Jon Alfred Mjøen: Den farvede Fare. (Efterskrift til Politivennen)

Den norske Racebiolog, Dr. Jon Alfred Mjøen, som har gjort en lang studierejse i Afrika, er nu i Amerika for at holde Foredrag ved Universiteterne i U. S. A. om Raceproblemer, som han i denne Artikel beskæftiger sig med, og som derovre ved Amerikanernes Emigrationspolitik har faaet aktuel Interesse.

Ind gennem Spejlglasruderne i vor Stamkafé paa Al Djezairs mægtige Terrasser vælder Sollyset, og udenfor pulserer et myldrende Liv i alle Farver og Nuancer. 

Paa vor Rejse mod det indre Algier saa vi paa nært Hold disse farvede Folk, som færdes med Turban, Krukker og Kurve paa Hovedet, til Fods eller paa de høje Vogne, trukket af Mulddyr. Kendte Billeder fra Rejsebeskrivelser og illustrerede Magasiner rullede forbi lyslevende: Høje, smukke Arabere i hvide maleriske Burnusser, brednæsede Berbere, spansktalende Europæere og de hemmelighedsfulde, hvidklædte Muslimkvinder med Slør og Pandebaand, som kun lader et Par sorte Stenkulsøjne udækkede. Paa faa Undtagelser nær er alle mørkhudede.

Muslimer i Bøn, vendt mod Mekka.

Af alle de Indtryk, som Synet af dette brogede Billede giver, er der særligt et, der fæstner sig og antager fast Form - Indtrykket af den enorme Raceblanding og Racekrydsning i Landene omkring Middelhavet - ja, helt op til Paris og Rhinprovinserne, Balkanstaterne og Sydrusland. Arabere, Jøder, Singalesere og Kabyler, Mozabiter eller Touaregger blander Blod med Sydspaniere, Franskmænd og Italienere, og man faar Halvblodsmennesker alle Vegne, mørkhudede Europæere med mere eller mindre semitisk Tilsætning.

Blind Tigger.

* * *

Hvor er de blevet af, disse stolte Arabere, Muhammeds Efterfølgere, som kom under Islams sejrende Halvmaane og bragte deres rige mauriske Kultur som Morgengave. Hvor de kom hen i Spanien, Italien eller Byzans, knejste der snart Kirker og Paladser i Guld og Mosaik. Ja, helt op til Venedig er Dogepaladset og Marcuskirken straalende Minder om dem. Med Vemod tænker man ogsaa paa en anden Storhedstid, da den latinske Kultur, befrugtet og fornyet af den lyse nordiske Bølge, grundlagde Kultursamfund over hele Sydeuropa og Nordafrika med Rom som Centrum. Længe efter, at den hellenske Kultur var gaaet til Grunde, beherskede den stærke romerske Folkeaand Verden. Geniale Mænds Værker opstod i Billedhuggerkunsten, Litteraturen og Arkitekturen; men Romernes stærke Trang til Verdensherredømmet førte hurtigt til Raceblanding.

Arabisk Skønhed (negrid).

Da den yngre Scipio stod paa Karthagos rygende Ruiner, var Folkets Skæbne forlængst beseglet. Slaver af fremmede laverestaaende Racer førtes til Rom i stor Maalestok, og de blev hjemme og giftede sig med romerske Kvinder, medens Mændene kæmpede ved Fronterne. Dertil kom under Kejserdømmet de barnløse Ægteskaber, og med disse og Raceblandingen var Roms Fald en Kendsgerning.

Haroline-Kvinde fra Tidekelt, næsten hvid (raceblandet).

Nu ser vi langs alle Middelhavets Kyster Ruinerne af en svunden Kultur og de hensygnende Rester af Fortidens Raceinstinkt, Racetræk og Kendemærker er blandet imellem hinanden i et meningsløst Virvar; det er snart ikke muligt at opdage et Fysiognomi af ensartet Racepræg i de tre Smeltedigler, Tunis, Algier og Tanger, kun een af Tusind bærer sin Races oprindelige Farve, Mellemfarver i alle Afskygninger er langt i Flertal. Inde i LandeI mod Biskra og den store Ørken bliver Racen renere, og enkelte Steder kan man finde usædvanlig smukke Typer.

Arabisk Arbejder.

Blandingen er taget tit i en uhyggelig Grad i de senere Aar. Hvor før i Tiden Mangelen paa Jernbaner og andre Befordringsmidler umuliggjorde et stærkt Samkvem, foregaar i Dag den livligste Forbindelse med dens uundgaaelige Følger. Overalt træffer man disse Smeltedigler, hvor alle mulige Racer smeltes sammen. Syd- og Østeuropa er Tumlepladsen for Negrenes, Mongolernes, Jødernes og andre asiatiske Stammers ikke helt harmløse Leg. Og overalt, hvor Guds syndige Jord er grøn eller byder paa noget, der kan gøres i Penge, enten det nu er i Sydamerika eller Australien, i Tunis eller Algier, saa myldrer det med europæiske Kolonister, der tilgrumser de Indfødtes og deres eget Blod.

En af de mange, som blander Blod med Araberne. 

Fænomenet Raceblanding er i stadig Stigning og griber om sig med en Fart, som ikke er til at spoge med. Men dette vil vi Mennesker i Følge vor Natur først indse, naar vi tvinges til at tage Standpunkt til Sagen. Med andre Ord, naar det er for sent. Blandingsmennesket er som bekendt et Produkt af to eller flere forskellige Racer, hvis Blod det har i sine Aarer. Jo fjernere Forældreracerne staar hinanden, desto større er Chancen for en uheldig Kombination af Egenskaber hos Mennesket.

Uharmonisk Racekrydsning, seksaarig Araberdreng. Der er næppe et Træk tilbage af den oprindelige Race. 

Man ser stadig vore Modstandere hævde, at Raceblanding er godt; det giver frisk Blod, siger de, uden at undersøge, hvor dette "friske Blod" kommer fra. Der nævnes Eksempler paa, at Blodblandingen har fostret Begavelser. Saaledes nævner man, at Porfirio Diaz, Mexicos Præsident, var Mestiz (Blanding mellem Hvid og Indianer), og Booker T. Washington var Mulat.

Man ser ogsaa anført, at August Strindberg var stærkt raceblandet. Jeg véd ikke, hvor paalidelig denne Paastand er, men af Strindbergs Afstamning at ville slutte, at Raceblanding skal til for at skabe det geniale Menneske, vilde være det samme som at sige, at man maatte dumpe til Studentereksamen for at blive en Henrik Ibsen.

Aben Ali Baba holder Morgenfrokost.

Nej, selv om vi ved bevidste Eksperimenter kunde frembringe 10.000 Strindberg-Blandinger, vilde vi sikkert faa mange med Strindbergs Brutalitet, hans Tungsind, hans Lunefuldhed, hans Pessimisme og Kynisme overfor Kvinden, uden at faa mange Typer med Digteren Strindbergs geniale Skaberkraft.

Fremragende Blandingsmennesker er og bliver kun Undtagelserne fra den almengyldige Regel, nemlig den, at Blandingsmennesket gennemgaaende betegner en afgjort Tilbagegang i legemlige og aandelige Kvalifikationer, særlig i moralsk Henseende, sammenlignet med den ene eller begge de racerene Forældre. Medens Gennemsnitstyper af den rene Race udgør den bedre Borgerstand, nøjes Gennemsnittet af Blandingsmennesker som Regel med at øge den tiltagende Arbejdsløshed, fylde vore Fængsler og bebyrde Fattigkasserne.

Tuareg-Krigere.

En Amerikaner Elliot har nylig paavist Forholdet mellem Raceblanding og Kriminalitet, og Franskmanden Vacher de Laponge advarer i sine Bøger franske Politikere mod at se alt for optimistisk og sorgløst paa de farvede Racers uhindrede Indtrængen i Europa. Han har regnet ud, at der nu findes tre Millioner farvede Mennesker i Frankrig. I sit Forord til Madison Grants Bog "The Passing of the great Race" hævder Laponge, hvor skæbnesvangert dette Spørgsmaal kan blive netop for et Land som Frankrig. "Der trænges," siger han, "til den største Aarvaagenhed fra vor Side og en alvorlig Kontrol med de fremmede Indvandrere. Erfaringen viser os daglig, at der blandt disse Folk findes Elementer af allerlaveste Slags"

*

Vi kender alle Blandingsmennesket, hans ofte bundløse Letsindighed, hans Mangel paa EVne til at indordne sig under et Samfunds Love - helst lever han Fandenivoldsk og lader Vorherre spørge for Fremtiden. Holdningsløshed i Had og Kærlighed bestjæler han sin bedste Ven og gør sig ingen Samvittighedskvaler af den Grund. Hans Motiver og Handlinger er uberegnelige, hans Fantasi løber af med Fornuften, Driften er uden Kontrol, og hans Psyke og Moral vigende og præget af Mangel paa Balance.

*

Denne ofte ret sleske, ikke altid ubegavede, men ofte uheldige, altid upaalidelige type gjorde jeg allerede Bekendtskab med i mine unge Aar, da jeg besagte de saakaldte half breeds ved Buffalo og den kanadiske Grænse. Jeg traf ham ogsaa blandt Baskerne i Nordspanien og her og der blandt Hybrid-Befolkningen i Nordnorge og Sverige. Jeg husker særlig min Ven Ingvill Ola, i hvis Aarer der flød Taterblod med lidt "nordisk" Tilsætning, han kunde tjene som en god Illustration til mine Ord, som Eksempel paa det blandede Blods Inkarnation: Vanskeligt var det for Ingvill Ola at skelne mit fra dit, og Sandhed talte han nødig, og dertil kommer, at han ikke taalte Synet af en utømt Brændevinsflaske. Kort sagt: han var meget afholdt, og da han omsider døde, herskede der Sorg imellem Befolkningen. Den lille Klippeby havde mistet sin Syndebuk og sit Samtaleemne.

Gruppe af Kvinder fra Nordafrika. Ikke en eneste er nogenlunde raceren.

Medaillens mindre spøgefulde Side ser omtrent saaledes ud: Ved Sammenblanding af hinanden fjerntslaaende Racer er der givet Mulighed for en Række Uoverensstemmelser hos Afkommet, hvilket som Regel giver sig Udslag i en ringere Tilpasningsevne, mindre Modstandsdygtighed, nedsatte Aandsevner, og større Modtagelighed for - Disse ofte ulykkelige Individer tjener - hvad enten de lever paa den ene eller anden Maade - sig selv og Samfundet til liden Ære og de bidrager kun til at forringe Menneskenes Kvalitet og at forhøje deres Udgifter

*

Ikke for ingenting har de Indfødte i Sydafrika praget deres Visdom i Ordsproget: "Gud har gjort den hvide Mand, Gud har gjort den sorte Mand, men Mellemtingen har Fanden skabt."

Dr. Jon Alfred Mjøen.

(Nationaltidende, 8. maj 1927).

Den farvede Fare.

Nordisk Race.

I et af de mest øde Landskaber paa Kloden kæmpede for et Par Aartusinder siden en lille Folkestamme haardt for sin Eksistens. De geologiske Forhold i dens Hjemland - Arabiens Ørken - gjorde det vanskeligt at komme i Berøring med andre Folkeslag, og efterhaanden foregik der her en Proces, som Verdenshistorien ikke har set Magen til. Alle de svage, de uduelige, de daarligt aandeligt og legemligt udrustede Individer bukkede under i Kampen mod Ørkenen. Den lille Stamme voksede sig stærk indadtil og udadtil og steg til en Kulturblomstring, som aldrig før er set. Den voksede ligeledes i Magt og lagde store Dele af Verden under sit Herredømme - for saa at synke tilbage, prisgivet en mystisk Lov, som først vor Tid har bragt Klarhed over.

Nomade-Kvinde med sine Børn foran sin Goubis.

Men det, som gjorde den oprindelige Stamme stærk og levedygtig, var, foruden det udvalgte Menneskemateriale - Grundstammen - de Systemer, deres Statskunst var bygget paa. I Politik, i Økonomi, i Religion og Filosofi, i Hygieine og Folkeopdragelse fulgte de Linier, som virkede fremmende og rensende paa Slægten. Saaledes opstod disse stolte og smukke Racetyper, som Europa me I Forundring og Misundelse saa sejre i Kappestriden.

I en Afhandling om denne Araberstammes Oprindelse gør Poul Popence opmærksom paa, at dette lille Folk i sit private Liv og i sin offentlige Virksomhed, særlig i sin Folkeoplysning, gennemførte en konsekvent Racehygieine. At det ikke er Forældrenes, men Slægtens Egenskaber, som arves, kommer stærkt frem i det arabiske Ordsprog fra Osman: "Ønsker du en Søn, saa vælg for ham en Bedstefar og en Onkel paa Moderens Side, det gør mindre, at Moderen er en Heks blandt Kvinder". Dette arabiske Ordsprog har sit Sidestykke i et gammelt nordisk Ord, som jeg for mange Aar siden fandt paa Vestlandet i Norge: "Du skal ikke gifte dig med en Pige, hvis hun er den eneste i Slægten, du bryder dig om" .

Efter Krigen gik en Strøm af denne asiatiske Race fra Øst- og Sydøsteuropa imod Central-, Nord- og Vesteuropa.

De to Ordsprog - det arabiske og det nordiske - danner Spejlbilleder af hinanden. I begge er det Slægtens Værd, som er det afgørende.

Ægteskab var en Pligt i det arabiske Samfund. Er du ikke rask? siger Mahomed til en ugift Mand paa 30, og da Manden svarer: Jeg fejler intet, da siger Profeten: Saa er du Djævelens Broder. Det arabiske Samfund er et af de faa, der har samlet Pengemidler til Understøttelse af børnerige Familier. Disse Midler forvaltes desværre ikke længere efter uegennyttige Principer.

Flerkoneriet havde i den første Del en gavnlig Virkning paa Racen; men da Araberne begyndte at gifte sig med fremmede Slavinder, og det arabiske Blod blev opblandet med Negerblod - da Raceblandingen med andre Ord begyndte, var Folket viet til Undergang.

*

Araberfolket led den samme Skæbne som Romerne; deres fastbyggede Racehygieine slog klik, fordi Racekrydsningens Fare var ukendt for dem.

Racetype fra Sydøsteuropa, som man endnu ikke træffer i Københavns Gader. 

Det, som i Dag er igen af det stolte arabiske Folk, er et glædeløst og kulturløft Blandingsfolk af Analfabeter, som daarligt nok husker Forfædrenes Storhedstid. Arabere blandet med Negere, Negere blandet med Arabere og begges Blandingsbørn, blandet med Sydeuropæere - det er, hvad man møder i 1927.

Udprægede Blandingsfolk er ogsaa særlig udsat for veneriske Sygdomme. I Afrika optræder disse Sygdomme usædvanligt ondartede. Abessinien, Ægypten, Tunis, AIgier og Marokko er stærk hærgede. I Tunis findes i Følge Rubertel næppe en Indfødt, som ikke har haft veneriske Sygdomme. Gerhard Rolfs beretter fra Marokko: Sygdommene er stærkt udbredte og inficerer Befolkningen i den Grad, at der kun findes faa raske og sunde Kvinder. Dounari betegner en vis Sygdom som Marokkanernes Sygdom par excellence.

En kvindelig Skønhed af Touaregg-Stammen.

Et Besøg i en af Nordafrikas Araberbyer vil udslette den sidste Tvivl om, at man her staar overfor en Race i Nedgang. Det er nærmest Karikaturer af Racetyper, man finder her, sammenstuvede i mørke, snavsede og ildelugtende Kælderrum, befængt Utøj, Saar og Øjensygdomme, et hæsligt Vrangbillede af en en Gang saa stolt Urstamme - og de samme uharmoniske ansigtstræk møder vi atter og atter i Europas Havnebyer.

*

Den brave Borger vil sikkert spørge: Hvad bryder vi os om, hvad der foregaar i Afrika? Hvad kommer det os ved, om Folk i Tunis og Algier, i Marokko og Senegal har høj eller lav Pande, lyse eller falske Øjne, om de er Kærere af en høj Kultur eller gaar med Ring i Næsen. Den slags Ligegyldighed er farlig. Som jeg i en tidligere Artikel har anlydel, er det almindelige Samkvem vokset med rasende Fart i det sidste Tiaar. Hvor før i Tiden en Race gennem lange Tider kunde holde sig ren, der strømmer i Dag, takket være vore moderne Samfærdselsmidler, stadig tremmede Raceelementer ind, og der opstaar Kaos. Mere end en af vore Kulturnationer har allerede forspist sig paa sine ubudne Gæster. De begynder at mærkes, at Fremmedinvationen er en ufordøjelig Føde for Samfundet, Amerika f. Eks., de tager deres Forholdsregler,

*

Men Europas Døre staar fremdeles paa vid Gab, og det siger sig selv, at jo bedre Amerikanerne forstaar at lukke for Indvandring, desto stærkere vil de afviste rykke Europæerne ind paa Livet. Der siver en ustandselig Strøm udefra ind over vor Verdensdel. Mongolere og semitiske Elementer fra Øst og Syd, Orientalere, Asiater over Balkan og Negere og Arabere fra Nordafrika, Overalt sætter de Mærker efter sig; i alle Middelhavslandene og mere og mere æder Ondet sig ind over Centraleuropa. Man ser, hvordan Storbyernes Gader i større og større Udslrækning befolkes af smaa, sortsmudskede Skikkelser af et fremmedartet Udseende. Allestedsnærværende Opkøbere af gammelt Metal, nøjsomme kærlige i deres Forhold til Penge, uproduktive Mellemmænd med Blandingsmenneskets Stempel paa Panden : Elskværdighed, Forsagthed og Grusomhed samlet i en Person.

Eksempel paa Raceblanding i Vest-Europa.

Statsmændene ved ikke, hvad de skal gøre med disse lidt uvante Problemer og overlader det saa til Politiet, hvorefter de atter tager fat paa et mere kendt Tema: Skatning, mere Beskatning, stadig mere Beskatning.

Selvfølgelig bør der advares mod enhver Overdrivelse: Racebiologien og dens Dattervidenskab Racehygiejnen maa ikke misbruges i Racehadets Tjeneste. Vi skal ikke forfølge andre Racer, men bare værne vor egen. Vi skal elske vor Race, ikke fordi den er bedre, men fordi den er vor Race. Det har været sagt, at enhver Blodblanding med Naboer eller Nationen paa den anden Side Grænsen skulde være uheldig. Dette er dog ikke rigtigt; man kan tværtimod sige, at de fleste hvide Folkeslag med Fordel kan blande Blod, og at den saakaldte uharmoniske Raceblanding først kommer til, hvor de to Racers fysiske og aandelige Egenskaber fjerner sig nævneværdigt fra hinanden.

Men netop af denne Grund maa Invasionen fra Middelhavslandene og Sydosteuropa af de os fjerntstaaende Racer betragtes som yderst betænkelig. Den rummer Faren for vor egen Eksistens, den nordiske Race vil trænges tilbage, smelte sammen, fortyndes, gøres ukendelig i det store Blodkaos, som er den moderne Folkevandrings Tragik.

Tiggerdrenge paa Vejen til Biskra.

En Raceblanding, som vokser sig stærk i et Land, der for var fri for den, trækker Forbrydere, misfornøjede og arbejdssky Elementer af tvivlsom etisk Oprindelse ind i Landet. Vi kan daglig se detle paa vore Gader i København, Stockholm og Oslo. 

Man spørger forundret: Findes der ingen Kræfter, der kan yde Modstand?

Som ovenfor nævnt synes Amerikanerne - Verdens gæstfrieste Folk - at være de første, der endelig fik Øjnene op for den Skade, som er sket ved at tillade uhindret Indvandring. De har forstaaet, at det her gælder Værdier, som, hvis de gaar tabt for Nationen, ikke en Gang ved Hjælp af de mest raffinerede Undervisningsmetoder kan genvindes. Man har indset, at det ikke gaar saa helt let at sammensmelte de daarlige Elementer med de gode. Saa længe Indvandringen til Amerika foregik fra England, Skotland og Holland, fra de skandinaviske Lande og Nordtyskland, saa længe Blodblandingen foregik indenfor en og samme Race - den nordiske - saa længe var alle Betingelser til Stede for et sundt Folk.

Uharmonisk Racekrydsning. Lille 6-aarig Tiggerpige.

Men Betingelsen var Racerenhed. Dette hellige Raceinstinkt, som fik den ægte Yankee til at trække sig ind i sig selv ved Berøring med en Farvet, det har Handelsmoralen og Uvidenheden desværre gjort Brud med.

Men af den Kendsgerning, at De forenede Stater fremdeles tæller saa mange begavede, initiativrige og karakteristiske slægter, har man villet trække den noget forhastede Slutning, at det amerikanske Samfund lidt efter lidt opslugte de andre Landes Proletariat, og man har med en Naivitet, som var et bedre Eventyr værdigt, ment - at i Smeltediglen blev de karaktersvage  stærke, de blinde seende, Forbryderne lovlydige. ja selv de aandssvage hlev begavede. Forholdet er imidlertid omvendt. Den stadige Fornyelse af Blodet, som fulgte med den nordiske Tilstrømning til de "uanede Muligheders Land", foranledigede den enestaaende Opdrift, som vi har været Vidne til i Løbet af 150 Aar.

Mænd af Kounia-Stammen.

Men denne Gæstfrihed aabnede ogsaa Dørene for de ubudne Gæster og for et Bundfald af svage, nedbrudte og sandelig forkrøblede af alle Racer, trukket frem fra de laveste Lag i Middelhavslandene og Balkan.

Kritikløs Indvandringsfrihed er en højst kortsynet Politik. Den vil altid i Øjeblikket fremkalde en ædel Selvfølelse af at skaffe "Tilflugt for de Hjemløse". Men det er et daarligt Standpunkt at give Almisse til enhver Tigger. - Almisser og Gaver gør mere ondt end godt. De bidrager til at oge Fattigdommens Byrder for fremtidige Generationer. Lad os ikke ved af hjælpe en Ulykkelig i Dag skabe to i Morgen.

Burde Talerne f. Eks. ikke have lært Nordmændene og Svenskerne at være forsigtige med, hvem de slipper ind i Landet? Tatergutten "Østa Linas Knægt", kendt fra det tragiske Lensmand-mord. burde lære os at tænke lidt mere over Racebiologi. En Kontrol med Indvandringen har større Interesse for de nordiske Folk i Europas nordvestlige Hjørne end for noget andet Folk i Verden. De nordiske Folk har som de racereneste alt at tabe ved Blodblanding, men intet at vinde.

Det er ikke lysteligt at tænke paa, at Kommunerne aarligt giver Tusinder af Kroner i Fattigunderstøttelser til fremmede Indvandrere. Det er disse Fremmedelementer og deres Børn, der fylder vore Fængsler og Fattighuse. Det er heller ikke tiltalende at tænke paa, at de som internationale Forbrydere rejser Europa rundt under nordiske Navne som Danskere. Nordmænd og Svenskere. Det er paa linje Tid, at Nordens Folk slutter sig sammen om en Indvandringspolitik.

Pe nordiske Lande bor ligge aabne for alle af vor egen Race og nærbeslægtede, som kommer i Kunstens, Videnskabens, Teknikens og det produktive Arbejdes Tjeneste. Men naar Sydens og Østens Frugtbarhed kræver Plads og vil høste, hvad andre har saaet, saa lad os bygge en Port - og ikke nok med det: Lad os ogsaa spærre den.

(Nationaltidende, 22. maj 1927).

Jon (John) Alfred Hansen Mjøen (1860-1939), norsk kemiker og farmaceut, studier inden for racebiologi og eugenik. Fremlagde 1908 "Norske program for rasehygiene". Deltog sammen med Ploetz ved stiftelsen af "Den internationale eugeniske føderation" i 1912, med Mjøen som vicepresident. Mjøen gik også ind for at det moderne samfund skulle nægte "dårlige arvebærere" (fx mentalt handicappede, forbrydere og prostituerede) at få børn. Som han også skriver i artiklen, fremhævede han "den nordiske race" som den mest rene.

Hans teorier fik stor modstand fra professorerne Kristine Bonnevie (1872–1948) og Otto Lous Mohr (1886–1967) og helsepolitikeren Karl Evang (1902–1981) som fremhævede at hans teorier savnede ethvert videnskabeligt grundlag. 

Han startede tidsskriftet "Den Nordiske Race". Med foredraget "Hvad koster minusindividene stat og samfund?" rejste han fra 1924 rundt i verden, bl. a. var han 1928 hos Mussolini. Under 2. verdenskrig tog det nazistiske Nasjonal Samling hans teorier til sig, og siden 2. verdenskrig har racehygiejniske teorier været anset for politik, ikke videnskab. Selv døde han i 1939 hvorfor vi ikke ved hvordan han ville have stillet sig.