I anledning af Assistens Kirkegårds 175 års jubilæum.
Da folk begravedes i kirkerne og lod disse præge af liglugt. - Pestepidemierne gjorde ende herpå og skabte kirkegårdene. - Kirkegården som forlystelsessted. - Stene og historie.
Den 6. november 1760 - altså for 175 år siden - indviedes Assistenskirkegården i København, og når vi dvæler ved denne begivenhed - enhver har jo ellers nok i egne døde! - er det, fordi man hermed gav stødet til et brud med den gamle skik at begrave de død i kirkerne - en skik, som var forståelig ud fra den nedarvede forestilling om, at Gud havde meget snævre grænser for sit virkeområde, og at man kom ham nærmere ved at blive begravet så nær alteret som muligt. At der blev handlet med pladserne, og at det kun var de rigeste beskåret at opnå de "helligste" pladser, var allerede en skændsel for kirken og en hån mod den gud, der selv siger, at han er allestedsnærværende, og at hverken rigdom eller fattigdom skal være afgørende i døden og det hinsidige liv.
Men helt bortset fra den forskruede tro var de mange begravelser efterhånden blevet til en frygtelig smittekilde. Kirkerne stank af liglugt, og da så de store epidemier satte ind, den sorte død, pesten, blev man endelig nødt til at forbyde begravelserne i kirkerne, ja, også på de små kirkegårde, som fandtes ved selve kirkebygningerne. Der døde så mange mennesker hver dag, at man skyndsomst måtte oprette Assistenskirkegårde, hvor der fandtes ledig jord.
Mange pestkirkegårde.
For Københavns vedkommende skete det særlig i pesttiden 1711 - 12, og der er konstateret sådanne begravelsespladser mange steder inden for den gamle fæstningslinie, mellem Fiolstræde og Hvidtfeldsstræde, ved Vognmagergade (hvor nu "Hjemmet"s store bygning ligger), på Gammelmønt, i Lars Lejstræde, på Halmtorvet (nu Rådhuspladsen) og i St. Annægade. Da disse jordstykker også blev for små, måtte man uden for voldene, og der er fundet gamle pestkirkegårde, hvor nu Linnégade ligger, og på hjørnet, hvor det konservative hovedkontor har til huse, lå i det 17. århundrede et kapel for denne gravplads. Det var forsynet med en kasseret altertavle og prædikestol fra Frue Kirke. Også ud mod Classens Have på Østerbro har man fundet lange grøfter fyldt med lig, som var lagt ned lagvis, ofte kun dækket af en alen jord.
De gamle kirkegårde var derimod så fyldte, at jorden højnede sig langt op på kirkemurene, og da søforterne blev anlagt, førte man hundreder af læs jord fra disse kirkegårde ud i søen. Soldater, der har "ligget" på disse forter, har fundet en mængde gamle menneskeknogler i skansejorden.
Tode og Nyerup om "mephitiske" dunster.
Da man, efter at de store epidemier var ophørt, på ny ville begrave de "fornemme lig" i kirkerne, greb lægen og digteren J. G. Tode ind. Når man lader sig begrave under kirkens gulv - skrev han - ofres vel røgelse til Guds ære, men stank og pestilens til sine efterkommere, og han krævede derfor en fælles kirkegård lagt så langt uden for byen, at vinden kunne blæse de usunde dunster bort.
1760 læser man da i "Berlingske Tidende": "Efter Hs. Majestæts derom ergangne allernaadigste Befalinger skal de her i Staden værende Assistence-Kirkegaarde afskaffes; til hvilken Ende andre i deres Sted ere indrettede uden for Stadens Nørre-Port, hvilke den 6. November førstkommende blive indviede og strax tagne udi Brug, hvorefter ingen flere Lig blive begravne udi de nu værende Kirkegaarde".
Assistens var ikke fin nok.
Men det var ikke gjort med et pennestrøg. Assistens Kirkegård blev betragtet som de fattiges, og de rige vilde ikke jordes dér. Ved Petri Kirke byggedes nogle lange fløje med murede begravelser, og de største kunstnere, navnlig Wiedewelt, satte her virkelig seværdige epitafier og gravminder.
Professor Rasmus Nyerup drog offentlig til felts mod denne skik - fordi disse kunstværker aldrig blev set, men også, fordi ligene, hvor godt indkapslede de end var, udbredte "mephitiske dunster".
Modviljen mod Assistens-Kirkegården blev først brudt i 1785, da etatsråd Johan Samuel Augustin blev jordet derude. Han, der var medlem af Videnskabernes Selskab, bestemte i sit testamente at han ville begraves på Assistens "mellem de fattige der var lige så rige over for Gud som han".
Kirkegården som udflugtsssted.
Længe tjente kirkegården som en slags udflugtssted, hvor jævne borgerfamilier slog sig ned om søndagen med madkurven. Man dækkede ugenert op på de flade gravstene og fik vand på maskine fra graveren, senere fra en lille beværtning, som lå i udkanten af kirkegården. Den kaldtes "Lille Ravnsborg", og der var keglebane og senere billard. 1812, da Chr. Heinrich Pätges var værtshusholder her, fødte hans kone den 22. november sit 8. barn, datteren Johanne Luise, senere den navnkundige skuespillerinde, fru Heiberg.
Først året efter blev det forbudt at holde sviregilder på kirkegården, og først da kunne Guldbergs strofe om Assistens opfyldes, når han kalder den "de dødes have, hvor i fred og blomsters lyde manges kummer sove".
Fred og ufred.
Helt i fred lå den nu ikke. Englænderne havde en skanse dér, da de bombarderede København, og omegnen fyldtes snart med beværtninger og forlystelsessteder, først og fremmest "Store Ravnsborg", hvor man præsenteredes for den første svinggynge (der førtes i pressen en lidenskabelig debat om dette umoralske "gyngeraseri", som fik selv adstadige borgere til at gå i gyngen"), og her afbrændtes 1804 det første kunstfyrværkeri af Pierre Magito, "kunstfyrværker hos Hs. kgl. Højhed Prins Ludvig Ferdinand af Preussen". Kunstberider Jean Lustre byggede ved siden af et ridehus, og her oprettedes det første gymnastikkursus i Danmark.
Lige over for Assistens lå gården "Solitude", hvor vaccinationen senere foregik, og her havde en gammel koffardikaptajn Gram det pensionat, i hvilket Chr. Winther boede, og hvor han forelskede sig i naboens datter, Marie Hansen, som dog blev gift med en anden pensionær, den senere professor Schneekloth, medens søsteren Emilie blev gift med litograf Tegner og således moder til professor Hans Tegner. Også Grams døtre blev godt gift, den ene med professor Prosch, den anden med C. V. Rimestad.
Et stykke Danmarkshistorie i inskriptioner.
Det første monument på Assistens var Wiedewelts for den omtalte etatsråd Augustin. Inskriptionen er det Ovidske ordsprog: "Bene vixit qui bene latuit" (Den er lykkelig, som lever ubemærket).
Senere er der begravet mange kendte mænd og kvinder på Assistens - således Rasmus Rask i 1832 (på hans mindesmærke står de berømte ord: "Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette") og H. C. Andersen i 1875. Men at begynde at nævne navne er farligt. Går man rundt på Assistens Kirkegård og læser inskriptionerne på de ofte storslået udførte mindesmærker er det som en vandring gennem Danmarkshistoriens sidste halvandet hundrede år.
Fr. Jul.
(Isefjordposten, 6. november 1935).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar