En Lodskrig i Øresund. I forrige Uge omtaltes i flere Blade, at en svensk Lods var bleven ført til København som beskyldt for at have drevet ulovligt Lodseri i Sundet. Det er bekendt, at den danske Regering for nogen Tid siden særlig har paataget sig at vaage over, at danske Undersaatter ikke forulempes af svenske i Udførelsen af deres Hverv, og vore national-liberale Organer har pligtskyldigst prist Regeringen for dette Skridt, uden i mindste Maade at bemærke, at det er en Selvfølge, at svenske Lodser heller ikke forulempes af danske. At Retten nemlig ikke er aldeles udelukkende paa de Danskees Side, som vore Hovedstadsblade vil fremstille, det tror vi at kunne vise ved følgende Udtalelser i et svensk Blad: "I Mandags Efteemiddags i forrige Uge hændtes det, at en svensk Baad med en svensk Lods fra Skanør blev taget og ført paa Slæbetog med til København af en større dansk Lodsbaad, hvori der foruden Besætningen befandt sig to danske Politibetjente. Da den danske Lodsbaad med sin Prise passerede forbi det svenske Dampskib "Hamlet", udbragte Danskerne haanlige Hurraraab, forat tilkendegive deres Triumf over Sejren. De svenske Passagerer paa "Hamlet" blev naturligvis i høj Grad opbragte over en saa uforskammet Opførsel. Imidlertid førtes den tapre svenske Lodsbaad til København, hvor Lodsen visiteredes, hvorved alle hans Penge blev ham frataget, og han blev tvungen til at underkaste sig et Forhør, som varede til langt ud paa Natten. Manden maatte afgive sine Lodsprenge og maatte desuden give en Bøde, hvorefter han førtes til sin Baad, eskorteret af Politi, forat ikke de danske Lodser skulde overfalde og mishandle ham. Dette er et i høj Grad oprørende Tilstande. Danskerne har her vist en stor Hensynsløshed. Deres Lodser sendes upaatalt med danske Skibe ind paa svensk Grund og fortjener der Tusinder Rigsdaler, men naar en svensk Lods følger et engelsk Skib, som det nylig var Tilfældet, fra den svenske Kyst til København, saa bliver Svenskerne arresteret af de danske Politimyndigheder, kastes i Fængsel, dømmes til at miste sine fattige Lodspenge og maa desuden betale store Bøder. Paa den svenske Kyst har Danskerne Lov at gøre hvad de vil, men svenske Lodser, som fører svenske eller fremmede Fartøjer til danske Havne, gribes og behandles som grove Forbrydere. Det er paa høje Tid, at der fanes en Grænse for denne "Lodskrig i Øresundet", som Kystbeboerne kalder den. "Af en lille Gnist kan en stor Ild opstaa", og her er der virkelig Fare derfor. De danske Lodsers Fremgangsmaade understøttes af de danske Myndigheder og Regeringen ser igennem Fingre med disse Overgreb." Bladet opfordrer derefter den svenske Regering til kraftig at gribe ind, og vi maa indrømme, at selv om denne Fremstilling af Sagerne maaske er lidt overdreven, saa er der dog vistnok stor Grund for de svenske Lodser til at fordre den samme Behandling af danske, som de yder disse. I ethvert Tilfælde maa den Haanlatter, som de danske Lodser og danske Politiembedsmand brugte, da et svenskt Skib passerede forbi dem, i høj Grad misbilliges. Det vidner om, hvorledes en forskruet Nationalitetsfølelse er i Stand til at befordre Opvækkelsen af slette Lidenskaber hos Menneskene.
(Socialisten 17. juni 1873).
De fleste andre danske aviser var som nævnt forargede over de svenske lodser, støttede at politiet opbragte dem, førte dem i arrest, fratog dem lodspenge og gav dem bøder. Sagen havde forbindelser til Øresundstoldens ophævelse i 1857: Drogden var det eneste fyroplyste farvand gennem sundet. De private svenske lodser brugte som oftest denne vej og kom derved i konflikt med de danske lodser i Helsingør som hidtil havde haft monopol pga. Øresundsløsningen og overvågningen af øresundstolden. Øresundsløsningen indebar at det var Danmarks ansvar at holde fyr og sømærker. Fhv. kommandørkaptajn Ramsten, kaptajnløjtnant for Malmö lodserne var en af organisatorerne bag de private svenske lodser. Lodskrigen optrappede yderligere da den danske kanonbåd "Villemoes" sejlede ½ mil fra Falsterbo fyrskib og advarede en svensk lods. Samtidig opererede danske lodser helt uantastet tæt på den svenske kyst.
Lodskrigen i Øreund. Under 8de d. M. har Kong Oscar anordnet, at Flinterenden til Fremme af Sejladsen i Oresund ufortøvet ved Lodsbestyrelsens Forsorg skal fuldstændig afprikkes efter en derom udarbejdet Plan, samt at der skal udlægges et Fyrskib paa et passende Sted ved den sydlige Ende af Kalkgrunden. I Forbindelse hermed har Kongen paalagt Lodsbestyrelsen skyndsomst at træffe Forberedelser til Anskaffelse af et nyt Fyrskib, samt at indkøbe et passende Skibsskrog, der kan forandres til Reserve-Fyrskib. Det er vel ikke usandsynligt, at disse Foranstaltninger staar i Forbindelse med de stedfindende Forhandlinger mellem den svenske og den danske Regering angaaende Lodskrigen i Øresund.
(Socialisten 16. juli 1873).
Lodskrigen i Øresund vedbliver at beskæftige de svenske Blade, og der gøres blandt Andet opmærksom paa, at ifølge Traktaten af 14de Marts 1857 er Øresundet internationalt Farvand, hvor der fra dansk Side ikke kan lægges nogen Hindring i Vejen for Skibenes Fart. Hele Øresund maa betragtes som nevtralt Farvand, hvor svenske og danske Lodser er lige berettigede. "Danmark," i siger et svensk Blad, "har forpligtet sig til at betjene de Søfarende med Lodser, at holde Fyr og Sømærket i Orden, men der blev til Gengæld betalt Danmark 30 Millioner Rd. for Øresundstoldens Afløsning". Bladet slutter med at udtale den Formening, at den danske Regering ikke vilde optræde saaledes som den har gjort i denne Sag, naar den ikke havde et Rygstød i den russiske Regering.
(Socialisten 18. juli 1873).
Politisk set fik sagen også indflydelse for skandinavismen idet sagen for nogle viste at når svenskere og danskere ikke engang kunne blive enige om denne sag, så var der nok ikke meget der forenede.
Mellemrigsk Næringsfrihed.
(Af Frederik Bajer.)
Dersom nedenstaaende "Sagabrudstykke" ikke er ægte, kunde det være det. Er det ikke sandt, kunde det være det. Er det ikke nyt, men tilsyneladende henved i Tusind Aar gammelt, hører det dog til de gamle Historier som bliver evig ny. Hvad den Gang hændte (eller kunde være hændt), gjentager sig jo lige for vore Øjne i dette Aar, 1873. Man sætte kun "skaansk" istedetfor "jysk", "sjællandsk" for "fynsk", "Kullen" for "Treldenæs", "Saltholm" for "Baagø". Man sætte fræmfor alt "Øresund" istedetfor "Lille Belt"! Og vi læser et sørgeligt Stykke Nutidshistorie:
* * *
Flere Dage havde en norsk Handelsskude krydset i Kattegat. Skipperen hed Fin og kom fra Bergen; Skibet var ladet med Bergfisk, og agtede sig til Aabenraa. Ud for Endelave rejste sig en stærk Storm, og Fin havde ikke tidligere faret gjennem Lille Belt. Han gav da Tegn, at han ønskede Lods ud. Lodsen fra Endelave kom. "Kan Du føre mit Skib gjennem Beltet, skal Du faa ti tørrede Fisk." - "Vel kunde jeg, og gjærne vilde jeg; men ikke tør jeg lodse længere end forbi Treldenæs; ti det siges, at de fynske Lodser har Eneret, til Lodsning gjennem Beltet." - "Hvi saa?" - "Ikke ved jeg Aarsagen; men Fynboerne siger, at, da Kongen af Jylland kjøbte sig fri for Bælt-Tolden, fik han betale noget mindre til Kongen af Fyn, imod at de fynske Lodser beholdt sin Eneret. Jyderne tolker rigtignok ikke Overenskomsten paa samme Maade; men dersom Fynboerne griber nogen Fræmmed i Lodsning, maa han lide derfor med mindre han findes tæt under sin egen allernærmeste Kyst."
Da Fin naaede Højden af Treldenæs, kom derfra flere Lodsbaade ud til ham. "Jeg tør jo ikke bruge jer", sagde han. "Du kommer maaske til det alligevel; ti ikke altid er fynsk Lods at faa lige uden for Beltet." Lodsen fra Endelave maatte nu ankre op under Treldenæs og vente, indtil Vinden tillod ham at vende tilbage til sin Ø; han fik fire Fisk af Fin. Da denne var nær ved Strib kastede han Anker en Stund for at faa fynsk Lods ombord; ti nødig vilde han bryde Loven, om den end var tvivlsom. Fynske Lodser fandtes ogsaa, men ikke nok; de blev tagne ombord i andre Skibe, og hans fik ingen. Da kom atter en af de jyske Lodser, som havde prajet ham ud for Treldenæs. Ham tog han nu op; ti ikke kunde han vente længer. Da de var komne videre frem, bad Fin ham lodse Skibet Østen om Baagø; ti han havde Ærinde 3/4 Mil nord for Assens. "Da er jeg ræd for," sagde Lodsen, "at Fynboerne fanger mig." Fin sagde, at han dog maatte gjøre det. "Ja, giver Du mig seks Fisk istedet for de fire, vi blev enige om?" Dem fik han. næppe var Skibet kommet Øst for Baagø, før det blev omringet af fynske Baade med væbnede Mænd. De sagde til den jyske Lods: "Hvad vil Du her? Hvor tør Du gjøre Indgreb i Fynboernes Eneret? Holdt Du Dig endda Vesten for Baagø langs den jyske Kyst! Paa denne Side har Du intet at gjøre." Det hjalp ikke, at Fin sagde han havde Ærinde paa Fyn, og ingen fynsk Lods havde kunnet faa. Jyden blev ført til Assens; hans Fortjeneste, de seks Fisk, blev tagne fra ham, og nu maatte han selv se, hvorledes han kunde bjærge sig hjem. Siden maatte Fin give fire Fisk for en fynsk Lods, da han atter skulde videre til Aabenraa. "Det var en dyr Færd," sagde Fin, da ham kom hjem til Norge, "fjorten Fisk maatte jeg give for Lodsning ned igjennem Lille Belt. Tilbage var det dog billigere; ti udenfor Aabenraa Fjord var jeg faa heldig at faa en fynsk Lods ombord, og Langlodsningen koster kun ni Fisk. Men ikke alle er saa heldige."
* * *
At Lodserne er til for Søfartens Skyld og Søfarten ikke for Lodserne, - den Sandhed staar fast. Ligeledes synes det en uomtvistelig Sandhed, grundet paa lange Tiders Erfaring, at Næringsfrihed er bedst for alt Slags Næring, medens For- og Enerettigheder ej engang altid baader dem, som har dem, saaledes som man skulde tro. Var Lodsnæringen fri i Øresund, vilde de Søfarende være sikker paa at faa Lodser saa tidlig de vilde, saa langt de vilde, og hvortil de vilde. Lodserne selv vilde kappes om at tjene de Søfarende paa bedste Maade. De dygtige Lodser vilde tjene mere end nu, de udygtige maatte af sig selv opgive Lodseriet og slaa ind paa andre Næringsveje. Og Lodsernes Tal vilde under Frihed altid være afpasset efter Søfartens Trang. Det er desuden ubilligt, at de, som bor paa den ene Side af et Sunds Kyster, ikke skal have samme Ret til at ernære sig af Lodsen, som de, der bor paa den anden Side. *) Hvad Sverrige - ved at betale en mindre Afløsningssum for Sundtolden - maatte have gjort Afkald paa til Fordel for Danmark, maa Danmark atter kunne sælge til Sverrige; og den derved indkomne Sum maa kunne bruges til at holde de nu "eneberettigede" sjællandske Lodser skadesløse i Overgangstiden. En slig Ordning af Lodseriet i Øresund maatte vist foretrækkes for en Deling af Sundet, saa at Svenske kun fik Lov til at lodse øst for Saltholm gjennem Flintrenden, men ikke vest for denne Ø gjennem Drogden.
Da den lille Lov af 17de Maj d. A. om "Forseelser mod Lodslovgivningen" uden videre blev vedtagen i Rigsdagen, anede ingen af dennes Medlemmer, at den skulde sætte saa meget ondt Blod mellem Frænderne paa Sundets begge Kyster. At den ikke var bygget paa mellemrigsk Næringsfrihed, saa Indsenderen af dette Stykke vel, og tænkte et Øjeblik paa ar udtale det Haab, at denne midlertidige Foranstaltning meget snart maatte afløses af en endelig, hvorved mellemrigsk Næringsfrihed i Øresund viste sig som Frugten af de Forhaabninger, der den Gang plejedes mellem Danmarks og Sverrigs Udenrigsministre, og endnu ej er afsluttede. Et sagkyndigt Medlem, Komandør Schönheyder, var den eneste Folketingsmand, som ved denne Lejlighed udtalte sig virkelig frisindet, om end mer i Meningen end i Ordene: "Naar man - sagde han (Folketingstidende Sp. 4845) - vil haandhæve og forsvare vor gamle nedarvede Ret til Lodsning her i Sundet, saa tror jeg, at det virksomste Middel hertil er at søge at overgaa vore Naboer i Aktivitet (Virksomhed) og Dygtighed, og jeg tror, at det er den værdigste Maade at optage den Handske paa, som er tilkastet os. Det er desværre saaledes, at Privilegiet i dette Tilfælde som altid har virket skadeligt og slappende i flere Retninger, og at den Konkurense, som derved er fremkaldt, har været til stor Gavn og Fordel for Skibsfartens Interesse, og det er aabenbart det, som hovedsagelig maa komme i Betragtning. Det er en uafviselig Kjendsgjærning, at medens Skibene tidligere undertiden forgjæves maatte søge Lodserne ved Dragør og Helsingør, saa tilbyde disse sig nu af sig selv ved Falsterbo og Kullen, og det vil heller ikke vare længe, inden man ogsaa kan faa dem ved Skagen. Dette er et stort og vigtigt Fremskridt for Skibsfarten, og det er meget beklageligt, at denne Spore har været nødvendig for at drive os til at opfylde de Forpligtelser, som vi aabenbart have, saa længe som vi gjør vor Eneret over den store Handelsvej til Østersøen gjældende". Han vilde til Slutning udtale det Haab, "at hvis dette Lavgsvæsen skal opretholdes, det da bliver opretholdt paa en saadan Maade, at Hensynet til Skibsfartens Interesser og berettigede Fordringer bliver det for første Fremtiden i Modsætning til, hvad der hidtil er sket."
Dersom Folketingets venstre, som dog i Henhold til sit Program og til sin Virksomhed i det Hele taget, maa siges at hylde Frihandelsgrundsætninger, havde faaet Tid til at blive opmærksom paa, hvilket "Lavsvæsen" det støttede ved at betragte denne Lov som andet end noget aldeles midlertidig, da vilde den næppe have gaaet saa let igjennem Tinget.
Den Harme, som Loven og dens Fuldbyrdelse har vagt i Sverrig, er stærkere, end de fleste i Danmark aner. Medens "Lodskrigen i Øresund", længe har været et staaende Samtaleemne i hele Sverrig, ved de færreste i Danmark noget om den hele Sag. Jeg har liggende for mig flere svenske Blade, som tydelig viser, hvor hæftig Sindene er bevægede, t. Ex "Dagens Nyheder" af 11. og 17. ds., og "Nya Dagligt Allehanda" af 16de ds. Det første gjør skarpe Angreb paa den svenske Regering, som paa Grund af "Kroningsrejser" ikke har Tid at tage sig af Sagen. Det andet Blad siger, maaske med Rette: "Hundrede skandinaviske Møder med sine Skaaler og Taler vil ikke kunne gjøre det godt igjen, som disse to Sommermaaneder har ødelagt; til at gjenoprette den gode Forstaaelse i ydre Henseende - i indre vil kun Tiden kunne hjælpe - gives kun et Middel; at gjøre den af Traktaten **) bekræftede Lodsfrihed og Sundet til, hvad det virkelig er: et frit mellemrigsk Farvand." I et Brev fra Stokholm, fra er varm Ven af Danmark, skrives: "Det er jo en Skandale og en Skam for hele Evropas Øjne, at Danmark og Sverrig paa denne Maade skal staa truende og vrede ligeoverfor hinanden." Han spørger, om den danske Regering ikke kunde sætte Lovens strange Bestemmelser ud af Kraft foreløbig, indtil Underhandlingerne er endte.
Herpaa vil jeg svare som Udtrykket for min personlige Mening: dersom vi havde en parlementarisk Regering, et Ministerium, som havde Rod og Støtte i Folket eller dets Flertal, repræsenteret af Folketingets Flertal, da turde Regeringen sikkert ved en foreløbig Lov gjøre et sligt Skridt. Det vilde da blive opfattet vel og møde tillidsfuldt Bifald. Nu skal der Mod til at raade Regeringen i denne Sag. Saaledes viser det sig da tydelig, ogsaa ved denne Lejlighed, at savnet af en parlamentarisk Regering føles ikkke alene i indenrigske Forhold, men ogsaa i udenrigske.
*) Lad os ej heller glemme, at Skaaningerne var med at bygge Dannevirke.
**) Traktat af 14/3 1857 om Øresundstoldens Afløsning m. m.
(Vejle Amts Folkeblad 24. juli 1873).
Lodskrigen i Øresund har i den senere Tid foranlediget Artikler i "Veile A. Flkb." af Folketingsmændene Bajer og Berg. Medens Førstnævnte stiller sig paa Svenskernes Side, hævder Hr. Berg paa det Bestemteste den af vor Regering brugte Fremgangsmaade, idet han fremhæver, at det her b. A. gjælder om at værne 150 danske Familiers lovlige Rettigheder. Han vilde anse det for en stor Pligtforsømmelse, hvis det maatte bekræfte sig, at Regeringen i den senere Tid skulde vise sig mindre aarvaagen og fast end tidligere med Hensyn til den omhandlede Sag. Ligeoverfor den i foreliggende Tilfælde skete Appel til de skandinaviske Sympatier udtaler Hr. Berg: "Skulde det være Skandinavisme at lade en vildledt Folkestemning i Sverrig raade for, om Danmark har Ret til at lovgive paa sine Enemærker, at hævde sine Love og vaage over Statsborgerne? Rettigheder mod Fremmedes Overgreb? For den Slags Skandinavisme vil jeg betakke mig. Som Norge har vidst at havde sin Stilling mod Forsøg fra Sverrigs Side paa Overmyndighed, skulde vi, der staae uden statsretlig Forbindelse med Sverrig, dog ogsaa kunne gjøre det. Der er ingen Skandinavisme mulig, uden at ethvert Land værner sig med Bestemthed mod positive Overgreb og bevarer sin "Selvagtelse."
(Aarhus Amtstidende 30. juli 1873)
Lodskrigen førte den 14. august 1873 til en aftale mellem danske og svenske lodser. Det blev forbudt de svenske lodser at lodse gennem Drogden, men de kunne opankre fartøjer på Københavns ydre red og derfra gennem Flinterenden som det blev overladt til de svenske myndigheder at afmærke. I praksis gik langt hovedparten gennem Drogden, ikke Flinterenden. Den svenske stat overtog lodsstationerne og betalte fra 1874 de ca. 14 lodser 30 kr. om måneden.
Lodsspørgsmaalet. Som vi erfare, er der igaar, den 14de August, i Udenrigsministeriet blevet afsluttet en Declaration mellem Hs. Excell. Udenrigsministeren og den herværende kgl. svensk-norske Gesandt angaaende det omtvistede Spørgsmaal om Lodsrettighederne i Øresund. Efter Forlydende gaae Declarationens Hovedpunkter ud paa Følgende: Lodsningen i de Dele af Øresund, hvis Kyster paa den ene Side begrændses af dansk og paa den anden Side af svensk Territorium, henhører under de to Staters Omraade, hver for sine Undersaatters Vedkommende. Lodsningen i de Dele af Sundet, hvis Kyster paa begge Sider tilhøre samme Stat, henhører alene under vedkommende Stat. I Henhold hertil vil Lodsvæsenet i Drogden - som strækker sig fra et Nord for Middelgrunden beliggende Sømærke, kaldet "Stubbetønden", indtil Dragør Fyrskib - udelukkende henhøre under dansk Omraade; dog skulle svenske Lodser kunne lodse et Skib Nord fra og Nord om Saltholmen ind paa Kjøbenhavns Ydrerhed, men svenske Lodsbaade kunne ikke stationeres paa Ydrerheden for derfra at foretage Lodsninger. Denne Declaration har ikke nogen Indflydelse paa bestemmelserne i Sundtoldtractaten, ligesom den ei heller gjør nogen Forandring i den de to Stater tilkommende Høihedsret over de respective Søterritorier, navnlig i militair Henseende. De to Stater tilsige hinanden Understøttelse til Overholdelse af Declarationens Bestemmelser. Declarationen træder i Kraft den 21de ds.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. august 1873).
Der opstod herefter en konkurrence med Helsingørs lodser om at komme først til fartøjer i Kattegat, i Helsingør anskaffede man sig derfor en hurtig lodsbåd. Som modtræk stationerede en lodsbåd ved Viken, og det gav de svenske lodser et overtag over de danske. I Dragør befandt der sig 57 lodser.
Striden (eller konkurrencen) gik i sig selv da Øresundstrafikken generelt efter 1. verdenskrig gik tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar