Efter "Stubbek. Av." optog vi i Nr. 129 for Onsdagen den 7de Juni en kort Meddelelse om, at der i en Fattiggaard paa Falster i Løbet af meget kort Tid var forøvet ikke mindre end 4 Selvmord, af hvilke de 3 vare foretagne af Oldinge, og vi knyttede dertil den korte Bemærkning: "Der maa være trist paa den Fatliggaard". I Anledning heraf have vi fra sagkyndig Haand modtaget en Række Oplysninger, der skulle tjene til at godtgjøre, at den citerede Bemærkning er ubeføjet, og at de fattige paa den nævnte Anstalt have det saa godt som det efter Omstændighederne er muligt. Alligevel forholder det sig rigtigt, at 3 Oldinge have laget sig selv ai Dage paa Fattiggaarden. Til det første af disse Selvmord var det ikke muligt at tænke sig nogen Grund. Den paagjældende havde ikke haft det bedste Rygte og viste sig paa Fattiggaarden noget opsætsig, hvilket sidste foranledigede, at der i nogen Tid blev afkortet ham 2 Skilling daglig; men dette var længe, før han tog Livet af sig, og han var aldeles rolig i den mellemliggende Tid. Den næste, der tog Livet af sig, var en Mand, som næsten aldrig blev forlangt til noget Arbejde, han kunde efter vor Hjemmelsmands Udsagn lægge sig i sin Seng, naar han vilde, og gaa inde eller ude, ester som han selv fandt for godt. Pludselig fik han det Indfald, at han vilde til Lolland til en Datter, som boede der og havde det meget smaat. Sogneraadet vilde imidlertid ikke lade ham rejse, førend det fra vedkommende lollandske Sogneraad havde faaet en Tilkendegivelse af, at det ikke havde noget derimod at erindre, og da en saadan ikke alene ikke blev givet, men det lollandske Sogneraad endogsaa bestemt modsatte sig, at han kom til at tage Ophold hos Datteren, kunde Sogneraadet selvfølgelig ikke give ham Tilladelse til at flytte fra Fattiggaarden. Anstaltens Bestyrelse havde ikke nogen Formodning om, at han vilde gjøre Ende paa sit Liv, og den erfarede først efter hans Død, at ban en Gang havde ladet en Ytring falde, som lod formode, at en saadan Tanke i nogen Tid havde gjæret hos ham. Hvad endelig den tredie Selvmorder angaar, da oplyser vor Hjemmelsmand, at han havde Ophold paa Fattiggaarden mod en Betaling af 40 Rd. aarlig, der ydedes af en Mand, som havde kjøbt et ham tidligere tilhørende Hus. Han skulde intet bestille, men maatte selvfølgelig iøvrigt forholde sig efter Bestemmelserne i Fattiggaardens Regulativ, og bl. a. ikke gaa ud uden Tilladelse eller komme hjem senere end bestemt. Dette sidste var det ham meget vanskeligt at overholde, og da han desuden gjorde sig skyldig i adskillige andre Brud paa Reglementet, blev Dagpengene ham frataget. I det sidste halve Aar havde han dog næsten stadig faaet Dagpenge; men saa var der en anden Ting, som gjorde ham Livet surt, idet han nemlig ikke levede i den bedste Forstaaelse med sin Sambo, en ældre, aandssvag Mandsperson Han havde tidligere - endog længe før han kom paa Fattiggaarden - talt om, at han vilde tage sig selv af Dage; men man var bleven saa vant til at høre disse Talemaader, at man ikke længere tillagde dem nogen Betydning. - Vor Hjemmelsmand tilføjer, at saavel Fattiggaardens Bestyrer som hans Hustru ere agtede og afholdte af alle, som kjende dem, og at de behandle de fattige med al mulig Humanitet.
(Morgenbladet (København) 28. juni 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar