03 oktober 2016

Hold Hviledagen hellig!

Til forargelse for den sande kristen og imod lovens vilje ser man endnu bestandig hovedstadens fleste butikker at være åbne på søn- og helligdagene. Dette vil ikke alene sige at disses døre står på klem, som af mangel på anden indgang var nødvendigt, og derfor umuligt kan tilgives, men endogså ganske åbne, så snart blot politipatruljen er passeret og højmessen næppe er forbi. Dristigt i så henseende er adskillige af manufakturhandlerne som ved at åbne deres døre mellem højmesse og aftensang, udhænger nogle af deres vareartikler som skilt, både fra døre og salsvinduer, fx se Østergade nr. 73 kælderen og 74 første sal.

Indsenderen og vist nok flere med ham, tvivler ikke på at vores opmærksomme og udmærkede politi ved at bringe de i sin tid givne forbud i erindring, m. v., jo vil kunne bringe de ansvarlige til at holde hviledagen hellig, lige så godt som det den almindelige bededag kan lade sig gøre, for ellers vil vel interessen til sidst bringe det så vidt at man ikke kender forskel på søn-og søgnedage.

(Politivennen nr. 894, Løverdagen den 23de Februarii 1833, s. 116-117)  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar