Fra troværdig Haand have vi modtaget følgende: Maa jeg i Anledning af den meget omtalte Rekrutsag meddele Dem et Par Træk af en lignende Art; det første har jeg selv været Vidne til, og det andet angik en Broder til mig. Aar 1866, da jeg meldte mig som Rekrut (ved 13de Bataillon) i Kjøbenhavn, blev ved samme Kompagni som jeg ansat en Mand ved Navn Søren Sørensen fra Atterup (paa Sjælland). Denne Mands Udseende havde noget iøjnefaldende forskjelligt fra alle de øvrige Kammeraters ved sig. Hans Øjne rullede vildt, hans Ansigt var præget af Dumhed og Trods, hans Holdning var slap og hans hele Udseende noget sjusket. Han var Gaardmandssøn og havde nok i Hjemmet raadet sig selv lovlig meget, og da han var stærk, plejede han nok ogsaa undertiden at tage sig selv til Rette. Allerede i de allerførste Dage vankede der en haard Behandling, en raa og arrig skjældende Tiltale af Befalingsmændene, der i meget mindede os om den Maade, hvorpaa en gnaven Røgter paa Landet plejer at tiltale sine hornede Undergivne. Saadan Tiltale huede Søren Sørensen ikke, hvorfor han strax løb sin Vej og solgte sin rødkravede "Bajstrøje". Men det hjalp ham ikke; han maatte naturligvis her an igjen, og nu blev han, ganske ene Mand, sat under en Korporals Behandling. Med Pind under Hagen (han havde Tilbøjelighed til at dukke med Hovedet) maatte han nu spanke om rundt omkring paa Østerfælled med sin Plageaand skrigende i Hælene paa sig. Dog Søren Sørensen holdt tappert ud hele Sommeren over paa Skolen; naturligvis styrkedes han mere i denne Udholdenhed ved sine Kammeraters venlige Omgængelse, end han svækkedes dertil af det Vand og Brød, han fik til Straf for sin Desertion. Efter Skoletiden kom Vagttjenesten og med den en skjærpende Ordre om Pudsningen; men Pudsningen var S. S.s svageste Side. Alt andet kunde han udføre, om end lidt sent, men den ulykkelige Pudsning havde han slet ingen Sans for. Aldrig mødte han paa Pladsen uden af sine Foresatte at blive tiltalt med Skjældsord som: "Svinet", "Grisen", "et skident Bæst" og andre saadanne kjønne Udtryk, og da de ikke bed paa, maatte der anden Straf til, først paradere "om igjen" oq atter om igjen fra Kastellet og ud til Nørrevold med fuld Oppakning, til Nar for alle, og da det heller ikke frugtede, maatte der igjen Vand og Brød til. Bestandig drillet med den evindelige Pudsning, erklærede Søren Sørensen en Dag i sit onde og trodsige Lune, at han ikke vilde pudse mere for "den skide Officer." Men nu maatte han straffes for Subordinationsforseelse; Straffen blev værre og værre og S. S. blev haardere og vildere; den megen Indespærren i de mørke Fangehuller indvirkede i den Grad svækkende paa hans Forstand, at han ofte efter en lang og tavs Henstirren pludselig brød ud i en uhyggelig vild Latter. Endnu var han meget omgængelig mod sine Kammerater og fornærmede aldrig nogen uden Grund; men fra Befalingsmandenes Side blev han idelig tirret. Ved en intetsigende Geværexercits paa Samlingsstuen en Dag blev S. S. trukket ud midt paa Gulret, og mens alle de andre hvilede, skulde nu en Underofficer trække ham igjennem; men S. S. siger i "Nej, jeg skal ikke staa og være Nar." Øjeblikkelig blev smidt i Hullet og nu skulde han lave Rottingslag; to Underofficerer stiftedes til at prygle ham igjennem et Kvarterstid. S. S. stod rolig, skjønt ubundet, og tog imod det hele, ja sagde endog bag efter: "Jeg skulde staaet for saa mange til." Ikke Lydigheden, men Trodsen voxede ved denne Medfart.
Nogle Dage efter Slagene, da han atter blev trukket ud af Geledet for ene at støde imod Kavalleriet, sagde han atter nej og føjede dertil et drøjt Skjældsord imod vedkommende Underofficer. Atter maatte han i Hullet og blev nu idømt flere Rottingslag end før, skjønt det var nu klart oplyst af mange Vidnesbyrd fra Kammeraternes Side, at han var om ikke hel, saa dog halv tosset. Endnu kom han til at gjøre Tjeneste, og ved mild Behandling havde han vel endnu gaaet den igjennem, men bestandig tirret og halv beruset forbrød han sig igjen ved at staa en Underofficer i Ansigtet med knyttet Næve. Dette havde et langt, mørkt Fængsel til Følge for ham med mellemliggende Forhør, i hvilke han var iført Spændetrøje. I dette mørke Fangehul mistede han nu rent Forstanden. Det kunde undertiden træffe sig, at Vagten kom op til ham og fandt ham ganske nogen i Færd med at prygle sig selv med sine Gymnastiksko. - Endelig indsaa man, at det kunde ikke nytte at straffe ham mere; man smed ham paa Hospitalet, hvor han undertiden teede sig vild og rasende ved at styrte sig ned ad Trapperne, slaa Vindusruderne ind, raabe til Gevær og andet lignende. Om han døde der eller blev hjemsendt, erindrer jeg ikke, men ødelagt var han for bestandig, og dog var der ikke ringe Forudsætning for, at han kunde have vendt tilbage fra Tienesten som et ganske ordenlig Menneske. Han havde lært den hele Exercits og gjort Vagttjeneste i lang Tid; det var først, da den raa og tirrende Behandling blev overvældende, at de vilde og onde Kræfter helt tog Overhaand. -
I Krigsaaret 1864 skete der noget lignende med min egen Broder, der nævnte Aar blev indkaldt til Kjøbenhavn som Trænkudsk. I hans Fødeegn vidste man overalt at han kun havde ringe Evner, og det var Præsten fra hans Fødesogn (Rørby) der voldte, at han blev indkaldt (eftersom Præsten var bange for, at han skulde falde Sognet til Byrde). Det viste sig imidlertid, at han ikke kunde sendes til Hæren, fordi han manglede Forstand; men i Kiøbenhavn kunde man bruge ham til grovt Arbejde. Hvor ringe Evner han end havde, saa mærkede han dog, at det til enhver Tid skulde gaa ud over ham frem for nogen anden. Skjældsord og haard Straf overgik ham saa tidt, at han blev stridig og haardsindet, skjønt han var meget følsom af Naturen. Kort sagt, i en ganske kort Tid gjorde de militære Straffe samtidig med for stor Nydelse af Spiritus det for saa vidt af med ham, at han omtrent ved Krigens Ophør kom hjem som aldeles vanvittig. Mens han før Indkaldelsen godt kunde tjene for sit Brød, naar han nød en god Behandling, saa drev han nu om sine øvrige Dage som et Fugleskræmsel i en ussel Tilstand, indtil han endelig blev levende brændt i Sindssygeanstalten paa Bistrup *).
Man maa med Grund undre sig over, at der endnu i vort "fri og dannede" Land kan forekomme sligt. Disciplin skal der være, det er sandt, men skulde denne Maade at indøve den paa virkelig være den rette til at indpode militær Lydighed og Orden? Det er dog klart, at man ikke kan behandle Borgernes Sønner, saaledes som man behandlede Fortidens hværvede Trælle, og skulde der ikke lige saa vel i den militære som i den almindelige borgerlige Opdragelse kunne tages et Hensyn til de forskjellige Naturer? Det er muligt, at Størsteparten af de nuværende militære Befalingsmand med deres Udvikling og Dannelse ikke ere meget skikkede til at være Leerne heri; men det er paa den anden Side sikkert, at uden en human Behandling ml det i vor Tid falde vanskeligt at tilvejebringe den Tugt i Hæren og bevare for denne det Hold i Befolkningen, hvorpaa dog tilsidst det hele beror.
*) Hvorledes dette egenlig er gaaet til. kan jeg ikke mere nærmere Rede for; men en Kjendsgjerning er det, at det er sket, og Bladene have ogsaa haft Beretninger derom, kun husker jeg ikke i øjeblikket, om det var i 1865 eller 1866.
(Morgenbladet (København) 11. marts 1876).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar