Det ser sort ud her paa Laaland. Alt, men især de forskellige Haandværkerfag, er paa Retur i en for ethvert tænkende Menneske foruroligende Grad. Arbejdsløsheden med al dens Nød og Elendighed træder i Aar mere nøgen og truende frem, end nogensinde før. Mange ledige Svende strejfer daglig her igennem, forgæves søgende Arbejde; alle Steder fra hører man kun om Afskedigelser og Lønningsnedsættelser. Fortjenesten paa det Arbejde her endnu er, bliver baade af Arbejder og Arbejdsgiver trykket ned til at være en Sulteløn, dels fordi mangen en hjerteløs Storborger benytter sig af de daarlige Tider til at gøre Ondt værre, og dels fordi Arbejderne underbyder hinanden, blot for saa længe som muligt at holde Sult og Kulde fra sig og Sine.
Jeg skal her anføre et Par Eksempler, som tydeligt viser, hvad der bydes unge arbejdsdygtige Svende, som alligevel, paa Grund af Forholdene, maa være glade ved at staa i Arbejde. En Maler sagde saaledes til sine Svende, at han ikke kunde give mere end Føden for deres Arbejde, og paa et større Skomageretablissement har man nedsat Svendenes Priskurant med fra 10 til 20 pCt. I dette Fag er det alene den tøjlesløse Konkurrance der bevirker denne Tilbagegang; ti der er ingen Mangel paa Arbejde. En Skomagersvend har saaledes nu for 14 Timers daglig Arbejde (Middagstimen fraregnet) en Løn af fra 12 til 13 Kroner ugenlig. Naar nu en saadan Arbejder har Familje og han paa Grund af det overanstrengende Arbejde bliver syg, eller der indtræffer Andet udenfor det daglige, og man saa tillige tager i Betragtning at Prisen paa Subsistensmidler samt Huslejen ikke falder i Forhold til Arbejdslønnen, - hvad staar der saa tilbage for ham? Jeg henstiller rolig til Enhver, der har Følelse og Sans for Ret og Billighed, at dømme i denne Sag.
Julen staar for Døren, og "Glædelig Jul" vil snart lyde overalt og til Alle; men vil ikke disse Fredens og Hvilens Ord forvandles til en skærende Ironi i den Mands Hjerte, der ved, at han ikke med sin bedste Vilje i sit Hjem er i Stand til at stabe en virkelig glædelig Jul.
Men trods denne sørgelige Tingene Tilstand, trods Pengeposens Overgreb paa alle Maader, vedbliver Arbejderne dog, med Undtagelse af en ganske forsvindende Del, haardnakket at følge den gamle Uvidenhedens Slendrian, og saa snart der er Tale om at vaagne op og slutte sig til Arbejderpartiet, og med en liden Skærv, som f. Eks. at holde dets Blade, at bidrage sit til at lette dets store og besværlige Arbejde, nemlig Arbejdets Løsning fra Kapitalen, saa faar man altid dette sløve, egoistiske Svar: "Det koster jo ogsaa Penge, og hvad kan det nytte; der maa vel komme bedre Tider." Men disse Mennesker gaar i Blinde, de ser ikke, at Jorden glider bort under deres Fødder; de mærker ikke, at de mere og mere taber Fodfæstet som selvstændige og frie Arbejdere. Først naar Kapitalens Tøffel træder saa haardt paa deres Nakke, at de ikke mere kan rejse sig, først da vil de vaagne, og da er det forsent. P.
(Social-Demokraten 8. december 1878).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar