Den 24de Januar 1875 blev Arbeidsmand Mads Peter Nielsen gift med Caroline Tobiasdatter og de boede derefter sammen et Par Aar i Hobro, derefter i omtrent 3 Aar i Aarhus og i de sidste 5 Aar, før den heromhandlede ved Kriminalretten indledede Undersøgelse tog sin Begyndelse, her i Staden. Allerede medens de boede i Aarhus, begyndte Tiltalte, der under Sagen har pirret Arrestant, enkelte Gange at udøve Vold imod sin Hustru, idet han trak hende ud af Sengen, slog hende og engang skubbede hende over imod Kakkelovnen. Efterat de vare flyttede her til Byen, vedblev han at gjøre sig skyldig i Voldsomheder imod hende, i Begyndelsen sjældnere, men navnlig i det sidste Aar hyppigere, ligesom hans Mishandlinger efterhaanden antog en grovere Karakten. Han har saaledes oftere slaaet hende i Hovedet, Ansigtet eller paa andre Steder af Legemet, hvor han kunde ramme hende, deels med flad eller knyttet Haand, deels engang med et afbrækket Bordben og en anden Gang med et Stykke Brædt skubbet hende omkuld, engang nødt hende voldsomt over mod en Dørkarm og en anden Gang skubbet til hende, saa at hun faldt baglænds ned ad en Trappe, hvorhos han ligeledes har sparket hende i Underlivet paa Tider, da hun var frugtsommelig. Hustruen har jævnlig baaret Mærker af hans Mishandlinger, ved hvilke der er tilføiet hende mindre Saar, eller hun har som Følge af samme været misfarvet i Ansigtet eller paa Kroppen. I April d. A. slog og sparkede Arrestanten hende saaledes, at hun i nogen Tid maatte holde Sengen, og hun har siden den Tid stadig lidt af pludselig optrædende Svimmelhedsanfald, der især fremkaldtes ved Tryk paa et forrykket Beenparti paa venstre Tindingegn, hvis Fremkomst maa antages at skyldes et hende af Arrestanten ved denne Leilighed med det ovenomtalte Stykke Brædt tildeelt stærkt Slag. Den 8de Juli d. A. mishandlede Arrestanten hende paa lignende Maade, og disse Mishandlinger fremkaldte blandt Andet hos hende, der var omtrent i Svangerskabets 7de Maaned, en Ømhed og Smertefuldhed i Underlivet, hvilke Tilfælde ikke heller senere have fortaget sig. Ved en den 11te September d. A foretagen Lægeundersøgelse viste det sig, at det Foster, hvormed Arrestantens Hustru gik svanger, var levende, og i den af vedkommende Læge i den Anledning udstedte Attest udtales det, at den hende overgaaede ilde Medfart ikke kan antages direkte at medføre nogen Fare for Fosterets Liv, men at Fosteret indirekte løber den Fare, at Fødselen paa Grund af hele hendes abnorme nerveuse Tilstand, der sikkert maa antages at være en Følge af de mod Hovedet og særlig mod Tindingegnen rettede Slag, muligvis kan indtræde for tidlig, en Omstændighed, som altid forringer Fosterets Levedygtighed. Hvad angaaer hendes egen Tilstand, udtales det i Lægeerklæringen, at det tør antages, at Underlivssmerterne ville forsvinde, naar Fødselen er overstaaet, og at Underlivstilfældene ikke ville efterlade blivende skadelige Spor i Fremtiden, men at det derimod er et stort Spørgsmaal, om hele hendes nerveuse Tilstand, og navnlig Svimmelheden og den lokale Ømhed paa Tindingegnen nogensinde vil tabe sig, samt at det ikke bestemt tør benægtes, at disse Hjernetilfælde ville kunne forværre sig i Tidens Løb. Efter hvad der under Sagen blev oplyst, maatte det antages, at Arrestanten havde udøvet disse Mishandlinger mod sin Hustru uden Anledning fra hendes Side, og at han ved de paagjældende Lejligheder havde været fuldkommen tilregnelig, men dog saa godt som altid har handlet i en ved Nydelsen af stærke Drikke fremkaldt ophidset Tilstand, i hvilken han vel ikke nogensinde vil have tilsigtet at paaføre sin Hustru nogen Skade af alvorlig Natur, men iøvrigt ikke nærmere gjorde sig Rede for Følgerne af sine Handlinger. Ved Rettens i Tirsdags afsagte Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202, jfr. § 203, med Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.
(Dagens Nyheder 2. oktober 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar