Mødet paa Nørrefælled. Det var pludselig blevet Sommer igaar. Eftermiddagssolen skinnede saa straalende som paa nogen Midsommerdag ud over den til daglig Brug ganske fredelige Nørrefælled, der undtagelsesvis igaar afgav et broget og livligt Skue. I ret anseelige Skarer vandrede Folk derud, deriblandt mange brave Familiefædre med Hustru og Børn, de sidste baade i og uden Barnevogn. Det Hele havde ved en flygtig Iagttagelse ikke saa lidt lighed med hine idylliske Dage, da den gamle Borgervæbning holdt Exercits paa Fælleden. Men den med de socialistiske Fagforeningers Faner og forøvrigt med blodrødt Sirts betrukne Talerstol længst ovre mod Nørreallée røbede andre Tider og andre Sæder. Det var hverken mere eller mindre end "det offenlige Folkemøde", hvortil "Socialdemokraten" i de sidste Dage havde trommet sammen, og de Menige havde lystret med sædvanlig Disciplin, og vare mødte i saa stort Antal, at man godt kan forstaa "Socialdemokratens" foragtelige Henvisning til Hr. Hørups "1500". Det ydre Apparat var altsaa for saa vidt i den smukkeste Orden: Talerstolen smykket, Førerne i mandsstærk Klynge paa Tribunen og rundt omkring den et talrigt Publikum. Og dog var der ingen rigtig "Folke"-Stemning, ingen drønende Hurraab, der gav Gjenlyd ud over det store Terrain, kun nu og da et ret kraftigt "Det er hørt" og forresten nogle forholdsvis matte Bifaldsraab, som for Størstedelen syntes at komme fra de ungdommeligste Medlemmer blandt Tilhørerne. Derimod bør det billigvis erkjendes, at netop denne støtte Ro over en saa talrig Forsamling, næppe et Albuestød midt i den tætteste Trængsel, gjorde et tiltalende Indtryk og vidner til Ære for den kjøbenhavnske Arbejderbefolknings Fornuft og Besindighed.
At denne Ro bevaredes under hele Mødet kan nemlig ikke siges helt at være dHrr. socialistiske Taleres Skyld. Der faldt en Del udfordrende og tirrende Ord, men de kjøbenhavnske Arbeidere have ganske vist hørt dem gjentaget saa ofte, at de næppe gjøre Indtryk mere.
Mødet aabnedes af Forretningsfører Knudsen og dirigeredes af Snedker C. Andersen, der begyndte Talernes Række med et Leve for Friheden. Saa kom Folkethingsmand, Skomager Hørdum, der udtalte sig om den "Overlast, vor Frihed havde lidt." Socialdemokraterne havde aldrig hørt til dem, der havde jublet i høie Toner over vor Grundlov; de havde været forberedte paa, at det en Gang vilde komme til en Kamp, men dog ikke tænkt sig, at den vilde komme til at dreie sig om Bevillingsretten. De nye Fortolkninger, som man havde bragt ind i Paragraf 25 og 40, skyldtes Professor Matzens Retslære (Ned med Matzen). Det vilde aldrig gaa op for den danske Befolkning, at sligt var lovligt. Folkethinget var endogsaa gaaet saa vidt for at undgaa Provisoriet, at det havde budt 1½ Million mere paa Finansloven (Det er altfor meget!). Socialdemokraterne havde holdt sig passive i Adressespørgsmaalet, fordi de paa Forhaand vare vis paa, at det ikke vilde føre til noget Resultat. "Men det vilde blive sidste Gang, at Oppositionen henvendte sig til Kongen!" Høire havde følt, at Provisoriet ikke var lovligt, og derfor havde Regeringen truffet extraordinaire militaire Foranstaltninger, men Oppositionen var for fornuftig til at gjøre Spektakler. "Skulde den danske Befolkning en Gang finde det nødvendigt at værge sin Ret, saa kom den ikke efter Indbydelse, uden uindbuden" (!). (Hør! Hurra!). Det maatte være Modstandernes Opgave at redde Befolkningen ud af den Elendighed, som de havde rodet den ind i. "Høire stod paa gyngende Grund og vidste ikke, hvad Øieblik den gabende Afgrund vilde opsluge dem." Hver Mand, der vilde indgaa paa et Kompromis med den nuværendc Regering, var en Forræder (!).
Pianofortearbeider Holst inddelte Høire i "Lommeprokuratorer, Godseiere og det Krapyl, der fulgte med i Slænget." Høires ledende Mand havde den 1ste April bedækket sig med Skjændsel. Taleren hørte ikke til dem, der til evig Tid vilde anbefale den danske Arbeiderbefolkning at finde sig rolig i saadanne lovstridige Handlinger (!). Han sluttede med et Leve for den "samlede Opposition."
Folkethingsmand, Skræder Holm erklærede, at Eftergivenhedens Tid nu var forbi. Det var med klare Ord blevet udtalt af Oppositionen baade i og udenfor Rigsdagen. Den politiske Kamp var en Klassekamp mellem det lille "storbesiddende" Mindretal og de talrige besiddelsesløse Klasser. Godsejerne og Embedsstanden havde ingen særlig Adkomst til at regere Landet. Det var intet Tab for Samfundet, om de slet ikke existerede. Høires Kjærlighed til Arbejderen var falsk. De følte kun Foragt for de store Masser (!) Maaske engang imellem lidt Medlidenhed, men den kunde de spare til "de usle Stympere, der fulgte dem". "Vi kunde vente, til vi fik vor Ret, og vi skulde vide at skaffe os den". "Nøglerne til Kjøbenhavns Porte vare idag paa Nørrefælled", medens Høire meget passende holdt sit Møde ved Siden af den gamle Kongeborgs Ruiner (!) Men det Parti, som samledes der, var viet til Undergang, hvorimod den høieste Lov nok skulde vise sig at være hos Folket.
Dirigenten meddelte derpaa, at efter en foretagen Udmaaling, strakte den tætteste Del af den Forsamling, som her var tilstede, sig over 40,200 Kvadratalen; regnede man to Mand paa hver Kvadratalen, blev det tilsammen en Folkemængde paa ca. 90,000 Personer (!!) (Efter et almindeligt Skjøn var der høist imellem 20 a 30,000 Mennesker samlede paa Fælleden). Endelig oplæste Taleren følgende Resolution, der naturligvis blev vedtagen baade af gamle og allernyeste deltagere i Mødet, som talte en Masse ligegyldige Tilhørere.
"Forsamlingen erklærer, at de af Ministeriet Estrup udstedte provisoriske Finanslove stride mod Grundloven, og at dette Ministeriums Forbliven ved Magten er en yderligere Trusel mod Folkets Rettigheder. Forsamlingen opfordrer Folkethinget til skaanselløst at kæmpe for Ministeriel Estrups Fjernelse og for Hævdelsen af Folkets Suverænitet, udøvet gjennem dets Repræsentanter. Den nu reiste Bevægelse vil føre til Fremskridt i politisk og social Henseende; den skaber Forstaaelsen af betydningsfulde Reformers Nødvendighed. For disse kæmper Socialdemokratiet; men de kan kun gjennemføres, naar den nuværende Kamp er endt med Folkets Seir. Derfor udtaler Forsamlingen, at den forlanger en af Folkets Valg udgaaet Regering."
Dermed var Mødet til Ende omkring Kl. 6; der lød nogle improviserede Hurraraab for Talerne og endnu mere spredte "Ned med Estrup"! En ubekjendt Person oppe paa Tribunen tillod sig den Morskab at raabe Leve for "Republiken", men havde slet ingen Tilslutning. Et Bord gik istykker nedenfor Talerstolen, da nogle Referenter stod derpaa for at se udover Mængden, ellers ikke det mindste Brud paa nogensomhelst Ting, den gode Ro og Orden indbefattet. Mængden spredte sig lidt efter lidt over Fælleden. En enkelt Hob halvvoxne Drenge drog skraalende ned ad Fredensgade. Paa Nørrebroes Gader var der naturligvis en usædvanlig livlig Færdsel.
(Dagens Nyheder 20. april 1885).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar