Der havde i de sidste Dage været Lyn i Luften oppe i Folketingssalen. Vredeslyn skød ud fra de forskellige Parti-Chefers Side og mest fra Regeringens Chef, Hr. Ministerpræsident Estrup.
Det var Lovforslaget om "Laan og Understøttelse til St. Croix", som fremkaldte den hele Spænding og den endelige Katastrofe: Folketingets Opløsning. Denne var som et Jordskælv, kun varende faa Minuter, men kastende Alt overende; Folketinget blev kastet overende.
Hvad indeholdt da denne "St. Croix Lov", at den kunde bringe en saadan Finale paa indeværende Rigsdagssession ?
Gennem St. Croix-Loven ønskede Regeringen, Hr. Estrup, sig et Par Millioner, til at sende over til hin Ø, navnlig til Understøttelse af de rige og privilegerede Plantere, fordi disse paa Grund af aarlange Tyranniseringer af deres Arbejdere, Negerne, omsider havde erholdt lidt Gengæld fra de Undertryktes Side, faaet nogle Træskure og Beboelseshuse brændte af, og nogle Fade Rom drukket eller spildt.
Venstre derimod vilde ikke tillade, at der sendtes saa mange Penge ud af Landet, baade fordi Understøttelsen gjaldt Folk, som aldeles ikke fortjente den, og fordi den hele Administration af de dansk-vestindiske Besiddelser baade før Oprøret og under Oprøret har været i den yderste Grad slet. Venstre vilde kun bevilge Penge til St. Croix, naar der fra Regeringens Side gaves sikre Garantier for, at disse vilde blive brugte til Alles Tarv, at de undertrykte Negre fik Lettelse i deres Kaar, og at Administrationen derovre blev ordnet paa retfærdig og tidssvarende Maade.
Dette Forlangende fra Venstres Side vilde imidlertid Hr. Estrup, støttet af Højre, ikke gaa ind paa. Hr. Estrup vilde straks have Millioner Kroner til Afsendelse og Anvendelse efter sit Hovede, uden ringeste Indvending fra dem, som siulde yde dem, og uden nogen væsenlig Forpligtelse og Garanti for, at disse Penge blev godt anvendte.
De Manøvrer, Ministeriet satte i Gang under St. Croix-Debatten, var højst besynderlige. Hr. Estrup meddelte et Telegram derfra, som udtalte, at et nyt Oprør kunde befrygtes, hvis der ikke blev sendt en Bunke Penge derover. Men Hr. Estrup, man skød jo Negrene ned for Fode under Oprøret. Hvorledes skulde der saa nu være nok til at gøre Revolte, især da den væbnede Styrke for Øjeblikket er ni Gange saa stor, som før. Ikke en Gang om de skudte Negre stod op, som Kæmperne i Valhal, vilde der kunde tænkes et farligt Oprør. Hver Neger maatte mindst blive til tyve Mand velbevæbnede med Bagladere, hvis man skulde "frygte" en ny Insurrektion. I Sandhed, hele det Telegram er grumme naivt; Dhrr. Berg og Bojsen kan man ikke fortænke i deres Udtalelser angaaende det; man kan da hverken være bekendt at lade sig binde Noget paa Ærmet eller lade sig true; hele Telegrammet var imidlertid af en saadan Natur, at enten var det en "And" eller en tom Trudsel, eller ogsaa er det en Latterlighed, hvilket man rigtignok mindre kan være bekendt at tiltro Landets Styrere, Ministrene, end det første.
Vi sympatiserer med Venstres Modstand mod St. Croix-Loven, - egentlig forkastet blev den jo ikke - , ti hvorledes skulde Folketinget kunde forsvare at sende Miljoner over Atlanterhavet, naar baade Mellemstand og i det, at navnlig de sidste lider ligefrem Nød.
Desuden, hvorfor havde Ministeriet saadan en Hast med at opløse Tinget. Dets Begæring var jo ikke helt afvist. Hr. Winther bebudede jo et Forslag, som sikkert vilde være bleven vedtagen, og som maa kaldes baade hensynsfuldt og billigt. Hr. Winther foreslog Nedsættelsen af en Kommission valgt af Regering og Rigsdag med det Formaal at undersøge Forholdene paa Øen og uddele den nødvendige Understøttelse til dem, som virkeligt maatte trænge dertil og fortjente Hjælp; Understøttelsessummen skulde straks bevilges med 300,000 Kr., og senere, naar mere viste sig nødvendigt, naturligvis efter Kommissionens Skøn, skulde yderligere Hjælp bevilges. Hr. Estrup vilde imidlertid ikke have noget med dette Forslag at gøre, men foretog sin Opløsnings-Oplæsning uden videre; det maa man stemple i det Mindste som Ubillighed.
Rigtignok har Hr. Estrup i sin Tid sat den "Provisoriske" i Gang; men alligevel vil vi ikke tro noget saa Slet, at Regeringen paa egen Haand før Sagens Behandling i Repræsentationen skulde tage selv af Statskassen, og at den derfor ikke turde afvente Afstemningen over Winthers Forslag, fordi den frygtede, at dette skulde blive vedtaget, hvilket vilde være generende i højeste Grad, hvis det selvtagne Beløb var større end det, Vinther foreslog. Som sagt vi vil ikke tro noget saa Slet.
Hvad selve Opløsningen angaar, da vil den tillige med den efterfølgende Valgkamp drage hele Publikums Opmærksomhed hen paa sig, og ikke saa lidet forstyrre Juleomsætningen, hvilket vil komme til at gaa ud over baade Mellemstandenes Arbejderne; men dette maa de takke Hr. Estrup for. Man skulde tro, at Hr. Estrup, som er Storproducent, benyttede sin Stilling som Landets Minister til at ruinere Smaafolk, - det holder jo altid Storproducenterne af, saa bliver de jo alene om Købet og Salget, . - i den Grad bærer Hr. Estrups Handlinger Præg af Hensynsløshed overfor de Mindre. Denne Tro er dog naturligvis uberettiget; alle Kalamiteterne og Fejlgrebene ligger lad os kun sige det rent ud - i, at Hr. Estrup ikke besidder den fornødne Omsigt og Duelighed til at være Minister, men dette burde Hr. Estrup have Selvkritik nok til at kunne indse og overgive sin Post til en Anden; der er jo dog Ingen, der kan tvinge Hr. Estrup til at blive paa Taburetten, naar han ikke selv vilde blive. Naa, det kan ligesaa lidt nytte at tale herom som at disputere med stædige Folk.
Socialdemokrater! en Valgkamp staar for Døren, vi maa ikke lade den være uandset af os.
* * *
Efter at vi har nedskrevet Ovenstaaende bringer "Berlingske Tidende" den ganske interessante Meddelelse, at Hr. Estrup allerede ved Telegram har bemyndiget Guvernør Garde til, hvor Nødvendigheden kræver det, at yde Bureaulaan til Istandsættelse af de ved Oprøret ødelagte Sukkerværker til Beløb ikke over 125,000 Dollars ca. 500,000 Kr. Regeringen har altsaa atter egenmægtigt givet sig en Bevilling trods Folketinget. At denne "provisoriske" Bevilling overstiger den, som Regeringen kunde have erholdt ved at lade Winthers Forslag om Laan til St. Croix blive bevilget, med 200,000 Kr., tjener ikke til at styrke os i den Tro, som vi ovenfor saa gærne vilde hævde, at Regeringen ikke paa egen Haand har taget den attraaede Bevilling af Statskassen, inden Folkerepræsentationen havde faaet Lejlighed til at stemme over Sagen.
(Social-Demokraten 12. december 1878).
Socialdemokratiet var imod regeringens bevilling til St. Croix fordi den ikke var rettet mod "de fortrykte borgere der". Man henviste til at utilfredsheden havde givet sig udtryk i The Fireburn.
Folketingsvalget i 1879 blev afholdt 3. januar 1879 i Danmark og 12. marts 1879 på Færøerne. Den samlede stemmeprocent i hele riget var på 47,15%. Højre fik 22 mandater, de nationalliberale 10 (tabte 9). De tre Venstrepartier fik tilsammen 68 (tabte 4, alle fra Mellempartiet). Udenfor grupperne 2. Folketingsperioden efter valget varede fra 1879 – 1881.
To forsøg på at gentage dette med få måneders mellemrum i 1881 lykkedes imidlertid ikke for Estrup. Ved begge disse valg styrkedes Venstre således at det mere end opvejede valgnederlaget i 1879.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar