Paa Flyttedagen sker der en almindelig Omstuvning af Københavns Armod. Den ene Rønne bytter Beboere med den anden, Borgerrepræsentant Ettes og Konsorters Spekulanthuse med den nykalkede Facader slipper ét Hold mærkede Familjer ud og et andet med friske Lunger ind, nogle Lejere vinder et Trin højere op i Hygge, for næste Flyttedag maaske at synke lige saa langt tilbage igen, andre flytter Haabløsheden jævnt nærmere for hver Gang, men Kapitalerne flytter paa Landet.
Se paa den københavnske Storborgerpresse i Dag, Dagen efter Flyttedagen, hvor den er forarget, i Aar akkurat som i Fjor. Og over hvad? Over alt det Snavs og Kludekram, som det Samfund, den lever af at rose, lader Fattigdommen hobe op hos Tusinder af Familjer mellem hver Flyttedag, og som vore kommunale Avtoriteter giver disse Lov til at fremlægge paa aaben Gade to Gange aarlig.
Det er meget betegnende, at denne Presses Harme vender sig mod Kommunalbestyrelsen. Dens Abonnenter taaler ikke Synet af de Fattiges Edderdun, muggen Sengehalm, af Rester af Klædningsstykker slidte til Umulighed, af gammelt Brød og rustent Køkkentøj, af Skaar og Smuds, der vælter ud af Baggaardene og fylder Promenaden. Til Hverdagsbrug lever vi jo "officielt" i en meget kristelig Ordensstat, i hvilken de Styrende fra Hof til Kirkeværger elsker vores Næste som sig selv - hvorfor tillader Autoriteterne da to Gange aarlig en saadan Dokumentation af, at baade Kristelighed, Orden og Næstekærlighed er Humbug hos de Folk?
Man jamrer over denne Urenlighed, der flyver pæne Mennesker i Næsen paa Flyttedagen, og man trøster sig med, at Dagen efter er det heldigvis forbi. Men man tænker kun paa sig selv og sin egen Behagelighed, men ikke paa, hvem der er Skyld i Smudset og Skramlet, og at det lever midt imellem os hver Dag, selv om det kun har Udgangstilladelse paa Flyttedagene.
Thi hvor er den mugne Halm og alle Laserne komne fra? Jo, Halmen har været Madras og Dyne i de Huse, Storborgersamfundet trækker sine Renter af, og Laserne har siddet paa de Lejere, som de Forargede piner deres Nydelser af, og saadan er det gaaet fra Flyttedag til Flyttedag, uden at den, der nu raaber paa Kommunalsvineri, har havt Tanke for at det i Virkeligheden er Samfundssvineri, og at det efter Autoriteternes udtrykkelige Befaling holder sig nogenlunde skikkeligt indenfor sine egne Vægge for at give disse Avtoriteter og dem, der har valgt dem, et Skin af hæderlig Omsorg for Smaakaarsfolk. Men naar der er noget at skrige op om paa Flyttedagen, hvor meget mere er der da ikke, der daglig kræver alvorlig Paatale?
Og naar Flyttedagens Mindelser om den i utætte Baghuse og fugtige Kældere indkassernerede Trang river visse Mennesker saa slemt i Næsen, da skyldes det ikke blot fine Fornemmelser men ogsaa ond Samvittighed. Thi det er deres egne Synder, deres egen Uvirksomhed overfor slette Beboelsesforhold og Livsvilkaar, der stinker op af Skarndyngerne. Der er fint og rent og sundt og højt til Loftet selv i Kongens Stalde; ham samler Højrepressen og Regeringspartiet Millioner ind til for at han kan faa et nyt Slot. Der er mørkt og snavset og usundt og lavt til Loftet i Tusinder af Københavns Boliger for Mennesker - Flyttedagen fortæller sin Historie derom - men om dem kommer der ikke lange Opraab i Bladene, og Millionerne gaar en anden Vej. Godsejerne sætter deres i moderne Svinestier, Grossererne køber sig Landsteder. Højre samler ind til "den husvilde Konge" - og derfor er det disse Personer saa ubehageligt at blive mindet om, at der er værdigere Trængende end Svin, menneskeligere Opgaver end at bygge Landsteder, og anderledes Husvilde end Kongen.
Men netop fordi de helst ser saa lidt til Fattigdommen som muligt og forlanger, at Politiet og alle andre "Ordenshåndhævere" skal holde den gemt i Baggaardene, hvor den ikke kan ses af de pæne Folk paa Gaden - netop derfor har vi ikke noget imod, at København vender Vrangen ud paa Flyttedagen. Den er ganske vist hverken køn eller behagelig, men den virker opdragende.
Lus er heller ikke behagelige, men de holder Mennesket til Renlighed; Københavns regerende Storborgere faar Lus to Gange om Aaret - paa Flyttedagene! Saa kribler det dem op ad Benene med Mindelser om, at de nu igen i et halvt Aar har ladet det dem betroede Samfundslegeme leve i Urenlighed; de store Dynger af Pjalter og Sengehalm fortæller dem, at Urenligheden er opstaaet af Armod; de stadig lige talrige Læs elendigt Flyttegods taler højt om, at de intet alvorligt gør for at mindste denne Armod, og de Skarer af Børn og voksne Mennesker, som den Dag strejfer Byen rundt og slaas om at lede en ussel Fortjeneste op af Gadesnavset, viser, at der endda findes en endnu dybere Elendighed end den, der Livet igennem flytter rundt med en Bør gamle Møbler.
Og derfor siger vi til vort Storstads-Bourgeoisi, inden dets servile Tjenere igen faar udslettet Sporene af Flyttedagen og Armoden gemt tilbage i dens Huller: Glem ikke, hvad I har set paa denne Dag! Husk, at det fejes ikke væk saa let som I fejer Gaden efter en Flyttedag. Og fremfor alt: betænk, at I endnu intet alvorligt har gjort for Københavns Vrangside.
(Social-Demokraten 22. april 1885).
En Enke paa Kultorvet, der beboede en flot Lejlighed, var af Værten sagt op til Fraflytning i Gaar. Hun havde imidlertid ikke gjort det ringeste Skridt til at flytte, saa at Værten, da han mærkede, at det ikke blev til noget med at rømme Lejligheden, og de nye Beboere allerede begyndte at møde op med deres Inventar, selv maatte anmode hende om at flytte. Han bankede paa hendes Dør, som imidlertid var lukket af, og den vedblev at være det. Værten tog da nogle Mand til Hjælp og brød Døren op. De blev lidt forbavsede ved det Syn, der mødte dem. I Stedet for at pakke ind til Flytning var Fruen nemlig gaaet i Seng og vilde ikke ud af den. Man maatte derfor bære hende ud af Lejligheden tilligemed hendes store, flotte Møblement. Dette sidste blev sat ned paa Torvet, med Undtagelse af et Læs, som Værten beholdt for skyldig Husleje. Det øvrige henlaa i længere Tid paa Torvet og optog en stor Del Plads, indtil det langt om længe i flere Læs blev kort hen til et Avktionssted.
(Social-Demokraten 22. april 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar