Anmelderen var søndag den 23. dennes tillige med sin familie gået i Garnisons Kirke for at høre vor alment yndede professor Brorson hvis udmærkede taler fyldestgørende er det enhver prædiken med rette burde være. Men kun for en del blev hans og fleres forventning opfyldt, da den støj der herskede under gudstjenesten (både under messen som også under prædiken) var så utålelig stor at ikke alene enkelte ord, men endog hele sætninger ganske gik tabt for tilhørerne, selv for dem der sad taleren nærmest. Man vover derfor at henlede vedkommendes opmærksomhed på de der stedfindende uordener med det ønske at der dog måtte gøres noget for at forebygge disse. - Først tillader man sig da at spørge om det ikke kunne pålægges kirkebetjentene at forholde sig rolige under messen? Ved deres bestandige frem- og tilbagegåen i gangene og koret, overdøver de den messendes stemme aldeles, hvortil især en kirkebetjents knirkende støvler i forbindelse med hans affektfulde bevægelser med et nøgleknippe, bidrager sit. - For det andet spørger man om der ikke kunne iagttages en mere passende og til stedets hellighed mere hensigtssvarende stilhed når de mangfoldige tavler ombæres? - Denne ombæren der allerede for lang tid tilbage er omtalt som noget der aldrig burde finde sted under prædiken, bør dog udføres således at den mindst mulige forstyrrelse derved bevirkes. I vore andre kirker hvor lige så mange tavler ombæres, høres langt fra ikke den støj som i Garnisons, for der er det kun en øjeblikkelig forstyrrelse som indtræffer, mens man her besværes ved næsten i et kvarter at høre de herrer kirkebetjentes tunge trin og de tunge trin fra de kordrenge som ledsager dem omkring i gangene og på pulpiturerne, hvorved stundom den bedste del af en prædiken går tabt. - Ligeledes er den lydelige oplukken og islåen af døre for folk der kommer efter at præsten er gået på prædikestolen som også omtalte kirkebetjentes lydelige konversation højst upassende og stødende på et sted hvor en højtidelig stilhed burde være herskende. - Mærkeligt er det imidlertid at dette ikke allerede offentligt er blevet omtalt, da det er et onde der længe har været følt af mange. Når lignende forstyrrelser havde fundet sted i Skuespilhuset, ville det vist ikke have manglet på dadlende bemærkninger om end ikke øjeblikkelig anmodning om ro havde været følgen deraf. Men skulle nu skuespillerne ord fortjene en større og mere udelt opmærksomhed end de ord der tales af en værdig gejstlig? eller er det vigtigere at der hersker stilhed og orden på det sted der er bestemt for fornøjelser end på dette der er helliget og indviet guddommen. Men muligvis ligger også grunden til tavsheden deri at man har undset sig for at påminde vedkommende hvis tidligere forhold i livet samt fortrinligere dannelse berettiger til at antage at de ikke kan være uvidende om hvilken indflydelse det udvortes (det er de udvortes ceremonier)udøver på det sanselige menneske så det ville være unødvendigt at gøre dem opmærksomme på hvad de selv måtte vide: Hvor lidt en sådan forstyrrelse under gudstjenesten kan bringes i harmoni med den andagt der bør besjæle enhver på et så helligt sted. - Anmelderen slutter disse linjer i det håb at de her udpegede mangler og misbrug på bedste måde måtte blive ophævede eller nogenlunde rettet. Da de ved at bestå med rette må betragtes som en styg uorden under den offentlige gudstjeneste.
6-7
(Politivennen nr. 1127, Løverdagen, den 5te August 1837. Side 483-486)
Redacteurens Anmærkning.
Præsten var Christian Frederik Brorson (1768-1847). Han var kapellan, senere sognepræst ved Garnisonskirken fra 1792, og fortsatte over 50 år her. Hans gravsten er indmuret i kirkemuren. Fotoet viser et værk at Edvard Lehmann (1815-1892) med Christian Frederik Brorson fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling, fri af ophavsret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar