Østrigerne på Vesterhavsøerne 1864. (Efterskrift til Politivennen)

De sidste slag i Krigen 1864 fandt sted på Vesterhavsøerne som var blevet besat af kaptajnløjtnant Hammer. Kort før våbenstilstanden den 20. juli 1864, angreb østrigske og preussiske styrker kaptajn Hammer (min ufuldkomne oversættelse står umiddelbart efter de tyske tekster):

Die Ankunft der Oesterreicher auf Sylt.

* Hamburg, 17. juli. Ueber die Besitznahme der nordfriesischen Insel Sylt durch die Oesterreicher gehen mir von befreundeter Hand ausführlich Berichte zu, denen ich in folgenden das wesentliche enthenme. Bekanntlich beherrschte Capitän Hammer, jener kleine Tyrann, dessen Namen alle Friesen noch nack Decennien nur mit Abscheu aussprechen werden, mit seiner Flottille von Kanonenjollen, einem zu seiner Disposition stehenden Dampfschiff, das er beliebig als Schlepp- und Transportschiff benutzte, und einer Anzahl Kreuzer den ganzen Archipelagus der Westsee. Den schwer zugänglichen Inseln sich zu nähern, war den Aliirten nur möglich wenn sie mit ausreichenden Streitkräften erschienen. Dieser Moment war am 11 Juli gekommen. Bei Tagesanbruch verkündigten den Bewohnern Sylts gewaltige Südwestlich von der Insel aufsteigende Rauchwolken dass sich ein Geschwader mehrerer Kriegschiffe derselben nähere. Alsbald ward die Bevölkerung allarmiert, und alles eilte in die Dünen, von deren Gipfeln die Nordsee nach allen Seiten hin meilenweit zu überblicken ist. Anfangs bangte den meisten es möchten dänische Schiffe seyn, da wegen der grossen Entfernung die Flagge nicht zu erkennen war. Als aber das Geschwader in der Nähe von Rantum sich theilte, vier Kanonenboote südostwärts steuerten, så dass die Föhr und Amrum in Sicht behielten, während die grössere Flottenabtheilung, bestehend aus einem Linienschiff, einer Panzerfregatte und einer Corvette, nordwärts zog, athmeten die Insulaner froh auf; denne nun wussten sie, es nahten die Befreier. Bald auch erkannte man jetzt die österreichischen und die preussischen Farben, und jubelnd konnten die Sylter sich zurufen; die ganze Westsee ist von der Flotte der Alliierten blokiert, Capitän Hammer mit den seiningen boote bei Rantum vor Anker und begannen mit dem Lande zu communiciren. Drei Sylter wurden als Lootsen an Bord genommen, die Anker abermals gelichtet und weiter nordwärts gesteuert, da man sich überzeugt hatte dass auf dieser Seite der Insel ein Engriff von den Dänen nich zu befürchten sey. Nachmittages erreichten die Kanonenboote die Rhede von List unter der kundigen Führung des bekannten Sylters H. M. Matthiesen. Drei Schüsse verkündigten der Bevölkerung der Insel dass die Flaggen der Alliirten im Listertröf und am Strande von List wehten. Damit war die Insel selbst im Besitz der Deutschen. Von den Dänen var nichts zu sehen. Erst am andern Morgen, als eine Abtheilung österreichischer Jäger genen die Westkÿste des Festlands recognoseirte, we vor Hoyer zwei Kanonenjollen kreutzten, gab Hammer ein Lebenszeichen von sich. Die Oesterreicher wurden mit einem Hagel von Kartätschen begrüsst. Verwundingen scheinen jedoch bei diesem flüchtigen Rencontre nicht vorgekommen zu seyn. Abends drang ein preussisches Kanonenboot so weit möglich gegen Hoyer vor, was die Dänen zum abziehen veranlasste. Die kleine Flotille dampfte südwärts in die Warrensee, die Kreuzer und Leuchtschiffe mitnehmend. Das im Dienste Hammers stehende Dampschiffe war aber bereits verschwunden. Man fürchtet, der schlaue Freibeuter möge durch eine der um die Inseln fluthenden Wasserstrassen nach Helgoland entkommen seyn. Der Einzug der Oesterreicher auf der Insel erfolgte Mittwochs. Um halb 7 Uhr Morgens verkündigten Signale von der hochgelegenen Windmühle bei Munkmarsch den Bewohnern Keitums dass die Befreier sich der Küste näherten. Das ganze Dorf eilte den sehnsüchtig Erwarteten entgegen. Die Häuser, die Windmühlen, der altersgraue Thurm der einsam zwischen Feldern gelegenen Keitumer Kirche schmückten sich mit schleswig-holsteinischen Flaggen. Ein Geschwaber von 25 Booten steuerte dem Lande zu. Begrüsst von tausenstimmigen Hurrah betraten 350 österreichische Jäger die Insel, unter ihnen die geflüchteten Sylter, der greise Capitän Theide, M. Decker, Capitän A. Andresen, T. Bleiken, ein Bruder der von Hammer fortgeschleppten Gebrüder Bleiken, und Landmesser Todsen. Der alte decker begrüsste zuerst mit einem Willkomsttrunk den Hauptmann der Oesterreicher, worauf diese erst den Syltern, dann ihrem Kaiser ein Hoch brachten. In geordnetem Zug schlugen nunmehr sowohl das Militär als die versammelte Menge den weg nach Keitum ein. Hier war in aller Eile eine Ehrenpforte errichtet worden, wo junge Mädchen des Orts den tapfern Kriegern Blumen überreichten. "Ob sie etwas dabei gesagt haben - schreibt mein Gewährsmann - weiss ich nicht, jedenfalls haben sie etwas gedacht ..." Nach der Ankunft in Keitum machten sich's die Truppen bequem, erquickten sich aud ihren Feldflaschen und zündeten sich ihre Pfeifen an. Die Sylter aber begannen alsbald reine Wirtschaft zu machen, indem sie den dänischen Beamten, dem Pastor, dem Landvogt, dem Controleur etc. unkündigten dass sie sich reisefertig zu machen hätten. Schon Abends wurden diese sehr unbeliebten Herren, willige Werkzeuge der dänischen Propaganda, nach Hoyer eingeschifft. Die Verwaltung der Landvogtei hat man interimistisch den HH. Theide, M. Decker und dem Rathmann J. Groot übertragen. Ebenso ist nach entfernung der Dänen die Inspection des Leuchtturms, dessen Lampen schon mehrere Nächte nicht mehr angezündet worden waren, in die Hände erprobter ditscher Männer gelegt worden. - Wahrscheinlich ist gegentwärtig auch Föhr in der Gewalt der Alliirten, wenigstens berichtet mein Gewährsmann dass ein Theil der auf Sylt gelandeten Truppen Befehl erhalten habe möglich bald nach dieser Insel überzugeben. 

(Allgemeine Zeitung, 21. juli 1864)

Kort over øerne som viser de vigtigste stednavne: Øerne Sylt/Sild, Föhr og Amrum. Mod nord sydspidsen af Rømø. På Sylt mod syd halvøen Ranum og mod nord List. Desuden farvandet Wattenmeer øst for Sylt. På fastlandet Hoyer eller Højer.

Østrigernes ankomst til Sild.

* Hamborg, den 17. juli. Om østrigernes besættelse af den nordfrisiske ø Sild modtager jeg detaljerede rapporter fra en af ​​mine venner, hvorfra jeg tager det væsentlige i det følgende. Det er velkendt, at kaptajn Hammer, den lille tyran, hvis navn alle frisere vil udtale med afsky, selv efter årtier, regerede med sin flotille af kanonjoller, et dampskib til hans rådighed, som han brugte som bugser- og transportskib og et antal krydsere hele øhavet i Vesterhavet. At nærme sig de utilgængelige øer var kun mulig for de allierede, hvis de optrådte med tilstrækkelige væbnede styrker. Det øjeblik kom den 11. juli. Ved daggry blev indbyggerne på Sild varskoet  af de opstigende røgskyer sydvest for øen, at en eskadrille med flere krigsskibe nærmer sig. Straks blev befolkningen alarmeret, og alle skyndte sig til klitterne, fra hvis toppe Nordsøen kan ses i miles afstand til alle sider. Først var de fleste bange for at det ville være danske skibe, fordi flaget ikke kunne ses på grund af den store afstand. Men da skvadronen splittede sig nær Rantum, styrede fire kanonbåde sydøst, med Föhr og Amrum i sigte, mens den større flådeafdeling, der bestod af et linjeskib, en pansret fregat og en korvet, bevægede sig nordpå, åndede øboerne lettet op; for nu vidste de, at befrierne nærmer sig. Snart blev de østrigske og preussiske farver set, og Silds befolkning kunne juble; hele Vesterhavet er blokeret af den allierede flåde, kaptajn Hammer og hans både til anker ved Rantum og begyndte at kommunikere med land. Tre syltere blev taget om bord som lodser, ankerne blev lettet igen og styret længere mod nord, da de havde overbevist sig om, at der på denne side af øen ikke var fare for et angreb fra danskerne. Om eftermiddagen nåede kanonbådene vandvejen til List under ekspertvejledning af den velkendte Sylter H. M. Matthiesen. Tre skud meddelte øens befolkning, at de allieredes flag vejede i Listertröf og på List-stranden. Selve øen var nu kontrolleret af tyskerne. Der var intet at se af danskerne. Det var først næste morgen, da en afdeling af østrigske jægere på fastlandets vestkyst, opdagede at to kanonbåde sejlede ud for Hoyer, at Hammer gav et tegn på liv. Østrigerne blev mødt med kardæsker. Ingen blev tilsyneladende såret i denne flygtige test. Om aftenen sejlede en preussisk kanonbåd så langt som muligt mod Hoyer, hvilket fik danskerne til at trække sig tilbage. Den lille flåde dampede sydpå ind i Wattenmeer og tog krydsere og lysskibe med sig. Dampskibet i tjeneste for Hammer var allerede forsvundet. Man frygter at den snedige fribytter måske er flygtet til Helgoland gennem en af ​​vandvejene der strømmer rundt om øerne. Østrigerne flyttede ind på øen onsdag. Klokken halv syv om morgenen meddelte signaler fra den høje vindmølle nær Munkmarsch beboerne i Keitum, at befrierne nærmer sig kysten. Hele landsbyen skyndte sig at møde de længe ventede. Husene, vindmøllerne, det aldersgrå tårn i den ensomme Keitum-kirke, der ligger mellem marker, var prydet med Slesvig-Holstens flag. En eskadre på 25 både satte kurs mod land. Mødt af tusindstemmig hurra trådte 350 østrigske jægere ind på øen, blandt dem flygtningene fra Sylt, den gamle kaptajn Theide, M. Decker, kaptajn A. Andresen, T. Bleiken, en bror til Bleiken-brødrene som blev bortført af Hammer og landmesser Todsen. Den gamle Decker hilste først på østrigernes kaptajn med en velkomstdrink, hvorpå de først hyldede Sylterne, derefter deres kejser. Både militæret og den samlede menneskemængde nåede ordentligt til Keitum. Her var der i al hast rejst en æresport, hvor unge piger fra byen gav blomster til de modige krigere. "Om de ved den lejlighed sagde noget - skriver min informant - det ved jeg ikke, i det mindste tænkte de noget ..." Efter ankomsten til Keitum gjorde tropperne sig det komfortabelt, forfriskede sig af deres vanddunke og tændte deres piber. Men Silds folk begyndte snart at gå i aktion ved at give de danske embedsmænd, præsten, guvernøren, kontrolløren osv. besked om at de skulle gøre sig klar til afrejse. Om aftenen blev disse meget upopulære herrer, villige redskaber for dansk propaganda, sendt afsted mod Hoyer. Landvogters administration er midlertidig overgået til de herrer Theide, M. Decker og Rathmann J. Groot. Efter at danskerne var gået, blev ligeledes inspektionen af ​​fyret, hvis lamper ikke var blevet tændt i flere nætter, placeret i hænderne på rutinerede Ditsch-mænd. - På nuværende tidspunkt er Föhr sandsynligvis også i de allieredes magt, i det mindste rapporterer min informant, at nogle af de tropper, der landede på Sild, har modtaget ordrer om at overgive sig kort efter denne ø.

Telegraphische Depeche, vom 21. Juli. "Capitän Hammer hat sich am 19. Abends mit seinen Leuten und Schiffen dem preussischen Dampfer "Blitz" und Oesterreichern ergeben." (Kladderadatsch, 24. juli 1864. Bladet havde tidligere fremstillet hammer som abe)

Flensborg, 21. juli Kaptajn Hammer blev i går, som vi læste i "D. Allg. Ztg.", ført til Husum. Byen var festligt oplyst til begivenheden, og der var en jubel uden sidestykke blandt befolkningen. (Kaptajnens fjernelse til Rendsburg ser ikke ud til at blive bekræftet; snarere taler andre rapporter om, at han er på vej til Cuxhaven med skib.)

Flensburg, 21 Jul. Capitän Hammer ward gestern, wie wir in der "D. Allg. Ztg." lesen, in Husum eingebracht. Ob deises Ereignisses war die Stadt Husum festlich beleuchtet, und es herrschte inter der Bevlerung ein Jubel sondergleichen. (Die Abführung des Capitäns nach Randsburg scheint sich nicht zu bestätigen; vielmehr sprechen andere Nachrichten er sey zu Schiff nach Couxhaven unterwegs.)

(Allgemeine Zeitung, 25. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Holstein 23. juli. Det var ikke let for hele Slesvig-Holsten at høre mere glæde end den østrig-preussiske eskadrons og de østrigske jægers befrielse af Vesterhavsøerne. Der var generel jubel, folk underrettede hinanden på hver togstation, og nyhederne spredte sig hurtigt over hele landet. Hammer og hans bande var de sidste rester af de forslugne danskere, der hærgede hertugdømmene i tolv år. Løgne og bedrag, bedrag, list, falskhed, uhøflighed, hvor der kun kan være straffrihed, nådesløs grusomhed karakteriserer dette system. Samtidig et glat væsen, der hurtigt fængsler udlændinge, der ikke underkaster sig; spørg bare de østrigske officerer, der var parlamentarikere ved Hammer. Den samme Hammer, der, så længe hans håndlangere beskyttede ham, slog en mand i ansigtet, der ikke straks tog hatten af ​​for ham, siges at have grædt den anden dag, da der ikke var mere flugtmulighed. Hvis man vil tage Hammer i fangenskab, føres han vel til Cuxhaven ad søvejen; hvert barn kendte frisernes plageånd, hvis ubevæbnede mænd og kvinder fik hans hånd at mærke. Men den danske økonomi havde en god ting på øerne; Der tillod den slesvig-holstenske godmodighed ikke at efterlade embedsmænd der ikke havde udført særlig dårligt, eller tyske danskere, der i det mindste vidste så lidt om statsloven, at de hyldede den danske konge, at alt dansk på øerne er blevet fejet væk rub og stub. Tyskland kan imidlertid lykønske sig selv med at have befriet øen og dens indbyggere fra fjenden. Friserne vil tilbagebetale deres tak til den tyske flåde.

Aus Holstein, 23 Jul. Nicht leicht hat in ganz Schleswig-Holstein eine Nachricht grössere Freude erregt als die von der Befreiung der Westseeinseln durch das österreichisch-preussische Geschwader und die österreichischen Jäger. Der Jubel war allgemein, auf allen Bahnhöfen erzählte man sich's, und schnell verbreitete sich die Kunde durchs ganze Land. Hammer und seine Bande waren der letzte Rest der sluchwürdigen Dänenschaft, wie sie zwölf Jahre lang auf den Herzogthümern lastete. Lug und Trug, Tücke, Hinterlist, Falschheit, Rohheit, wo os nur ungestraft seyn kann, erbarmungslose Grausamkeit kennzeichnen dieses System, dabei ein glattes Wesen das Fremde die nicht unter der Fuchtel stehen leicht besticht; man frage nur die österreichischen Officiere die als Parlamentäre bei Hammer waren. Derselbe Hammer, der, solange ihn seine Schergen schützten, einen Mann ins Gesicht schlug der nicht sogleich den Hut vor ihm abzogen, soll neulich geweint haben als kein Entkommen mehr möglich war. Wenn man Hammer unversehrt in die Gefangenschaft abführen wollte, so that man wohl ihn zur See nach Cuxhaven zu bringen; jedes Kind kannte den Quälgeist der Friesen, der an unbewaffneten Männern und Weibern sein Müthchen fühlte. Doch hatte die dänische Wirtschaft auf den Inseln ein Gutes; dort beliess nicht die schleswig-holsteinische Gutmütigkeit Beamte die sie nicht gerade besonders schlecht aufgeführt hatten, oder deutsche Dänen die allermindestens das Landesrecht so wenig kannten dass sie dem Dänenkönig huldigten, das dänische Wesen ist auf den Inseln mit Stumpf und Stiel ausgefegt worden. Deutschland aber darf sich Glückwünschen diese Eilande mit seinen Bewohnern dem Feind entrissen zu haben. Die Friesen werden ihren Dank auf der deutschen Flotte heimzahlen. 

(Allgemeine Zeitung, 27. juli 1864)

Modtagelse af den østrigske 9. jægerbataljon på Föhr. Maler Otto Fikentscher Baum, 1865. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Altona, 24. juli I går formiddag ankom kaptajn Hammer, hans løjtnant Toorby, 10 toldofficerer og 15 søfolk med det sædvanlige tog nordfra. De første to blev straks kørt til Hamborg i en omnibus ledsaget af en østrigsk og en preussisk officer, mens en vedvarende piften hørtes fra mængden; resten af ​​besætningen blev ført dertil til fods.

Altona, 24. Jul. Gestern Vormittags kamen hier der Capitän Hammer, dessen Lieutenant Toorby, 10 Zollbeamte und 15 Seeleute mit dem gewöhnlichen Bahnzug vom Norden an. Die erstern beiden wurden sofort unter Begleitung eines österreichischen und eines preussischen Officiers in einem Omnibuswagen nach Hamburg gefahren, während aus der Menge ein forwährendes Pfeifen ertönte; die übrige Mannschaft ward zu Fuss eben dahin geleitet.

(Allgemeine Zeitung, 28. juli 1864).

Broager, 24. juli. I eftermiddag blev indvielsen af ​​mindesmærket for de fra Brandenburgs geværregiment nr. 35, der faldt den 18. april, da de stormede Dybbøl skanser. Mindesmærket består af en stor mørk sten med uregelmæssig form (en slags kampesten), hvor ordene er indgraveret: "Officerskorpset i Brandenburgs fusilerregiment nr. 35 til deres kammerater og besætninger, der faldt den 18. april 1864, da de stormede Dybbøl skanser". Lige foran dette større monument er ligstenen af ​​kaptajn v. Kamecke, der i spidsen for sit firma fandt sin heroiske død samme dag, og ved siden af ​​korset for grev Schulenburg, der faldt på brohovedet. Derudover hviler omkring 50 mænd fra regimentet (N. Pr. Z.) der i en stor fælles grav.

Broacker, 24 Juli. Am heutigen Nachmittag fand hierselbst die Einweihung des Denkmals für die am 18 April beim Sturm auf die Düppeler Schanzen Gefallenen des brandenburgischen Füsilier-Regimets Nr. 35 statt. Das Denkmal besteht aus einem grossen dunkeln Stein von unregelmässiger Form (eine Art Felsblock), auf welchem die Worte eingegraben stehen: "Das Offciercorps des brandenburgischen Füsilier-Regiments Nr. 35 ihrem am 18 April 1864 beim Sturm auf die Düppeler Schanzen gefallenen Cameraden und Mannschaften" Dicht vor diesem grössern Denkmal befindet sich der Leichenstein des Hauptmanns v. Kamecke, der an der Spitze seiner Compagnie an demselben Tag den Heldentod gefunden, und daneben das Kreuz für den auf dem Brückenkopf gefallenen Grafen Schulenburg. Ausserdem ruhen da in einem gemeinschaftlichen grossen Grab einige 50 Mann des Regiments (N. Pr. Z.).

(Allgemeine Zeitung, 6. august 1864).

Stammbuchvers,

den der dänische Kapitän Hammer vor seiner Abführung auf die Festung einer Dame in's Album Geschrieben.

Wie das Ros' am Rosenstock

Abbeist, auffrisst Ziegenbock

So der Preuss' das Mench frisst auf

Nach sein kurzes Lebenslauf!

(Fliegende Blätter, uden dato 1864. 1864 indeholder numrene 966-1016, ugeblad. nr. 998 er altså formentlig omkring uge 32).

Københavneraviserne var (vanen tro) uenige om episoden. Nolge (fx "Dagbladet") mente at marineministeriet burde være kommet Hammer til undsætning, mens en anden part (fx Fædrelandet), mente at ministeriet burde havde kaldt Hammer tilbage som man gjorde med resten af den danske Vesterhavsekskadre. De fleste - især provinsaviserne - var dog enige om at Marineministeriet havde vist sig som bureaukrater.  

Marineministeren erkendte i august 1864 at det var et fejlgreb at holde Vesterhavsøerne, men man havde bl.a. fået indtryk af at Hammer kunne holde øerne fordi han havde forlangt forstærkninger af kanonbåde og infanteri. Han lagde dog ingen skyld på Hammer som havde gjort alt hvad han kunne.