Bings Ligfærd.
Kjøbenhavn, den 29de Januar.
Det var et talrigt og repræsentativ Følge, som i Formiddags samledes paa vestre, mosaisk Kirkegaard for at vise den afdøde Politiker den sidste Ære. Det var en Mængde af den afdødes Kolleger i Rigsdagen, Høgsbro. Christensen-Stadil, Bojesen, Alfred Christensen, C. Hage. Wiinblad, Krabbe osv. Der var - kort sagt - det store Flertal af Oppositionens Rigsdagsmænd. Men ogsaa Modstanderne havde givet Møde. Saaledes ser man Højre- og Beskyttelsesmanden Wulff. Alle københavnske Blade er repræsenteret. De Ferslew'ske ved Ferslew, "Berling'ske" og "Avisen" ved deres Redaktionssekretærer. Oppositionsbladene ved saa godt som alle Medlemmer af deret Redaktion. Af andre kan nævnes Redaktørerne Vilh. L assen og Videbæk, Fred. Bajer, Povl Roed. Fernando Linderberg, Georg Brandes o. m. fl. I Følget ses ogsaa den talrige og indflydelsesrige Bing'ske Slægt, mange bekjendte Forretningsmænd. Og omkring alle disse kjendte Ansigter rammer sig de mange Vælgere, de smaa, hvis støtte, urokkelige Talsmand Bing al Tid var.
Kisten er skjult under et Utal af Kranse. Vi noterer: en smuk Sølvkrans fra Folketinget, Kranse fra "Politiken", "Politiken"s Redaktion, "Politiken"s Sættere og Trykkere, "Politiken"s Spesialkorretpondent i Berlin, "Aalborg Amtstidende", "Helsingør Dagblad", fhv. Kolleger i Landmandsbanken, Moriboaner-Samsundet, den liberale Vælgerforening i Helsingør, Typografernes Sangforening i Kjøbenhavn, "Kjøbenhavn", de forenede Papirfabriker, den liberale Vælgerforening. Aalborg folkelige Vælgerforening, Martsforeningen af 1887, Hvidovre liberale Forening, socialdemokratisk Forbund, og forenede, danske Bogtrykkere, den liberale Forening i Kjøbenhavns A. 3. Valgkreds o. m. fl. Disse Kranse fortæller højt om den dødes Anseelse. Men alle de hundreder af smaa Kranse, som kommer uden Baand og Inskriptioner, kunde maaske tale fuldt saa højt til den afdødes Ære, idet de bringer Bud fra dem, hvis trofaste, opofrende Ven Bing var, fra dem, der aldrig gik uhjulpne fra hans Dør.
De, der ikke før har overværet en Jødes Ligfærd, finder adskilligt at undre sig over. Man beholder Hatten paa. Ingen Kvinder maa komme ind i Kapellets Skib. De sidder ubemærket paa Pulpituret i Kapellets Baggrund. Ikke en Gang den dødes egne Børn tillader det jødiske Ritual at komme ved paa Gulvet - frem til deres Faders Kiste.
Efter at et Kor havde afsunget en Begravelsessalme, bygget over Davids 18. Salme, Vers 8 til 11, traadte Overrabiner Simonsen op paa en Talerstol midt foran Kirkegulvet. Han er en høj, kraftig Mand, som taler tydeligt og distinkt, en Smule svulstigt. Hans Tale er gjennemsyret af det gamle Testamentes Billedsprog.
Han begynder med at sige, at han skylder den jødiske Menighed en Forklaring, fordi han taler ved denne Ligfærd. Det er nemlig første Gang, at der i den jødiske Menighed bliver talt over en, som skal brændes. Han gør det efter mange lange Overvejelser, efter gjentagne Raadslutninger mellem Menighedens Ældste, efter dybt bevægede Samtaler med den dødes efterladte. Han har ikke forandret Anskuelse om, hvorledes en Ligfærd bør være indenfor den jødiske Menighed. Og han tror ikke paa de hygiejniske Lærdomme, som føres i Marken i den Anledning. De døde er ikke farlige for de levende. Hvis man virkelig for Alvor troede det, lagde man da de dødes Have saa nær opad de levendes Boliger? Han minder om, at i den jødiske Menighed beholder de døde deres Grave i Fred til Opstandelsens Morgen. Man bryder ikke Gravfreden efter saa eller saa mange Aars Forløb.
Det er hverken Menneskefrygt eller Menneskegunst, der har ledet min Beslutning - udtaler Overrabineren. De er ene og alene Hensynet til de efterladte. Jeg ved, at der er flere i min Menighed som misbilliger min Optræden. Men Herren kjender min Sjæl, han ser mine Tanker.
Den Mand, som her ligger død, stod i sit kraftigste Virke, da Døden bortrev ham. Og alle disse mange som er her vidner om. at han ikke har levet forgjæves. Fra alle Sider er der i disse Dage bleven sagt, at den afdøde var er retskaffen Mand, der ærlig og mandig stræbte efter det, som han ansaa for Ret for det bedste for sit Fædreland. Det var ikke personlig Ærgjærrighed eller Udsigten til Vinding, som drev ham. Han beflittede sig blot paa at gjøre sin Pligt som en god Borger i Landet. Og han var utrættelig til at arbejde for sin Overbevisning; intet Offer var ham for stort, naar det gjaldt den. Alt som Dreng var han begejstret for det, der senere blev hans Manddoms Daad. Hans Kammerater i den Forretning, hvor han var lige efter, han havde forladt Skolen, har fortalt, hvorledes han tidlig og silde var ivrig optaget af alt. hvad der angik hans Lands Velfærd, og hvor varm han kunde blive, naar Talen faldt paa Tscherning, som var hans politiske Ideal. I mange Henseender holdt han sig fjærnt fra den jødiske Menighed, men denne kan dog vidne, at det er en god Søn, som den er stolt af, ham vi her samles om. Og fra alle Sider - selv fra dem, mod hvilke han ofte udtalte krasse og stærke Ord - lyder det i Dag, at det er en god Borger, hvis Støv vi i Tag beviser den sidste Ære.
- - Derefter sang en jødisk Forsanger en jødisk Bøn paa Hebraisk. Sælsomt klang disse fremmede Ord ud over de mange Mennesker. Bagefter brusede: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred" op imod Kapellets Hvælvinger. Mon det ikke var første Gang, at denne Salme klang der?
Saa traadte "Politiken"s Medarbejdere frem og bar Kisten ud.
Bagefter fulgte Følget med forskjellige Forenings Faner.
Kisten bæres ud paa en Vogn, der førte den til Krematoriet.
* * *
Paa Hjemvejen stod et Selskab foran paa en Sporvogn og diskuterede Udsigterne for Valget i Valby-Kredsen. "Højre tager vist Kredsen", var der en, som sagde.
"Nej, Højre skal nok lade være", sagde Kudsken med et lunt Smil. "Har vi først taget den, giver vi den ikke fra os. Nej, vi gjør ikke", sluttede han med et troværdigt Nik. "Det havde han ikke fortjent, som blev begravet i Dag".
Jeg synes at det var et smukt Eftermæle for Bing.
Mj
(Morsø Folkeblad 30. januar 1896)
Kusken fik ret.
Bings Begravelse.
København, den 31te. Januar.
Allerede i en efter københavnske Forhold tidlig Formiddagstime begyndte sørgeklædte Skarer at strømme ud mod det mosaiske Kapel paa Vestre Kirkegaard. Kl. 11 skulde afdøde Folketingsmand Herman Bing bisættes for derester at føres til Ligbrændingsanstalten.
Kisten, som var fuldstændig dækket af Kranse, stod øverst foran Orgelet i det mægtige Kapel. Til venstre for kisten sad den afdødes Broder, Vexellerer Laurits Bing, som nylig blev valgt til Byraadsmedlem paa Frederiksberg, og en anden mandlig Slægtning. Derimod saas ingen Kvinder, ej en Gang den afdøde Folketingsmands tre smukke Døtre. De var efter jødisk Stik henvist til "Forgaarden", som i dette Tilfælde repræsenteredes af en lille Balkon over Hovedindgangen.
-
Til den fastsatte Tid er Kapellet ganske overfyldt. Et Kor synger nu først til Orgelets Tone en versificeret Oversættelse af en af Davids Salmer. Derpaa træder Overrabbiner Simonsen frem i den klædelige jødiske Præstedragt og holder Talen.
---
Han sagde bl. a. : Som den store jødiske Profet i et Syn saa Herrens Uendelighed og modtog hans Kaldelse, saadan havde ogsaa Bing lyttet til en højere Røst og været rede til at kæmpe for den Sag, som han ansaa for den bedste. Allerede som Dreng var han begejstret for Friheden og begyndte allerede da at tale til sine jævnaldrende om Tscherning, som var hans største politiske Ideal. Aldrig forsømte han at gøre, hvad han ansaa for fin Pligt. Med et utrætteligt Haad virkede han tidlig og silde for sit Fædrelands Vel. Han var som den i de gamle Skrifter omtalte Vismand, der aldrig undte sig Ro. Da denne vise en Nat under det uafbrudte Arbejde fik Besøg af sin Datter, som bebrejdede ham, at han ikke søge Hvile, gav han til Svar: Der kommer en Gang en stor Nat, hvor vi har Tid til at hvile. Men jeg vilde da ikke kunne hvile i Fred, hvis jeg ikke har udnyttet hver Time i dette Liv. Saadan var han, ved hvis Baare vi staar. Utrættelig og uden Nag virkede han for sine Medborgere. Fred med hans Minde.
En jødisk Diakon med en mageløs Tenor sang derefter en hebraisk Solosang, hvorefter hele Forsamlingen til Orgelets Toner afsang: Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred. Dog ingen kender Dagen, før Solen gaar ned.
Liget blev af "Politiken"s Journalister baaret ud paa Vognen, medens Koret sang en af Davids Salmer, hvorefter Herman Bings jordiske Levninger blev ført til Krematoriet for at overgives til de altfortærende Flammer.
(Demokraten (Århus) 30. januar 1896, Randers Arbejderblad 31. januar 1896. Uddrag).
Herman Meyer Bing var søn af fabriksejer Meyer Herman Bing (Bing & Grøndahl). Fra 1872 kasserer i den nystiftede Danske Landmandsbank. Selv om han var opvokset i et nationalliberalt jødisk hjem, blev han påvirket af parlamentarisme, radikalisme og frihandel og var o. 1875 med til at skabe og organisere en venstrebevægelse i Købehavn. Medstifter af Københavns liberale vælgerforening 1883. I 1884 gav Landmandsbanken ham valget mellem banken og politiske virksomhed. Det blev det sidste. Han stiftede oktober 1884 sammen med Viggo Hørup og Edvard Brandes Politiken. Han var den største aktionær og blandede sig i redaktionelle anliggender, hvorfor Brandes m. fl. en halv snes dage i protest forlod bladet marts 1886. Under "strejken" ansatte Bing Henrik Cavling. Bing fik også H. P. Hanssen til at skrive om sønderjyske forhold i bladet. Fra 1889 opstillede han til folketinget, og sad der 1890-92. I 1895 blev han valgt i den nyoprettede Valby kreds - ellers en sikker Højre-kreds - mod indenrigsminister H. Hørring. Han døde året efter. (Efter Dansk Biografisk Leksikon)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar