Hovedstadsbreve.
(Fra vor særlige korrespondent).
Kjøbenhavn, den 18. Maj.
Kronprinsen i "de Gamle" By. HS. kgl. Højh. Kronprinsen indfriede i Forgaars et gammelt Løfte, som han gav for omtrent to Aar siden, forinden det nye "Almindeligt Hospital" toges i Brug. Hs. kgl. Højhed boede nemlig Dør om Dør med Lemmerne i det gamle Hospital, hvis Bygninger støde op til det kronprinselige Palæ og Kronprinsen gik da Dagen før Udflytningen til den nyopførte Anstalt i Nørre Allee ind til de gamle Lemmer, takkede dem for godt Naboskab og lovede at besøge dem i deres nye Hjem, hvilket Løfte Kronprinsen nu har indfriet.
Oprindelig skulde Anstalten have havt det kongelige Besøg for nogle Dage siden - der var da stor kirkekoncert af 15 unge Damer, alle tilhørende Landets fineste Aristokrati, under Ledelse af Pianistinden Fru Ina Lange; men forskjellige Forhindringer gjorde Udsættelsen af det kongelige Besøg nødvendig til i Forgaars.
Kronprinsen førtes omkring paa den vidt udstrakte Anstalt af dens Inspektør, Kancelliraad Kruse, og Fuldmægtigen. Hr. Lehmann, og Besøget varede fulde tre Timer.
Det siger sig selv, at Kronprinsen, hvis gode Hukommelse, hvad de enkelte Patienters Navne og Forhold angik, vakte berettiget Beundring, oplevede adskillige fornøjelige Episoder under Gjensynet med sine tidligere Naboer, og Besøget vilde sikkert have varet den dobbelte Tid, om ikke den opmærksomme og omhyggelige Inspektør af Frygt for, at den høje Besøgende skulde trættes, stadig gjorde opmærksom paa, at der endnu var Meget, Meget at se.
Ikke destomindre vilde Kronprinsen have indgaaende Besked om den eller den og syntes han at savne et kjendt Ansigt, spurgte han strax, hvor hun eller han var henne, og lød Svaret, at Vedkommende var død, vilde Hs. kongl. Højhed have nærmere at vide om den Afdødes sidste Leveaar osv.
Særlig rørende var Gjensynets Glæde, da Kronprinsen traadte ind til de to 87-aarige Tvillinger, Frøknerne Jørgensen; de to gamle Damer, der have fulgt hinanden Livet igjennem og have været henved 30 Aar paa Anstalten, vare henrykte over at se en - som de sagde gammel Bekjendt igjen; de havde nemlig paa bet gamle Hospital Vinduespladser ud til Amaliegade, og hver Morgen, naar Kronprinsen gik sin Morgentur, udvexledes der hjertelige Hilsener fra alle Parters Side.
Fra de to Tvillinger gik Kronprinsen ind til "Guldfrøkenen", der har faaet sit Navn fra hendes overdrevne Lyst til at pynte sig med Guld- eller rettere guldlignende Sager; hele hendes Overkrop er belæsset med lutter Smykker af ingen eller ringe Værdi og det Hovedbaand, hun beklagede sig over at savne, for at Udsmykningen kan være fuldstændig, har hun nu. Hun konverserede Kronprinsen paa det Ivrigste, og denne fik sig en hjertelig Latter, da hun til Afsked i pureste Alvor udbrød: "Farvel, Kronprinsen, hils Deres Døtre!"
I Vaskeriet talte Kronprinsen med denne Afdelings Original, Jomfru Emma. Det vil sige, han talte egentlig ikke med hende, da hun slet ikke gav Agt paa hans Nærværelse, og da Inspektøren gjorde hende opmærksom paa, at hun godt kunde lade Arbejdet hvile for at hilse paa Hs. kgl. Højhed, svarede hun uden at vende sig fra sit Arbejde: "Sin Pligt skal man først og fremmest passe".
Fra Vaskeriet gik Kronprinsen med Følge ind i Kjøkkenet, hvor her netop anrettedes Middagsmad til Anstaltens 16-1800 Beboere. Hs. kgl. Højhed fik Lyst til at smage paa Maden og der blev da af den store Gryde øset en Portion Kartoffelsuppe og en Portion Bankekjød, som smagte den kongelige Gjæst saa godt, at han spiste Alt, hvad der var serveret for ham.
Efter en kort Visit i den lille, monumentale Kirke besøgte Kronprinsen Cellerne, hvor han atter traf en gammel Bekjendt fra det gamle Hospital; det var en gammel Kone, Caroline, der ikke alene er lam i Underkroppen, men hvis Aandsevner ere betydelig svækkede. Hun kjendte dog Hs. kgl. Højhed, der længe og med stor Venlighed underholdt sig ved hende.
Under Kronprinsens Besøg døde forøvrigt den tooghalvtredsindstyveaarige Kone, som for kort Tid siden under et Anfald af momentant Vanvid sprættede Maven op paa sig selv. Inspektør Kruse, som venligst meddelte om Enkelthederne ved den grufulde Begivenhed, beskrev den omtrent saaledes: Anstaltens Funktionærer havde ikke tidligere mærket noget Tegn paa Sindssyge hos hende, kun havde hun alle Dage været en haardhudet Kvinde, som sjeldent gav sig. Da Opsynskonen en Formiddag for kort Tid siden kom ind til hende, saa hun hende sidde nøgen paa Gulvet med en gammel stump Pennekniv i Haanden; med Kniven havde hun tilføjet sig en halv Alen lang Flænge i Maven, hvoraf Indvolde og Blod væltede ud, og hun havde derefter snittet flere Stykker af Tarmene, deriblandt et paa en Alens Længde, og - ved at stikke Haanden ind i det gabende Saar - skaaret Leveren i flere Stykker. Trods de store Smerter gav hun sig ikke, og lige til det Sidste holdt hun uden at kny de svære Pinsler ud. Hun fik dog, en halv Time før Døden indtraadte, en Morfinindsprøjtning, som lindrede hendes sidste Øjeblikke noget.
Men tilbage til vor Beskrivelse af Kronprinsens Besøg.
Hans kgl. Højhed besøgte sluttelig Sygestuerne og Hospitalet, og aflagde forinden Bortkjørselen et Besøg i Administrationskontorerne, hvor han overfor Inspektøren udtalte sin Paaskjønnelse af det patriarkalske Forhold, der hersker mellem Lemmerne og de Overordnede i "de Gamles By", og inviterede samtidig Kancelliraad Kruse og Fuldmægtig Lehmann til Taffel den følgende Dag.
(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar