14. August 1882 blev Carl Anton Freuchen (1835-1915) som da havde været prokurator ved underretterne i Sjællands Stift, beskikket birkedommer og skriver i Fejø Birk. Som prokurator i Faxe havde han optrådt som tilhænger af Højre og Estrup. Muligvis havde han politiske ambitioner, men blev i stedet birkedommer på Fejø. I maj 1881 blev der under hans forgænger Harry Lund fundet et barnelig på kirkegården, men han kunne ikke opklare sagen. Freuchen genoptog nu sagen, og baseret på løse rygter og sladder fandt han frem til to han mente var de skyldige.
Forbrydelser i Feiø Birk. Af et Brev fra Lolland meddele vi følgende: I det lille Feiø Birk, der bestaaer af de smaa Øer: Feiø, Femø, Veirø, Lilleø og Askø, under Maribo Amt, har det i den senere Tid vist sig, at der tidligere er begaaet og endnu begaaes forbrydelser af den groveste Art, og at saadanne kun komme for Dagen ved den nye Birkedommer Hr. Freuchens Virksomhed. Hr. Freuchen, der tidligere var Prokurator paa Vemmetofte, blev ansat som Birkedommer paa Feiø i Sommeren 1882; kort Tid efter hans Ankomst døde en Barselkones 8 Dages gamle Barn under mistænkelige Omstændigheder, idet Lægens Erklæring gik ud paa, at Barnet var død af Kvælning. Barselkonens Mand og hendes Svigermoder, et gammelt berygtet Fruentimmer, som havde været nærværende ved Barnets Død, og som paastod, at Barnet var død en naturlig Død - bleve belagte med Arrest. Begge disse Arrestanter vedbleve deres Forklaring, idet de paastod at have seet Barnet drage sit sidste Suk i Moderens Arme, og at Barnet var død en naturlig Død, hvorhos de vilde benægte Rigtigheden af den legale Lægeerklæring. Den 30aarige Barselkone, med 8 levende og alle smaa Børn omkring sig, havde Alles Medynk; man følte sig nemlig overbevist om, at hendes Barn var blevet myrdet af Svigermoderen. Paa Grund af sin Tilstand blev Barselkonens videre Afhøring stillet i Bero; hun, der tilsyneladende var sygelig, havde nemlig kun forklaret, at hendes Barn var død en naturlig Død, og denne Forklaring havde hun afgivet paa Sengen. Da de to Arrestanter imidlertid vedblivende holdt paa deres Udsagn, lod Birkedommeren omsider Barselkonen bringe paa Dommergaarden, hvor hun, efter at have varet et Par Timer i Forhør, tilstod, at hun selv havde dræbt sit Barn uden hendes Mands og hendes Svigermorders Vidende, og det viste sig, at disse virkelig havde seet Barnet i Moderen Arme drage sit sidste Suk, men de havde ikke seet, at den naturlige Moder, der i Dødsøieblikket havde sin venstre Haand under Nakken paa Barnet, hemmelig med denne Haand sammensnørede Skjortelinningen om Barnets Hals, og at det var denne Omstændighed, som frembragte barnets sidste Suk. Forbrydersken udsoner nu sin Straf med 9 Aars Indespærring i Tugthuset.
I Mai 1881 blev der paa Feiø Kirkegaard - skjult under noget Løv - fundet et Barnelig, som skjønnedes at have ligget der i et halvt Aars Tid, men forbrydelsen var og forblev uopdaget. Da Hr. Freuchen ved Nytaarstid iaar begyndte at søge op i denne Sag, kom forskjellige Personer i Arresten: vel viste det sig, at det rette Spor ikke strax var truffet, men de sigtede Personer havde dog ikke rent Brød i Posen, idet de dømtes til Forbedringshusarbeide og Fængsel paa Vand og Brød for fosterfordrivelse og Meddelagtighed i denne forbrydelse. En Arrestant, en tidligere Handelskommis, som nn havde forretning i Kjøbenhavn, blev løsladt mod Kaution, fordi han under Sagen ægtede den unge Pige, som han havde forført og senere forledet til Fosterfordrivelse. Imidlertid lod Hr. Freuchen søge efter Pigen Anna - Søster til den oven fornævnte Barnemorderske som allerede strax, da Barneliget blev fundet, var anseet for mistænkelig, men overfor hvem der dengang ikke blev foretaget Noget idet man da havde ladet sig nøie med en Erklæring fra Jordemoderen, hvor Anna da havde hjemme, hvilken Erklæring gik ud paa, at Anna formentes ikke at have født. Anna blev imidlertid nu funden paa Lolland i Juli d. A . og samme Dag hun blev anholdt, vedgik hun sig skyldig i den foreliggende Forbrydelse. Hun, som i Mai kun var 20 Aar gl., forklarede nu, at da hun i Sommeren 1880 følte sig svanger, gjorde hun sin Moder bekjendt med sin Tilstand, og Moderen foreholdt hende da, at det for hendes fremtids Skyld var aldeles nødvendigt, at hendes Barn ved Fødslen blev bragt afveien; hun vilde ellers komme under Fattigvæsenet. Moderen trøstede hende med, at hun kunde komme til hende, naar Tiden nærmede sig, saa vilde hun hjælpe hende. I December f. A.. en streng Vinter, da Anna følte sin Nedkomst nær, gik hun til sin Moder, og denne lod sig om Aftenen sammen med hende færge over paa Feiø. Her gjorde Moderen hende bekjendt med, at hvis hun fødte et levende Barn, maatte det nødvendigvis dræbes og bringes ud paa Feiø Kirkegaard. I den mørke og meget kolde Nat passerede de nu skjulte omkring paa Øen, indtil de kom i Nærheden af Kirkegaarden; de gik saa ind paa en Mark og satte sig paa en Grøftevold, og her fødte Anna et Drengebarn, som hun paa Moderens Forlangende strax dræbte, hvorefter Moderen tog Barnet og forsvandt med det. Efter 1½ Times Forløb kom hun tilbage og meddelte, at nu var Barnet forsørget og henlagt paa Kirkegaarden, og da hun havde siddet endnu i nogen Tid, spadserede de til Færgestedet og bleve om Morgenen seilede over til Femø, hvor Anna strax maatte gaa i sin Kondition. Da Barnet senere, i Mai 1881, blev fundet, maatte Anna, paa Moderens forlangende, for derved at aflede Mistanken fra hende selv, skrive anonyme Breve til den daværende Birkedommer, hvorefter en hæderlig Pige blev sigtet for Forbrydelsen. Birkedommer Freuchen lod selvfølgelig nu den for Anna saa omhyggelige Moder, et ugift Fruentimmer, 60 Aar gl., Christiane Gotfredsen, bringe tilstede. Dette Fruentimmer, der stærk minder om de bekjendte Hexebilleder, sidder nu i Saxkjøbing Arrest, og har først nylig afgivet en aaben Tilstaaelse om sin Gjerning. Hun er skinhellig, har hidtil kaldet Gud til Vidne paa sin Uskyldighed, og uagtet Anna i Retten paa sine Knæ har bønfaldet hende om at sige Sandheden, har hun stadig stødt Datteren fra sig med Ordene: "Du lyver, Du vil styrte Din Moder i Ulykke og Du vil derfor blive brændt op i Helvede" osv., og til Dommeren er hun fremkommen med Yttringer som: "Grav mig levende ned i Jorden til Halsen, og lad mig raadne saaledes levende hen, hvis jeg er skyldig. I den senere Tid havde Hr. Freuchen afhørt hende baade Dag og Nat, og endelig er det lykkedes ham at saa dette forstokkede Fruentimmer til at tilstaa. Vi have her i Saxkjøbing et usselt Raadhus, vistnok enestaaende her i Landet; naar der, som skeet i den senere Tid, holdes Forhør ved Lys, saa standse de Forbigaaende, idet baade Dommerens og den vedkommende Arrestants Udtalelser høres fuldstændig ud paa Gaden. Der findes kun et lille Forhørslokale i Stuen til Gaden, og det skeer da ogsaa, for at afværge formegen Nysgjerrighed, at de udenfor forsamlede Grupper maa anmodes om at passere videre.
(Folkets Avis - København 24. oktober 1883).
Hvad der ikke kom frem i aviserne var, at forhørene var foregået under torturlignende forhold. Ting- og Arresthuset i Saxkøbing var oprindelig opført 1811 som privat bolig. I 1836 blev det indrettet til ting- og arresthus. I 1869 blev indrettet tre enkeltceller og en fællescelle til tre fanger. Byfogden oplyste 1886 at bygningen var meget forfalden. Et nyt blev indviet i 1888.
Aviserne pointerede Freuchens fyldige og omfattende sagsakter, og måske netop af denne grund også opfattet som grundige. Få havde taget sig den ulejlighed at kigge på indholdet. Højesteret i oktober 1884 stadfæstede dommene på 5 års tugthus til Ane og Christiane Gotfredsen dødsstraf der i december 1884 blev forvandlet til livstidsdom. Dermed var sagen dog ikke forbi, for i tugthuset på Christianshavn kom en læge i 1885 til et andet resultat end distriktslægen på Fejø. Se herom i næste afsnit om genoptagelsen af sagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar