lille Barneansigt.
Holgers og mine Børn viste han en rørende Godhed, og de elskede ham. Aldrig glemte han en Fødselsdag og Julepakken fra "gamle Hegel" var det første, de Smaa søgte efter, naar de Juleaften kom ind for at finde deres Gaver. Det var dog langtfra kun ved disse Gaver, han vandt deres Hjerter. Han ejede det virkelig gode og kloge Menneskes Evne til at omgaas Børn, forstod at gaa ind paa deres Tankegang, deres Ideer, og at tale med dem paa en Maade, saa at de følte sig som overfor en Kammerat, og pludrede løs.
Naar Holger Drachmann i sit smukke ægte følte Digt ved Hegels Død 1870 skriver
- - - - - - - -
Jeg kom hjem til Børnene
I den trlste Skumring,
de sad ved deres Legetøj,
og jeg fortalte dem:
Gamle Hegel er død!
Da listede de sig, en efter en,
stille bort fra deres Leg.
og de hviskede dæmpet: Ak, er han død!
Han var saadan en god Mand!
- - - - - - -
Dette Billede af Børnene der standsede midt i deres Leg, var helt tegnet efter Virkeligheden. Der blev den Aften ikke mere let eller talt højt i Barnekamret. De smaa følte det stærkt som deres Forældre: en god Mand var død - borte for bestandig!
En lille Hændelse fra et af mine første Ægteskabs Aar, som er saa betegnende for Hegels gode Hjerte, og som gjorde et stærkt Indtryk paa mig, vil jeg her berette:
Holger og jeg boede med vor lille Adoptivdatter og vor nyfødte Søn paa Landet ude ved Hørsholm. Ingen var den Sommer flittigere til at besøge os, og ingen mere kærkommen end Justitsraad Hegel, Han kom som oftest uanmeldt, saaledes ogsaa en Dag, hvor vi havde Besøg af et Ægtepar, Slægtninge af mig. De var fornemlig komne for at opfordre Holger til at købe deres Klaver - et udmærket og meget smukt opretstaaende Piano. Men nu vilde de have et Flygel, og da de vidste, at Holger og jeg uhyre gerne vilde have et Klaver, tilbød de os deres for en meget rimelig Pris - 300 Kr., saavidt jeg husker.
Holger elskede Musik, ja kunde egentlig slet ikke Ieve foruden, og jeg spillede den Gang ret net. Vi havde ofte i Vinteren, der er gaaet, savnet et Klaver i Hjemmet og nu var Anledningen der til at faa det paa lempeligeVilkaar.
Men pludselig stillede Holger sig modvillig og alt hvad jeg bad og forklarede, svarede han blot, at det havde han ikke Raad til. Da vi orn Aftenen fulgte vore Gæster til Dampskibet, der gik fra Rungsted, gjorde jeg endnu et Forsøg paa at ombestemme Holger - , men han var og blev umedgørlig.
Pludselig kom Hr. Hegel hen til mig og spurgte paa sin stille Maade, hvad der var i Vejen. "Jeg kan mærke, der er noget, De er ked af", sagde han.
Jeg fortalte ham om Klaveret, og at jeg syntes, det var en Dumhed at lade et saa enestaaende Tilbud gaa fra sig
"Ja. selvfølgelig skal De have det Klaver men vi spørger slet ikke Deres Mand. - Lad mig nu faa den Glæde at forære Dem det."
Jeg var selvfølgelig ved at gaa bag over af Henrykkelse og Overraskelse. Saa store Gaver plejer jo ikke at falde i Ens Lod.
Da jeg næsten ude af mig selv af Glæde vilde løbe hen til Holger og fortælle Nyheden - han gik nu foran med Ægteparret - holdt Justitsraaden mig tilbage og sagde: "Aa nej, det er jo ikke nødvendigt at sige det nu - skriv det strake i morgen tidlig til Deres Venner". Den kære, gamle Mand var saa beskeden, at han ikke ønskede sig omtalt som Giveren. Men naturligvis kunde jeg ikke tie og i Rungsted Kro blev der Tid til at drikke et Glas Portvin paa Købet og til Ære for gamle Hegel
*
Gottfried Keller siger et Sted - jeg citerer ikke ordret - at naar et virkelig dygtigt og godt Menneske dør, fortsættes hans Gerning uden mærkelig Afbrydelse hans Aand. Saa stærk var han i levende Live, at det Værk han satte I Gang, maatte vedblive at gaa, som han havde formet det
Hvor har ikke alle, der har staaet den store Virksomhed nær, som afdøde Fr. V. Hegel skabte, følt Sandheden af denne Paastand!
Sønnen, Jacob Hegel, forsatte ganske i samme Aand, Det smukke Samarbejde mellem Forlægger og Forfatter vedblev at Kendetegne det gamle, ansete Firma.
Nu sidder der allerede igen en ny Chef deroppe - den tredie Generation. Jacob Hegel er i hvert Fald udadtil, traadt tilbage og hans Søn Frederik Hegel, er nu den ledende Chef.
Det gamle, kendte kære og højt ansete Navn Frederik Hegel er atter draget frem, Frederik Hegel lever og virker.
Men nye Tider, nye Mænd. Helt i den første Fr. Hegels Spor kan selvsagt den store Virksomhed ikke vedbliveende ledes. Alt, hvad der lever, maa følge Tidens Krav og den Tid er den demokratiserende Det vil mærkes ogsaa i det store Forlags Foretagender. Men et er der ikke Tvivl om, at til Trods for alle de ydre Forskydninger der maatte finde Sted, vil den "gamle" Hegelske Aand vedblive at leve i de store, fornemme Rum deroppe i Klareboderne Nr. 3.
11te Maj 1917.
Emmy Drachmann.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 11. maj 1917)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar