I den formening at de såkaldte Toldbodpladsens huse i Amaliegade som bebos af Fattigvæsenets almisselemmer, nu tilhører det offentlige og altså som en stiftelse for Fattigvæsenet nærmest sorterer under direktionen for Københavns Fattigvæsen, tager indsenderen sig den frihed at henvende sig til samme med sit andragende.
Indsenderen havde i sidste vinter i forening med flere af stadens borgere oftere lejlighed til at lære denne stiftelse gode hensigt at kende og beundre den gode orden og renlighed som herskede under denne stiftelses værdige og agtede forstander og kan ikke andet end nære det ønske at staden ejede flere sådanne friboliger for fattige hvorved det blev så meget lettere for direktionen og forstanderen at påse at god orden og renlighed fandt sted blandt almisselemmerne, end som nu da de er spredt i private bygninger i byen.
Derimod kan indsenderen og flere med ham ikke tilbageholde deres forundring over den dårlige tilstand hvori disse boliger findes, og overbevist om at det næsten var umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen (hvilket de fleste rigtig nok ikke havde) da murene og dørene ikke var i den tilstand at de kunne holde varmen inde og sneen næsten overalt føg ind gennem taget. Da indsenderen desangående henvendte sig til forstanderen som med faderlig omhu sørgede for sine fattige, bemærkede denne at direktionen var bekendt med bygningernes tilstand og at der var lovet reparation.
Indsenderen havde derfor forventet at dette ville være sket når den passerede årstid tillod det. Men da nu sommeren er så nær til ende og endnu aldeles intet er foretaget til disse bygningers forbedring, men indsenderen i løbet af sommeren har overbevist sig om at det på flere steder endog har været umuligt for beboerne at ligge tørre i deres senge, da regnen i stride strømme styrtede ned gennem taget, så anser indsenderen det for at være hans pligt ikke længere at forblive tavs hertil, men tale sine lidende medbrødres, de ulykkelige fattiges sag, og at anmode direktionen om snarest muligt at lade den højst fornødne reparation foretage ved disse bygninger, forinden den strenge årstid indtræder som nærmer sig med stærke skridt og forhindrer al udvendig reparation.
"Det er næsten umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen." (C.W. Eckersberg: Uddeling af brænde til de fattige, 1807-1808. Statens Museum for Kunst.)
Indsenderen mener så meget desto mere at burde opfordre direktionen til det forlangte, da samme selv gør det til den første betingelse i kautionen på de steder i staden hvor der bør almisselemmer og hvor direktionen kautionerer for lejen "at værten holder værelset i tæt og forsvarlig stand" og det desuden ingenlunde kan være nogen sand økonomi for det offentlige at disse bindingsværksbygninger henstår længere uden den fornødne reparation da de ellers nødvendigt om føje tid må komme i en så dårlig tilstand at de vil udfordre betydelige summer forinden de kan kaldes at være i forsvarlig stand, da de dog endnu kan hjælpes med lidt i forholdt til det NB når det sker i tide. Dernæst kan det heller ikke være det offentlige ligegyldigt om de herboende almisselemmer på grund af lokalets tilstand blev pådraget sygdomme. Hvilket sjældent udebliver i den rå årstid og derved gøres uskikkede til selv at fortjene sig livets ophold og må i sådan tilstand altså med familie falde det offentlige dobbelt til byrde.
Indsenderen nærer derfor det håb at direktionen vil værdige denne sag sin opmærksomhed og snarest muligt foranstalte det fornødne.
Den Fattiges Ven
(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 605-609)
Indsenderen havde i sidste vinter i forening med flere af stadens borgere oftere lejlighed til at lære denne stiftelse gode hensigt at kende og beundre den gode orden og renlighed som herskede under denne stiftelses værdige og agtede forstander og kan ikke andet end nære det ønske at staden ejede flere sådanne friboliger for fattige hvorved det blev så meget lettere for direktionen og forstanderen at påse at god orden og renlighed fandt sted blandt almisselemmerne, end som nu da de er spredt i private bygninger i byen.
Derimod kan indsenderen og flere med ham ikke tilbageholde deres forundring over den dårlige tilstand hvori disse boliger findes, og overbevist om at det næsten var umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen (hvilket de fleste rigtig nok ikke havde) da murene og dørene ikke var i den tilstand at de kunne holde varmen inde og sneen næsten overalt føg ind gennem taget. Da indsenderen desangående henvendte sig til forstanderen som med faderlig omhu sørgede for sine fattige, bemærkede denne at direktionen var bekendt med bygningernes tilstand og at der var lovet reparation.
Indsenderen havde derfor forventet at dette ville være sket når den passerede årstid tillod det. Men da nu sommeren er så nær til ende og endnu aldeles intet er foretaget til disse bygningers forbedring, men indsenderen i løbet af sommeren har overbevist sig om at det på flere steder endog har været umuligt for beboerne at ligge tørre i deres senge, da regnen i stride strømme styrtede ned gennem taget, så anser indsenderen det for at være hans pligt ikke længere at forblive tavs hertil, men tale sine lidende medbrødres, de ulykkelige fattiges sag, og at anmode direktionen om snarest muligt at lade den højst fornødne reparation foretage ved disse bygninger, forinden den strenge årstid indtræder som nærmer sig med stærke skridt og forhindrer al udvendig reparation.
"Det er næsten umuligt på flere steder for beboerne at holde værelset varmt dersom de havde haft noget at lægge i kakkelovnen." (C.W. Eckersberg: Uddeling af brænde til de fattige, 1807-1808. Statens Museum for Kunst.)
Indsenderen mener så meget desto mere at burde opfordre direktionen til det forlangte, da samme selv gør det til den første betingelse i kautionen på de steder i staden hvor der bør almisselemmer og hvor direktionen kautionerer for lejen "at værten holder værelset i tæt og forsvarlig stand" og det desuden ingenlunde kan være nogen sand økonomi for det offentlige at disse bindingsværksbygninger henstår længere uden den fornødne reparation da de ellers nødvendigt om føje tid må komme i en så dårlig tilstand at de vil udfordre betydelige summer forinden de kan kaldes at være i forsvarlig stand, da de dog endnu kan hjælpes med lidt i forholdt til det NB når det sker i tide. Dernæst kan det heller ikke være det offentlige ligegyldigt om de herboende almisselemmer på grund af lokalets tilstand blev pådraget sygdomme. Hvilket sjældent udebliver i den rå årstid og derved gøres uskikkede til selv at fortjene sig livets ophold og må i sådan tilstand altså med familie falde det offentlige dobbelt til byrde.
Indsenderen nærer derfor det håb at direktionen vil værdige denne sag sin opmærksomhed og snarest muligt foranstalte det fornødne.
Den Fattiges Ven
(Politivennen nr. 716, Løverdagen den 19de September 1829, s. 605-609)
Redacteurens Anmærkning.
Man kan få et indtryk af hvem der boede der, i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 28. marts 1807 (2. udgave):En jydsk Bondepige fra Landet ønsker sig Condition hos en Brændeviinsmand, kan godt malke og tillige bestille hvad der forefalder og haver godt Skudsmaal; findes i de smaae Huse paa Toldbodpladsen 13 i Amaliegaden.Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. januar 1809:
Paa Toldbodpladsen er et lidet Qvantum Brændeknuder til kiøbs for billig Priis, tjenlig for de Herrer Bryggere og Brændeviinsbrændere; Vægteren paa Pladsen giver Anviisning.Vægteren stod i øvrigt åbenbart for flere af den slags anvisninger. Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 11. maj 1809:
En Kone, som formedelst Sygdom og denne haarde Vinter beder om der skulde forefindes en Menneskeven som vilde hjelpe hende med et Laan af 5 Rdlr., imod ugentlig Betaling med 3 Mk., boende paa Toldbodpladsen i de smaa Huse i L.Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 13. april 1826:
Paa Toldbodpladsen kan afhentes frit adskilligt Opfeining, samlet fra de Heste, der i Aarests Løb afhente fortoldede Varer. Bemeldte opfeining er blandet med Affald af Halm, Kalk og forraadnede Frugter, ssærdeles tjenlig til Blanding for dem af Landboen, der har sands for Vigtigheden af Indsamling af tjenlige Gjødningsartikler. Man mælde sig i Amaliegaden Nr. 133, eller hos Formanden for Arbeidsfolkene paa Toldbodpladsen, hver Søgnedag fra Kl. 7 til 3.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar