I 1883 var to kvinder blevet dømt for drab på en nyfødt. I 1885 fandt en fornyet undersøgelse at de to var uskyldige. Dette satte fokus på retssystemet og dets ufejlbarlighed. Se de to foregående afsnit om Fejø-sagen.
I 1913 reagerede højesteretsformand, justitiarius (siden 1909) Niels Kjeldgaard Poulsen Lassen (1848-1923) mod en artikel i Social-Demokraten der havde skrevet at Højesteret havde dømt uskyldige. Lassen påstod at Højesteret aldrig havde dømt en uskyldig. Han nævnte Fejøsagen som han påstod var korrekt dømt på grund af de overvældende indicier. Han henviste til lægen Pontoppidan som havde bestridt rigtigheden i 1907 ved en forelæsning hvor han udtalte at sundhedskollegiets afgørelse ikke var uangribelig og at sagen måtte anses for uafklaret. Dette blev dog modsagt af Fødselsstiftelsens læge Leopold Meyer i 1913 som oplyste at pigens hymen var hel og uskadt. Pontoppidan havde udtalt at i ganske sjældne tilfælde kunne dette godt være tilfældigt uagtet en fødsel var sket. Men Meyer udtalte at han aldrig selv havde oplevet noget sådant.
Fejø-Pigen anlagde herefter sag ved kriminalretten mod justitiarius Lassen for at påstå at Fejø-Pigen var skyldig. Efter måneders sagsbehandling forsvarede Niels Lassen udtalelsen med at han kun rent teoretisk havde drøftet pigens skyld og uskyld. Han blev frifundet i februar 1914, og sagens omkostninger ophævet, idet dog Fejø-Pigen alene havde afholdt sagens omkostninger. Rettens dom tog snarere stilling til Niels Lassens ytringsret end om lige ret for loven. Social-Demokraten mente at det under sagen var kommet frem at Niels Lassen ved flere lejligheder havde afsløret at han ikke vidste ret meget om Fejø-sagen. Niels Lassen blev afskediget administrativt maj 1915 da han var fyldt 65 år med henvisning til hans helbred - han var sygemeldt. Han sad i Borgerrepræsentation i København for partiet Højre 1889-1897
6 Justitsforbrydelser paa Fejø.
Den gale Birkedommer har dømt 4 Kvinder og deres Mødre for Barnemord.Det konstateres i Lighed med "Fejø-Pigen", at de aldrig har født.De ulykkelige Kvinder lever endnu, men har aldrig faaet Erstatning for deres aarelange Ophold i Forbedringshuset.En interessant Oplysning, der godtgør, at Justitiarius Lassen atter har "husket fejl".Den enestaaende Skandale, viser, hvor slet underrettet Højesterets Justitiarius er.
(Brev fra vor udsendte Medarbejder.)
Nykøbing F.
Da jeg i Onsdags ankom til Fejø, var jeg straks ved mine første Undersøgelser klar over, at jeg stod overfor et mærkeligt Mysterium. Det viste sig nemlig, at man paa Øen kendte ikke mindre end seks forskellige Kvinder, der i sin Tid af Birkedommer Freuchen var dømt for Barnemord, og om hvem det senere var oplyst, at de var ganske uskyldige i den Forbrydelse, som de havde siddet Aar Forbedringshuset og afsonet.
Med andre Ord: i Stedet for én "Fejø-Pige" og én Fejø-Sag stødte jeg paa seks forskellige Tilfælde, der alle lignede hinanden. Det gjorde selvfølgelig Efterforskningen efter den af Højesteret dømte og senere frikendte Kvinde yderligere kompliceret.
Færgemand Bjørn, der har sejlet i over 30 Aar mellem Lolland og Fejø, havde ofte færget de paagældende Kvinder frem og tilbage, naar de skulde i Forhør. De paagældende fire Kvinder og deres Mødre sad nemlig i Arresterne paa Lolland og maatte føres over til Fejø til hvert Forhør. Man forstaar, at der ofte gik Uger, ja Maaneder imellem hver Gang.
Bjørn huskede Navnet paa tre af Kvinderne. Der var den gamle Grete Askø og hendes to Døtre Louise og Christiane. Bjørn huskede særlig en Nat, hvor Himmel og Jord stod i ét og den gamle Grete Askø sad paa Bagsædet.
"Hvis Kællingen nu falder overbord!" sagde Bjørn til Sognefogden, der var med paa Turen som den øverste Politimyndighed.
"Ja - saa kan vi da ikke gøre for det! Forresten var det vel bedst for hende, om det skete", tilføjede den barmhjærtige Sognefoged.
Men "Kællingen" gjorde ikke Mine til at efterkomme Opfordringen, der laa i Sognefogdens Ord. Hun sad og krøb sammen paa Bagsædet, medens Søerne i store Sprøjt stod ind over Rælingen.
Bjørns Fortælling om denne lille Episode giver alligevel et godt Indblik i Forholdene paa Øen for 32 Aar siden.
To Familietragedier.
Min første Opgave maatte være at faa oplyst de nærmere Enkeltheder i de Retstragedier, for hvilke de 6 Kvinder er falden som Offer, og endvidere at faa konstaret, om de Paagældende levede endnu, og da hvor.
Resultatet af mine Undersøgelser er følgende:
Det første Tilfælde er den almindeligt kendte "Fejø-Pige", Anna Christine Christiansens Sag. Vi har tidligere efter Højesteretsakterne oplyst, at det, der gav Anledning til hendes og hendes Moders Fængsling, var den Omstændighed, at der fandtes et Barnelig paa Kirkegaarden. De nærmere Omstændigheder ved denne Sag kender vore Læsere. Baade Anna og hendes Moder tilstod, efter at være bleven pint og plaget Birkedommer Freuchen, og Anna dømtes til 5 Aars Forbedringshus, medens Moderen dømtes til Døden. Deres Sag appelleredes til Overretten og til Højesteret, og Resultatet blev som bekendt, at Højesteret i første Omgang stadfæstede Dommen - dog benaadedes Moderen med livsvarigt Fængsel.
Omtrent samtidig opstaar der imidlertid tre andre Sager. Birkedommer Freuchens Vanvid slaar ud i lys Lue. Han faar den fikse Idé, at Øen er "en Morderhule", saaledes som han, efter hvad Kroværten paa Fejø fortæller mig, en Gang udtalte til ham.
Grete Aske og hendes Døtre.
Paa Fejø boede paa den Tid en Enke ved Navn Grete Askø og hendes to Døtre paa henholdsvis 22 og 17 Aar. Deres Navne var Louise og Christine. En skønne Dag arresterede Freuchen de to Piger og Moderen. Den oprindelige Anledning var, at de skulde være kommen i et Hus, hvor der var drevet Nattesæde og anden Utilbørlighed. Men ikke saa snart havde Freuchen faaet de to Piger i Forhør, før han fik den fikse Idé, at de havde været frugtsommelige og havde født. Det næste Skridt var at anklage dem for Barnemord. Der var ganske vist ikke fundet noget Lig, saaledes som med Anna Christines ("Fejø-Pigen"s) Tilfælde, men det var ikke desto mindre en smal Sag for Freuchen at faa de to Piger til at afgive en Tilstaaelse; det endte da ogsaa med, at Moderen og Louise og Christine, efter at have siddet nogle Maaneder i Arresten og været Genstand for utrolige Raaheder, aflagde en Tilstaaelse, som vi gengiver i alle dens Detailler, idet netop de udpenslede Enkeltheder er et Vidnesbyrd om Freuchens utrolige Fantasi. Det viste sig nemlig senere, at de to Kvinder aldrig havde født, og at hele Tilstaaelsen med alle dens Enkeltheder var fuldstændig opfunden.
De tre Kvinder bekender 7 Mord.
Beretningen om Tilstaaelsen lød saaledes:
Da Louise mærkede, at hendes Nedkomst nænnede sig, gav hun Moderen Meddelelse herom, og de besluttede da, at Barnet skulde "ødelægges" straks efter Fødslen. Senere kom den da kun 14-aarige Christine til og blev indviet i Planen, samt paa Grund af Moderens Trusler bestemt til at deltage i Forbrydelsen. - Nogen Tid efter, da Christine en Aften besøgte Louise, mærkede denne Fødselsveer og sendte derfor Bud efter Moderen. De tre Forbrydersker tjente nemlig paa tre forskellige Gaarde i Nærheden af hverandre. Moderen kom ogsaa tilstede, og efterat de i Køkkenet paa den Gaard. hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Økse, 2 store Knive og 3 store Tøiklæder, gik de om Aftenen Kl. 10-11 ud i Marken og tog Ophold ved et Gærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen pnany havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Økse og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saavel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 26 Dele, og Stykkerne fordeltes derpaa i de 3 medbragte Tørklæder. Moderen vaskede derefter Øksen og Knivene samt kradsede noget i Jorden, saa at det fremkomne Blod ikke skulde komme tilsyne, og de tre Forbrydersker gik nu tilbage, hver med et af de Tørklæder, hvori Stykkerne af Barnet var lagte, og det var Bestemmelsen, at disse skulde spredes og nedgraves paa Møddingerne ved de tre forskellige Gaarde paa hvilke Forbryderskerne tjente. Medens Moderen og Christine straks samme Nat efterkom denne Beslutning, havde Louise paa Grund af Mathed i Anledning af Fødslen, ikke Kræfter dertil, hvorfor hun, da hun kom hjem, gemte Tørklædet med Indhold i en Skuffe og først fik det ud nogle Dage senere. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe inden hun aabenbarede dette for Moderen. Denne foreslog hende at bruge Abortivmidler, men da et Forsøg dermed Ikke gav noget Resultat, besluttede de senere i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antog, at Gaardens Folk var gaaede til Ro, forsynede de sig i Køkkenet med en Økse og en Kniv og gik ud til Møddingpladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne mod Svinestalden. Paa denne Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe, idet Christine straks huggede dets Hals over med Øksen. Derefter blev ogsaa Ligot af dette Barn parteret, dog kun i 15 a 16 Stykker, men da Foraaret nærmede sig, og Gødningen fra Møddingen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære deri. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de derefter atter ud paa Møddingen, og efterat Økse og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommelighed, havde mærkeligt nok ikke haft nogen Anelse om denne. De to Pigers Moder har under sin Arrestation afgivet den Forklaring, at hun, da hun for 19 Aar siden tjente i Maribo Birk, har været meddelagtig i Drabet paa 3 andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet, paa samme Tid og i samme Birk at have deltaget i Drabet paa to voksne Personer.
De tre Kvinder dømtes hver til 4 Aars Forbedringshus, medens Moderen mærkværdigt nok slap med 8 Aar. I Modsætning til "Fejø-Pigen" appelleredes deres Sag ikke. De blev straks ført til Kristianshavns Kvindefængsel, og de vilde rimeligvis have siddet deres Tid ud, hvis ikke netop paa det Tidspunkt "Fejø-Pigen" Anna Christine var bleven undersøgt i Fængslet, hvor hun sad, og det var bleven oplyst, at hun aldrig havde født. Hendes Sag blev underkastet en Prøvelse af den daværende Justitiarius Ingerslev, og hun blev derefter som bekendt frikendt ved Højesteret.
Men man var da i Fængslet, hvor Louise, Christine og deres Moder sad, bleven betænkelig ved, hvad der var fremkommen angaaende Anna Christine, og det førte til, at ogsaa Louise og Christine blev undersøgt af Lægerne. Og det viste sig da - i Lighed med "Fejø-Pigen", at de heller ikke nogen Sinde havde født. Deres Sag blev derefter henvist til Overretten, hvor de frifandtes og alle tre - de to Søstre og Moderen - hjemsendtes - - til Fattigvæsenet!
Naar deres Sag ikke vakte saa stor Opsigt den Gang, skyldes det vel, at de fik deres Sag behandlet ved Overretten, hvor der ikke er mundtlig Procedure. I det hele taget havde man næppe den Gang stor Interesse for Justitsforbrydelser overfor fattige Kvinder.
Men foruden de 5 Kvinder - Grete Askø, hendes Døtre Louise og Christine, "Fejø-Pigen" Anna Christine og hendes Moder Christiane Gotfredsen, sad ogsaa dennes anden Datter Sofie - hvis Skæbne vi endnu ikke har omtalt - i Forbedringshuset for Barnemord. Hendes Sag skal vi omtale i Morgen; vi skal blot Uge anføre, at man fuldstændig "glemte" hende, og først nogen Tid efter løslodes ogsaa hun. Man foretrak dog for hendes Vedkommende at undgaa Sagens Genoptagelse, men mente det lettest at "benaade" hende. Ogsaa hun hjemsendtes da til Fattigvæsenet.
Sofie, Louise og Christine lerer endnu, foruden Anna Christine, der som bekendt nu bor paa Nordfalster. Ogsaa de tre andre Kvinder har vi talt med, og vi skal i en følgende Artikel fortælle om Mødet med dem.
Justitiarius sidste Fejltagelse.
Af det foregaaende vil man se, at Justitiarius Lassen, da han erklærede, at "Fejø-Pigen" var skyldig, slet ikke har kendt denne Sags - eller rettere - disse Sagers Enkeltheder. Han blander dem fuldstændig sammen. Om "Fejø-Pigen" Anna Christine sagde han til vor Interviewer:
De Knogler, der blev fundne hos Svinene, var saa afgnavede, at man ikke kunde se, hvorfra de stammede. Jeg tror derfor ikke paa, at Pigen var uskyldig (!).
Nu viser det sig altsaa, at det slet ikke var "Fejø-Pigen", hvis Barn var "kastet for Svinene". Det er her Louises og Christines Tilfælde, der blandes ind.
Men hvor er dette betegnende for den Overfladiskhed og den Letsindighed, hvormed selve Højesterets Justitiarius argumenterer.
Marius Wulff.
(Social-Demokraten 9. november 1913)
Seks Justitsforbrydelser.
Den sindssyge Birkedommer dømte fire Kvinder for Barnemord, skøndt de aldrig havde født.
Det bliver et tungt Regnskab, vor nuværende Retspleje faar at gøre op. Og det er ikke underligt. Slettere Ordning findes ikke i hele den civiliserede Verden. I Danmark har man gjort Dommerstanden enevældig overfor alle de ulykkelige, som kom ud for Mistanke.
Og hvordan har man saa bagefter behandlet de ulykkelige, hvis Liv blev lagt øde af Rettens Haandhævere? Man har i de fleste Tilfælde glemt dem - ganske simpelt. Ingen Røster har hævet sig til et tordnende Anklageraab ud over Landet.
Dommerstanden har følt sig som et indfiltret Ærtehalm, og den ene har omhyggeligt vogtet sig for at hugge Øjet ud paa den anden.
Hvor har Præsterne været henne? De har siddet i deres lune Præstegaarde og ellers Søndag efter Søndag forkyndt et Retfærdighedsevangelium. Men omhyggeligt har de passet paa at henlægge alle Scenerne til Palæstina.
Og Politikerne, Landets kaarne Mænd. En enkelt tog Ordet i Kampen for Rettens Sag, afdøde Høgsbro. De andre var tavse.
Stille fik de mange ulykkelige, som ofredes paa Mistanke, Lov til at vende tilbage til deres ulykkelige Kaar - plettede i Folkets Omdømme. De gled ned ad Samfundsstigen og endte paa Fattigvæsenet.
Fejøpigens Historie
"Social-Demokraten's Medarbejder fandt Fejøpigen i den lille Landsby Nørre Kirkeby paa Nordfalster. Han fortæller:
Døren ind til den raadne Rønne staar aaben. Jeg gaar gennem en snæver og mørk Forstue og banker paa en Dør. Intet Svar. Jeg banker igen. Der svares ikke, men en snorkende Lyd indefra vidner om at der er nogen hjemme.
Jeg aabner Døren og ser ind i en Stue - hvis man kan give det uhyggelige Hul dette Navn - , hvor der sidder to Kvinder ved et Bord. Der er halvmørkt i Stuen. Den ene af Kvinderne - den yngste - udstøder nogle underligt gryntende Lyde og griner fjollet ved at se fremmede. Den anden, en ældre, svær Kone, rejser sig og ser sløvt paa mig.
Efter at jeg ved nogle indledende Spørgsmaal har faaet bekræftet, at den svære Kvinde er den, jeg søger: Anna Christine, Christiane Gotfredsens Datter, forklarer jeg Grunden til mit Komme.
Anna sidder og rokker lidt front og tilbage. Først lidt efter lidt er det, som om hun forstaar, hvad jeg siger.
" - - - det er saa mange, mange Aar siden - - - " mumler hun frem for sig. Saa er det som om efterhaanden alt det gamle vaagner til Live igen:
"Han pinte os, min Mo'r og Mig. De aner ikke, hvorledes han var mod os - Birkedommeren. Jeg vilde ikke tilstaa - for jeg havde ikke gjort noget. Jeg havde jo aldrig den Gang faaet et Barn Nu har jeg jo et Par Stykker. Men den Gang - uskyldig og ren var jeg. Kun et Par og tyve Aar, tror jeg. Jeg husker det ikke mere saa vist - det er saa mange Aar siden. - Men aldrig glemmer jeg, som han slog og sultede os. Han spyttede os lige i Ansigtet og truede med, at vi skulde blive halshugget, hvis vi ikke tilstod - - "
"De sad meget længe i Varetægtsarrest'.
"Aa, ja - det gjorde vi da! Jeg sad først hos nogle gamle Folk paa Fejø, tæt ved, hvor Birkedommeren boede. Nogle Gange fik jeg Mad - og nogle Gange fik jeg ikke. Saa kom jeg til Maribo og saa til Nakskov. Naar der var Forhør, blev vi færgede over til Fejø. - - - "
Anna Christine sidder tavs en Stund. Den aandssvage unge Pige ved hendes Side giver sig til at le højt.
"Ja - det er Lars Hansens Datter - ham jeg bor hos. Jeg har været her nu i seks Maaneder. Men det er saa simpelt med mig. Jeg er syg det meste af Tiden, og jeg har slet ikke Raad til at købe mig noget Tøj. Det er galt med Gigten. - - - "
"Hvor har De været siden De kom ud af Forbedringshuset?'
"Aa, ja - det er snart ikke til at huske mere. Jeg blev undersøgt af Lægerne den Gang, jeg sad paa Christianshavn, og saa saa de jo, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt, at jeg aldrig havde født noget Barn. Saa blev jeg jo sendt hjem sammen med Mo'r - "
"Fik De ingen Erstatning?'
"Nej, det gjorde vi rigtignok ikke. Vi havde jo siddet der i flere Aar - men vi fik ingenting.
Og saa kom vi paa Fattigvæsenet - Mor og jeg. Jeg har jo tjent mange Steder - men det har været drøjt nok. Nu har jeg 6 Kr. af Sogneraadet - - - "
"Paa Femø?'
"Nej - det Sogn, hvor min Mand var født. For jeg blev jo gift med Larsen - men han kunde ingen Ting tjene - og saa gik han fra mig - - - ".
"Hvor gammel er De nu?'
"Ja - jeg er vel 54 Aar. Det kan nok passe. Det er ikke saadan med Hukommelsen - - -"
Anna Christine har Ret. Hendes Hukommelse slaar ikke mere til - det er tydeligt nok. Alt, hvad hun husker, kommer tilfældigt og spredt fra hende. Nogen sammenhængende Beskrivelse af den frygtelige Tilværelse, hun har ført, siden Retfærdigheden for 32 Aar siden slog sin Klo i hende og ødelagde hendes Liv, er det ikke muligt at faa. Hun har heller ikke længere nogen klar Forestilling om, hvor længe hun har siddet i Fængsel, heller ikke, hvorledes det egentlig gik til, at hun slap ud. Lidelser og Savn har fuldstændig ødelagt denne Kvinde.
Den sindssvage Birkedommers Ofre.
Den samme Medarbejder fortæller fra sit Ophold paa Fejø: Paa Øen kendte man ikke mindre end seks forskellige Kvinder, der i sin Tid af Birkedommer Freuchen var dømt for Barnemord, og om hvem det senere var oplyst, at de var ganske uskyldige i den Forbrydelse, som de havde siddet Aar i Forbedringshuset og afsonet.
Min første Opgave maatte være at faa oplyst de nærmere Enkeltheder i de Retstragedier, for hvilke de 6 Kvinder er falden som Offer, og endvidere at faa konstateret, om de paagældende levede endnu, og da hvor.
Resultatet af mine Undersøgelser er følgende: Det første Tilfælde er den almindeligt kendte "Fejø-Pige", Anna Christine Christiansens Sag.
Omtrent samtidig opstaar der imidlertid tre andre Sager. Birkedommer Freuchens Vanvid slaar ud i lys Lue. Han faar den fikse Ide, at Øen er "en Morderhule", saaledes som han, efter hvad Kroværten paa Fejø fortæller mig, en Gang udtalte til ham.
Paa Fejø boede paa den Tid en Enke ved Navn Grethe Askø og hendes to Døtre paa henholdsvis 22 og 17 Aar. Deres Navne var Louise og Christine. En skønne Dag arresterede Freuchen de to Piger og Moderen. Den oprindelige Anledning var, at de skulde være kommen i et Hus, hvor der var drevet Nattesæde og anden Utilbørlighed. Men ikke saa snart havde Freuchen faaet de to Piger i Forhør, før han fik den fikse Ide, at de havde været frugtsommelige og havde født. Det næste Skridt var at anklage dem for Barnemord. Der var ganske vist ikke fundet noget Lig, saaledes som med Anna Christines ("Fejø-Pigen"s) Tilfælde, men det var ikke desto mindre en smal Sag for Freuchen at faa de to Piger til at afgive en Tilstaaelse; det endte da ogsaa med, at Moderen og Louise Christine, efter at have siddet nogle Maaneder i Arresten og været Genstand for utrolige Raaheder, aflagde en Tilstaaelse, hvis udpenslede Enkeltheder er et Vidnesbyrd om Freuchens utrolige Fantasi. Det viste sig nemlig senere, at de to Kvinder aldrig havde født, og at hele Tilstaaelsen med alle dens Enkeltheder var fuldstændig opfunden.
De tre Kvinder dømtes hver til 4 Aars Forbedringshus, medens Moderen mærkværdig nok slap med 8 Aar. I Modsætning til "Fejø-Pigen" appelleredes deres Sag ikke. De blev straks ført til Christianshavns Kvindefængsel, og de vilde rimeligvis have siddet deres Tid ud, hvis ikke netop paa det Tidspunkt "Fejø-Pigen" Anna Christine var bleven undersøgt i Fængslet, hvor hun sad, og det var bleven oplyst, at hun aldrig havde født. Hendes Sag blev underkastet en Prøvelse af den daværende Justitiarius Ingerslev, og hun blev derefter som bekendt frikendt ved Højesteret.
Men man var da i Fængslet, hvor Louise, Christine og deres Moder sad, bleven betænkelig ved, hvad der var fremkommen angaaende Anna Christine, og det førte til, at ogsaa Louise og Christine blev undersøgt at Lægerne. Og det viste sig da - i Lighed med Fejø-Pigen, at de heller ingen Sinde havde født. Deres Sag blev derefter henvist til Overretten, hvor de frifandtes og alle tre - de to Søstre og Moderen - hjemsendtes - - til Fattigvæsenet!
Men foruden de 5 Kvinder - Grete Askø, hendes Døtre Louise og Christine, "Fejø-Pigen" Anna Christine og hendes Moder Christiane Gotfredsen, sad ogsaa dennes anden Datter Sofie - hvis Skæbne vi endnu ikke har omtalt - i Forbedringshuset for Barnemord. Hende "glemte" man fuldstændig, og først nogen Tid efter løslodes ogsaa hun. Man foretrak dog for hendes Vedkommende at undgaa Sagens Genoptagelse, men mente det lettest at "benaade" hende. Ogsaa hun hjemsendtes da til Fattigvæsenet.
De to Mødre er døde, de andre lever alle fire.
(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 10. november 1913).
De seks Justitsforbrydelser.
Hvorledes Freuchen fremtvang Tilstaaelserne.Øksen og Blokken i Forhørslokalet.Sofie Andersen fortæller om Fejøs Rædselsdage.
I en foregaaende Artikel har jeg omtalt de seks Justitsforbrydelser, som daværende Birkedommer Freuchen forøvede paa Fejø, og for hvilke 6 Kvinder - hvoraf de fire lever endnu - faldt som Offre.
Det har sin Interesse i denne Forbindelse at oplyse, at Birkedommer Freuchen lever endnu. Han blev i sin Tid indlagt paa Sindssygeanstalt, man sagde for at faa ham erklæret utilregnelig. Nu lever han i bedste Velgaaende her i København og har sine kronede Dage som pensioneret Birkedommer.
Selv hæver han hver Maaned sin Pension, medens Staten lader de Kvinder, som han uskyldigt bragte i forbedringshuset og som tilbragte Aar af deres Liv dér, henslæbe en ussel Tilværelse i Fattigdom og Nød.
Det er dansk Retfærdighedt
"Fejø-Pigen"s Søster fortæller.
Den første af de uskyldigt dømte Kvinder, jeg besøgte, var "Fejø-Pigen"s Søster, Sofie, nu gift med en Husmand Andersen paa Fejø.
Jeg opsøgte hende for af hende muligvis at erfare hendes Søsters Adresse. Hun kendte den ikke - men medens jeg sidder og taler med hende, falder der en tilfældig Bemærkning fra hende: Ja - Birkedommeren fik jo ogsaa mig dømt!
"Dem?"
"Ja - min Søster var jo ikke den eneste, han styrtede i Ulykke - - - "
Og Sofie Andersen fortæller mig sin Lidelseshistorie.
Her - i denne Stue, hvor jeg nu sidder og taler med den aldrende Kvinde - foregik et frygteligt Drama for 32 Aar siden.
Birkedommer Freuchen havde den Gang arresteret Sofies Søster og Moder - Anna Christine og Christiane Gotfredsen - for Barnemord. Sofie var den Gang allerede gift og havde flere Børn. Hun fødte nu en lille Dreng, og med Taarer i Øjnene fortæller Sofie, hvor glad hun og hendes Mand var over denne Gut - den første de fik. Ellers havde det været lutter Pige, syv ialt.
Den lille var imidlertid noget skrøbelig af Helbred. Han led af Mundkrampe.
"Trods alt det jeg stred for at holde Liv i ham, blev han sløjere og sløjere - og en Nat døde han i Sengen hos mig - -
Nogle Dage efter kom Birkedommeren, en Politimand og Distriktslægen ind i denne Stue, hvor jeg endnu laa i Sengen efter den haarde Fødsel. De gik ud i Køkkenet, hvor det lille Lig laa, og de tog det i Armene og smed det hen paa Sengen til mig med de Ord: "De har jo dræbt Barnet!"
Jeg forsvarede mig saa godt jeg kunde, men Birkedommeren vilde intet høre. Han arresterede min Mand og min Svigermoder, og nogle Dage efter, da jeg lige kunde taa op af Sengen, arresterede de ogsaa mig.
Den Tid, der fulgte paa, var frygtelig. I Forhørene slog og ruskede Birkedommeren mig. Jeg blev sultet i Arresten. Mino Børn vidste jeg var uden Tilsyn og uden Hjælp. Man gav mig vaade Skjorter paa. Birkedommeren spyttede mig i Ansigtet - paa alle Maader pinte og plagede han mig, til jeg sagde ja til alt, hvad han spurgte mig om.
Saasnart jeg havde tilstaaet, blev min Mand og min Svigermoder løsladte. Jeg selv blev dømt til otte Aars Tugthus, og jeg sad dér i 3½ Aar. Saa havde man faaet oplyst, at Birkedommeren havde dømt min Søster, min Moder, Louise og Christine og deres Moder uskyldigt, og nogen Tid efter begyndte de i Fængslet at tale om, at saa var jog nok ogsaa uskyldig dømt. Man glemte mig dog, og det var først et Aar efter de andres Løsladelse, at jog kom fri og blev sendt hjem til min Mand og mine Børn."
- Saaledes lyder Sofie Andersens Beretning om sin Lidelseshistorie.
Louise og Christine fortæller.
Ogsaa de to andre uskyldigt dømte Kvinder - Christine og Louise - aflagde jeg et Besøg.
Louise tjener i Kragenæs hos en Gaardejer Kuld. Hun er nu 56 Aar. Christine har været gift med en Landarbejder, der døde for 1½ Aar siden. Hun arbejder strængt for sig og sine Børn i Sukkerfabriken i Stakkemose.
Disse to Kvinder, der begge har siddet 1½ Aar i Forbedringshuset blev, som vi tidligere har meddelt, Fængslet undersøgt af Lægen hvorefter det konstateredes, at de aldrig havde født og følgelig heller ikke havde kunnet begaa Barnemord. De to Piger og deres Moder - Grete Askø - aflagde som bekendt Tilstaaelse om at have myrdet ialt 7 Mennesker.
Om de Midler, Freuchen anvendte, fortæller Christine de mest haarrejsende Ting.
Saaledes lod Freuchen en Huggeblok og en Økse sætte ind i Forhørslokalet. Han stod og svang Øksen overfor de ulykkelige Kvinder og raabte, at han straks lod dem halshugge, hvis de ikke tilstod.
Freuchen skal have baaret sig ad som en fuldstændig sindssyg Person. Naar han holdt Forhør i Nakskov, hvad der undertiden var Tilfældet, larmede han saaledes, at man kunde høre det helt ud paa Torvet. Byens Indbyggere stimlede sammen, og det var nær kommet til Optøjer, hvis Birkedommeren havde fortsat Forhørene i Nakskov .
De to Pigers Moder, Grete Askø blev ogsaa som bekendt dømt. Hun blev imidlertid sindssyg og anbragtes paa Vordingborg Sindssygeanstalt. Kort efter, at hun var bleven løsladt, døde hun.
Louise og Christine lever som sagt i den yderste Fattigdom ligesom Anna Christine og hendes Søster Sofie. Loven om Erstatning for uskyldig udstaaet Varetægtsarrest - altsaa ikke Forbedringshus- eller Tugthusstraf - blev først vedtaget i 1887 - et Aar efter, at de fire Kvinder var blevet løsladte som uskyldige i den Forbrydelse, de var dømt for.
Der maa dog kunne findes Udveje til at gøre den Uret god igen, der er tilføjet disse Kvinder. Staten har en moralsk Forpligtelse til at yde de fire af Retfærdigheden saa skammeligt mishandlede Kvinder en Erstatning, der - hvor stor den end er - aldrig kan opveje de udstaaede Lidelser.
Marius Wulff.
(Social-Demokraten 14. november 1913).
De uskyldige Fejø-Pigers Dommer.
Fhv. Birkedommer Freuchen er ikke død.Vor Medarbejder finder han i en lille Lejlighed paa Vesterbro.
Under den sensationelle "Fejø-Affære", der har affødt det opsigtsvækkende Sagaanlæg mod Højesterets Justitiarius, har forhenværende Birkedommer Freuchen gentagen Gange været nævnt som afdød.
Hr. Freuchen er imidlertid ikke afdød. Han lever tværtimod i bedste Velgaaende her i Byen.
Den forhenværende Dommer, om hvem der fortælles at han har faaet 7 uskyldige Piger til at tilstaa Barnemord og andre gruelige Misgerninger, bebor to smaa Værelser i et Pensionat i Carstensgade paa Vesterbro.
Og her aflagde vi ham i Gaar et lille Besøg.
Den gamle Mand ligger i Sengen - saa det koster os store Anstrengelser at komme ind til ham, men omsider lykkes det paa Grund af Husholderskens Elskværdighed.
Det viste sig at være at være et meget farligt Eksperiment.
Først kommer vi ind i et lille Værelse, hvis ene Hjørne er fyldt med gamle, gamle Bøger.
- Hvad mon der staar paa alle disse gule Blade?
Mon de 7 Fejø-Pigers triste Roman staar optegnet i dem eller hvad -
Naa, der bliver ikke Tid til lange Betragtninger. Værtinden lukker Døren op til det andet Værelse Og der ligger den Mand, hvis Navn faar alle Fejø-Pigør til at ryste. Han ligner forresten en gammel Søkaptajn.
Mit Navn er . . . .
I hvilket Ærinde, med Tilladelse, afbryder Hr. Freuchen. - Hvad er De. Journalist! Ikke sandt!
- Javel!
Ja, saa De vil altsaa interviewe mig, men det maa De ikke. De vil Interviewe mig, ikke?
Nej, jeg vil bare have en lille Samtale med Dem.
- Ja. jeg véd godt, hvad De vil. Det er Fejø-Pigen, Jnutitiarius og alt det andet; men det vil jeg sige Dem: jeg siger slet ingen Ting, slet ingen Ting Jeg lader mig ikke interviewe; jeg vil have Fred paa mine gamle Dage. hører De - gaa, gaa.
- Jamen!
- Nej, det nytter ikke. Jeg vil have mine gamle Dage i Fred. De maa gaa - gaa, gaa!
Der var naturligvis intet at stille op overfor denne sære gamle Mand, som man troede død. Og vi maatte gaa, uden at have konstateret andet, end at Fejø-Dommeren, der siges at have dømt 7 uskyldige Piger, lever endnu Og det Resultat var jo ikke saa stort.
saxo.
(Aftenbladet (København) 13. november 1913).
Birkedommer Carl Anton Freuchen døde i 1915. Han blev marts 1915 bisat fra Sct. Andreas Kirken i København. Ved bisættelsen deltog bl.a. fhv. justitsminister i ministeriet Berntsen 1910-1913, højesteretsassessor Fritz Bülow (1872-1955), opfinderen af telegrafonen, Valdemar Poulsen, overretssagfører Bentzen.
Sønnen pastor Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?) talte ved faderens begravelse. Han var cand. theol. og sognepræst (1902-1909) i Jelstrup og Lyngby (begge Vennebjerg Herred). I 1909 sognepræst i Thyrsted-Uth. Han sagde bl.a. at hans far i Faxe jagede klienter fra sig, men at den tid dog var lykkelig. På Fejø oplevede sønnen at faderen blev mere og mere angreben. Han døde som en nedbrudt mand, kun med familien og få venner. Han blev begravet i Vemmetofte.
Bülow blev ved Landmandsbankens sammenbrud i 1922 kritiseret for sin dobbeltstilling som bankens sagfører og formand for Nationalbankens repræsentantskab. Han fratrådte stilling, nedlagde sin formandspost i Landstinget m.m. og beskæftigede sig siden kun med sin sagførervirksomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar