Den røde uge.
"Proletarer fra alle lande" forsamles i København. Hvilken forskel fra før og nu. - Intet politi. - Et stilfærdigt fanetog i fred.
Vor særlige politiske hovedstadskorrespondent skriver om den i går i København påbegyndte socialdemokratiske verdenskongres: Det behøver jo slet ikke at nægtes: Samfundets stilling til socialismen er en anden nu end før. Vi ser alligevel ikke mere på den nu som i halvfjerserne.
Dengang kommanderedes der soldater sammen, og dengang mobiliserede man den hele disponible politistyrke. Nu derimod - der er fred og glæde over hele linjen.
I disse dage samles et tusind mennesker fra alverdens kanter som repræsentanter for socialdemokratiets ideer. De mødes i København, holder deres kongres og vedtager, hvad de nu synes. Og ingen lægger dem en hindring i vejen.
Ja, men dette er jo uhyre klogt og godt. Man kan næsten ikke forvare sig imod den tanke, at havde man blot altid behandlet dem således, så var man ude over mangt og meget af det, vi nu først skal til at skændes om.
Det skulle have været for år tilbage! Så havde der vel været politikordon om deres forsamlingsbygning. Nu derimod! I den tidlige søndagstime, mens folk gik til kirke, og forinden de storborgere blandt socialisterne, der boede på grevehotellet "Phoenix" , endnu var færdige med deres frokost, samledes der ude på gaden foran det gamle grev Schimmelmanns Palæ et tusind mennesker.
Man så kun et par for færdselen nødvendige politimænd. Andet var unødvendigt i denne folketingskreds, hvori selve kongen bor, og hvis repræsentant er socialdemokrat.
Men ganske vist måtte selv en pressemand med sit autoriserede legitimationskort bane sig vej gennem en fire-femdobbelt kordon af tillidsmænd, der hver for sig affordrede ham bevis for, at han havde lov til at komme ind.
Deroppe i festsalen blev snart hver en plads optaget. Og alt var ordnet med en rent ud militærisk disciplin. Et bureau der fungerede fortræffeligt. En telegrafstation! Et postkontor! Staten selv stillede sine fineste institutioner til rådighed for disse "samfundsomvæltere".
Og det er måske det værste, man kan gøre Socialdemokratiet! Bare ganske rolig behandle dem som det, de er - et politisk parti, der arbejder for deres maxime.
Denne næsten overstømmende velvilje og elskværdighed fra samfundets side skulle blot tidligere være trådt i virksomhed. Så havde den ganske simpelt hen kvalt de herrer i sin favn.
Nu samledes man altså.
Oppe i salen hang der ned fra væggene store blodrøde faner med indskrifter, der tolkede socialistiske krav, og var oversat i 4 sprog på en måde, der næppe har tiltalt de fremmede, som simpelt hen ikke har genkendt deres modersmål i den slette omskrivning.
Og på salens balkon var der et par hundrede begunstigede tilskuere. På venstre side sad de danske repræsentanter. På højre var der indrettet en mængde pladser for alle landes presse. Her sad der et par hundrede journalister, som i forvejen var forsynede med kongressens sorte, guldtrykte mapper inde fra bureauet, der havde sine sager i en mønsterværdig orden.
Og nede på gulvet samledes så efterhånden den internationale repræsentation ved lange borde med bannerindskrifter om, hvorfra de kom.
Endelig stod der oppe på tribunen et stort orkester og et sangerkor - en skov af 500 hvidhuede sangere fra de københavnske arbejderkor.
Omsider kunne Kapelmester Hemme slå til lyd, og så brusede da musikken ud over salen. Allerførst kom nogle strofer. Saa samlede de sig i den gamle kønne, marchfaste melodi: "Kom, ræk mig oh broder, din barkede hånd !" Og efterhånden nåede man igennem mange landes arbejdermelodier til selve "Marseillaisen" - altsammen til ord, der var skrevet af A. C. Meyer, og, omend de af og til var lidt naivt affattede, røbede megen sprogglæde.
De hundreder af struber samlede sig i dette kor og aftvang forsamlingen et frenetisk bifald, der først forstummede, da dr. Gustav Bang tren frem og på fransk, engelsk og tysk holdt en velkomsttale.
Så kom kantatens anden halvdel. Og endelig samledes alle de kraftige mandsstemmer i den gamle sang "Internationale". Man hører den ikke meget herhjemme. Den er imidlertid endnu derude i den store verden forbudt. Vi herhjemme har råd til at lade dem synge den, disse Strofer, der har rystet sindene derude.
Men man stod jo også nok med et stramt smil og så dem, disse proletarer der havde forenet sig fra alle landene - lige så snart de hørte disse toner, for de op som raketter og stod ret som når andre hører vor nationalsang!
Der er intet at sige dertil. Men hvad der er frihed for Loke, bør nu ogsaa være ret for Thor - nu vil vi andre ikke mere skældes ud når vi lægger vor ærbødighed for nationalsangen for dagen !
Salen rystede under jubelen. "Internationale" måtte synges endnu engang. Først da kunne tribunen ryddes, så "det internationale verdensbureau" kunne komme til sæde. Man så imellem denne lille snes mennesker så interessante folk som den gamle bedstefadertype Keir Hardic, den berømte Rosa Luxemburg, en nogle og fyrretyveårig dame, ikke køn, men med mørke, flammende sorte øjne, og en del andre socialistkoryfæer.
Vandervelde åbner.
Det er en kortklippet, skaldet advokat, der gør et meget distingveret indtryk.
Han efterfølges af Stauning som er vor egen P. Knudsens efterfølger i embedet: Forretningsfører for Socialdemokratiet. Ligervis som P. Knudsen i Paris forsikrer Stauning, at man skal finde det lille Danmark kampberedt, og han råber med en røst, der ligger to oktaver under dagligt vande: Kapitalismen er krig, socialismen frihed og fred!
Alt det siger han på tysk, og det oversættes i en fart til engelsk og fransk. Så kommer Vandervelde. Han har en pragtfuld plastik og en næsten mesterlig retorik, og hans strømmende veltalenhed kalder gang efter gang bifaldet frem. Han smigrer Danmark som foregangsland på det parlamentariske område. Taler så lidt om blod, der har gødt russisk jord for frihedens sag, og endelig omtaler han med store armbevægelser socialisternes stilling i alle lande - og han trumfer i bordet, så vandglasset ofte hopper.
Endelig kommer så den blege, asketisk udseende Huysmans, der er generalsekretær for kongressen, og nu giver de af alle deltagere frygtede oplysninger om, hvordan de skal stå og gå i denne skønne by.
Så først slår opbrudets time, og man går til en kort hvile eller
det store fanetog
Det er længe siden, at der har været samlet så mange på Boulevarden fra Rådhuspladsen til Langebro.
Atter et bevis på omslaget. I gamle dage fælledoptøjerne med husarindhug. Nu ved den ottende internationale socialistkongres næppe en politibetjent. Politidirektøren i civil i mængden. Politiinspektør Theodor Petersen til fods - ellers altid tidligere til hest som gammel dragonofficer - og overalt milde ansigter.
Her samles socialisterne imellem bourgeoisiets store, flotte ejendomme, imellem Glyptoteket og det kgl. Videnskabernes Selskab og Landhusholdningsselskabet og Musikkonservatoriet. Og stille og roligt finder hver mand sin plads under de hundreder af faner, og præcis på slaget 4 - under dundrende kanonsalut fra Tivoli - sætter toget sig i bevægelse.
Pressens folk ser det fra "Nyt dansk Landmandshotel" lige overfor Kvægtorvet, hvor hotelforpagter Jacobsen har stillet værelser til disposition med vanlig elskværdighed, og hvor de mange mennesker tager en time om at nå forbi.
Omsider når de da allesammen ud i Søndermarken, hvor der er mængder af mennesker. Vejret bedrer sig. Der tales under bifald fra fire talerstole af alle de fremmede berømtheder - og overfor politiske berømtheder fra deres egen lejr er ingen større snobber end socialdemokraterne - og under aften er der et vældigt folkeliv i den gamle park.
Således forløb da første dag af den internationale, røde uge.
Det vrøvl, der kan blive, det sørger de for at holde indenfor Odd Fellow Palæets mure. Der sker intet i byen ved at have disse mennesker gående iblandt os. Så lidt som der sker noget ved, at vi andre holder kongres.
Men det er jo unægtelig lidt sent at komme til den erkendelse! Det er ikke ved tvangsmidler, som i gamle dage, man besejrer en bevægelse
(Fyens Stiftstidende, 29. august 1910).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar