Mordet i Pilestræde 61. (Efterskrift til Politivennen)

Et Mord?

Byen opskræmmedes i Aftes ved et Rygte om, at der var begaaet et Mord i Pilestræde.

Vi sendte øjeblikkelig en Medarbejder afsted for at undersøge Rygtets Paalidelighed.

Og han kom til det Resultat, at der efter al Sandsynlighed virkelig i Gaar Nat har udspillet sig et Morddrama her i København.

Vor Reporter beretter

Huset

Rygterne koncentrerede sig om en  lille skummel Ejendom Pilestræde, Huset Nr. 61.

Dette ejedes at en forhenværende Landmand, Lars Hansen, en halvgammel Mand, hvis eneste Selskab var en Puddelhund.

Han plejede at spise sin Mad paa Restavrationer, men hans Morgenkaffe bragtes ham at en ung Kone i Nabolaget.

Da hun i Gaar Morges som sædvanlig indfandt sig med Kaffen og ringede paa, kom Lars Hansen ikke ud og lukkede op.

Hun blev lidt underlig ved det, men tænkte, at han havde sovet over sig og gik igen.

Hen paa Eftermiddagen lagde man inde fra Gaarden Mærke til, at hans Lampe stod og brændte, mens Hansen stadig ikke viste sig.

Dette fandt Naboerne saa mistænkeligt, at de sendte Bud til Politiet; en Betjent indfandt sig hurtigt og gjorde Forsøg paa at komme ind, men al hans Ringen og Dundren paa Døren var forgæves.

Da Laasen var dirkefri, maatte man entre Lejligheden ved Hjælp af en Stige, som sattes op til

Køkkenvinduet.

Liget

Da Betjenten, ledsaget af en Smedemester, som bor der i Ejendommen, var kommen ind i Lejligheden, modtoges de i Soveværelset af Puddelen, som var lukket inde dér.

Inde i en af Stuerne fandt de Hansen som Lig.

Han laa fuldt paaklædt, med Hovedet op mod en Væg, og ved nærmere Eftersyn viste det sig, at Baghovedet var knust og blodigt.

Er Hansen Myrdet?

Sandsynligheden taler i høj Grad for, at her foreligger et Mord.

Det synes utænkeligt, at Hansen kan være kommen af Dage ved et Ulykkestilfælde. Selv om han havde faset et apoplektisk Anfald og var falden om paa Gulvet, kunde han næppe have forslaaet sig i den Grad, at Hovedet knustes.

Af mistænkelige Omstændigheder kan nævnes, at der rundt om i Værelset, navnlig paa Møblerne, fandtes Blodpletter, og at der paa Bordet stod to tømte Toddyglas.

Dette sidste giver Vished for, at Hansen har haft en Fremmed oppe hos sig og drukket med ham.

Men paa den anden Side har man endnu ikke savnet Penge eller Værdigenstande. Den afdøde havde sit Guldur paa sig Hans Portemonnæ derimod fandtes paa Gulvet, den indeholdt kun en Sølvmønt og et Par Lotterisedler. Tilsyneladende var ingen Gemmer opbrudte.

Det hele saa overordentlig mystisk ud.

Politiet

Paa Politistationen i Pilestræde havde manu endnu ikke kunnet danne sig nogen bestemt Mening om, hvorvidt Hansen var bleven myrdet eller ej. I alle Tilfælde syntes der ikke at foreligge noget Rovmord, men der er jo den Mulighed, at den eventuelle Morder kan være skræmmet af Støj paa Trappen eller lignende og derfor har skyndt sig at slippe ud, saa snart Mordet var begaaet.

Ved Forhør af Husets øvrige Beboere var der ikke fremkommet noget, som kunde give Oplysning i den uhyggelige Sag. Ingen af dem har i Forgaars Aftes eller Nat mødt nogen mistænkelig Person paa Trappen.

Der fæstedes ikke videre Tiltro til en Meddelelse om, at en yngre Person i Gaar gentagne Gange skal have staae og kigget op ad Huset med temmelig underlige Manerer.

Foreløbig var der ikke andet at gøre eud at køre Liget ud til Johannesstiftelsen, hvor Ligsynet Formiddags skulde finde Sted.

Politiet aflaasede derpaa Hansens Lejlighed og satte et Segl paa Døren.

Efterskrift

Ved Ligsynet, der fandt Sted i Formiddags, udtalte Reservelæge Dethlefsen til Politiassistenten, at der næppe var nogen Tvivl om, at Lars Hansen var bleven myrdet. Derom vidner navnlig den Omstændighed, at der i Ligets Haand fandtes flere Huller.

Den retslige Sektion vil finde Sted i Morgen eller i Overmorgen under Professor Gaedeckens Ledelse.

(København 7. januar 1893).

OBS: Dette er ikke ejendommen hvori mordet fandt sted, men Pilestræde 51, altså 5 numre væk. 1898 Men måske giver det i mangel af bedre et indtryk af karakteren af kvarteret. Fotograf Fritz Theodor Benzen: Gårdinteriør fra Pilestræde 51 set mod porten i forhuset. Nedslidt bindingsværk mod brolagt gårdsplads med henstillede tønder, trækvogn mv. Københavns Museum. Public Domain.

Mordet i Pilestræde

Det Billede, København alt i Dag ser sig i Stand til at bringe af den i Pilestræde Nr. 61 myrdede Lars Hansen, er et Portræt, der er taget for halvandet Aars Tid siden.

Det ligner ham paa en Prik; Apoplektikeren med det glatragede, skarptskaarne Ansigt, tynde Haar og Panderynker, der taler om tunge Livsdage. Han synes med tilkæmpet Ro at ville skjule det mystiske Hang i sit Væsen - det, der rimeligvis har voldet ham hans voldsomme Død.

Ti der kan vel næppe nu være Tvivl om, at han er falden for en af sine unge Venners Haand. Han, der selv boede i dette mørke Kvarter af Pilestræde, hvor de offentlige Fruentimmer i Skumringen færdes langs de skidne Husrækker, og hvor talrige Kipper giver Tilholdssted for Kvarterets Sutenører, - han saas aldrig i Kvinders Nærhed.

Men naar han vendte hjem fra sine Aftenture, fulgte snart én, snart en anden Ungersvend i hans Fodspor op ad den krinkelkrogede Trappe. Om Sommerenofte Soldater, om Vinteren Gadernes tilfældige. Med dem drak han for omhyggeligt nedrullede Gardiner i sin lille Stue, udstyret med en fruentimmeragtig Smag for bløde Polstre og intetsigende Nips.

Det er i en saadan uhyggelig téte-A tete, at han er bleven myrdet. Der stiller sig her to Spørgsmaal:

-  Er Morderen en ung Mand, der, ukendt med den myrdedes Tilbøjeligheder, først har tømt et Glas med H og derpaa, efter en opstaaet Kontrovers, slaaet den gamle Apoplektiker ned?

- Eller har det været en Slyngel, der vilde benytte sig af Omstændighederne til at afpresse Ofret Penge og har brugt Magt, hvor Ord og Trusler intet nyttede?

En nøje Ransagen af hans Gemmer har ladet vente paa sig, da alle Nøgler i Lejligheden var sporløst forsvundne. Først senere vil det altsaa kunne konstateres, hvorvidt der foreligger et Drab eller et Rovmord.

Saa meget véd man dog i hvert Fald af Toddyglassene og at hans Yttringer til sin Husbestyrerinde Dagen før Mordet opdagedes, at han ventede - og fik Selskab.

- "Jeg vil lægge mig lidt, jeg er træt", sagde han til hende i Torsdags Middags. Siden saa' ingen noget til ham. Men man hørte, at der opholdt sig nogen hos ham ud paa Natten. Han har da søgt denne Udflugt, fordi han ikke - som ellers - viste sig senere paa Aftenen og har saaledes villet bortlede Husboernes Opmærksomhed.

Efter alt at dømme - det har været en ny Bekendt, og det er netop denne Omstændighed, der vil skaffe Politiet megen Fortrædelighed.

Rundt om, i Album, paa Bord og Piedestal, stod en Mængde Portrætter af unge Mennesker, dels i, dels uden Uniform. De er selvfølgelig taget i Behold af Politiet, og en omhyggelig Undersøgelse vil blive foranstaltet mellem Originalerne.

Men det er jo næppe rimeligt, naar man dømmer efter H.'s Hemmelighedsfuldhed Mordaftenen, at Morderen er blandt disse gamle Forbindelser, der havde deres vante Gang i Nr. 61.

- At Politiets Erklæring, som vi nedenfor optrykker, ses, at der endnu er den Version tilbage: Lars Lansen var ikke hjemme mellem Kl. 6 - 10 i Torsdags. - Han har da givet sin Husholderske fejl Underretning for yderligere at desorientere alle Vidner og senere listet sig sagte op ad Trapperne i Selskab med Morderen.

- - I Løbet at Gaarsdagen kom Politiet ved energiske Undersøgelser til den bestemte Overbevisning, at Hansen er myrdet. Og det synes, som om man tillige er paa Spor efter Morderen.

. . . Mistanken er rettet mod en nogle og tyveaarig Mand, der Fredag Formiddag stod paa Trappen og kiggede ind gennem et Gangvindue til Hansens Lejlighed. Da der kom nogen, blev han angst og skyndte sig afsted. Da Betjentene om Eftermiddagen kom ud fra Lejligheden, kom Personen og udspurgte dem om den Myrdede. Siden har man ikke set ham.

Den Mistænkte skildres som en temmelig lille Mand med mørkt Skæg. Han var klædt i en mørkeblaa Vinterfrakke og bar sort Hat.

Politiets Henvendelse:

I Gaar Aftes er Husejer Lars Hansen fanden død i sin Bolig, Pilestræde 61, 1. S. under mistænkelige Omstændigheder. Da det er af stor Vigtighed for Undersøgelserne at faa oplyst, hvem han i de sidste Dage er set i Selskab med, særlig i Torsdags Aftes mellem Kl. 6 - 10, anmodes enhver, der maatte kunne give Oplysning i saa Henseende, at henvende sig til 2den Politiinspektør paa Politikamret, der efter Omstændighederne vil udbetale Vedkommende en passende Dusør.

Catch

(København 8. januar 1893).

Mordet blev (som ofte var skik) foreviget i en skillingsvise. På forsiden er med blyantskrift fejlagtigt angivet året 1892. Mordet skete i 1893. (Statsbiblioteket)

Af Lars Hansens Livshistorie.

En Don Juan - De fikse Kammerjomfruer - En højbaaren Elskerinde. - Kvindehader. - En forsmaaet Hustru. - For Pengenes Skyld. - Var han Ægtemand!

Det, der særlig ger denne mystiske Mordaffære interessant og spændende; der lader Sagen tage Fart som et Drama, i hvis dybe Mørke Fantasien skimter uhyggelige Silhuetter af lyssky Banditer og perverse Forbrydere; der med utaalmodig Forventning lader os søge den ukendte Morders Spor og hans dunkle Motiver - er selvfølgelig den Omstændighed, at man véd, hvilken ulykkelig Tilbøjelighed der lod den gamle, formuende Lars Hansen kaste sig i Armene paa barn aldeles fremmede Folk.

- Hvor dæmonisk en Magt over den gamle og apoplektiske Mand har ikke denne Forvildelse haft, der lod den eu Gang af Kvinderne saa feterede unge Fyr, forladt af Familjen og de Nærmeste, havne i sin ensomme Bolig i en gammel Rønne i et mørkt og afsides Kvarter! Her i denne Hule, hvor han, alene med sin Hund, lod sit Blik glide rundt fra Billede til Billede af de unge, ukendte Mænd, der for en kortvarig Stund skabte Lys i den gamles Stue!

... I disse Timer har han tænkt paa sine Ungdomsdage,hvor han som en køn og afholdt Tjener fartede rundt paa Herregaardene i gode og vellønnede Pladser. Hans Familje beskriver ham fra den Tid som en ren Don Juan. Han var de smaa, fikse Kammerjomfruers fortrolige Ven, og Kærligheden skænkede ham af sin Drue til bredfyldt Maal.

Han var dog kræsen i sin Smag. Ingen lærer hurtigere end disse Alkovernes Terner de Raffinements, der i Længden er saa farlige for den sunde Elskov. Og Grunden til hans seiere Uvilje mod Kvindekønnet tør sikkert ikke mindst søges heri, hvor den unge, kraftige Bondekarl havde saa let ved at vinde saa kultiverede Forbindelser.

*

Til Slut skulde dog en lille, ejendommelig Episode øve en mægtig og farlig Virkning paa hans i Forvejen blaserede Sind.

Rygterne herom samler sig omtrent saaledes

- Paa en stor Gaard, hvor han i sin Ungdom tjente, vedligeholdt han et Forhold til Herskabets Stuepige. Men der var ogsaa andre Øjne end den lille Jomfrus, der havde fæstet deres Glød paa Lars Tjeners Skikkelse. Ingen ringere tilbad ham end selve Godsets ældre, korpulente Frue!

For hende havde imidlertid Lars Hansen en afgjort Modbydelighed. Og selv ved alle Løfter om at vinde langt frem var han ikke at bevæge til at tilstaa Fruen sin Gunst.

Hun benyttede sig da af et Fif.

Ti en skønne Nat, hvor den lille Stuepige uden hans Vidende var borte i andre Ærinder, spillede Fruen selv sin egen Tjenerinde. Hvorledes - maa vi overlade Læserne selv at kombinere.

Lars følte over denne Overraskelse saa megen Væmmelse, at han forlod sin Plads.

Efter alles samstemmende Udsagn slog han nu i lang Tid alle erotiske Æventyr ud af Hovedet.

Først lang Tid senere stod han i Begreb med at indgaa et Ægteskab paa Sydfyn med en Enke efter en Bager. Vielsen var ordnet, Dagen berammet. Da grebes han pludselig af en decideret Afsky for sin tilkommende og forlod hendes Fødehjem og Slægt over Hals og Hoved

*

- Nogle vil nu maaske mene, at det har vist sig, at denne Aversion for Kvinder atter maa være forsvunden, saasom han senere indgik Ægteskab. Men, som bekendt, havde hans Kone, hvis Bekendtskab han søgte i Avisen, en Medgift efter sin forrige Mand, en Tømrersvend, der var vendt hjem fra Amerika, paa 16,000 Daler. - Kan det ikke være disse, der har lokket ham? Han fik ingen Børn, og hvem løfter Fligen for dette Samliv?

I hvert Fald levede de som Hund og Kat, og Familjen trak sig efterhaanden tilbage, saa meget mere som den straks efter Hansens Skilsmisse opdagede hans nye Besynderligheder og ikke skøttede om at træffe hans Venner i Lejligheden.

Saa levede han da videre, et ensomt og glædeløst Liv, hvor han mere og mere lagde Vind paa at spare Penge sammen.

Indtil nu Morderhaanden har slaaet ham til Jorden.

(København 10. januar 1893).

Tegning fra København 11. januar 1893.

Politiet foretog "talrige anholdelser". Bl.a. af den "mystiske person", smedesvend Jens Eriksen som sneg sig rundt i ejendommen, og som under forhøret tilstod at have kendt Lars Hansen. Han blev løsladt, men allerede dagen efter anholdt igen - og løsladt igen. Til gengæld fandt man ud af at smedesvenden havde 1.700 kr som han havde erhvervet på kriminel vis. 

Også en blikkenslager fra Vesterbro der var rejst til Hull i England, efterladende sig kone og børn, indgik i  efterforskningen. Efter den 20. januar 1893 synes det som om politiet afsluttede efterforskningen med henblik på at arkivere den som uafklaret. I 1902 døde blikkenslageren i USA uden nogensinde at komme til Danmark. I 1902 blev det oplyst at han havde sendt et anonymt brev den 10. januar fra Hull, hvori røbedes kendskab til mordet, selv om dette på brevskrivningstidspunktet var offentlig kendt. Brevet opfordrede politiet til at afslutte sagen, da Lars Hansen var død som følge af et slagsmål han selv havde givet anledning til, og at brevskriveren forlængst var udenfor politiets rækkeevne. De videre undersøgelser kunne dog ikke fastlægge hvem brevskriveren var.

Mordet i pilestræde.

(Af en gammel Politimand)

Det er meget længe siden Kjøbenhavns Politi har havt en saa vanskelig Sag til Behandling som Mordet i Pilestræde. Efter hele Lars Hansens Levesæt stod det strax klart, at det vilde falde overordentlig vanskeligt at faa opklaret, hvorledes han er kommen af Dage. Hans Omgang var en saadan, at Politiet og Retten ikke kunde vente at faa Oplysninger fra denne Side uden at man beroligede alle mulige Vidner med, at der skulde blive seet igjennem Fingre med mulige Uregelmæssigheder i deres Levemaade, som maatte komme for Dagen. I Stedet for benyttede man Leiligheden til at starte en Sædelighedssag. Dermed er hele Sagen forkludret, og Muligheden for at finde Morderen udelukket, med mindre Lykken her, som saa ofte skulde komme Forstanden til Hjælp.

Med et Par Ord skal jeg omtale denne mærkelige Mordsag, der er blevet behandlet med meget ringe Dygtighed af vort Politi; det samme som i sin Tid trak paa Skulderen, fordi Frederiksberg Politi ikke kunde finde Lampeveismorderen. Ligheden imellem de ved Lampeveismordet og Mordet i Pilestræde begaaede Feil er ganske slaaende. Liget af den dræbte Snedker Sørensen fandtes, som det vil erindres, i Sneen ved Lampeveien. Politiet sattes strax i Kundskab om Fundet af de 4 Fortarbeidere som gjorde det.

Et blot nogenlunde snedigt Politi vilde strax have benyttet sig af den Fordel som et saa udmærket Spormateriale som Sne frembyder, men Frederiksberg Politi havde ikke saa megen Omtanke. Alverden fik Lov at stimle sammen om Mordstedet, hvorved ethvert Spor udslettedes.

Men nu Mordet i Pilestræde. Det opdagedes Kl. 4-5 om Eftermiddagen Torsdag den 9. Januar, da en Betjent, der var tilkaldt af Husbeboerne, gjennem et Vindue trængte ind i den Myrdedes Leilighed. Naturligvis trængte nysgjerrige Husbeboere med ind i Lejligheden, i Stedet for at de burde have været vist tilbage. Alt burde have staaet urørt indtil en dygtig Opdagelsesbetjent kom tilstede.

Dette skete aldeles ikke. Hen paa Aftenen kom Politiassistent With op i den Myrdedes Leilighed sammen med en Læge. Denne foretog det sædvanlige Lægesyn, hvorved det "konstateredes at Døden var indtraadt" ; derefter førtes Liget saa vidt jeg har kunnet forstaae af Meddelelser i Bladene, til St. Johannes Stiftelses Lighus, medens Lejligheden afsøgtes af nysgjerrige Privatfolk og næsvise Reportere. Naturligvis burde Liget være bleven liggende som det fandtes, og ikke eet uvedkommende Menneske burde have havt Adgang til Lejligheden, før Opdagelsespolitiet kom. Som det nu var udslettedes Sporene i Lejligheden i Pilestræde af Nysgjerrige, der strømmede til, ligesom det skete i Sneen paa Lampeveien ved Vintermorgen.

Men hvorfor kom Opdagelsespolitiet ikke tilstede og forhindrede at Sporene udslettedes? vil man spørge. Svaret lyder ganske simpelt: Fordi det ikke vidste noget om Mordet. Først om Aftenen Kl. 9-10 telefonerede Politiassistent With Sagen til Politiinspektør Carsten Petersen i dennes Hjem. Paa Politikammeret fik man om Aftenen ikke Spor af Melding om Sagen. Efter hvad der fortælles kom Souschefen for Opdagelsespolitiet Hr. Rudolph Petersen paa Kammeret Fredag Morgen uden at have hørt det Mindste om Mordet ; han havde tilbragt Torsdag Aften i et Theater. Han skal ikke have været rigtig tilfreds med de trufne Dispositioner.

Først Fredag Middag Kl. 12-1 foretog Chefen af Opdagelsespolitiet Carsten Petersen, Rudolph Petersen og Klein den Undersøgelse paa Gjerningsstedet, som burde have været foretaget umiddelbart efter Mordets Opdagelse. Nu førte Undersøgelserne naturligvis ikke til noget Resultat.

Saa sattes Opdagelsespolitiets Personale i Virksomhed for at finde Morderen. Det vil sige, der blev givet allerhøist en halv Snes Opdagere det særlige Hverv at søge Mordet opklaret, medens de øvrige Betjente fik Anmodning om at have et Øie med, hvad muligt Mistænkeligt, denne Sag vedrørende, de maatte træffe paa under Efterforskningerne af de dem særlig betroede vigtige Hverv. En saadan Opfordring bryder disse sig imidlertid ikke en Døit om: de siger ganske simpelt: Hvad rager den Sag os? og saa gaaer de deres skjæve Gang efter de dem særlig anbetroede vigtige sager.

Om Lørdagen efter Mordet var man uden Gnist af Spor efter Morderen; Fredagens Undersøgelser havde været absolut resultatløse, og siden har man overhovedet intet Spor fundet. "En anseet Forretningsmand" og to Opvartere meddelte ganske vist hver for sig et Signalement som det syntes paa en og samme Person, der i den senere Tid havde været set sammen med den Myrdede. Men denne Mand er ikke fundet, og Angivelserne synes ogsaa noget vaklende.

Som Sagerne stod tog de snedigste Herrer i Opdagelsespolitiet strax om Fredagen det Parti at erklære, at Lars Hansen var død ved et Ulykkestilfælde. Havde Politiets Spidser taget samme Standpunkt og fastholdt det, vilde man have kunnet undgaa den Ydmygelse, der ligger i ikke at kunne opklare et Mord; dette vilde allerede have været ganske behageligt. Men der vilde have været en anden Fordel ved at proklamere Mordet som et Ulykkes-Tilfælde, nemlig den, at Morderen saa vilde have følt sig tryg og hans Paagribelse vilde være bleven lettet. Det Mordstaahei, som Bladene nu anstillede med Politiets Billigelse, skulde nok faa den Skyldige til at være forsigtig.

I 8 Dage arbejdede Opdagelsespolitiet med sagen. Det eneste Nævneværdige der blev udrettet var, at en ung Mand der havde vist sig under mistænkelige Omstændigheder i Ejendommen i Pilestræde, blev funden og anholdt. Det var et flinkt Stykke Arbejde af den vedkommende Opdagelsesbetjent, der iøvrigt er bekendt for sin Flid og sin Sporsands; to ret sjældne Egenskaber hos Opdagelsespolitiets Personale.

Ottende Dagen efter Mordets Opdagelse overgaves Sagen til 4. Kriminalkammer, Assessor Thiele, der strax debuterede med at foretage en Anholdelse. Grunden til denne var som det synes meget plausibel; urigtig Forklaring og en forbavsende stor Pengesum l den Anholdtes Besiddelse. Men Assessor Thiele nøiedes ikke med det; han fik en Sædelighedssag sat i Forbindelse med Mordsagen. Dermed maatte alt Haab om at finde Morderen betragtes som opgivet.

Som strax sagt, det var en meget vanskelig Opgave, der stilledes Politiet og Retten ved Mordet i Pilestræde, den er blevet yderligere vanskeliggjort ved den Maade, paa hvilken den er grebet an.

Assessor Thiele maa ikke betragte det som "Resultater", om han faaer nogle Opvartere dømte til Fængsel som Sædelighedsforbrydelse i en Sag, hvor hans Opgave var at finde en Morder.

(Dagens Nyheder 24. januar 1893).

Skifteretten opgjorde i slutningen af januar 1893 Lars Hansens bo til 70.000 kr.

Mordet i Pilestræde.

Politiet i Kjøbenhavn er nu kommet til det Resultat, at Lars Hansen ikke er myrdet. Efter hvad "Polit." meddeler opstiller man følgende Hypotese.

For det første er der ikke Tale om noget Rovmord, i alt Fald er der ikke noget sikkert Holdepunkt for at antage et saadant. Vel havde Lars Hansen hævet en Del Penge i December og i Begyndelsen af Januar; men det er ved de under Sagens Gang anstillede Undersøgelser godtgjort, at hans Vaner ingenlunde udelukkede et til Tider ret betydeligt Pengeforbrug. Hvorledes han brugte sine Penge, kan vi ikke her forklare nærmere; men den Forklaring, der hører til, er meget solid.

Dernæst er han ikke i egentlig Forstand "myrdet". Det, der er foregaaet i Pilestræde Nr. 61 hin Torsdag Aften, kan forklares som følger:

Lars Hansen er kommet hjem med en fremmed Mandsperson, som han har truffet paa Gaden, og som ikke kendte hans Vaner. Lars Hansen har beværtet sin Gjæst, først med Mad og siden med Toddy. For at være uforstyrret har Lars Hansen selv lukket Hunden "Svend" ind i Soveværelset.

Efter Toddyen har Gjæsten lavet sig til at gaa, men er blevet budt til Sæde i Sofaen; og her har den noget uhyggelige Vært overrasket sin Gjæst paa en Maade, som denne i forklarlig Hæslighed har besvaret med et Slag af sin blyknappede Stok.

Slaget har ramt Lars Hansen i Hovedet og knust en Aare; Blodet er sprøjtet op paa Skilderiet over Sofaen, og Lars Hansen har udstødt et Skrig. Saa har Hunden givet sig til at gjø, og Lars Hansen er gaaet mod Sovekammerdøren for at lukke den ud.

Nu er Gjæsten bleven forstrækket og har tildelt Lars Hansen endnu et Slag eller to i Hovedet - der var Mærker af tre Slag - ; og Lars Hansen er tumlet om ved Enden af Sofaen, nærmest Sovekammerdøren, hvor man fandt Blodpølen, og Gjæsten har taget Flugten ud ad Døren.

Efter en Stunds Forløb er Hansen kommet paa Benene; noget fortumlet af Slagene har han samlet sig frem mod Yderdøren. Haanden har har holdt mod Saaret i Hovedet, indtil han, for at se ud eller forvisse sig om, at Døren var lukket, har lagt Haanden paa Dørgrebet, hvor Mærket af de blodige Fingre fandtes. Han har ikke tilkaldt Hjælp - fordi han ikke har villet røbe Aarsagen til Sammenstødet med Gjæsten.

Idet Lars Hansen vender tilbage til Stuen, ser han, at hans Fingre er blodige, og han tørrer dem i Servietten. Saa gjør Blodtabet eller en indtrædende Hjærnerystelse sin Virkning; han bliver svimmel, samler sig frem - ind i den næste Stue, hvor han falder ved Døren, forbløder sig eller dør af Hjærnerystelsen.

Alle de Spor af Blod o. a. der er funden i Lejligheden, er forklaret tilstrækkeligt ved disse Gætninger - kun Portemonnæen ved Siden af Lige kunde tale derimod ; men den kan være falden ud af Lommen eller uvilkaarlig være taget ud af den boende selv.

Altsaa er Forklaringens Rigtighed sandsynlig, siger vedkommende Politimand.

Men endnu mere: Blodsporene paa Servietten og paa Dørhaandtaget kan næppe forklares under Synspunktet: Mord.

Morderen tørrer ikke først sine Fingre i Servietten og gaar derefter til Dørgrebet og sætter Blodpletter paa det. Omvendt gaar han ikke tilbage efter at have lukket Døren op og tørrer Blodet af sig. Og hvorfor skulde han just have faaet Blod indvendig i Haanden, da han dog har slaaet med et eller andet Instrument?

Dette er som sagt erfarne Politimænds Betragtninger, og den obducerende Læge bestrider ingenlunde deres Rimelighed. Tværtimod. De paa Liget fundne ret overfladiske Saar var ikke i sig selv dødelige; de mere bestyrker end imodsiger Politi-Hypotesen.

(Aarhus Amtstidende 31. januar 1893).

Lars Hansens lig lå i mellemtiden på St. Johannesstiftelsen indtil den 7. februar, hvorefter det blev udleveret til familien, hans søster fru Knöchel i Gothergade. Det blev kørt til Vestre Kirkegård hvor det blev begravet fra Nordre Kapel den 10 februar 1893 med deltagelse af et halvt hundrede mennesker, de fleste nysgerrige. Husbeboerne i Pilestræde lagde en krans for at udtrykke deres respekt for ham som human vært. 

Sagen afsluttedes ved retten i slutningen af juni 1893. Man havde ikke fundet nogen morder, til gengæld ville der blive rejst tiltale mod ikke så få af Lars Hansens venner for sædelighedsforbrydelse.

I september 1897 livede sagen op igen i forbindelse med nogle tyverier begået af en kaptajn Bech. Beboere i nærheden mente efter forevisning af et foto bestemt at genkende ham. Midt i november blev det imidlertid klart at Bech slet ikke havde været i København på mordtidspunktet. 

I forbindelse med en sædelighedsskandale fremkom 1906 rygter om at politiet godt vidste at det var en søn af en bekendt embedsmand på Frederiksberg som levede som alfons. Han var da forsvundet. Dette er vist hverken blevet be- eller afkræftet.

Københavns Museum har en støbt ornamenteret jernovn på 31 cm. med høje fødder. Fyrhullet er anbragt på retsiden. Den har stået i ejendommen Pilestræde 61, hvor husejer Lars Hansen er blevet myrdet netop i den stue, hvor ovnen stod. Huset er nedrevet.