Som nævnt i et tidligere indslag, blev to kvinder i 1883 dømt for at have født og efterfølgende dræbt en nyfødt. I tugthuset på Christianshavn fandt en læge imidlertid ud af i 1885 at Ane aldrig havde født. Under overskriften "Uskyldige dømt for Mord af danske Dommere" havde Social-Demokraten den 19. april 1885 gjort opmærksom på de nye undersøgelser af politilægen dr. Tryde og professor Howirtz, og at tilståelserne var fremtvunget af birkedommer Freuchen.
Vor kriminelle Retspleje. fra forskjellige Sider meddeles følgende. der vækker forbavselse endog hos dem, der nærer grundig Tvivl om del nuværende Retspleje-System for længere Tid siden faldt der Dom i en Barnemordssag fra Fejø. Moderen blev idømt fleraarig Tugthusstraf, Mormoderen, der havde tilskyndet til Mordet, dømtes fra Livet, og en anden kvindelig Slægtning idømtes som Medviderske en mindre Straf. Bedstemoderen, der var bleven benaadet, og Moderen har i nogen Tid hensiddet i Kristianshavns Straffeanstalt. Efter gjentagen Begjæring af Bedstemoderen er Sagen bleven fremdragen igjen, og en Undersøgelse ved tvende Læger, Professor Howitz og Politilægen, har givet til Resultat, at den formentlige Moder aldrig har født. Forhørsdommeren paa Fejø er Hr. Birkedommer Freuchen. En ny retlig Undersøgelse skal være overdragen til Fængselsdirektør Goos og Birkedommer Schouw.
Saaledes lyder Meddelelserne. De indeholder, hvis de viser sig holdbare, en uhyggelig stærk Bekræftelse af den Kritik over vor kriminelle Retspleje og særlig forhørsvirksomdeden, som gientagne Gange er øvet her i Bladet, saaledes i Anledning af den Horsenske Tugthusaffære og den Bohstrømske Mordsag. Almenheden vil i Spænding afvente Resultatet af de ny Undersøgelser.
(Morgenbladet (København) 19. april 1885).
Der blev efterfølgende sat en undersøgelse i gang ledet af assessor Ingerslev (Social-Demokraten 26. april 1885). Undersøgelsen vist at hymen (jomfruhinden) ikke var sprængt, og at Ane således ikke kunne have født et barn. Og nu rettede opmærksomheden sig også mod andre kvinder som var blevet dømt på Fejø og afsonede deres straf på Christianshavn. Begge kvinder blev efterfølgende løsladt og Freuchen sendt til undersøgelse på Oringe sindssygeanstalt.
Uskyldig dømt for Barnemord.
Justitsminister Nellemann har i Disse Dage givet Ordre til at løslade fire Kvinder, der i lang Tid har hensiddet i Straffeanstalten paa Kristianshavn som dømte for Barnemord.
Det er Afslutningen paa den berømte, for Justitsminister, Undersøgelsesdommer, Domstole og vort hele Retsvæsen lige betegnende Fejøsag, vi her staar overfor. I April Maaned d. A. skrev "Social-Demokraten" gentagne Gange om den, og Regeringen nedsatte en Undersøgelseskommission, som nu er kommen til det Resultat, at de dømte er uskyldige, hvorfor de som sagt er bleven sat paa fri Fod. Indtil Sagen er endelig sluttet, vil de blive underholdt af det Offentlige, men om Erstatning for den dem overgaaede Tort vil der i øvrigt ikke kunne være Tale, idet vor Lovgivning jo ikke kender noget til Humanitet overfor uskyldig dømte.
Der foreligger her to forskellige Sager. Om den ene er der endnu ikke kommet synderligt til Offenlighedens Kundskab, den anden, der gav Anledning til Undersøgelsernes Genoptagelse, gik - som det mulig vil erindres - kortelig ud paa følgende :
I Anret 1881 fandt man et Barnelig i en Affaldsdynge paa Fejø. Den Undersøgelse, der blev indledet, førte ikke til noget Resultat den Gang, men blev et Par Aar efter genoptaget af den nye Birkedommer, Hr. Freuchen, fordi der paa Fejø var udspredt et Rygte om, at den paa Femø hjemmehørende Pige Ane Kirstine netop paa den Tid havde været frugtsommelig. Hun afgav fuldstændig Tilstaaelse paa et meget tidligt Stadium af Undersøgelsen, og man fandt ingen Grund til at tvivle paa Sandheden af denne Tilstaaelse, da Distriktslægens Erklæring gik ud paa, i at Pigen havde født. Hendes Moder, Christiane Gotfredsen, nægtede i lang Tid at være Datterens Medskyldige, men omsider aflagde ogsaa hun en Tilstaaelse, der stemte fuldstændig overens med den første. I Straffeanstalten paa Kristianshavn hensad paa denne Tid Ane Kristines gifte Søster, der ligeledes fremkom med en Forklaring, som stemte overens med Moderens og Søsterens Tilstaaelser, og som gik ud paa, at disse havde været til Stede i hendes Hjem umiddelbart før Fødselen og derfra havde begivet sig tit Kirkegaarden, hvor Fødselen og Mordet skulde være foregaaet. Da Underretsdommen var aflagt, tog Ane Kirstine imidlertid sin Tilstaaelse tilbage, men denne Tilbagekaldelse frafaldt hun atter kort Tid efter, og som Følge deraf afsagde Højeret den 29. Oktober 1884 en Dom, der lød paa 5 Aars Forbedringshus for Ane Kirstine og Livstraf for hendes Moder; den sidste Dom "formildedes" til Tugthusarbejde paa Livstid.
Saa begyndte de to dømte da at afsone deres Straf, men allerede her i Foraaret forlangte Pigen at blive forhørt, idet hun saavel som Moderen nu igen paastod, at de var uskyldige. Navnlig forlangte Pigen med stor Styrke at blive undersøgt af en Læge, idet hun erklærede, at det da nok skulde vise sig, at hun aldrig havde født. Denne Lægeundersøgelse sandt da Sted ved Fængselslægen Dr. Tryde samt Overaccoucheuren paa Fødselsstiftelsen Dr. Stadfeldt. og den udviste, at Pigen næppe nogen Sinde havde født, og i alt Fald aldrig et fuldbaaret Barn som det, for hvis Mord hun og hendes Moder var dømte.
Hermed var det da allerede halvvejs givet, at de virkelig var uskyldige; thi vel havde Distriktslægen paa Fejø, der undersøgte Pigen før Underretsdommen faldt, afgivet Attest paa, at hun havde født et fuldbaaret Barn, men det var nu klart af den af en Autoritet som Professor Stadfeld afgivne Erklæring, at Distriktslægen enten ikke har haft Forstand paa sligt, eller ogsaa har han undersøgt hen i Vejret. Og endelig viste det sig, at man heller ikke kunde stole synderligt paa Birkedommer Freuchens Politiundersøgelser, idet han nok var Specialist i at presse Tilstaaelser ud af alle mulige Mennesker. Onde Tunger fortalle endog, at hver Gang Birkedommeren mødte en Fejøbeboer, saa stod denne straks stille og bekendte et eller andet.
Da Sagen var bleven fremdraget i Pressen, fik Justitsministeren pludselig travlt; som bekendt letter han ikke gerne paa sig, før der er sendt Bud efter ham. Og nu fulgte under Assessor Ingerslevs Ledelse den omtalte Kommissionsundersøgelse, der har ført til, at ikke blot disse to Kvinder, men ogsaa to andre for Barnemord dømte Kvinder fra samme Jurisdiktion er bleven løsladte som uskyldige.
Vi kommer selvfølgelig atter tilbage til denne Sag. Den er, som man ser, en ny Illustration til de Retsforhold, det nuværende Regimente holder os under. Sløje Embedsmænd, sløje Domme - det er vi saa vante til, og der er da ikke andet for, end at blive ved med det møjsommelige Arbejde, at udpege de værste Pragteksemplarer af den Art. Administrationens Jammerlighed blottes derigennem næsten daglig, og samtidig kan det ikke være andet, end at Folk maa faa Øjet op for adskillige af de store Mangler ved det nuværende Retssystem, ud af hvilket det Estrupske Ministerium ikke magter at føre os. Vi har hverken offenlig eller gratis Retspleje eller Juryer eller Erstatning til uskyldig dømte - vi har foreløbig ikke andet end Nellemann med en Stab af Hindenburgere, Goos'er , Mazantier Freuchen'er, Skiftekommissionærer og andet Habengut i en lang Elendighed. Det er som sagt møjsommeligt at luge i denne provisoriske Have, men af Erfaring véd vi dog, at et og andet kan pilles væk, og derfor bliver vi ved. De fejøske Sager vil sikkert i den Henseende give os nyt Arbejde.
(Social-Demokraten 30. juli 1885).
Barnemordssagen fra Fejø. Fra en paa Femø boende Mand har "Politiken" modtaget følgende:
Hr. Redaktør! Jeg beder Dem optage efterstaaende Bemærkninger som et Udtryk for Befolkningens Stemning her ovre med Hensyn til Christiane Gotfredsens og Datters Løsladelse fra Tugthuset.
Det vakte ganske sikkert langt mere Forbavselse end Glæde, da man erfarede, at de for Barnemord dømte Kvinder vare blevne løsladte. Og til de forbavsede hørte jeg. Thi, uagtet jeg ikke kan paastaa, at disse to Mennesker har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte, saa er der dog, synes det mig, fremkommet saa vægtige Indicier imod dem, at det i alt Fald ikke vilde have været urimeligt at holde dem fast, indtil Hr. Assessor Ingerslevs Forhør havde været underkastet en nærmere Prøvelse.
Som bekjendt hører Christiane Gotfredsen med Datter ikke til Femø Befolknings agtede Medlemmer.
Christiane har født 3 uægte Børn, den ene Datter har faaet et do., og en Datter, som var gift paa Fejø og der havde en Flok Børn, hensidder nu for Tiden i Tugthuset for forsætligt Drab af et af sine i Ægteskab fødte Børn.
Allerede dette er ikke egnet til at stabe synderlig Tillid til Familjens Agtværdighed.
Men der er andre og vigtigere Indicier.
Som i sin Tid fremdraget i Deres ærede Blad tilskrev Christiane, forinden noget retsligt foretoges i denne Sag, Birkekontoret en anonym Skrivelse, hvori hun søgte at vælte Skylden for Forbrydelsen over paa en brav ung Pige fra Fejø, som ved gjentagne Lægeundersøgelser har faaet sin Uskyldighed konstateret. Det Spørgsmaal ligger da nær: Af hvilken Grund har hun villet ødelægge denne unge Piges Fremtid? Skulde det være ganske uden Hensigt om at ville dække sig selv, at hun paa en saa skamløs Maade søgte at tilintetgjøre en ung Piges Ære og Rygte?
Endvidere: Forinden Optagelsen af Forhørene var Christiane meget interesseret i at faa at vide, hvad der foregik hos Sognefogden, og bad indstændig dennes Karl, naar han kom fra Arbejde, om endelig at meddele hende det, dersom der "passerede noget". Skulde ikke en urolig Samvittighed her har været Drivfjederen? Det kan dog næppe have været helt uden Grund, at hun var saa opsat paa at faa at vide, hvad der foregik.
Endelig: Hvad betød det bekjendte Brev til Datteren "om at hun skulde tage sig i Agt, ikke røbe noget osv.", det Brev, som Politibetjenten fandt, da han anholdt Datteren?
Naar til alt dette kom, at Distriktslægen gav Attest for, at Datteren "havde født", saa synes det mig, at Dommeren ikke godt kunde undlade at tage sig af Sagen, og at han i dette Tilfælde som i de andre kriminelle Sager, han har hast til Behandling, kun har røbet de bedste og redeligste Hensigter, og at han kun har ladet sig lede af en god og ærlig Vilje til at komme Lasten og Forbrydelsen til Livs. At han er en hæderlig og brav Karaktor, derom kan der vist ikke være Tvivl.
At Christiane Gotfredsen og hendes Datter, efter at have aflagt Tilstaaelse om den Forbrydelse, hvorfor de vare anholdte, og efter at have modtaget Dom ved Under-, Over- og Højesteret, nu med stolt og oprejst Pande gaar paa fri Fod og offenlig bliver gjorte til Martyrer, dette er noget, som falder Folk her ovre svært at forstaa, og man vil næppe her kunne lære at betragte dem som Samfundets Martyrer, iførte Uskyldighedens hvide Klædebon.
* * *
Til dette Brev føjer Bladets Redaktion følgende Bemærkninger:
- "Vi har ikke villet nægte ovenstaaende Plads i "Politiken"; thi sikkert er det et paalideligt Udtryk for den almindelige Opfattelse ovre paa Forbrydelsens Hjemsted, paa Øerne Femø og Fejø.
Men i øvrigt er vi ikke i Tvivl om, at Opfattelsen hviler paa en vrang Betragtning af Forholdene, en Misforstaaelse af det centrale i hele Sagen.
Først og fremmest: det, der har foranlediget os til at fremdrage og vedligeholde Interessen for denne Historie, er ikke hverken glorificerende Sympathi for de to fejlagtig dømte Kvinder eller særlig Antipathi mod Hr. Freuchen, men det er hele det triste Indblik, Sagen giver i vort Retssystem.
Vi har ikke søgt at fremstille de to Kvinder som Engle, lige saa lidt som vi har troet, at Hr. Freuchen var en Djævel.
Men vi har med berettiget Indignation fremhævet dette: to Kvinder - de være nu yderlig tarvelige, eller de være agtværdige - er blevne dømte for et Barnemord, som de, efter hvad der ved fornyet Undersøgelse er blevet oplyst, ikke kan have begaaet, og de ere blevne dømte af en Birkedommer, som sikkert ikke staar under Jævnmaalet af Hæderlighed og Dygtighed i vor Dommerstand. Netop dette, at sligt kan ske, uden at der er særlig Grund til at kaste Skylden paa den enkelte Dommer, netop dette er det forfærdelige og oprørende.
Thi det vil med andre Ord sige, at der i vor Retsforfølgelse, hvor en og samme Person er Anklager, Forsvarer og Dommer, ikke er Garanti eller Borgen for, at den Dom, der fældes, er retfærdig.
Det er da urigtigt og misledende at ræsonnere, som den ærede Brevskriver gjør. Han kan ikke rokke - han tilstaar det selv - ved det Faktum, at de to Kvinder ikke har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte. Den sagkyndige Lægeundersøgelse, som konstaterer, at Christiane Gotfredsens Datter aldrig har født fuldbaaret Barn, kuldkaster alle, selv de tilsyneladende klareste Indicier. Hr. X. naar kun til at dokumentere, hvad ingen har har tvivlet om, at de to Kvinder er ilde lidte og daarlige Personer, og til at skabe en Sandsynlighed for, hvad vi her i Bladet forlængst har gjort opmærksom paa, at de maaske har andre Synder paa deres Samvittighed.
Men, som sagt, det er ikke Spørgsmaalet. Alt det, som Brevskriveren fremdrager, kan ikke, hvad der ene og alene vilde have nogen Betydning, undskylde et Retssystem, der uden Besvær kan faa Folk dømte for Forbrydelser, de ikke har begaaet; det kan højst forklare, hvorfor Mistanken faldt paa de dømte.
Naar derfor Øernes Befolkning ikke kan føle Glæde over de to Kvinders Løsladelse, ja, naar det endogsaa synes, som om den stadig ønsker dem siddende i Tugthuset - saa kommer det simpelt hen af, at man der ovre staar de i Sagen implicerede for nær til at kunne frigjøre sig for personlig Sym- og Antipathi, for nær til at kunne betragte Sagen og ikke Personerne.
Vi, der ser Begivenheden paa Afstand, men i øvrigt fjender alle Sagens Detailler, siger: Det kan saamænd godt være, at de to Fruentimmer er nogle snavs Personer; det kan saamænd godt være, at Hr. Freuchen til daglig Brug er en meget skikkelig Mand; men derfor bliver det ikke mindre forfærdeligt, at Hr. Freuchen, følgende almindelig god dansk Retspleje, har kunnet dømme to Kvinder til Døden for en Forbrydelse, som de ikke har begaaet.
Og en Smule har vi maaske ogsaa Lov til at undres over, hvor ringe Fordringer man stiller til dansk Birkedommer-Skikkelighed, -Hæderlighed og -Dygtighed.
Den ærede Brevskriver vidner, og med ham flere fra Fejø Jurisdiktion, at Hr. Freuchen er en brav og hæderlig Karakter med en god og ærlig Vilje, med de bedste og redeligste Hensigter, og fra anden Side faar Hr. Freuchen den Lov, at han er en brugelig Jurist, ikke i nogen Retning fremragende begavet, men heller ikke værre end de fleste.
Om denne brave og hæderlige, gode og ærlige Birkedommer, om ham oplyses det, at han for at fremtvinge Tilstaaelsen af de anklagede, fystematist benyttede en Udsultningskur.
Der er andre, brave og hæderlige Birkedommere, som prygler deres Arrestanter Hr. Freuchen havde den Opfattelse, at Udsultning var probatere. Han tog de to arresterede Kvinder med sig om Morgenen ud til Undersøgelse af de Steder, hvor Forbrydelsen skulde være begaaet og Liget henlagt; han gav dem intet at spise hverken for eller under Turen. Han vendte hjem med dem ved Middagstid, styrkede sig selv til fornyede Anstrengelser, tog dem saa i Forhør fra Eftermiddag til Aften. De fik intet at spise i Tiden fra Udflugten til Forhøret , naar de i det hele taget fik noget at spise den Tag, afhang af, hvor flinkt Tilstaaelserne kom.
At han som fast Regel unddrog Arrestanterne den i Fange-Reglementet forordnede Kaffe, var kun et hygiejnisk Experiment af Hr. Freuchen. Da Hr. Ingerslev spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, svarede han, at han havde last i en Bog af Professor Panum, at Kaffe var skadelig.
Saadan forhørte Hr. Freuchen med de redeligste Hensigter.
Og sikkert forhørte han ikke værre end saa mange andre Birkedommere, der i oppustet Tillid til egen Autoritet røgter Lov og Ret med naturlig Ærgjærrighed efter at vinde Ry som dygtige og energiske Forhørsdommere.
Hr. Freuchen, der af omhyggelige overordnede er sendt til Observation paa Oringe bør billigvis ikke lægges for Had. Han har handlet i det Retssystems Aand, hvis Tjener han var.
Og den ærede Brevskriver og de andre Femø og Fejø-Beboere. der ikke noksom kan prise deres Birkedommers Hederlighed og ikke noksom korse sig over de to uskyldig dømte Kvinders Forvorpenhed. reformerer ud fra akkurat det samme Retssystem, saadan som det demoraliserende og begrebsforvirrende har gydt sin Ufrihedens Aand over Folkets Sind og Tanke.
(Lolland-Falsters Folketidende 15. august 1885)
Undersøgelseskommission under kriminalretsassessor Ingerslev samt distriktslægen på Fejø mente at birkedommer Freuchens sundhedstilstand ikke er normal, og hans handlinger som undersøgelsesdommer kunne være påvirket af "fikse ideer". Dette blev undersøgt på Oringe Sindssygeanstalt ved Vordingborg. Overlægen her erklærede i november 1885 at Freuchen under Fejøsagen antagelig havde lidt af fikse ideer, og at sådanne anfald også ville kunne ske igen hvis han kom til at stå over for lignende forhold. Freuchen mente bl.a. at øens faldende befolkningstal skyldes fosterfordrivelse og barnemord.
I begyndelsen af maj 1886 kom sagen til endelig afgørelse ved Højesteret. Ved denne sag fremkom der yderligere informationer om forhørsmetoderne:
Dansk Retspleje i vor Tid. Dersom Tilliden til vor Retstilstand ikke i Forvejen var rokket i sin inderste Grund, maatte den nødvendigvis blive det ved, hvad der er kommen frem i Fejøsagen. Som Exempel paa, hvad der kan passere under vor nuværende Retspleje, skal vi efter Advokat Halkiers Foredrag anføre følgende Momenter :
Politibetjent Schmidt havde vist en meget brutal Optræden overfor tiltalte Ane Kirstine, der var sigtet for Barnemord. Efter at hun havde erklæret sig uskyldig, slæbte han hende i Arrest og tvang hende til at tilstaa. Om Moderen Christiane Godtfredsens Behandling under Forhørene foreligger følgende: Man havde sat en Tyvekvinde ind til hende for at udspionere hende. Man havde Udhvidtet Arrestvinduet, saa at hun kun med Vanskelighed kunde se. Hun har klaget over voldelig Behandling af Betjentene Schmidt og Olsen og fastholder sin Klage trods deres Benægtelse. Hun var under - rigtigt eller urigtigt - Foregivende af en Mavesygdom bleven sat paa en Sultekur (Mælkekur), der havde bragt hende i en afkræftet Tilstand. Hun var i denne Tilstand bleven taget i Forhør til langt ud paa Natten. Her havde hun maattet staa op i længere Tid, endskjønt hun led af Aareknuder paa Benene. Under Forhørene havde Birkedommeren stænket baade Moderen og Døtrene med sit Spyt i Ansigtet, saa de maatte lukke Øjnene. Desuagtet havde Moderen standhaftig fastholdt sin Benægtelse, indtil begge hendes Døtre, som ikke længere kunde udholde Behandlingen, bad hende om at tilstaa. De stolede paa at opnaa deres Ret, naar de slap ud af Birkedommer Freuchens Kløer. Og paa Grundlag af en paa denne Maade tilvejebragt Tilstaaelse fældede Højesteret Dødsdommen.
En hæderlig og agtet Kvinde, Husbestyrerinde Karen Hansen, havde vidnet for de tiltaltes Uskyldighed; men efter at disse var bragte til at tilstaa, var hun atter bleven taget i Forhør og blev ved en Examination paa flere Timer bragt til at tilstaa, at hendes afgivne sandfærdige Forklaring var usandfærdig. Hun blev straffet med 2 Maaneders Fængsel og var derefter udvandret til Amerika.
Hvad der foregik paa Fejø, kan foregaa i hvilken som helst Jurisdiktion i Landet. Vi har ingen Garanti for, at det ikke kan finde Sted."
(Lolland-Falsters Folketidende 14. maj 1886)
I maj 1887 blev de frifundet ved højesteret. I marts 1889 indstillede finansudvalget at enken Christiane Gotfredsens andragende om understøttelse skulle imødekommes. Om det skete, har jeg ikke kunnet finde ud af. Dermed var sagen dog ikke endt. Det principielle i sagen: At retssystemet var mangelfuldt, blev bestyrket ved denne sag og ledte i sidste ende til at den inkvisitoriske forhørsmetode i 1900-tallet blev opgivet. Diskussionen fortsatte dog for og imod, og i 1913 blussede den op igen, se sidste afsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar