Alexander Weyhe var en særling som første gang nævnes i aviserne i 1854 hvor han lod sig indrullere i Kjøebenhavns borgerlige Artilleri. Han var da kendt som "den selvgjorte professor, Mormonprædikanten" Alexander Weyhe i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23. maj 1854 og "forskaffer det øvrige Mandskab megen Moro".
En kjøbenhavnsk Særling
Biografiske Notitser.
Salig Christian den Ottende havde som bekjendt en fin udviklet Smag for og stor Kjærlighed til Kunst og Videnskab, og med fyrstelig Gavmildhed understøttede han unge Kunstnere eller Videnskabsmand, naar han hos dem troede at opdage el slumrende Talent, Men ved Siden af det sunde og skarpe Blik, Kongen havde for selve Sagen, manglede der ham en væsenlig Egenskab, nemlig Blik for Mennesker, og mange vare de Feiltagelse han begik, mange de Skuffelser, som hans Valg beredte ham. Et Exempel herpaa var den for nogle Dage siden afdøde Særling Alexander Weyhe, Lærer og Oversætter, saakaldet Professor i Engelsk, Fransk, Russisk, Polsk, Spansk og flere andre Sprog.
Alexander Weyhe er født paa Østerø blandt Færøerne af en Bondefamilie. Hans Fødselsaar vides ikke bestemt, men antages almindelig at maatte sættes i Tyverne. Paa et Besøg, som Kong Christian den Ottende aflagde paa Færøerne, blev han gjort opmæksom paa den unge Weyhe's selv for en Færing eller Islænder ualmindelige Hukommelse og skarpt udprægede Talent for Sprog, og med sædvanlig Rundhaandethed skjænkede han ham en aarlig Understøttelse af Chatolkassen. Weyhe drog nu til Kjøbenhavn for der at fortsatte sine paa Færøerne begyndte Studier, men den Opmærksomhed, han i Førstningen vakte for sig hos flere ansete Videnskabsmand, gik snart tabt paa Grund af hans overdrevne Begreber om sin egen Begavelse og hans Mangel paa Evne, eller i alle Tilfælde paa Lyst til at anlægge en fornuftig Læreplan. Han drev det derfor heller ikke til nogen ret grundig Viden i noget enkelt Sprog, men han erhvervede sig Kundskaber i henved hundrede af de mærkværdigste Sprog, nemlig foruden de almindelige europæiske og Oldtidssprog ogsaa saadanne, som vi knap kjende af Navn.
Da den aarlige Understøttelse, som Christian den Ottende havde tilstaaet ham, først blev nedsat til 80 Rd. om Aaret og senere ved Kongens Død aldeles bortfaldt, gik det hurtig ned ad Bakke med Weyhe. Han forsøgte sig et Par Gange som videnskabelig Forfatter og udgav saaledes en "latinsk dansk Parleur", en saakaldt Orator, der trods meget Fortrinligt vakte en del Moro paa Grund af sine kurieuse anakronistiske Exempler, der blandt Andet lød saaledes: Herren- - "Hent mig min Kjole." Pigen: "Hvilken vil Herren have paa idag? Herren: "Giv mig den Kaffebrune." Ligeledes var der en lang Samtale om Tobaksrøgning.
Derpaa gjorde han, Herskeren over hundrede Nationers Sprog, sig til Redakteur af et lille Blad, kaldet "Rivejernet" samt til Bladets egen Bogholder, Inkassator og Omdeler. Goldschmidt, der har helliget Alexander Weyhe en lille Dagbogsarttkel i "Nord og Syd", fortæller, hvorledes Weyhes naive Ærgjerrighed viser sig paa en komisk Maade i en Artikel i "Rivejernet", hvori han drømmer, "at han er falden i Søvn i Søndermarken, og at en listig Engelskmand har benyttet hans Søvn til at afklæde ham og iføre ham nye Klæder istedenfor de gamle, fordi sidstnævnte skulde sendes til Hertugen af Wellington, der ønskede at eie Professorens mærkværdige Klæder tilligemed hans mærkværdige Parker. Endog et Markstykke, der laa i de gamle Klæder, ønskede Hertugen at eie, men lagde en engelsk Shilling i dets Sted. - Saa maadeholdende var den drømmende Lærdes Fantasi, at han i Tanken ikke begjærede Andet af den rige Hertug end en Shilling istedenfor en Mark!"
I "Rivejernet" benyttede Weyhe sig af en særegen Retsskrivning, og han indførte saaledes et Tegn "n" for den Lyd, der ellers betegnes med ng. Foruden de to nævnte Skrifter nævnes Weyhe ogsaa som Forfatter af følgende Skrifter: "exovergeneral von Hedemann og Alexander Weyhe deres høist märkvärdige sammenträf"; "Parnas, en samling af biographiske, topographiske og leilighedsdigte" (i forskjellige Sprog); "Menneskevännen eller Verden, som dän bör vära, et hvertredjädagsblad af tragikomisk og belärende Tendens" osv.
Efterat Alexander Weyhe havde mistet den aarlige Understøttelse af Chatolkassen, begyndte det som tidligere sagt hurtig at gaa tilbage for ham, og han, der daarlig forstod at erhverve endog det Lidet, han behøvede, kom snart til at lide formelig Nød, og dermed begyndte den vagabonderende Tilværelse, den oprindelig godt begavede Mand førte t de sidste 25 Aar af sit Liv. Hvem husker ikke at have læst hans Avertissementer i "Adresseavisen", hvori han for en Mark Timen tilbød Undervisning i alle levende og døde Sprog, særlig i Tamulisk og Mesopotamisk, ligesom han for samme Pris tilbød udenad at ville recitere hele det Nye Testamente paa Græsk for Lysthavende. Han havde sjelden nogen fast Bolig, men flyttede om fra Kvist til Kjælder og omvendt, men hvor han saa end boede, var hans Dør altid bemalet med Sententser og Ordsprog i de mest forunderlige Sprog.
I Aarene 1849-50 gik han over til Mormonismen, og det lod da en Tid til, at han skulde slaa sig op, idet han dels fik endel Sproginformationer blandt sine til Saltsøen udvandrende Troesbrødre, og dels blev en virksom Medarbeider af Mormonernes officielle Organ heri Norden: "Skandinaviens Stjerne". Han logerede dengang en Tidlang hos en Troesbroder, en svensk Skomager, der beboede en Kjælder i Løvstræde, og Nedskriveren af disse Linier besøgte ham engang der og fandt ham siddende mellem en Flok lys og langhaarede Svenskere, som han underviste i det engelske Sprog. Weyhe var imidlertid ligesaa lidt stadig i sin Tro som i noget Andet, og efter et Par Aars Forløb vendtr han atter tilbage til sin Barndomslære.
I 1855 gjorde Weyhe en stor Forandring; han giftede sig og lod sig den 1ste April borgerlig vie af Birkedommeren i Søndre Birk, nuværende Etatsraad Petersen. Borgerlige Vielser vare dengang ikke saa almindelige som nu, og flere Blade omtalte dengang hvorledes Birkedommeren havde udført Vielsen i fuld Uniform med Kaarde ved Siden og trekantet Hat paa Hovedet. Dette Ægteskab skaffede forøvrigt Weyhe sit første, men ikke sidste Sammenstød med Øvrigheden, idet han blev sat under kriminel Tiltale, fordi han havde nægtet at skaffe sin Kone Fødselshjælp. Det gik imidlertid stadig tilbage for ham. Han forfaldt til Drik og var tilsidst ganske henvist til Folks Godgjørenhed. Nøden og Elendigheden havde dog ikke formaaet at udrvdde al Selvfølelse hos ham, og det var en ejendommelig Stolthed hos ham, at han aldrig anmodede om Understøttelse til sig selv, men stadig talte om sig selv i tredie Person, som for Exempel: "Jeg kiender En, der havde Brug for et Par gamle Buxer", eller: "Jeg kjender En, der maaske kunde faa en god Plads, naar En vilde laane ham 5 Rd." osv.
Han blev nu mere og mere forfalden, og hans Klædedragt og hele Udseende bleve tilsidst saa anstødelige, at Politiet i December Maaned forrige Aar fandt sig foranlediget til at udlægge ham paa Ladegaarden, hvorfra han imidlertid blev dimitteret efter nogle Dages Forløb. I Januar Maaned d A. blev han imidlertid atter ved Politiets Foranstaltning udlagt paa dette sidste Tilflugtssted for de "Ulykkelige og de Forladte", der ere bukkede under for Livets Kamp, og den 25de Januar afgik han her ved Døden.
Paa Ladegaarden opholdt han sig ikke mellem "den store Flok", men havde faaet sin Plads anvist i et Lokale, hvor de saakaldte "bedre Folk" anbringes. Den 25de om Morgenen klagede han over lidt Ildebefindende og sagde til Opsynsmanden: "Jeg kjender En, der kunde have godt af en Kop Hyldethe" Opsynsmanden vilde nu føre ham over til Lægen, men idet han nærmede sig ham for at hjælpe ham op fra Bænken, faldt Weyhe om i Armene paa ham og udaandede med det Samme.
Saaledes døde Alexander Weyhe, Herskeren over hundrede Nationers Sprog.
(Dagens Nyheder 6. februar 1870).
Alexander Weyhe blev raderet af Klæstrup. Ifølge en annonce i Dagens Nyheder 15. februar 1870 blev pladen dog ødelagt, så kun 10 eksemplarer overlevede og kunne fås hos Christian Mørch jun., Gothersgade nr. 16. Det solgtes også hos Israel, Rådhusstræde 9. for 3 mark, der dog en måned senere blev nedsat til 16 skilling.
Han blev nævnt i Sjællands-Posten (Ringsted) 22. maj 1900 i en serie om Københavns originaler. Artiklen har nogenlunde samme indhold som ovenstående.
En anden Person, som i Aarenes Løb blev til megen Plage for min Fader, var Alexander Weyhe.
Han var født paa Færøerne og i Fyrrerne kommen her til Byen for at uddanne sig i Sprog, hvortil han antoges at have et stort Talent. Min Fader og flere Andre tog sig af ham og forsøgte at hjælpe ham til at blive Student. Dette mislykkedes imidlertid fuldstændig, da Weyhe erklærede, at han hverken kunde eller vilde lære Mathematik. Imidlertid sank han bestandig dybere og dybere, dels fordi han var en trodsig Natur, som Folk snart blev kjed af at understøtte, og dels fordi han ikke var ganske fri for at søge Trøst for sine skuffede Forhaabninger ved Flasken. Han blev efterhaanden til en fuldstændig Karikatur, gik med lasede Klæder og et stort uredt Haar, der gav ham et saa afskrækkende Ydre, at man kunde blive bange for ham. Jeg husker saaledes tydelig, at ingen af vore Piger var at formaa til at lukke op, naar de havde nogen Mistanke om, at det var ham, der ringede. Selv min Moder var ikke rigtig hyggelig stemt, naar hun skulde lukke op for ham. Tilsidst gik han over til Mormonismen og skrev flere Skrifter om denne Lære.
At han vel i Grunden ikke har været rigtig klog, faar man det bedste Bevis paa ved at læse et Par af de Billetter, hvormed han formelig overdængede min Fader.
Han skrev saaledes en Gang:
"Skaf mig strax nogle Elever i Malaisk eller i Kymrisk, for at Danmarks Storfilolog ikke skal sulte ihjæl strax. (Underskrevet nogle uforstaaelige Tegn, som vel skulde betyde Weyhe.)
En anden Gang skrev han efter at have anbefalet sig som Lærer i Hebraisk:
- - - - - Vil De være saa god at examinere mig i Hebr., Chaldæisk, Arabisk, Æthiopisk, Persisk, Singalesisk, Hindustansk, Malayisk etc.??? Svar ønsker jeg allerhelst idag.
Et af hans Breve ender saaledes:
- - - Forresten er det særdeles ønskeligt, at De paa anden Maade vilde staa mig bi idag, da jeg nu ikke har 1 Skiling, og som Følge af at jeg af Mangel paa nogle faa har måttet gå våd om Fødderne nu i mange Dage er bleven så syg at jeg næppe kan sidde oppe idag; og dog truer man med at smide mig ud imorgen, hvis jeg ikke kan betale 31/2 Rd, som jeg mangler til Husleje. Jeg må tilstå at dette Papir er temmelig dårlig at skrive på; men jeg er nødt til at bruge det, da jeg intet bedre Skrivpapir har kunnet få idag.
I et Brev fra en noget senere Tid skriver han:
Jeg er meget taknemlig til samtlige Professorer ved det philosophiske Fakultet, som pleje at holde Forelæsninger paa Universitetet (undt. v. Mehren, hvem jeg dog agter og elsker for hvad han tidligere har gjort imod mig).
- - - - -
Da Hr. Dr. Prof. v. Mehren baade i forrige og i dette Semester havde bekjendtgjort at ville holde både offenlige og private Forelæsninger i Arabisk og Hebraisk, hvilke jeg gjærne ønskede Adgang til, da jeg har læst mangfoldige Hebr. og Arab. Grammatiker, Lexika, Chrestomathier og andre Bøger; men da v. Mehren baade i September 1857 og et Par Gange senere har ligefrem smidt mig ud fra sine >> offenlige< Forelæsninger: saa vilde De gjøre mig en stor Velgjerning ved at skaffe mig Tilladelse til at freqventere samme. Det vilde være godt at faa Svar paa det, jeg skrev for nogle Dage siden jeg er i Fare for at maatte flytte idag af Mangel paa Husleie og derfor temmelig ilde tilpas.
Disse Breve havde som oftest et højst besynderligt Udseende; i Almindelighed vare de skrevne paa afrevne Stumper Papir, der tilmed ofte kunde være baade snavset og forkrøllet. Ofte var der hele Sider beskrevne med hebraiske, arabiske eller koptiske Skrifttegn, der maatte antages at være en Slags Indledning til den egentlige Text, der altid bestod i Anmodninger om Undervisningstimer i de ubegribeligste Sprog og i Lamentationer over, at han vilde blive smidt ud af den Leilighed, hvori han boede, dersom han ikke fik en Understøttelse. Undertiden indeholdt de en Slags Glossarier, som f. Ex. en Række persiske Ord med vedføjet Oversættelse paa færøisk.
Undertiden bragte han selv Brevene, men ofte fandtes de indstukne i Laasen eller under Døren.
I en Række af Aar efter denne Tid blev min Fader af og til belemret med Breve fra ham; og efter at jeg var bleven Student, kunde der ogsaa af og til falde et af til mig.
(Arthur Abrahams: Minder fra mine forældres hus [og Minder fra min barndom og tidlige ungdom], 1894 side 88-91)
På Google Books ligger et enkelt af hans værker:
Danske og færøske Samtaler til Brug for begger Nationer. 1846.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar