Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt for dem der henvendte sig til de ansvarlige for imod den sædvanlige betaling at få kirkens mærkværdigheder at se.
Markedsdag på torvet foran Roskilde Domkirke. Det har dog med garanti set anderledes ud i 1830. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."
Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt.
Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse?
Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?
Kongerne hviler under det kolde marmor.I hvert fald nogen af dem. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over.
* * *
Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.
Interiør fra Roskilde Domkirke. Det koster stadig penge at komme ind. Og man behøver ikke en rundvisning. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.
Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.
*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir
(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)
Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."
Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt.
Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse?
Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?
Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over.
* * *
Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.
Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.
Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.
*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir
(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar