47 Familier kastes paa Gaden.
Byggesvindel.
Ude paa Nørrebro, hvor Lille Guldbergsgade er skaaret igennem til Nørrebrogade, er der i de sidste Par Aar opstaaet et helt nyt Arbejderkvarter. Kaserne ved Kaserne er rejst i en fabelaglig Hast. Arbejderfamilierne har taget Lejlighederne i Besiddelse, og alt syntes saare godt, saa vist som en hurtig Udlejning af en Ejendom almindelig betragtes som den bedste Garanti for dens Rentabilitet.
De sidste Dage har for Beboerne i Ejendommene Nr. 16, 18 og 20 bragt meget ubehagelige Overraskelser. Man var i Forvejen noget nedtrykt over, at Ejeren pludselig blev arresteret. Det viste sig nemlig, at da 3. Prioritet blev udbetalt Bygherren, var der ingen Penge til Haandværksmestrene. Deres Prioritet sad i Skorstenen - lovlig højt oppe til nogen Sinde at faa dem ned. Haandværkerne syntes imidlertid, at der maatte være Penge, og de lod Bygherren anholde som sigtet for mislig Omgang med Ejendommens Pengemidler og de indgaaede Kontrakter. Der forlyder imidlertid intet om, at der i Forhørene fremkom noget, der kunde bekræfte denne Antagelse og Ejeren blev sat paa fri Fod.
Nu kommer imidlertid Humlen. I Forgaars gik den indsatte Administrator J. Johansen fra Dør til Dør og meddelte Beboerne efter Ordre fra Bygningsinspektøren, at de maatte flytte den 1. Februar, hvis de ikke vilde risikere at sættes ud af Politiet. Forgæves foreviste Beboerne deres Kontrakter, hvorefter de først kunde opsiges til Fraflytning til Oktober Flyttedag. De fik alle samme Svar: Ejendommene skal ryddes. Der kan ikke faas Bygningsattest paa Eiendommene. Tillige blev der meddelt, at der ligeledes var nedlagt Forbud imod, at der afholdt Gudstjeneste i det ved Siden af Ejendommene beliggende Methodistkapel.
Enhver vil forstaa, at denne Masseudsmidning vakte berettiget Harme, blandet med Bekymring for Fremtiden. Det er sandelig ingen Spøg for saa mange Familier midt i Vinterens Hjærte at skulle søge ny Bopæl udenfor den regulære og da hele denne Historie forekom os noget mystisk sendte vi i Gaar en af vore Medarbejdere op til
Bygningsinspektøren,
Arkitekt G. Thanning, hvem disse Bygninger sorterer under og som modtog os meget høfligt. Det forholdt sig rigtigt som Beboerne havde fortalt. Han havde i Henhold til Loven givet Ordre til uopholdelig at rømme Bygningerne, for hvilke der ikke var udstedt Bygningsattest. Med megen Indignation udtalte han sig om den hensynsløse Letsindighed, disse Bygningers ansvarlige Arkitekt Hr. Hagemann havde udvist. Den 26. Oktober synede Inspektøren Ejendommen og paatalte forskellige smaa Mangler, men først paa Aarets sidste Dag blev disse rettede trods atter og atter gentagne Paabud. Nu viser det sig imidlertid, at Arkitekt Hagemann har bygget udenfor den af Stadskonduktøren afsatte Gadelinie, samt at den ubebyggede Grund er arrangeret saa dumt, at et større Stykke af denne maa medregnes som bebygget, da den ikke har den i Byggeloven bestemte Minimumsbredde. Herved bliver der for lidt ubebygget Grund, og for denne Ligegyldighed overfor de simpleste Byggeregler skal nu 47 Familier undgælde; ja Bygningsinspektøren maatte beklage det, men De forstaar nok - - Loven. Iøvrigt maatte han henvise til sin nærmeste Foresatte
Stadsbygmesteren
Afsted gik det da i den forrygende Snestorm til denne, hvem vi traf i et hyggeligt Kontor i Knabrostræde. Arkitekt Bønnecke er en mægtig Mand, der hersker over Stadens samtlige Bygningsinspektører; men saa langt som at kalde Forbudet tilbage, eller blot at trække Tiden ud til Arbejderfamilierne ved April Flyttedag kunde faa en passende Lejlighed, strakte hans Myndighed sig dog ikke. Vor Medarbejder udviklede for ham, hvor uheldigt det vilde se ud, om man netop i disse serirer vilde statuere et Eksempel.
"Nej, det vil vi s'gu heller ikke. De forstaar jo ogsaa nok - uopholdelig - det behøver jo heller ikke at være lige straks." - Der kom et lille lunt Smil frem i Hr. Bønneckes Øjenkroge, da han fortsatte: "Gaa De nu ud og trøst disse Folk, og lad dem saa indgive et Andragende til Bygningskommissionen om Udsættelse med Tilholdets retslige Forfølgning, saa skal jeg nok anbefale det."
Vor Medarbejder takkede paa de truede Familiers Vegne, og allerede i Dag vil et saadant Andragende fra Lejerne blive overrakt Bygningsinspektøren, Hr. Thanning. Vi faar da at se, om Bygningskommissionen virkelig vil opretholde et saa barbarisk Tilhold. Vi skal i alle Tilfælde holde vore Læsere a jour med, hvorledes Sagen udvikler sig.
(Social-Demokraten 14. januar 1893).
47 Familier kastes paa Gaden.
Byggesvindel.
Som vi i vor sidste Artikel om denne Sag bebudede, blev der allerede næste Dag gennem Bygningsinspektøren indleveret et Andragende til Københavns Bygningskommissioin, underskrevet af samtlige Beboere i de 4 Ejendomme i Lille Guldbergsgade. Det tør da forventes, at vore Autoriteter vil tage Reb i Sejlene og ikke skaane den stedfundne Byggesvindel ved at lade de mange fattige Arbejderfamilier undgælde for Skandalen.
For at faa rigtig Besked om, hvor man i denne Sag skal søge den rette Skyldige, gik vi i Gaar op til Hr. Arkitekt Hagemann, der sammen med sin daværende Kompagnon K. Arne Petersen havde underskrevet Tegningerne, hvorefter Bygningerne opførtes. Hr. Hagemann forklarede os, at han havde udført Tegningerne for den biskopale Menighed, der ejede Grunden; men efter at Grunden var solgt til Tømrermester O. A. Christensen, havde denne omarbejdet Planen i Forening med et lille Familieraad, der var dannet af et Par Overretssagførere og nævnte Menigheds Kasserer.
De kloge Mænd havde paa Planen slaaet en lille Streg her, og en lille Streg der, og det var efter Hr. Hagemanns Ord Grunden til, at der var Uregelmæssigheder at paatale ved disse Bygninger. "Hvor kan saadanne Folk, der kun har lært at sælge Kul, give sig til at sælge Alenvarer?" spurgte den vrede Arkitekt. Vi gav ham intet Svar herpaa, men ønskede at vide Grunden til, at han ikke havde været med i "Familieraadet". "Ha, ha! der vilde jeg nok passe som en Hund i et Spil Kegler. Havde jeg været der, saa havde de jo ikke kunnet lave hele Skandalen. Her skal De se min Kopibog." - og læste Hr. Hagemann Side paa Side, hvoraf det fremgik, at han i flere Maaneder forgæves havde fordret Planer og Overslag fra Overretssagfører F. Møller, Nørregade 7, der var O. A. Christensens Konsulent. I Breve af 2. Januar og 6. Februar gar han vedholdende opmærksom paa, at han nødvendig maatte have Overslag og Tegninger for at kunde kontrollere Haandværksmestrene.
Endelig i Skrivelse af 30. Marts 1892 gør Hr. Hagemann opmærksom paa, at der er Fejl, som hurtigst muligt maa rettes, hvis ikke det skulde gaa rent galt. Men Arkitekten blev stadig holdt udenfor det hele. Bygningen blev færdig, og Haandværkerne fik ikke deres Tilgodehavende. "Bygherren" blev arresteret som mistænkt for svigagtig Anvendelse af Bygningens Midler, og da han intet ejede, igen løsladt. Nu fremtræder den før omtalte Kasserer og faar sig gjort til Administrator for Bygningen. Renter og Afgifter nægtede han at betale i December Termin, og Haandværksmestrene maatte saa skyde Penge sammen, for at Bygningerne ikke af den Grund skulde komme under Hammeren.
Da denne Sag nu er kommet til Offenlighedens Kundskab, kan vi ikke nægte, at det vilde være af stor Interesse, om den biskopale Menighed vilde besvare os et Par Spørgsmaal:
Hvorledes kan De, som var den oprindeligt Ejer af Grunden og satte Foretagendet i Scene ved at sælge Grunden og antage til Bygherre en Mand, der vitterlig intet ejede, hvorledes kan De forsvare, at Haandværksmestrene i Bygningerne, blandt andet paa Deres Kapel, har ca. 30,000 Kr. til Gode?
Hvorledes vil De forsvare, at De af den akkorderede Sum har holdt 6000 Kr. tilbage, skønt De har indviet Kapellet og dermed godkendt det som færdigt, hvad det jo ogsaa er?
Vi stiller disse Spørgsmaal, ikke til de Bestyrelsesmedlemmer, som deltog i det tragikomiske Familieraad, men til Medlemmerne af Menigheden, som sikkert er uvidende om deres smukke lille Kapels Forhistorie. Det kunde jo være, at de vilde bede deres Forstandere, Bestyrelsesmedlemmer, Kasserer eller hvad de nu hedder, om at holde deres Fingre borte fra altfor verdslig Gøren og Laden. Derved vilde de ikke bidrage lidet til, at Forholdene hurtigt kunde blive ordnede paa en Maade, der tilfredsstiller baade Haandværksmestrene, Bygningsavtoriteterne og de uheldigt stillede Lejere.
(Social-Demokraten 20. januar 1892).
Lille Guldbergsgade blev anlagt i slutningen af 1880'erne som en blind sidegade til Guldbergsgade. Senere blev den ført igennem til Nørrebrogade og omdøbt til Peter Fabersgade (omkring 1899).
Bethaniakapellets værger svarede Social-Demokraten (26. januar 1893). Heri forklarede de at de havde overdraget byggeriet til arkitekt Hagemann. Tilbuddene overskred imidlertid Hagemanns beregninger og kapellet solgte i stedet 2/3 af grunden til A. O. Christensen. Kapellet havde altså fra starten ikke haft tilstrækkelige midler og herefter kom i kløerne på en spekulant. Resultatet var at bygherren blev ruineret, håndværksmestrene narret og "værgerne" taget ved næsen.
Den 1. februar 1893 stod i Social-Demokraten redegørelser fra den ledende arkitekt Henrik Hagemann, samt håndværksmestenes juridiske konsulent, overretssagfører J. K. Lauridsen. Alle fralagde sig ansvaret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar