Guvernøren over de dansk-vestindiske Øer.
Blandt de mislige Forhold paa St. Croix, over hvilke Oktoberbegivenhederne kaste et grelt Lys, er Guvernøren, Kammerherre Gardes Adfærd et af de mest fremtrædende.
Det lader sig begribe, at man fra nationalliberal og ministeriel Side synes at have lukket sine Øjne derfor. Og dog viser det sig, at Guvernørens hele Adfærd for og under "Oprøret" har bidraget særdeles meget til, at det kunde opstaa, og at det tog saa stor en Udstrækning, som det desværre har gjort. Det er en haard Bebrejdelse, vi udtale; det paaligger os da at bevise dens Rigtighed. Vi skulle gjøre det, idet vi som Hovedargument benytte Guvernørens egen Rapport til Finansministeriet.
Vi omtale først Guvernørens Forhold forinden "Oprøret" og dernæst hans Fremgangsmaade under selve Oprøret.
Med Hensyn til det første Punkt rette vi tre Bebrejdelser mod Guvernør Garde, nemlig :
1) at han ikke vidste, at der mellem Landarbejderne paa St. Croix herskede Utilfredshed over en Del af Bestemmelserne i det i 1849 udstedte "provisoriske", men endnu gjældende Arbejdsregulativ;
2) at han ikke vidste, at den over Arbejdsregulativet hos Negrene herskende Uvillie bestyrkedes og forøgedes ved Agitationer fra de fra fremmede Kolonier til St. Croix indvandrede Negre;
3) at han ikke tog eller lod tage tilstrækkelige Forsigtighedsregler i Anledning af den store Sammenstimlen af ledige Negre paa Skiftedagen i Frederikssted.
Det er muligt, at Guvernør Garde nu vil paastaa, at han meget godt var vidende baade om Negrenes Utilfredshed med de bestaaende Arbejdsbestemmelser og om de fra de indvandrede Negres Side drevne Agitationer. Men gjør han det, saa indrømmer han kun, at han meget daarligt har røgtet sit Kald som øverste Øvrighed paa Øerne, idet han ingen Skridt har gjort mod Udbredelsen af Utilfredsheden og ikke fjærnede de fremmede Urostiftere, hvilket laa fuldkomment i hans Magt.
Angaaende det tredie Punkt er intet mere graverende for Guvernøren end en Ytring af Folketingsmand Bille under Forhandlingerne om Laanet til St. Croix, idet denne saa skarpseende Mand sagde, at dersom der havde været 20 Mand Soldater i Frederiksted, saa var "Oprøret" ikke udbrudt. Det var Visdoms Ord; men hvor vare de 20 Mand henne, hvorfor vare de ikke til Stede? Se det er Guvernørens Fejl! Hvorfor har han 1 Kaptejn og 2 Løjtnanter og 51 Mand som Livvagt paa St. Thomas, hvor ingen utilfredse Negere bo; hvorfor var Hovedstyrken af St. Croix' Troppemagt samlet i Kristiansted, hvor der den 1ste Oktober ingen stor Sammenstimlen af Negere finder Sted; og hvorfor var der kun tre Mand Soldater i Frederiksted, hvor der hvert Aar paa Skiftedagen begaas Excesser af drukne Negere? Er det da Meningen, at Soldaterne paa de vestindiske Øer kun skulle være der, hvor der ikke kan være Brug for dem, og at de ikke skulle være der, hvor de muligvis kunne bruges?
Hvorfor var Guvernøren i det hele taget ikke selv til Stede paa St. Croix den 1ste Oktober, da han dog maa have hast nogen Formodning om, at paa denne Ø ikke alt var, saaledes som det skulde være?
Vi komme nu til den anden Side af Sagen, Guvernørens Opførsel under "Oprøret". Vi skulle her i Korthed rekapitulere hans egen Rapport.
Han ankommer den 2den Oktober Kl. 6 til Kristiansted og erklærer strax Øen i Belejringstilstand. Et lille Detachement under en Løjtnant sendes ud (Klokkeslettet angives ikke og heller ikke Bestemmelsen) og kommer hjem næste Morgen Kl. 4 med aldeles uforrettet Sag, da det paa Grund af visse Omstændigheder "ikke kunde se, hvilke Bevægelser der foregik omkring dem". Den 3die Oktober Kl. 9 sætter Guvernøren sig endelig i Bevægelse for at dæmpe "Oprøret"; han efterlader 1 Kaptejn med 95 Mand Soldater og Frivillige i Kristiansted og drager selv afsted med andre 95 Mand, som han sætter paa Vogne. Strax udenfor Byen støder man paa nogle Negere, som ere i Færd med at afbrænde en Plantage, men som forjages ved Soldaternes Ild. Derpaa fortsættes Kjøreturen til Frederiksted. - Mange Ildebrande saas nu i Landet nord for Centerlinien *), altsom Styrken nærmede sig Frederiksted." Da man lykkelig naaer denne By, modtages man der af Befolkningen "med Jubel" og slaar sig der til Ro, skjønt det er først Kl. 2 om Eftermiddagen. Om Aftenen bestiger Guvernøren Dampskibet "Arno" med største Delen af sin Styrke og tilbringer Natten der, opgivende Tanken om endnu samme Aften at vende tilbage til Kristiansted "for yderligere at sikre denne By" (som slet ikke blev foruroliget). Ved denne Lejlighed nød Guvernøren Skuespillet af tre brændende Plantager. Den 4de Oktober om Morgenen ankom Guvernøren for anden Gang til Kristiansted, hvor de af Kjøreturen og Dampskibsfarten udmattede Soldater denne hele Dag "forblev, for at holde Hvil." Denne Beskæftigelse lader til at være bleven fortsat den næste Dag, da Guvernøren ikke omtaler, at noget andet er foretaget. De tre paafølgende Dage gjordes der af Tropperne og de Frivillige Jagt paa nogle Negre, der havde søgt Skjulesteder i Øens mest ubeboede og utilgjængelige Egne - hvor der altsaa intet var at ødelægge. Selve "Oprøret" var endt om Natten mellem den 3die og 4de Oktober; thi Guvernørens Rapport indeholder intet om senere af Negrene begaaede Voldsomheder.
Det er Indholdet af Guvernørens Rapport til Regeringen angaaende de af ham til Undertrykkelsen af "Oprøret" trufne Forholdsregler. Og denne Rapport lader Regeringen sig nok med og lader Guvernøren staa med Palmer i Hænderne.
Men vi tillade os i Anledning af denne Rapport at fremsætte følgende Spørgsmaal:
1) Hvorfor lod Guvernøren ikke strax Kl. 6 om Aftenen den 2den Oktober hele den fra St. Thomas medbragte Styrke rykke mod Brandstifterne, der paa denne Tid netop lagde deres Vej i Retning mod Frederiksted, saaledes at en Fremrykning i den modsatte Retning upaatvivlelig vilde have ført Styrken lige paa Brandstifterne? Det lille fra Kristiansted udsendte Detachement kom dem saa nær, at det tydelig hørte Negrenes paa Muslingskaller givne Signaler, ikke at tale om, at det saa den ene Plantage gaa op i Luer efter den anden. Udtrykket i Rapporten, at Detachementet ikke kunde se Bevægelserne, der foretoges omkring dem, er mildest talt højst besynderligt.
2) Hvorfor ventede Guvernøren den 3die Oktober til Kl. 9, inden han rykkede ud til Frederiksted, og hvorfor lod han ikke Detachementer udgaa tidlig om Morgenen for at undersøge Sagernes Stilling? Undladelsen af denne højst simple Forholdsregel førte til, at Soldaterne kjørte lige op til en Bande af Negre, der vare i Færd med at afbrænde en Planlage, saaledes at Soldaterne maatte i en Fart springe af Vognene. Havde der været Tale om en organiseret Modstand fra Negrenes Side, saa vilde en saadan Fremgangsmaade være kommen Soldaterne dyrt til at staa.
3) Hvorfor fortsatte Guvernøren Kjøreturen mod Frederiksted, skjønt han saa de Ødelæggelser, som Negrene anrettede nord for den af ham fulgte Vej? Hvorfor gik Guvernøren ikke med hele sin Styrke frem i denne Retning for at standse disse Ødelæggelser? Hvad vilde han i det hele taget i Frederiksted, hvor Ordenen alt var gjenoprettet for 1½ Døgn siden, og hvor der ikke var mindste Fare for, at Negrene skulde vende tilbage til?
4) Hvorfor blev Guvernøren i Frederiksted den 3die Oktober uden at foretage det allermindste til at dæmpe Opstanden?
5) Hvorfor sejlede Guvernøren tilbage til Kristianssted den 4de Oktober i Stedet for at drage igjennem Øen for at kvæle Resten af Oprøret?
6) Hvorfor lod han hele sin Styrke forblive rolig i Kristianssted i to samfulde Dage uden at foretage det allermindste mod Negrene? Han maa jo dog altsaa vel have troet, at dette ikke behøvedes, men hvorfor meldte han saa ikke strax til Regeringen, at Opstanden var fuldstændig undertrykt? Her længtes vi dog i Sandhed meget efter at faa en saadan Efterretning.
7) Hvorfor tillod Guvernøren, at der paa egen Haand udgik udisciplinerede Bander af Frivillige, for at gjøre Jagt paa Negrene? Havde han ikke en tilstrækkelig stor Troppemagt for at opspore den lille Rest af bortflygtede Negre, saa burde han have taget imod den Hjælp, der tilbødes ham af de fremmede Krigsskibe. Her var ikke Tale om en Menneskejagt, men om at indfange Forbrydere, og man har ikke Lov til mod dem at udsende Folk, mod hvilke de paagjældende Forbrydelser ere begaaede (i det foreliggende Tilfælde Planterne og deres Forvaltere); thi man giver derved de Skyldige til Pris for den private Hævnlyst. -
Hr. Kammerherre Garde er Regeringssystemets og den nationalliberale Dygtigheds fornemste Repræsentant paa de dansk-vestindiske Øer. A. B.
*) Den Chaussee, paa hvilken Guvernøren kjørte med sine Soldater
(Morgenbladet (København) 21. november 1878).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar