For Højesteret.
En uhyggelig vestindisk Drabssag.
I Gaar behandlede Højesteret en vestindisk Drabssag, hvis Omstændigheder er meget uhyggelige.
Den Tiltalte er tidligere Forvalter paa Plantagen "Magens Bay" paa St. Thomas, Georg Alexander, kaldet Krause, der er ca. 30 Aar gl. En Dag i Oktober Maaned i Fjor anmeldte Krause, at hans Elskerinde, Maria Louisa James var afgaaet ved Døden samme Dag af Mavekrampe, og uden videre Undersøgelse blev Pigen derpaa begravet samme Eftermiddag. Der opstod imidlertid kort efter Rygter om, at Maria James var bleven mishandlet af Krause, og at hendes Død var en Følge af denne Mishandling, og der blev derfor indledet nærmere Undersøgelse af Sagen, hvorunder Liget blev opgravet og obduceret. Der fremkom herunder følgende Oplysninger, til Dels paa Grundlag af Krauses egne Tilstaaelser:
Krause havde i nogle Aar boet sammen med den nævnte Pige, da han en Aften i Oktober i Fjor kom i Trætte med hende om en Spøg, hun havde foretaget med ham. Krause blev herunder ganske rasende, greb en Tyremie og slog Pigen paa Kroppen, medens han holdt hende fast. Krauses Moder, der hørte Støjen fra Værelset ved Siden af, raabte til ham, at han skulde lade Pigen være, og prøvede paa at komme ind, men kunde ikke, da Døren var aflaaset. Efter nogle Minutter gav Krause sig til atter til at prygle løs paa Pigen, hvorpaa han efter ca. ½ Times Forløb gik i Seng. Pigen blev oppe, og da de blev ved at kives, sprang Krause noget senere op af Sengen og gav hende endnu nogle Slag over Brystet med Tyremien. Pigen løb saa hen til Krauses Moder i et nærliggende Værelse, men Krause indhentede hende og slæbte hende med tilbage, hvorpaa han fortsatte Prygleriet paa den raaeste og brutaleste Maade trods Pigens Skrig og Bønner, indtil han knækkede sit grufulde Torturredskab paa hendes Ryg. Krause gik saa til Sengs og Pigen ogsaa, men kort efter vaagnede han ved, at Pigen faldt ud af Sengen, og da han tændte Lys og saa efter, fandt han hende liggende paa Gulvet med Ansigtet nedad. Han løftede hende op, og da hun udstødte et Skrig og var meget medtaget, kaldte han paa sin Moder, men kort efter døde Pigen.
Den foretagne Obduktion kan nærmest kun give et negativt Resultat, da den blev foretaget saa længe efter Begravelsen, men de Kvinder, der havde vadsket Liget inden Begravelsen, havde forefundet en hel Mængde blodunderløbne og sorte Strimer paa Legemet. Og da alle Oplysninger tydede paa, at Pigen var et sundt, normalt og kraftigt Menneske, om hvem der ikke var Grund til at mene, at hun pludselig skulde dø af Mavekrampe, fandt St. Thomæ Bythings Extraret det tilstrækkelig godtgjort, at Pigen var død som Følge af Krauses Mishandling, hvad enten denne havde medført en indvendig Bristning i Underlivsorganerne eller en Hjertelammelse. Men Retten mente ikke, at Krauses Voldshandling var overlagt, navnlig ikke, at han havde havt til Hensigt at dræbe hende og heller ikke, at Pigen var ganske sagesløs. Retten dømte derfor Krause til 3 Aars Forbedringshus.
Sagen appelleredes, og under sit Ophold i Arresten fik Krause imidlertid et Raserianfald og oversendtes til Sindssygeanstalten paa St. Croix for at tages under Observation. Her erklærede Landfysikus Kalmer, at Krause lider af epileptiske Anfald og moralsk Svækkelse, og at hans Handlinger altid vil farves af hans abnorme Tilstand, og at han til Tider ikke er ganske ufarlig for sine Omgivelser. Fysikus mente heller ikke, at Krause under den her omhandlede Handling havde været fuldt tilregnelig. Overretten skønnede som Følge heraf, at Krause led af en saadan Form for Sindssyge, at der ikke vilde kunne paalægges ham Straf, og dømte ham derfor til at tages i Forvaring af det Offentlige.
Ved Forelæggelsen i Gaar for Højesteret mødte Højesteretsadvokat Hindenburg som Aktor og Højesteretssagfører Winther som Defensor.
Højesterets Dom lød saaledes:
Da hverken den afgivne Lægeerklæring eller de i Sagen iøvrigt foreliggende Oplysninger afgiver Føje til at gaa ud fra, at Krause i Handlingens Øjeblik var utilregnelig, vil han være at anse efter Forordningen 4. Oktober 1833 § 2. Straffen findes - som ved Underretten - at kunne bestemmes til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.
(Dagens Nyheder 2. august 1906).
En tyremige/tyremie er et slagvåben eller pisk fremstillet af en tyrepenis. Krause afsonede straffen i Statsfængslet i Horsens hvorfra nedenstående foto er hentet. Han gik fra forstanden og endte sandsynligvis på et sindssygehospital i Risskov. Mange sorte blev dømt i Danmark, da retssystemet i Dansk Vestindien så mildere på de hvide. De kunne i stedet blive sat på et skib og sejlet væk. Beboerne på øerne var født ind i en kultur af mishandling og ekstrem social nød som stammede tilbage fra slaveriet. Ofte gik brutaliteten ud over ægtefæller og børn.
Ejeren af Magens Bay var dr. landfysikus Mortensen. Mortensen havde angiveligt købt plantagen for at bevise at det var muligt at få alting til at gro på St. Thomas. Jorden var dækket af buske som beskrives som et "uigennemtrængeligt vildnis" efter at sukkerdyrkningen var opgivet efter emancipationen.
Magens Bay var beboet af de oprindelige vestindere, formentlig Taino-folket. Bugten er opkaldt efter Arve Petersen Magens og hans efterkommere. I 1916 blev den købt af Arthur S. Fairchild hvis familie i 1940'erne forærede den til St. Thomas og St. John kommune som en offentlig park I dag et populært turistmål.
Omtrent på samme tidspunkt som dette fandt sted, offentliggjordes en beretning fra et besøg i Magens Bay, se andetsteds på bloggen.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar