Fra "Herold"-redaktør til Lona Barrison-impressario.
William Fleron.
DEN tidligere redaktør af "Socialisten" William Fleron er i onsdags afgået ved døden i Wien.
Det var nu ikke i denne egenskab, at den afdøde spillede en rolle i København i firserne for senere at blive en international variétéfigur.
Fleron var af belgisk oprindelse; udgået af en af de arbejderfamilier, der var indforskrevet til Kronborg Geværfabriker på Hellebæk eller, som det dengang hed: Hammermøllen.
Flere af disse arbejdere havde taget socialistisk-kommunardiske pariseridéer med sig fra hjemlandet. "Murer Fleron" spillede således en fremskudt rolle sammen med de tre pionerer: Pio, Brix og Geleff, medens William Fleron tidlig blev journalist.
Han stod sig imidlertid ikke godt med "Social-Demokraten"s daværende redaktør Mundberg, hvorfor han startede sit eget kommunistisk anstrøgne blad "Herolden" omkring firstallet.
Tsar-mordet
I et års tid førte dette en ubemærket tilværelse. Så blev zar Alexander den Anden myrdet i St. Petersborg den 13. marts 1881, og Fleron skrev en artikel, der ikke blot blev betragtet som en uvenlig handling mod et os venligsindet statsoverhoveds minde, men også som en fornærmelse mod den nye zar Alexander den Tredje, der var gift med den danske kong Christian den Niendes datter, prinsesse Dagmar.
Der blev derfor på den russiske gesandts forestilling overfor udenrigsminister Rosenørn-Lehn anlagt sag mod Fleron, der dømtes til 6 måneders fængsel for "forherligelse af politisk mord". Efter udstået straf rejste han til Amerika.
Her traf han en meningsfælle i den af det tyske Socialdemokrati på grund af alt for krasse meninger udstødte Genosse: Johan Most. Han havde først slået sig ned i London, hvor han udgav et blad: "Friheden"; men da dette efter mordet på zaren indeholdt en lignende artikel som Flerons, forstod man ingen spøg i England. Most blev dømt til halvandet års tvangsarbejde, hvorefter han også rejste til Amerika, der dog nægtede at gøre ham til statsborger.
Fleron, der var et uroligt, men kvikt hoved, beskæftigede sig dels som journalist sammen med den ligeledes kendte tyske journalist Hartmann, dels var han "gadehjørneagitator" efter "Frelsens Hær"s mønster, dels skrev han sketches til de små forstadsvariétéer eller var statist ved de større inde i Chicago
De 6 danske girls.
Således klarede han dagen og vejen mens han levede i et lille beskedent logis, hvor han hver morgen, når han havde travlt, snublede over nogle snottede unger, der lå og legede på trappegangen. Først blev han gal på dem, men da han så nærmere på dem, blev han henrykt: Aldrig havde han set så henrivende rollinger med blå, uskyldsrene engleøjne.
Da han spurgte dem ud, viste det sig til hans forbavselse, at det var små landsmænd, der talte dansk. De var døtre af en madam Bareissen, hvis mand selv havde været smed i Hellebæk, var udvandret, men død, så hun nu sad enke med en stor børneflok på i alt 5 pigebørn.
De havde hidtil voldt moderen store bekymringer: nu blev de en formelig velstandskilde, idet Fleron fik dem alle antaget som girls i en af New Yorks største music-halls, hvor de fik gratis danseundervisning og endda lidt kontanter.
Da de små Dansemus, der straks gjorde stor lykke, havde nået en passende alder og uddannelse, forstod den smarte Fleron, at her var et udmærket job, hvorfor han gjorde sig til de 5 unge pigers impresario og forretningsfører for en trup, der under navnet Sisters Barrisons vakte opsigt og forargelse rundt om i Europa ved deres dristige danse og kostymer. Ikke mindst den ældste, mest raffinerede Lona, med hvem Fleron giftede sig. Hun har allerede i firserne optrådt på Casino i "Tommeliden"s Lilleputhær, i hvilken hun var admiral og vor egen Dagmar (oh Dagmar) general.
Til sidst turnerede Fleron med hende som solist, efter at de andre Sisters var blevet gifte - en med direktør Bernhard Jacobsen, Christiania-Tivoli, en anden med en greve - eller havde ladet sig uddanne til sangerinder. Gertrude blev deklamatrice under instruktion af Anna Petterson Norrie og påstod at være kommet i familie med den berømte ungarske kongeslægt Corvini.
Under rejselivet havde ægteparret Fleron truffet Holger Drachmann i Hamburg sammen med Edith - Amanda Nielsen - , men han havde alligevel givet sin begejstring for Lona udtryk i dette stambogsvers:
Forkælet, forkætret, forføren og naiv,
så glad som en sisken, så svaj som et siv,
en frygt for de fruer, en fryd for de mænd
går Lona sin dans over hjerterne hen!
Med dette digt i faksimile reklamerede Fleron i alle københavnske blade, da Lona endelig - efter flere gange at have været forbudt (også som skolerytterske) - af politiinspektør Th. Petersen i halvfemserne fik lov til at optræde i Cirkus Variété, som en lille prop, der egentlig ikke længere havde nogen lighed med et siv.
Den egentlige Barrison-trup fik vi således aldrig at se herhjemme, men den senere chef for Det kgl. Teater William Norrie skrev sammen med sin skolekammerat, "Social-Demokraten"s anmelder C. E. Jensen et sentimentalt stykke om deres livsskæbne. Det kom også frem på Casino, men opnåede aldrig den tilsigtede internationale eksport-succes.
Men ægteparret Fleron havde haft heldet med sig og havde slået sig fast ned i Danmark, hvor det havde købt de store ejendomme overfor Halls statue i Søndermarken og til sommerbolig: Professor Howitz tidligere villa i Hellebæk, hvor Fleron var født.
Der var blevet et par rigtige bedsteborgere af de to fordums internationale bohéme-kammerater, og så kom Verdenskrigen med den efterfølgende inflation. Da vågnede spilleren i Fleron igen, han spekulerede først i tyske mark, derefter i østrigske kroner og -- tabte alt! Men med et vist humør bar de begge deres skæbne, medens han underviste i engelsk, og hun havde en lille manicure-salon.
Nu er Fleron død! Han var på mange måder et interessant eksempel på, hvad firsernes internationale socialisme kunne føre til, og hans hustru, der var firsernes glade variétés mest sensationelle primadonna, sidder i Wien som en gammel, fattig, ensom og glemt massøse.
Carl Muusmann
(Dagens Nyheder, 10. november 1935).
Carl Quistgaard Muusmann (1863-1936) var ud af en familie som flyttede fra Slesvig under krige 1864. Fra 1884 var han ansat som journalist, fortrinsvis hos Højrepressen og mest om forlystelseslivets lettere ende. Han skrev også romaner, bla. "Fange no. 113" som blev filmatiseret af Carl Th. Dreyer, samt manuskript til "Herregaards-Mysteriet", også Dreyer. Han er begravet på Solbjerg Kirkegård på Frederiksberg hvor gravstedet stadig er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar