28 august 2020

Dr. J. J. Dampe. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Almuevens Redaktør!

At jeg hedder Johan, det er ikke sandt. At jeg som barn, havde en sjælden lyst til at lære, det er heller ikke overensstemmende med sandhed. At jeg 10 år gammel, skrev ret flydende vers, det er en hyperbol. At jeg i min første ungdom kastede mig af al magt over de døde sprog, det er ikke rigtigt, for så vidt som det betegner en overvejende lyst i denne retning. At der snart efter blev tildelt mig overvættes ros fra alle sider, det er en hyperbol dito. At jeg var forfængelig, det er løgn. Når det er bevist derved at jeg anså mig i stand til alt hvad jeg ville tage fat på, så er det bevist ved en anden løgn; for at et ungt menneske gør nogle forsøg i det dramatiske, det står som en meget slet grund til beskyldningen for et sådant overmod. At jeg 11 år gammel, digtede skuespil, det er atter en udskejelse til hyperbolen. At jeg indsendte et par stykker til teaterdirektionen, det er at tage munden for fuld. At det, jeg sendte, var et forspil, det er af de usandheder som man kalder ukorrektheder. At teaterdirektionens svar indeholdt smigrende udtryk, det er en fortælling af en der render hen og giver i tryk, hvad han har hørt halvt i en hast. At jeg var ejer af Slagelse Avis, det er ikke sandt. At jeg straks efter mit skrift om retskrivningen i mit studium vendte mig fra filologien fornemmelig hen til filosofien, det er på et hår det modsatte af sandheden truffet. At der dengang udviklede sig hos mig et hang til trættekærhed, det er løgn, fordi jeg kan opfordre Dem og enhver til, for de år, De omtaler, og mange følgende år, at opgive noget eneste menneske, jeg har været sammen med i hus, i gade eller By, som jeg har været i nogen trætte med, ved denne opfordring må de blive til skamme. At jeg viste et rethaveri i disputer, det er løgn. For at godtgjort det, måtte det bevises, at det par gange jeg opponerede ved disputatser, var de drunde som blev anførte imod mig, så stærke, at jeg burde veget for dem. Bevis det! vær så god! At jeg brugte spidsfindigheder, det er ikke sandt. Vil De have at folk skal tro Dem heri på Deres blotte forsifkring, efter at De har sagt så mange ssandheder? Nej, ingenlunde. De kommer til at bevise, at det, jeg sagde, fortjente det navn, spidsfindigheder, eller dette vil blive regnet med til de andre usandheder. At jeg, når jeg blev forfulgt under despotismens tryk, har vist en uædel, yderlig lidenskabelig bitterhed, det er øgn, fordi jeg ingenlunde har udtalt en stærkere uvilje, end fx de liberale bladeedaktører mange gange har gjort, når de har været i samme tilfalde, uden at nogen har undret sig derover. Denne løgn er des skændigere, fordi man derved, i stedet for at tage del med den forfulgte mod forfølgeren, tværtimod vender et angreb med sårende pile mod den forfulgte. 

I det øjeblik, da formedelst folkefrihedens oprindende morgenlys mine bånd er faldne og jeg er gået ud fra mine Lldelser, som jeg har udstået, fordi jeg har arbejdet for folkets ret, det betyder så meget, som for mit fædreland, med døden, som Straf derfor, stillet for øjnene, lidelser, der i marterfuldhed og langvarighed uden sammenligning overgår alt hvad nogen har lidt i Europa for politiske Handlinger, er krænkende og sårende angreb det, som straks møder mig. En mand der bærer navn af en ven af det simple folk, gør sig den umage at hente dem frem imod mig uden stort at undersøge deres sandhed, udskrive dem og opfriske dem på ny fra ældre usandsartige beretninger. Lykkeligvis - det kan jeg sige har min ulykke hvor stor den end har været, dog været for svag til at gøre ende på mig. Ellers skulle jeg nu, tilintetgjort ved despotismens mishandlinger, værgeløs og magtløs have tjent til en skive for angreb af medborgere, for hvis rettigheder jeg stred og faldt , men som ikke har kunnet se mig overgivet til pinsler og ulykke uden at føle sig kaldede til at træde til, for også at mishandle mig efter deres evne og lejlighed, snart ved bemærkninger til at nedsætte mig sådanne, som den nys leverede biografi indeholder, snart ved den ublueste og nedrigste af alle Logne, som jeg dog håber således at have gendrevet, så at der ikke gives nogen nidding, der tør stå for mig, udtale den og see mig i øjnene.

De fortæller folk om mit huslige liv. Er det muligt, at De, ved at løse, hvad der blev skrevet om mig i denne henseende, da jeg var i ulykken, ikke bliver den indflydelse var, som min ulykke havde på det, der blev skrevet om mig? at De ikke formoder, hvad der dog var meget naturligt at formode, at de, der skrev dette om mig, for en stor del indrettede deres tale til den hensigt at behage magthaveren til en større lemfældighed imod mig, og anså et brud på usandheden for tilgiveligt dersom det kunne være til nogen hjælp for et menneske, hvem en så skrækkelig skæbne blev beredt, som den, der alligevel traf mig. Min ulykke var så stor, så at den kunne bevæge selv mine fjender til stige forsøg til min redning. Når De omtaler, hvad der uden denne hensigt ikke var blevet omtalt, og stiller det i det lys hvori det i denne hensigt er stillet, i en biografi, så begår De en rigtig fejl. Alt hvad der er blevet sagt om mine ulykker i det private og huslige liv, min mørke stemning osv. som omstændigheder, der skulle have medvirket til den handling, hvorfor jeg blev dømt, det er altsammen ikke andet, end en pia fraus, der blev anvendt af dem, der skrev, for, om muligt, at formilde magthaverens vrede. Alle fortællinger, der er fremført om min huslige stilling, om mit ægteskab, er ifølge hvad jeg nu har bemærket, uden al historisk troværdighed, og kunne ingenlunde benyttes i en biografi. Den handling, hvorfor jeg blev dømt til døten udøvede jeg aldeles uden al påvirkning af personlige omstændigheder, af nogen modgang i mit private liv. Jeg udøvede den, blot ledet af en eneste bevæggrund: det ønske, at det danske folk kunne nyde sin ret.

Når De vil give fortsætteIsen, som De har lovet, af det i nr. 19 af Historie og Digtning, som Deres blad hedder, og udskrive mere om mig af den art, som De har begyndt, så skal jeg ledsage Deres Historie og Digtning - thi deri består Deres biografi - med en fortsat vejledning for Deres læsere til at bedømme, hvad agtelse De fortjener som biograf. 
J. J. Dampe.

(Kjøbenhavnsposten 18. november 1848)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar