Der findes visse klasser som mere end andre viser en høj grad af uhøflighed og vrangvilje. Men de som driver det mest vidt og tillige er de mest fortjenstløse personer er uden tvivl nogle kirkebetjente. Ofte nok er der klaget over det, men lige meget nytter det. Måske bryder deres foresatte sig ikke synderligt om at revse dem.
Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver. En tyk herre af graver var den første jeg anmodede om at få en plads at sidde på, da jeg ikke kan tåle at stå. Og jeg tilføjede at jeg var i slægt med en af konfirmanderne. Men en skingrende latter var hans svar da jeg af fejltagelse nævnte et urigtigt navn.
"Sidste
konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne
handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at
opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver" (Garnisonskirke. Eget foto, 2015)
Jeg henvendte mig nu til en anden, og havde straks min gave ved hånden, skønt de herrer jo egentlig intet må tage. Men uagtet han modtog gaven, fik jeg ingen plads. I dets sted narrede han mig forgæves fra et sted til et andet, og jeg var til sidst blevet nødt til at gå bort hvis ikke en mig aldeles ubekendt mand havde været så høflig at tilbyde mig plads i sin stol. Jeg håber at vedkommende ikke vil undslippe den irettesættelse de ved en sådan adfærd tilstrækkelig har fortjent.
(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5793-5794).
Sidste konfirmationsdag i Garnisonskirken ønskede indsenderen at overvære denne handling. Ikke for at betragte og overbeglo konfirmanderne, men for at opbygges ved professor Brorsons katekisations- og talegaver. En tyk herre af graver var den første jeg anmodede om at få en plads at sidde på, da jeg ikke kan tåle at stå. Og jeg tilføjede at jeg var i slægt med en af konfirmanderne. Men en skingrende latter var hans svar da jeg af fejltagelse nævnte et urigtigt navn.
Jeg henvendte mig nu til en anden, og havde straks min gave ved hånden, skønt de herrer jo egentlig intet må tage. Men uagtet han modtog gaven, fik jeg ingen plads. I dets sted narrede han mig forgæves fra et sted til et andet, og jeg var til sidst blevet nødt til at gå bort hvis ikke en mig aldeles ubekendt mand havde været så høflig at tilbyde mig plads i sin stol. Jeg håber at vedkommende ikke vil undslippe den irettesættelse de ved en sådan adfærd tilstrækkelig har fortjent.
(Politivennen nr. 357. Løverdagen den 2den November 1822, s. 5793-5794).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar