Militære Erindringer
afLouis Pio.
Naar man har været Soldat, naar man har været med i Felten, i Lejren og i Garnisonen og stedse haft blot et nogenlunde aabent Øje for Stemninger og Tilstande blandt de menige Soldater, kan man ikke godt undlade at trække paa Smilebaandet, saavel over dem, der fabler om Patriotisme og Redebonhed til at "dø for Fædrelandet", som over dem, der tror, at Mangler i denne Retning vil kunne afhjælpes ved Rottingslag og Eksekutioner.
Jeg har været mellem dem, der meldte sig frivilligt, da Krigen i Slutningen af 1863 truede med at udbryde; jeg brændte af Utaalmodighed over at skulle "gaa i Skole" til ind i Marts 1864, for jeg kunde komme til at deltage i Kampen, og jeg vedligeholdt mit gode Humør hele Krigen igennem til Trods for de lidet lystelige Resultater. Man vilde imidlertid fejle meget, hvis man troede, at det var "Patriotisme", der ansporede mig og holdt mig oppe. Nej, det var simpelthen Ønsket om ikke at staa tilbage for Nogen i hvad jeg ansaa for Pligtopfyldelse, og tillige Lysten til det Spændende i Krigerlivet. Ligeoverfor Fjenden nærede jeg ikke Spor af hadefulde Følelser, og jeg vilde selv dengang have betragtet en Tysker som min "Næste" i lige saa høj Grad som f. Eks. en af mine Landsmænd.
Den samme Følelse fandtes hos de 99 Procent af de Menige. Da vi laa i Frederits blev det den ene Gang efter den anden indskærpet fra Kommandantskabet, at Forposterne eller Patrouillerne ikke maatte drikke eller paa anden Maade fraternisere med Østerrigerne, men lige meget hjalp det. Soldaterne af de to Partier hilste paa hverandre, talte med hverandre, drak med hverandre og byttede Feltflasker med hverandre i al Venskabelighed. Endnu værre stod det til med deres Redebonhed til at "dø for Fædrelandet." Da vi traskede om paa lange Ture i Fyen og Jylland, hørte jeg, der altid helst omgikkes de Menige, af disse kun Beklagelser over Marscherne og fremfor Alt over "Dragkisterne" (Tornystrene) ; de var Alle fuldstændig enige om, at det vilde være "rart" hvis de ganske gelinde kunde blive Krigsfanger og komme ned til Magdeborg eller eller en anden tysk Fæstning, hvor de ikke behøvede at marschere, slæbe "Dragkister" og samtidig risikere at faa Arme og Ben skudte af. Det eneste, men rigtignok ogsaa virksomme Middel jeg anvendte mod denne ubehageligt Lyst, var at fortælle dem, at de kun fik Mad dernede en Gang om Dagen og at de aldrig vilde komme til at smage Flæsk eller Sulevarer. Da denne Paastand bestyrkedes af den Tilstand, hvori de tyske Soldaters Madposer vidstes at være, saa blev mine Fynboere højst indignerede; de saa til deres velfyldte Madposer, tænkte paa deres syv Maaltider om Dagen og svor paa, at Tyskerne var noget forsultent Krapyl, som ikke var bedre værd end at slaa ihjel. Var det kommet til Slag efter en saadan Diskussion, vilde de have fægtet som Oldtidens Bersærker, men selv Frøken Pauline Worm vilde næppe været i Stand til at opdage nogen anden Bevæggrund end Kærligheden til de danske - Sulevarer.
Hvad den militære "Retfærdighed" angaar, hvorom her jo nu vrøvles saa meget, da er det temmelig daarligt bevendt med den, naar det gælder om for en Underordnet at faa Ret lige overfor en Overordnet. Jeg skal fortælle et lille Hverdags-Eksempel. En af de paa Sølvgadens Kaserne liggende Batailloner havde for faa Aar siden en Premierløjtnant som midlertidig Chef for et Kompagni. Denne Person udmærkede sig især ved en betydelig Irritabilitet og Hidsighed, forbundet med et meget tyndt Kendskab til Kompagniets Styrelse, der egenlig hvilede hos Oversergeanten. En Dag stod Kompagniet opstillet paa Fælleden, da Premierløjtnanten pludselig røg løs paa en Menig og beskyldte ham for Svineri, fordi han paa Brystet af sin Frakke havde noget Jord, der højst sandsynligt var kommet fra den snavsede Kolbe i af Geværet, da Jordbunden var fugtige Løjtnanten skældte Manden Huden fuld og befalede Oversergeanten at notere ham til forlods Forbliven i Tjenesten for Svineri, en naturligvis aldeles uforholdsmæssig Straf.
Nogen Tid efter stod Premierløjtnanten foran Fronten og hans Øjne faldt paa den samme Menige, der i Øvrigt altid havde opført sig godt. Han traadte da hen til ham og begyndte at sige ham, at der ikke kunde være Tale om, at han virkelig skulde forlods udtages, da Oversergeanten pludselig tillod sig at bemærke, at Rapporten herom allerede var indsendt Dagen iforvejen. "Naa, ja saa er der jo Intet derved at gøre", bemærkede "Chefen".
Soldaten blev opfordret af hele Kompagniet til at klage over denne Behandling. Men den velvise, militære "Retfærdighed" har den Bestemmelse, at en Soldat skal have Lov af sin Overordnede til at klage over ham! Han gik derfor Dagen efter til Løjtnanten, der sov i Almindelighed til Kl. 12, naar han var fri for Tjeneste, og anmodede ham om Lov til at gaa til Obersten for at klage. Løjtnanten blev rasende, vendte sig om paa den anden Side, og erklærede, at Soldaten "for ham gerne kunde gaa ad Helvede til." Soldaten, der rimeligvis ikke ansaa Gangen til Obersten for en "himmelsk" Fornøjelse, tog dette Svar for en Tilladelse og gik.
Dagen efter, da Bataillonen stod opstillet i Kasernegaarden, blev Kompagnichefen kaldt hen til Obersten. Denne spurgte ham i de øvrige Officerers Nærværelse, om han havde givet Soldaten Tilladelse til at klage, da han jo ellers, i Følge Reglementet maatte straffe Soldaten, uden at undersøge Klagens Berettigelse. Premierløjtnanten var blevet askegraa i Ansigtet, men benægtede, at Soldaten havde faaet Tilladelsen. Da Obersten gentagne Gange havde spurgt, om han slet ikke havde givet ham nogen Tilladelse, erklærede han til Slutning, at Soldaten skulde have, saavidt jeg erindrer, 3 Dages mørk Arrest. Det var hele den "Retfærdighed", han fik.
Endelig skal jeg til Belysning af Forskellen mellem den humane og krigsgale Tidsalder, berette et Tilfælde, der skete for 8 a 9 Aar siden i Kastellet. En Menig havde pryglet sin Underofficer, efter i længere Tid at have vist sig aldeles umedgørlig i Tjenesten. Da han var bleven fængslet, vilde en af Kaptejnerne forsøge at tale ham tilrette, men Fyren kylede ham først sin Trøje og derpaa sin Vest i Hovedet med de Ord: Der har I Jeres Snavs og da han saa greb Fadet med Ærterne for at lade det gaa samme Vej, fandt Kaptejnen det bedst at retirere. I Krigsretten var ogsaa jeg. Obersten, der var en human Mand, foreslog os at erklære Soldaten for gal, og fremførte som Støtte det Vidnesbyrd, der var afgivet, at Fyren en Dag havde spist 4 Pd. Kirsebær og drukket en Pægel Brændevin til. Rigtignok havde det samme Vidne forklaret, at Fangen altid spillede fortrinligt "Sjavs"; men i Betragtning af, at man vilde komme i Forlegenhed ved at skulle straffe ham efter Loven, antog vi omsider Alle Oberstens Mening. Fangen blev ført ned lænket og var saa fornuftig ikke at sige et levende Muk. Han blev derfor sendt først til Kommunehospitalet, saavidt jeg ved, derefter nogle Dage til Bistrup og tilsidst kasseret og sendt hjem.
Der er med Hensyn til "Forbrydelsen" en meget stærk Lighed mellem dette Tilfælde og Rekrutens paa Jægersborg. Kun var Infanteristen ikke en to Dages Rekrut og han var ikke Socialist. Men ligesom det lader til, at en Forenings Maskerader gør den uskikket til at holde Maskerader eller Foredrag, saaledes synes det nu, hvis man skal tro Rygtet, at en Socialist er et Væsen, der efter Ordensbanditternes Mening endog bør staa uden for Omraadet af Benaadningsretten. Vi Socialister har hertil kun et Svar: Gør, hvad I lyster, men glem saa ikke at finde Jer med Taalmodighed i Skæbnens Gang, naar Turen engang skulde komme til vort Parti at votere: La Mort sans Phrase!
(Social-Demokraten 27. februar 1876).
Artiklen var affødt af Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne hvor en rekrut var tildelt 150 rottingslag samt fængsel på vand og brød, se indslag om dette her på bloggen.
Louis Pio meldte sig i 1864 som frivillig til Aspirantskolen og efter 2 måneder blev han sendt til armeen. Han deltog indtil fredsslutningen. Han blev indkaldt til reserven i det belejrede Fredericia. Han kom aldrig i kamp, men mødte mange danske soldater som var arbejdere. Han blev atter indkaldt og gjorde garnisonstjeneste ved 13. bataljon. At han havde deltaget i krigen, gjorde det vanskeligt for hans modstandere at beskylde ham for ikke at være patriot. Efter det blev han postskriver ved Københavns Overpostmesterembede i 1870. Dette job havde han indtil han i midten af 1871 helt helligede sig socialismen.
Hvor er Grændsen? Under denne overskrift læses Følgende i "Dgs. Nyh.": Vi tillade os at henlede Krigsbestyrelsens Opmærksomhed paa en Artikel i "Social-Demokraten" for Søndagen den 27de ds., betitlet "Disciplin og Patriotisme, Erindringer fra mit militaire Liv", af Louis Pio. I nogle Meddelelser, der i kynisk Raahed overtræffe Alt, hvad vi tidligere have last i dette Blad, indfletter Forfatteren et falsk Referat af militaire Anordninger og flere Insinuationer mod unavngivne Officerer, Alt beregnet paa at vække Modbydelighed og Foragt for Militairstanden. For nogen Tid siden udtalte samme Blad, at i Underofficerer og Officerer paa Jægersborg havde faaet deres Opdragelse paa Sangkneiper og Bordeller: vi saa med Forbavselse, at denne Beskyldning gik upaaagtet hen, og formodede, at Grunden var den, at man ikke skjøttede om at faa den stakkels Skinredakteur idømt Mulkt eller Fængsel; men denne Gang træder "Stormesteren" selv frem under Navn, den frivillige Officer giver et falsk Referat af Love, som Rekruten lærer den første Dag, han er paa Skolen, meddeler Historier om sine tidligere Kammerater, der, hvis de ere sande, burde have disses Kassation til Følge, latterliggjør vore Soldater under Felten og kaster aan paa Kjærligheden til Fædrelandet; denne Gang bør der intet Hensyn tages, hvis Krigsbestyrelsen ikke vil udsætte sig for, at Mange, der nu forarges over disse Artikler, begynde at trække paa Skuldrene og sige: "Der er dog maaske noget Sandt i dem."
H. Pios Indflydelse paa den ikke raisonerende Del af Befolkningen har nylig vist sig paa en uhyggelig Maade; han bærer for Øieblikket Ansvaret for Begivenheden paa Jægersborg og dens Følger, men gjøres der ikke snart Noget fra Regeringens Side for at standse denne Mands Virksomhed, saa bliver den medansvarlig i kommende Begivenheder af samme Art (I Artiklen giver Hr. Pio Anvisning paa, hvorledes man ved at prygle sine Foresatte og bag efter spille gal kan unddrage sig Militairtjenesten. Det var interessant at faa at vide, om der existerede personligt Bekjendtskab mellem P. og Husarrekruten) og medansvarlig, naar Hr. Pio dekreterer sit "La mort sans phrase", hvormed han truer i nævnte Artikel.
(Kjøge Avis 2. marts 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar