Internatet for forvildede Kvinder paa Sprogø. (Efterskrift til Politivennen)

Ø-anstalten var oprettet efter initiativ af Christian Keller (Den Kellerske Aandsvageanstalt i Brejning) i 1923. Han var også stærkt medvirkende i Loven om Adgang til Sterilisation (1929) - Europas første racehygiejniske lov. Baggrunden for anstalten var at isolere "minusindivider" fra at sprede deres gener i samfundet. For mænd fandtes allerede en lignende anstalt på Livø.

Frida Nielsen var den første forstanderinde. Hun stoppede i 1939. Hun var ugift sygeplejerske, og i starten var der 18 piger mellem 16 og 42 år. 

Professor Keller om Internatet paa Sprogø.

Det strømmer ind med Anmodninger om at faa Piger optaget. - Pigerne er glade ved at komme til Sprogø.

Professor Keller er nu vendt tilbage til Brejning efter at have aabnet Internatet paa Sprogø. Vejle Amts Avis har talt med Professoren, der udtalte:

- Det strømmer ind med Anmodninger til os om at faa Piger anbragt paa Sprogø. I Løbet af faa Maaneder vil derfor alle 30 Pladser være optaget. En af de Piger, iler sidst er bleven ansøgt optaget, har 8 - otte - uægte Børn og Kønssygdomme har de næsten alle. Den første af de Piger, der blev anbragt paa Sprogø, har fem Børn; De vil saaledes forstå: at det var paa høje Tid, vi fik Anstalten derovre.

- Hvor mange Beboere er der nu paa Oen?

- Foreløbig kun tre Piger og Opsynet. Statsbanerne tog nemlig alt deres Materiel med sig, da de forlod Øen, saa vi skal have anskaffet meget nyt.

- Hvem er Opsynet?

- Frøken Frida Nielsen her fra Brejning er Bestyrerinde, og saa har hun to Assistenter. Desuden er der en Mand til at passe Landbruget. Det er imod vore Principper, at der kommer Personer af det andet Køn paa Pen, men det har været nødvendigt i dette Tilfælde, da der ikke findes nogen Kvinde, der kan styre Landbruget derovre.

- Er Pigerne utilfredse med at skulle være paa Øen?

- Nej, tværtimod. Nu kan de gaa uden Barnepige. Man kan sige til dem: Smid jer i Høstakken i Middagshvilen, og det er de henrykte for at kunne gøre. Noget saadant har ikke været muligt tidligere.

- Hvilken By er Sprogø nærmest knyttet til?

- Det skulde være Nyborg, men vi hører ind under Korsør, og begge Byer slaas nu om os. Vi kan vel saa høste Gavn af denne Konkurrence.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. august 1923).

Branden i Internatet paa Sprogø.

En 18aarig ung Pige tilstaar at have paasat Branden.

Øen lille Sprogø, saaledes som de fleste Mennesker kender Øen fra Overfarten mellem Korsør og Nyborg.

Om Branden paa Sprogø meddeles yderligere, at alle Udlængerne og derunder ogsaa Vævestuen og Mejeriet, er nedbrændt, men derimod reddedes Hovedbygningen, saaledes at alle de Internerede har Tag over Hovedet. Hele Besætningen blev reddet.

En 18aarig Pige, som før har forsøgt Ildspaasættelse, har overfor Politiet tilstaaet, at hun har paasat Ilden for at hævne sig paa Forstanderinden. Hun er ført til Korsør Arrest.

Professor Keller har udtalt, at Bygningerne maa genopføres. Hvis Pigerne ikke kan være der under Arbejdets Udførelse, maa de flyttes til Bregninge saa længe.

(Demokraten (Århus) 3. juni 1925).

Efter genopbygning af de nedbrændte avlsbygninger i 1925 udvidedes anstalten til at kunne have 44 ad gangen. 

I 1925 rejste socialminister Borgbjerg rundt til en række institutioner for at lære forholdene på dem at kende. En af dem var internatet på Sprogø, om hvilket han udtalte følgende:

Efter Besigtigelse af de Kellerske Anstalter tog Ministeren sluttelig til Sprogø, hvor Bygningerne, der tidligere benyttedes ved Isbaadstransport og senere af Statsbanefunktionærerne anvendtes til Rekreationshjem, nu er indrettet som Kvindeinternat. Desværre var der jo en af Pigerne, som for kort Tid siden var Skyld i, at tre Udlænger brændte. Der er nu Forhhandlinger i Gang for at faa disse genopført, men dertil kræves en Bevilling af Statskassens Midler, da Assurancesummen ikke vil kunne slaa til.

Ved at anvende Øer, Sprogø og Livø, som Internater, er man naaet et af størst Værdi, til et nyt, men absolut tilfredsstillende System. Gennem Brugen af disse Øer er det fængselsagtige Præg borte. De internerede føler nærmest, at de opholder sig paa et Hjem, og Flugt er ikke saa let.

Paa Sprogø findes ca. 30 Piger. Maaske bliver det nødvendigt at overføre dem til en Afdeling af Brejninge Aandsvageanstalt, indtil de brændte Bygninger er genopført. Indtil Branden var Forholdene paa Sprogø ellers fuldt tilfredsstillende. Ikke faa af Pigerne ønsker sig naturligvis gerne bort fra Øen. Efter et Ophold der bliver flere af dem bragt paa ret Køl; men naturligvis er der nogle, som i det Øjeblik, Frihedens Time slaar, atter søger ud paa Afveje.

Internatet har en dygtig Forstanderinde, og til at forestaa Landbruget findes paa Sprogø Danmarks første kvindelige "Husmand". 

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 24. juni 1925. Uddrag).

"Klokken 5"s Medarbejder aflægger Besøg paa Internatet paa Sprogø.

Øen, der tjener som Internat for 42 forvildede Piger. - God Behandling, herlige Naturomgivelser og en knugende Længsel efter Friheden.

Den lille aabne Motorbaad "Maagen2, der to Gange om Ugen afgaar med Post fra Korsør til Sprogø, hugger voldsomt i det kraftige Bølgeslag, og hvert Øjeblik overskylles hele det primitive Fartøj af Storebælts vrede Søer, saaledes at der ikke vilde være en tør Trevl paa mig, hvis jeg ikke havde søgt Ly under det lille Halvtag, der er rejst paa Dækket, og hvor der ved Siden af de opstablede Postsager til Sprogøs Beboere netop er Plads til Baadens eneste Passager.

Efter en Times Sejlads lægger Motorbaaden til ved den lave Baadebro nord for Fyret, hvor vi modtages af to Kvinder, Fyrmesterens og Fyrpasserens Hustruer. Det var let nok at komme i Posbbaaden, ogsaa let nok at forlade den og bestige Broen; men for Enden af denne pranger et hvidt Træskilt, paamalet de truende Ord:

Adgang forbudt uvedkommende.

Postføreren og hans Søn, med hvem jeg har gjort Sørejsen, passerer Skiltet uden at ænse det i rolig Bevidsthed om ikke at være uvedkommende. Mig er der ingen, der har haft Bud efter, men ogsaa jeg forcerer Landgangen og begiver mig ad en snæver Spadseresti op til det store hvidkalkede, 6-længede Bygningskompleks, som jeg er klar over, er Sprogø Kvindehjem, en særlig Afdeling af de Kellerske Aandssvageanstalter.

Kvindehjemmet paa Sprogø.

Interview med Forstanderinde, Frk. Frida Nielsen.

Gaardspladsen er mennesketom. Jeg ringer paa Hovedbygningens Indgangsdør. - En venlig yngre Dame i Sygeplejedragt lukker. Jeg spørger efter Forstanderinde Frk. Frida Nielsen, og det viser sig at være hende.

Jeg forebringer mit Ærinde, at faa lidt at vide om, hvorledes Livet former sig paa Sprogø. Frk. Nielsen betænker sig. Jeg er vistnok den første Journalist, der gæster Sprogø paa Arbejdets Vegne efter Kvindehjemmets Oprettelse i 1922.

- Hvad er det saa, De vil vide.

- Hvem bor for Tiden paa Sprogø? spørger jeg som Indledning.

- Foruden Kvindehjømmets Beboere tre Familier ved Fyret, Fyrmesterens, Fyrassistentens og Fyrpasserens.

- Hvor mange unge Piger kan Hjemmet optage? 

- 42 og alle Pladser er besat.

- Hvor stort et Personale beskæftiger Hjemmet?

- Vi er syv, alle Kvinder, foruden Forstanderinden en Økonoma, en Avlsbestyrer, en Vævelærerinde, en Systuelærerinde, en Assistent i Vaskeriet og en Assistent ved Rengøringen.

- Er det udelukkende unge Piger, der optages som Alumner?

- Udelukkende voksne Kvinder, svarer Frk. Nielsen. Alderen er højst forskellig - mellem 16 og 51 Aar - , og der er baade Enker og fraskilte Koner imellem

- Udelukkende aandssvage Kvinder? spørger vi.

- Det er Kvinder, der er kommen paa gale Veje i seksuel Henseende, svarer Forstanderinden uforbeholdent. De karakteriseres som lettere aandssvage, men adskillige af dem er ikke mere aandssvage end mange af dem, der »trækker« paa Københavns Gader

Hvilke Piger kommer til Sprogø?

- Der maa dog være en særlig Grund til Interneringen? spørger vi.

- I Reglen en eller anden Konflikt med Politiet. Man kender den Vending fra Retsreferaterne, at vedkommende slipper for Straf, f. Eks. for Tyveri fra en Kavaller, mod at lade sig internere. I andre Tilfælde er det Sogneraad eller Værgeraad, der besørger uheldigt anlagte Piger interneret, med Overværgeraadets, eventuelt Retslægeraadets Sanktion, fordi vedkommende ved deres særlige seksuelle Tilbøjeligheder anses for at være farlige for sig selv og deres Omgivelser.

- Kommer de fleste fra København?

- Det kan jeg ikke sige. De kommer fra Landet, men en Del har naturligvis været i København. En ung Pige kan som bekendt komme galt afsted, hvor som helst - maaske lige med Undtagelse af Sprogø, tilføjer Frk. Nielsen med et lille Smil. 

- Hvor lang Tid varer Interneringen?

- Derom kan intet siges. Naar vedkommende efter et længere Ophold bør skønnes at være egnet til det, forsøges i Reglen med en saakaldet kontrolleret Familiepleje, Anbringelse i privat Hjem for Betaling og under Aandssvageansfallernes Tilsyn. I nogle Tilfælde kan vedkommende gives tilbage til Samfund som helt frit Menneske, i andre viser hun sig tydeligt ude af Stand til at taale Friheden, og saa maa naturligvis Interneringen fortsættes.

- Føles Tilværelsen her paa Sprogø uhyre ensom?

- Vi, der er optaget af vort Arbejde, føler det ikke, svarer Frk. Nielsen. Pigerne gør det sikkert mere. De føler det nok desværre oftest som en Straf at være her

Den daglige Levevis.

- Er der aldrig nogen, der forsøger at flygte?

- Saa godt som aldrig. Det vilde ogsaa være vanskeligt. En enkelt Pige svømmede en Nat ud til en Fisker, der laa med sin Baad ude i Bæltet, men han satte hende da i Land igen. 

- Hvorledes er Pigernes daglige Levevis?

- Almindelig og meget regelmæssigt. Desto lettere gaar det for Pigerne og for os. Vi staar op Klokken 6 om Morgenen, Pigerne gør selv i Stand paa deres Værelser, vi spiser Morgenmaaltid Klokken 7, og hver gaar til sit Arbejde, nogle i Marken, andre i Haven og atter andre inden Døre. Med Afbrydelse af en Middagspause arbejdes der til Kl. 4. Saa drikker vi Eftermiddagskaffe, og derefter har Pigerne "fri". De kan færdes hvor de vil, paa Øen, spadsere og tage Bad. Badning og Svømning er en yndet Sport.

- Hvorledes tilbringes Aftenerne?,

- Med Samvær i vor Opholdsstue, Haandarbejde, Oplæsning og først og sidst Radio. Vi har naturligvis Højttaler. En Gang imellem har vi Biografteater her. Vi faar hver Maaned tilsend! Film.

- Hvilke Film er mest yndede?

- Fyrtaarnet og Bivognen, lyder Svaret uden Betænkning. Det er ogsaa noget med Humør, Pigerne trænger mest til her i Ensomheden

Frøken Nielsen inviterer os paa en Rundtur i de store Bygninger. Alt, hvad vi ser, er lyst og venligt, rent og pillent, som var det blæst.

Samtaler med de ulykkelige Kvinder.

Efter at have takket Forstanderinden for den gode Orientering har jeg Lejlighed til at gaa en ensom Rundtur paa Øen.

Spredt i den meget store, smukt holdte Have arbejder fire af de internerede Kvinder. Jeg passiarer med dem, hvor jeg kommer frem, og en Passiar med en fremmed er for dem en sjælden og kærkommen Adspredelse. Havearbejderskerne er pænt og kvindeligt klædt paa. Ude i Marken træffer jeg tunge Kvindeskikkelser i klodsede Overalls. Paa Afstand tror man, det er Mænd, men det er solbrunede Pigeansigter, der kigger mig i Møde mider de bredskyggede Kasketter.

Endnu mere forskellige end Alderen, 16-51 Aar, er de Fysiognomier. Nogle gamle hærgede Ansigter taler tydeligt om Aandssvaghed og Degeneration, og deres Tale er taaget og usammenhængende. Andre Piger ser sunde, raske og nærmest intelligente ud. Det almindelige Indtryk er, at Pigerne paaskønner den Behandling, de er Genstand for paa Hjemmet under Frk. Nielsens Overledelse. Hverken Kosten eller Arbejdets Strenghed klager de over, men fælles for dem alle er Klagen øver den dræbende Kedsomhed, som Frihedsberøvelsen medfører, og Bønnen, om jeg dog ikke kan skaffe dem Friheden igen. De vil alle love at opføre sig som Dydsmønstre og skal nok tage sig i Agt for Mandfolk.

Et velkomment Stykke Chokolade kan jeg give dem, men med Hensyn til Friheden maa jeg jo melde Pas.

Øjnene dugges. Baaden lægger fra Land. Det sidste, vi hører, mens de vinker Farvel, er Bønnen om Frihed.

Friheden, som mange af os først skønner paa den Dag, vi har mistet den.

(Klokken 5, 11. juli 1928)

Der var også andre end den ene pige som forsøgte at flygte. I maj 1924 blev to piger "bortført", og vendte hjem måske i samme båd. De nægtede at give oplysninger om hvor de have været. I 1933 udbrød der difteritis. Mindst 1 døde på sygehuset i Korsør, mens andre 3 blev overført dertil.

Overlæge ved den Keller'ske Aandssvageanstalt H. O. Wildenskov udtalte i et nummer af "Ugeskrift for Læger" følgende:

Naar det Spørgsmaal rejses, om det ikke havde været muligt at lade de paagældende Patienter frigive, dels fra Aandssvageanstalten, dels fra Internatet paa Sprogø, uden at de i Forvejen var blevet steriliseret, gør Overlægen opmærksom paa den udtalte Tilbøjelighed, der er hos saadanne aandeligt defekte Mennesker til netop at søge Samkvem med andre aandssvage, og at den Arv, der afgives Afkommet af saadanne Forbindelser, i det overvejende Antal Tilfælde er yderst skæbnesvanger. 

Efter stramningen af steriliseringsloven i 1934 var det nærmest umuligt at forlade øen uden at blive steriliseret.

I 1937 bragte flere aviser en helsides reportage fra Sprogø hvor de også var blevet vist rundt af Frida Nielsen. Den var nogenlunde skrevet i samme positive ånd som Klokken 5 (se fx Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 21. august 1937).

Under Besættelsen blev kvinderne flyttet til Brejning da tyskerne besatte øen. Allerede den 14. juli 1945 fortalte en artikel i Korsør Avis om tyskernes ødelæggelser på øen. 

Udsigt over Kvindehjemmet paa Sprogø. Inde i Bladet bringer vi i Dag en Artikel, der fortæller om den lille ø midt mellem Fyn og Sjælland.

Sprogø - en Stat i Staten.

Livet paa Øen er atter ved at falde tilbage i de vante Folder efter Tyskernes Afrejse.

Paa Vejen til Sprogø ligger Fyrskibet Halskov Rev.

Forbindelse med Omverdenen er ikke noget dagligdags paa Sprogø. Paa Øen er der to Dage, som man ser hen til med særlig Glæde, nemlig Tirsdag og Fredag, for da kommer Postbaaden fra Korsør.

Skipperen paa den lille Baad hedder Jensen, og han er trofast over for Sprogø. Det skal staa haardt, om han svigter et Besøg. Han véd, hvor kærkomment og hvor nødvendigt det er, at Turen gennemføres; det er jo ikke Posten alene, Øen skal ogsaa have mange andre Ting, Levnedsmidler, og hvad der nu kan være.

Naar man kommer sejlende mod Øen, fanges Øjet uvilkaarligt af Fyrtaarnet. Højt og brat hæver det sig op, mens Bølgerne med en sagte Syden kammer over Revet nedenfor. Man er tilbøjelig til at tro, at Øen blot er denne Bakke med et Fyrtaarn paa Toppen.

Men bagved finder man et andet Syn. Dér strækker Øen sig ud med Marker og Haver. Vel har de ikke Sommerens Farvepragt i Januar Maaned, men alt staar pudret med Sne, og er der noget dejligere Syn end Marker og Haver helt i hvidt? 

Paa Sprogø staar denne Søjle og betegner det nøjagtige Midtpunkt mellem Fyn og Sjælland.

Jensen lægger sin Baad til Landgangsbroen, og den første Modtagelse besørges af Fyrmesterens Hund, der gøende betragter, hvem Baaden har med i Dag. Ogsaa Fyrmesteren og hans Assistenter er nede for at tage imod.

Saa staar man dér og betragter den snepudrede Ø og spørger i Tankerne sig selv, hvor Kvindehjemmet ligger.

Det viser sig, at Kvindehjemmet virkelig er det store smukke Kompleks lige op for Broen, nærmer  en stor, fornem 4-længet Gaard med gule Mure.

Smukt ser det ud, og der hviler en egen forjættende ro over Stedet. Ja. saadan synes det, naar man staar nede ved Badebroen og betragter det for første Gang.

* Saadan bor vi.

Paa Kvindehjemmet bor der for Tiden 38 unge Kvinder, og det kan ikke paastaas, at der er overbelagt, for der er Plads til 55.

Hjemmets Forstanderinde Frk. Stuhr.

Dagen begynder Kl. 7. Først serveres Morgenmaden. Serveringen sker paa Skift, og naar man har sunget en Morgensang, begynder Dagens Arbejde, og der bliver arbejdet med mange forskellige Ting.

De unge Kvinder bor i nydelige smaa Værelser, enkeltvis eller op til seks i samme Værelse. Nydelige Værelser er det, holdt i forskellige rene, klare Farver, lige beregnet paa at sætte Humøret i Vejret. Senge, Stole og Toiletborde er holdt i hvidt, og de unge Piger udnytter paa det bedste deres Toiletborde eller Kommoder, om man vil, til at stille Billeder paa. For det meste Billeder af deres Familie eller Veninder. For Enden af Gangene er der Vaskestuer, og overalt dominerer de flisebelagte Vægge. Smukke og fremfor alt lette at holde rene.

Hjemmets Funktionærer er alle kvindelige. 8 ialt. Øverstkommanderende er Hjemmets Forstanderinde, Frk. Stuhr, og for at forstaa hendes Indsats maa man simpelthen se Kvindehjemmet. Det er saa beundringsværdigt, at man uden at sige for meget tør paastaa, at det er enestaaende. Ikke alene præges alt af hjemlig Hygge, men alt skinner ogsaa saa propert, at man mest af alt har Lyst til at bruge Ordet - utroligt. Hvis man ret tænker igennem, hvad der maa kræves af et Menneske for at lede et Foretagende som Kvindehjemmet paa Sprogø, saa maa man beundre Indsatsen dobbelt, naar man gaar rundt i Bygningerne og ustandselig støder paa Ting, som man end ikke havde forestillet sig i Sin vildeste Fantasi. Men Æren skal deles med Fik. Stuhrs Medhjælpere. I nøje Samarbejde vejleder de Hjemmets unge Kvinder, oplærer dem og udruster dem til atter at komme ud i Livet og staa paa egne Ben.

* Mange Hænder er i Arbejde.

Kun faa Steder i Kvindehjemmets store Kompleks støder man paa Spor af Tyskerne. Hist og her er Gulvbelægningen mærket af en umotiveret opstillet Kakkelovn, som har endt sine Dage som gammelt Jern, men andre Beviser finder man ikke Alt skinner nyt.

Kvindehjemmets Vævestue. Her forarbejder de unge Kvinder smukke Kludetæpper og andre Vævearbejder, selv om Materialemangelen sætter sit Spor i Arbejdet.

I Forlængelse af Bygningerne ligger Gymnastiksalen, "Forsamlingshuset", som den kaldes paa Øen, og her dyrkes Gymnastiken ivrigt saavel af Funktionærer som de unge Kvinder.

Og Dagen igennem arbejdes der flittigt. I Vævestuen væves dejlige Kludetæpper eller syes kunstfærd ge Kludeklip, ved Siden af i Systuen forarbejdes Duge med fine Hulsømme, ligesom Pigerne syer alle deres Kjoler selv. Et Mejeri med Centrifuge findes der, Vaskeri med store Trækummer, kæmpemæssige Grukedler og Tørreskabe, Stryge- og Rullestue, og Hjemmet har ogsaa eget Vandværk og Elektricitetsværk. Køkkenet maa heller ikke glemmes, det er et Eventyr for sig, og her er Økonomaen man kun sjældent har set det. Hønseri er der ogsaa, og i Haven arbejdes der med at faa den i Orden igen, saa det kan blive Blomsterne og ikke Ukrudtet, der skal regere til Foraaret.

Overalt er det de unge Piger, der udfører Arbejdet. Mange af dem synger og ler, saa man kan høre det langt omkring. Et Par kører et Hestekøretøj med en saadan Færdighed, at man som Mand maa misunde dem af hele sit Hjerte.

Alt faar de unge Piger lært. Almindeligvis er de tre Aar paa Sprogø og de oplæres i almindelig huslig Gerning, til Have- og Markarbejde, de lærer at sy osv.

Ikke et Sted findes der noget Præg af Fængsel eller Anstalt. Selvfølgelig er der ingen Grund til at skjule, at nogle af de unge Kvinder kan længes hjem, det er ganske naturligt, men langt Størstedelen er glade. De kan føle sig hjemme, de faar en solid Uddannelse af kvalificerede Lærerkræfter, og overalt møder de Venlighed og Forstaaelse. Det er en Stat i Staten, velorganiseret og med et Livssyn, som kun kan findes i et saa lille Samfund - desværre.

* Paa Fyret.

Men Øen har ogsaa andre Beboere. Oppe paa den store Bakke ligger Fyrtaarnet. I smaa Huse ved Siden af bor Fyrmester Frandsen og hans Frue samt Fyrmesterens to Assistenter. Igennem hele Besættelsestiden maatte de føre deres egen lille private Krig mod den tyske Besættelses og den var ikke mindre modig end i andre Dele af Landet. Alene Mand maatte Fyrmesteren bakse de stupide Tyskere. Nemt var det ikke. De forsøgte at tyrannisere, hvor tyranniseres kunde, men ikke en eneste Gang undlod Fyrmesteren at gøre Modstand. Alt forsøgte Tyskerne, selv Trusler om Koncentrationslejr, men Fyrmesteren var ikke bange og gav dem raat for usødet.

Der kunde skrives en hel Bog om de Oplevelser, som Fyrmester Frandsen var ude for, mens Tyskerne huserede paa Øen. Sprogøs Besættelse og Tyskernes Optræden paa Øen er et lille Kapitel for sig selv i den tyske Besættelse i Danmark. Nu er Mindet om Tyskerne ved at forsvinde. Den halve Snes Barakker, som Tyskerne opførte paa Øen, er blevet revet ned og sejlet bort. Lidt staar tilbage endnu, bl. a. et Udkigstaarn; men længe varer det ikke, før ogsaa det falder.

* Tilbage til Sjælland.

Hen paa Eftermiddagen sejler Postbaaden bort igen. Hvad den bragte, er kommet i Land, og mange Ting skal den ogsaa have med tilbage.

Der bliver vinket Farvel til Baaden, da den lægger fra. Det er allerede mørkt og er ogsaa begyndt at blive diset.

Sprogø toner langsomt væk agterude. Fyrtaarnet er begyndt at sende sine Blink ud over Havet. Men ogsaa de forsvinder til sidst i Disen, som bliver tættere og tættere. Der bagude ligger en Ø, et lille Samfund. Faa er vel de Mennesker, som tænker paa det; men naar man en Gang har besøgt Sprogø, saa aner og tror man, at her findes der et Samfund, der vel ligger godt gemt, men hvor der trods alt findes en Lykke, en Glæde og fremfor alt en Næstekærlighed, som er langt større end blandt os, der ikke bor derude.

aw

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 29. januar 1946. Uddrag).

I 1949 fik anstalten installeret et tonefilmsapparat. Frk. Stuhr fik et kursus i hvordan hun skulle betjene apparatet. 

16. juli 1949 var det avisen "Københavns" tur til at bringe en reportage fra et besøg på øen. Den ligger i samme optimistiske tone som ovenstående artikel fra 1946, måske endda en anelse mere begejstret. Avisen snakkede dog tilsyneladende ikke med andre end fyrmesteren, skipperen på postbåden og frk. Stuhr. Avisen bragte nedenstående fotoer til artiklen:

Dette er "Friheden", det lille Sommerhus paa Øens Vestspids, hvor otte Piger ad Gangen gaar Lov til at holde "Sommerferie". Her er Forstander Frk. Stuhr paa Besøg, hun staar længst til højre i den hvide Kittel.

Frk. Stuhr er eksamineret Filoperatør, og Forstanderen ses her ved Hjemmets koderne Tonefilmapparat.

Viborg Stifts-Tidende bragte 3. december 1957 en helsides artikel med fotoer. Også denne artikel beskriver forholdene positivt, selv det at kvinderne bliver steriliseret.

Anstalten blev lukket i 1961. Først i 1960'erne begyndte man at finde ud af at isolation af dårligt stillede kvinder havde flere negative virkninger end positive. Den 30. april 1997 udsendte TV2 udsendelsen "Pigerne på Sprogø" hvor flere af anbragte gav et anderledes dystert syn på forholdene. Med Jussi Adler Olsens roman "Journal 64" (2010) blev Sprogø-kvinderne endnu mere kendt.

Omkring 500 kvinder opholdt sig gennem tiderne på øen. 

Prospekt fra Sprogø. Illustreret Tidende 14. oktober 1860.