Commandeur i Søetaten og Waterschout P. R. Sølling, Ridder af Dannebroge.

Født på Christianshavn den 13. september 1758

Død i København den 7. februar 1827.

Jeg var så uheldig at blive forkert underettet om den forevigede afdødes begravelsesdag, så at jeg ikke kunne vise ham den sørgelige pligt at ledsage ham til hans hvilested. Imidlertid søgte jeg efter inge evne at hædre hans minde ved nedenstående strofer som jeg besluttede at tilsende Dagens redaktør, med anmodning om at samme måtte blive indrykket. Men da jeg af Dagen nr. 39 så at redaktøren ikke ville modtage mere til erindring om denne hædersmand, og jeg ikke skøttede om fyr dyr betaling at tilkøbe mit ringe kvad en plads i Adresseavisen, aftrykkes det her. De ærede læsere vil sikkert tilgive mig denne lille afvigelse fra bladets plan, og det så meget mere som den agtede afdøde ofte har fremsat nyttige vink i bladet, og tillige beæret mig som dets udgiver med sit hædrende venskab.

Lad, Æol! nu dine storme bruse!
Stræk din fork, Neptun! fra havets skød!
Han hvis mod ej uvejr kunne knuse:
Peter Norden Sølling er nu død.

Nora gav ham liv; på moderarme
Vugged Dana ham, og gav ham brød
Derfor elskede han med lige varme
Begge tvillingsøstre til sin død.

Tidligt alt på himmelhøje bøge
Tumledes han tit til fjerne kyst;
Danskes vej til ros og magt at følge,
Var hans ungdoms ønske, manddoms lyst.

Afrikas og Indiernes stæder
Hilsed' dannebroge fra hans stavn
Hævde flagets ære var hans hæder;
Derfor agted' fremmede hans navn.

Rørt han så den norske sømands farer
I den åbne båd på oprørt hav;
- Døden ej sit visse bytte sparer.
Mangen fandt i bølgerne sin grav.

Dog hans snilde snart udfandt at dæmpe
Havets magt og barske stormes stød
Søllings snekker kunne dem bekæmpe,
Redde liv og skaffe mange brød.

Men han så affældig sømand vanke
Trøstesløs og lide bitter nød:
Og hans ædle hjerte greb den tanke:
"Du må frelse ham fra hungersdød".

Og hvad virked han? - Hans trøstebolig
Vidner mer derom end præget guld;
Her den gamle sømand hviler rolig,
Til han bytter den med gravens muld.

Ja, hans død har oprejst ham et minde
I hver brav og ærlig sømands bryst,
Varigt, evigt, vil det først forsvinde
Med den sidste båd på Thules kyst.

Egeløv spred, Dana! om hans båre!
Plant ved graven, Nora! Granen grøn!
Ofrer begge ham en vemodståre;
For han var jo eders fælles søn

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 107-109).