30 oktober 2016

Om unge Grantræers Ødelæggelse i Juletiden.

I de seneste år er det blevet en almindelig skik i juletiden at familier der har børn, anskaffer sig juletræer som behænges med lys og med småforæringer til børnene. For så vidt disse træer er forarbejdede af træ eller papir og således kan bruges i flere år, er denne skik vist nok uskyldig. Men bruges dertil toppe af grantræer eller små hele træer, er den helt sikkert skadelig. For det er utroligt hvilken mængde af sådanne toppe og træer der på den tid indføres i staden og hvoraf uden tvivl størstedelen er erhvervet på ulovlig måde, hvorover man hører hyppige klager på landet. Betænker man hvor lang tid der går inden et sådant træ når den størrelse at det kan afhugges toppen, eller oprykkes til nævnte brug og at denne træart som opvokser af sig selv i andre lande, på Sjælland må plantes og fredes samt at flere tusinde træer således ruineres alene på den lille ø, Sjælland, så må vel enhver ønske at denne skik eller uskik kunne afskaffes eller på nogen måde indskrænkes ved en eller anden foranstaltning. Lagdes der fx en høj accise på sådanne træer og toppe, eller når der ved indførelsen af samme gennem stadens porte blev afkrævet vedkommende fuldgyldig bevis for at det var deres lovlige ejendom, ville vist allerede meget være vundet ved det, og mange hundrede grantræer årligt spares for ødelæggelse.

(Politivennen nr. 1093, Løverdagen, den 10de December 1836. Side 791-793) 


Redacteurens Anmærkning

Mens Politivennen ikke skrev meget om julen, var der en anelse mere i Kjøbenhavnsposten, her fx 7. januar 1832:

Det Store Julebord.

Hvor Byens Damer trække paa Parade,
Hvor Cavalerer smukt gaae op og ned, 
(Det er det eneste, man om den veed)
I Kortheed sagt - paa Østergade,
Gik jeg i Aftes just min stille Gang;
Fra Nabo-Husene saa lysteligt det klang;
Hist legede man Juul, her sprang man lidt omkring,
Der sad man om et Bord og gjorde Ingenting.
En Frøken-Mø,Der løb i Frø,
Fortalte og bagtalte hist i Canapeen,
I det hun også nippede til Theen.
Paa begge Gadens Sider man hæsligt gjorde Vind;
Det blæste mig om Frakke, Hat og Kind.
Da til min Qvide
Kom mig imøde, altsaa mod min tredie Side,
En lille Herre,
Der ogsaa gjorde Vind, desværre!
I samme Nu - (betænk det dog, min Læser!)
Det ogsaa stærkt fra Kongens Nytorv Blæser.
Som Choribanter
Men Vindene anfaldt fra disse fire Kanter,
Og før jeg kunde raabe dem et: stop!
De klemte mig, saa jeg gik op
I lige Linie igjennem Luften;
Men, Gud skee Lov, jeg dog beholdt Fornuften!
Hvor Kjøbenhavn saae ud! hvor den var broget,
Og hvor der var en Snak om Ingenting og Noget.
Men stedse fløi jeg opad; jeg følte Febergys;
Smukt tændtes Nattens Stjerner som klare Julelys,
Og Himlen selv var Træet, og vores halve Jord,
Med Sneens hvide Dække, stod, som et Julebord.
Ja Tinsoldater, Spilleværker, Byer og Regenter,
Med mere, stod paa Bordet, som Presenter,
Og høit i Himlem sad de Engle smaae,
Og saae derpaa;
Thi see, det maatte de, men ikke røre,
Da Jordens Børn jo er' saa grumme skjøre!
Jeg saae da ogsaa på min Seilads,
Den hele brogede Julestads.
- Hist var to lærde Mænd i Klammerie,
Om Cicero har meent at quæ hvor han skrev qui,
Om han i sine Buxer brugte Spænde,
(Thi det er vigtigt slige Ting at kjende);
Der blev en blodig Kamp blanddt disse to Athlether.
Hist støbte man i Former smaae Poeter,
Ja Kogebøger, Polemiker, alt med Politur,
Man lærte: "Kunst er mere end Natur."
- Her stod en Helgen af Gips og Kridt,
Af Øiet vendte han fromt det Hvide,
De kan os baade slaae og slagte;
Vel kan de kun gjøre vort Legem Vee,
Ei Aanden - men den vil jo Ingen see!
- Hist klippede tre - det var en Gru,
Et Rige, som var det et Kort, itu;
Den største af disse smaae Krabater,
Rask knækkede sine Tinsoldater,
Men altfor stærke var ham nogen,
Og derfor smed han dem hen i Krogen.
Guds Engle græd - jeg skjændte saa smaat,
Thi Legetøiet var dog for godt.
Det Syn mig slog - - jeg faldt da ned,
Og saa - ja intet meer jeg veed;
Ved Frihedsstøtten jeg stakkel laae,
Men over Danmark stod Himlen blaa.

Og starten på en anden i Kjøbenhavnsposten, 27. december 1832:

Kjøbenhavn den 27de December 1832. - Julen har iaar, som sædvanligt, bragt noget mere Aand og Liv i vor Hovedstads intet mindre end aandfulde og livlige Selskabelighed. Medens Conversationen almindeligere dreier sig om den Skjemt og Humor, der har rørt sig i enkelte af vore Klubbers og Selskabers Julefeste, i dramatiske Spil og Parodier, Farcer, Rundsange og Toaster, er den i de snævrere Cirkler ikke mindre travlt sysselsat med de forskjellige Familie-Lystigheder, Juletræer med og udenmaleriske Decorationer, Juleklapper (her nyindført efter vor Naboes gamle Skik), dramatiserede Ord, allegoriske Tableau'er etc., som de fleste Steder have afløst vore gamleJulelege. Vel holdes disse sidste endnnu hist og her i Hævd, deels af Folk, der stadigen følge det gamle Rituale, og, med en yngre Digter, sige:"Naar der ei meer er Udsigt til saa Meget som at hænge, Saa vil jeg ikke her for alle Verdens Penge!"deels af Reformere, der, uden at høre til de Radicale, holde fast ved Aanden, skjøndt ikke ved Bogstaven; men Tiden er dog ogsaa i denne Henseende paa nogle Aar skreden mægtigt fremad, og Julelystigheden, der i forrige Tider bevægede sig, som i en Cirkel, omkring den arvede Vedtægt, er nu ogsaa kommen under den vægelsindede Modes Herredømme.