Ved en brudevielse i Helligåndskirken den 29. januar fandt følgende forargelige optrin sted. Ved brudefolkenes indtrædelse i kirken fandt disse en del kvindemennesker, der fulgte dem til den stol som graveren anviste dem til at træde ind i indtil vielsen skulle gå for sig. Her blev disse kvinder stående, begyndte at skælde ud og brude de mest liderlige udtryk som ikke kan anføres her da de kun egner sig for folk af et vist slags. Da brudefolkene kaldtes frem for at træde op til alteret, gik disse uforskammede kvinder bagefter, lo højt, skældte brudeparret ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord, hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet kunne forstå af præstens tale. Midt under vielsen gik nogle af disse kvinder ind i brudeparrets stol, hvor de iførte sig såvel brudens kåbe som brudgommens chenille. Til lykke var der i kirken en gammel kone som advarede graveren om det. Og han gik da straks hen, jog dem ud af stolen og lukkede den i lås. Ellers var de måske gået bort med tøjet.
Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.
(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)
"Disse uforskammede kvinder gikbagefter, lo højt, skældte brudeparret
ud, forhånede præsten ved højt og lydeligt at gentage hvert af hans ord,
hvormed de blandede anden liderlig snak så at brudeparret aldeles intet
kunne forstå af præstens tale." (Helligåndskirken, eget foto 2016).
Dog hermed var det endnu ikke nok. For da brudefolkene forlod kirken, forfulgte kvinderne dem med skældsord og de groveste ord og talemåder næsten lige til deres bopæl. Også den gamle kone måtte undgælde at hun havde meldt deres skammelige adfærd for graveren. For de forfulgte ligeledes hende på gaden med skældsord og grovheder, forbitrede over at de ved hende var blevet forhindret fra at borttage tøjet. Var sådant foregået i Komediehuset eller på et andet forlystelsessted, da var udøverne vist blevet jaget ud. Men er det da ikke tungt at der på sådanne steder skal herske mere sædelighed og orden i Guds hus? Anmelderen har altid været af den mening at kirkebetjentene havde tilladelse til at jage sådanne afskum af mennesker ud af kirken når de teede sig ilde. For Kristus udjog jo af templet de som solgte og købte, i det han sagde: "Mit hus er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule." Men nu må man tvivle om at de har en sådan tilladelse. Han har ikke nedskrevet disse linjer for brudeparrets skyld da dette nu har overstået fatalia, men for at gøre høje ansvarlige opmærksomme på sådanne uordener for at der kan træffes sådanne foranstaltninger hvorved de muligvis blev forebygget for eftertiden.
(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 88-90)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar