Major Fogh er afgået ved døden og står nu for den højeste domstol. Skønt jeg ikke hylder ordsproget: de mortuis nil nisi bene, dvs. man bør kun tale godt om døde, i dets hele udstrækning, for da ville historien blive en uting, og skurkens eftermæle lig den retskafnes - så vil jeg dog ikke nu da jeg ikke har gjort det i mandens levende live, gendrive hans svar i Sandhedsfaklen, hvilket jeg havde håbet at skulle ske på rettens vej, men kun fortsætte min i sidste Politivennen begyndte fortælling om min andel i sagen.
Fredag den 23. december mødte jeg med major Fogh for Forligelseskommissionen hvor jeg forlangte sagen udsat i 8 dage for at indgive kontraklage i anledning af majorens fornærmende udladninger i hans svar i Sandhedsfaklen.
Fredag den 30. december blev sagen optaget igen. Majoren mødte ikke personligt, men i hans sted hans mangeårige ven, krigsassessor Hald, som begærede 8 dages udsættelse. Hr. bogtrykker Behrend forlangte derimod sagen henvist til retten. Men da jeg agtede at indkomme med en kontinuationsklage i anledning af det af majoren i samme dags Adresseavis indførte fornærmende avertissement, indrømmedes den forlangte udsættelse.
Når der i nævnte avertissement siges at jeg har lovet at indrykke majorens svar, da forholdet det sig rigtigt. Majoren har nemlig ved sin bror adspurgt mig om jeg ville indrykke hans svar på Behrends brev, hvortil jeg svarede at jeg var villig til det, og et lignende svar gav jeg til en som kaldte sig exam. juris Hadsteen der siden var sendt til mig i samme anledning. Men da jeg siden efter fik majorens svar stumpevis og enhver stump indeholdt fornærmelser mod mig og mit blad fandt jeg det urigtigt selv at bidrage til offentliggørelse af fornærmelser som jeg blev nødt til ved dom at søge mortificeret.
Jeg sendte derfor svaret tilbage med den erklæring at jeg af nys nævnte grund ikke ville optage det, og heri mener jeg at have handlet rigtigt.
Hvad den fattige familie angår, da har den først den 30. december fået udleveret noget af det tilbageholdte tøj, efter at hr. Behrend nogle gange før i vidners påhør havde krævet det af majoren. I alle de 3 uger den har måttet tilbringe de kolde nætter på det bare guld, har jeg efter ringe evne ydet den en understøttelse, ligesom jeg til Bespisningsanstalten har indgivet en ansøgning for den om en portion varm middagsmad dagligt. Resultatet af denne ansøgning har jeg ikke endnu erfaret, men en ædel dame der vil være unævnt, har efter at have erkyndiget sig om familiens stilling, sendt den en billet til at få mad fra samme anstalt.
Til slut må jeg bemærke at hvis nogen skulle have tvivl om hvilket af det der denne sag betræffende er fremsat i Politivennen og i Sandhedsfaklen, bærer sandhedens præg, da kan han få sin tvivl løst af familien der nu har fundet husly på et kvistkammer i Antonigade nr. 240.
K. Kristensen.
(Politivennen nr. 1097, Løverdagen, den 7de Januar 1837. Side 6-9)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar