Hvor glædeligt det end er og altid må være for den der har hjerte og evne til på rette tid og sted at række den virkelig nødlidende en hjælpsom hånd i disse neæsten for enhver trykkende tider, så kedsommeligt og ubehageligt er det dog når man om søndagen går til og fra Garnisonskirken at se sig ligesom belejret af en skre tiggerunger som med den mageløs påtrængenhed udjamrer deres gamle litani: Gud velsigne Dem, gode Herre! Rare frue! En lille skilling! Jeg er så sulten! etc. Mødrene til disse ulykkelige poder posterer sig da gerne så længe jagten går for sig, desværre ofte halvt beskænkede oppe i folks døre og porte i nærheden, for med åbne arme at modtage børnene med fangsten, den man undertiden både klamres og slås om og hvorved husets beboere inkommoderes ikke så lidt. Kun få hovedstæder er i besiddelse af et fattigvæsen som Københavns der gør alt hvad der efter omstændighederne kan gøres for at understøtte den trængende. Ja mange fattige har jo endnu som før deres såkaldte visse steder om lørdagen på hvilke de får almisse til helligdagen, så at man af den årsag med grund turde ønske sig befriede fra idelige overhæng om søndagen ved nævnte kirke.
Ligeledes besætter en mængde tiggere både store og små hver eftermiddag og aften fortovet på Kongens Nytorv fra hjørnet af Østergade til kaffehuset, såvel som trappen der fører op til sidste sted.
(Politivennen nr. 267. Løverdagen den 10de Februarii 1821, s. 4303-4305).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar