11 januar 2022

Skibsforbindelse Flensborg-Faaborg. (Efterskrift til Politivennen)

Efter megen Anstrængelse fra Handelsstandens Side - hedder det i Faaborg Av., - var det endelig lykkes at faae en Dampskibsforbindelse bragt istand imellem Faaborg og Flensborg. Glæden herover var almindelig, men den var ogsaa kort. 3 Gange anløb Dampskibet "Diana" Faaborg paa Rejsen til Flensborg og lige saa ofte paa Reisen fra Flensborg til Korsør, men saa maatte denne Fart opgives. "Grunden hertil er ikke at Farten lønnede sig for slet, nei, det er Toldvæsenet, der lægger uoverstigelige Hindringer i Veien for Skibets hurtige Clarering. Nu skulde man troe, at Toldvæsenet burde fremme Alt, hvad der kunde bidrage til at forøge Toldindtægterne, og altsaa lette Samfærdselen saa meget som muligt. Men naar enkelte særligt begunstigede Pladse paa Kysterne undtages, kan man ialmindelighed, og Byerne isærdeleshed, ingenlunde glade sig over Forekommenhed fra Toldbestyrelsens Side. Toldvæsenet synes altid at have havt en afgjort Modbydelighed for Alt, hvad der har Lighed med en simpel Forretningsgang, en Paastand, der kan finde sit Beviis i en nylig udgaaet Bekjendtgjørelse angaaende endeel unyttigt Skriveri, som nu er ophævet ved Kjøbenhavns Toldsted. Der kan ikke indvendes, at vidtløftige Forholdsregler ere nødvendige for at forebygge Smugleri; thi dette kan meget godt forhindres uden at Toldvæsenet har nødig at tage sin Tilflugt til Foranstaltninger, der ere lige saa ubehagelige for de Reisende og Toldembedsmændene, som de ere kostbare og tidsspildende for Skibet, navnlig ved at lade Toldofficianter gjennemgaae hele Skibet og notere Alt, hvad der findes, lige til Forraadet i Hovmesterens Spiiskammer og Indholdet af de Reisendes Vadsække. Dersom man ved Skibets Ankomst hertil beordrede en Toldembedsmand ombord og lod ham følge Skibet til Svendborg, hvor han afløstes af en Collega, vilde man sikkert kunne forhindre Smugleri og undgaae at opholde Dampbaaden saa længe, at den ikke med Fordeel kan anløbe Byen."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1865).


Annonce i Sydfyenske Tidende, 15. april 1865.

Fra maj 1865 anløb Koch & Hendersons dampskib "Diana" Faaborg på ruten mellem Korsør og Flensborg. Skibet anløb også Sønderborg og Svendborg. I april indrykkede Koch & Henderson en annonce (se fx Korsør Avis 26. april 1865) hvori der bl.a. stod: "Paa Grund af de Vanskeligheder, de forandrede Toldforhold mellem Danmark og Hertugdømmerne medføre i Henseende til Skibets og Godsets Klarering, see vi os nødsagede til at lade Dampskibet "Diana" ophøre at anløbe Ohnsevig paa Kieler-Touren og Faaborg paa Flensborg-Touren." Dampskibet Flora sejlede i en kort periode Korsør, Svendbog, Faaborg, Assens og Haderslev.

Cornelius Peter August Koch (1816-1892) var ekspeditør kendt fra flere firmaer, fx Koch & Bird i Flensborg, samt som nævnt agent for engelske James Henderson & Son som satte skibe i fart mellem København og Flensborg. Det nævnte rederi var med Henderson jun. "Diana" var blevet købt 1856 til fart Korsør-Flensborg-Kiel. Skibet blev bl.a. brugt af H. C. Andersen i juni 1858 og juli 1862. Firmaet indgik 1866 i D. F. D. S. med fire skibe: Skruedampskibene "Arcturus" og "Aurora" og hjuldampskibene "Vesta" og "Diana".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar