Høiesteretsdom, betræffende Spørgsmaal om Embedsfortabelse for en Skolelærer og Kirkesanger paa Grund af Hang til Drukkenskab. (Efterskrift til Politivennen)

Efterat Skolelærer og Kirkesanger Bøttcher, der tiltaltes til Embedsfortabelse for Hang til Drukkenskab og derved given Forargelse, saavel i Kirken og Skolen som ogsaa i hans private Liv, baade ved den som Følge deraf nedsatte Provsterets og ved Aarhuus Stifts extraordinaire Landemødes Dom var bleven dømt til at være sit Embede forbrudt, blev Sagen derefter indanket for Høiesteret, hvor hine Domme, som alt tidligere der i Bladet refereret, bleve forandrede derhen, at den Paagjældende istedetfor Embedsfortabelse slap med en Mulkt. Hvad Sagens Realitet angaaer, da hedder det herom i Præmisserne til Høiesteretsdommen, at det efter de fremkomne Oplysninger vel maa antages, at Tiltalte i den senere Tid havde været noget hengiven til overdreven Nydelse af stærke Drikke, og at det navnlig af hans Udseende og Adfærd havde kunnet skjønnes, at han ikke var ædru. Men ligesom det dog ikke efter samtlige i Sagen foreliggende Forklaringer kunde statueres, at den nævnte Feil hos Tiltalte, forsaavidt den var bemærket i hans Færd udenfor hans Kaldsforretninger, havde viist sig i en saadan Grad, at det havde vakt særdeles Forargelse eller i noget enkelt Tilfælde fremkaldt Skandale, saaledes fattedes der Beviis for, at han i noget Tilfælde under Udførelsen af sin Bestilling som Skolelærer havde været beruset, og det kunde heller ikke ansees godtgjort, at han under Udførelsen af sine Kaldsforretninger som Kirkesanger havde befundet sig i saadan Tilstand, uden forsaavidt dette maatte kunne siges at have fundet Sted ved den i den indankede Dom omhandlede enkelte Leilighed, da Tiltalte under Gudstjenesten viste en anstødelig og forstyrrende Adfærd, der antoges at hidrøre fra Beruselse. Hvad dette Tilfælde angik, fandtes det imidlertid, efter hvad under Sagen var oplyst, i Forbindelse med enkelte Yttringer i en fremlagt Lægeerklæring, ikke aldeles tilstrækkelig Føie til at forkaste, hvad Tiltalte i sin Undskyldning havde paaberaabt sig, nemlig, at han paa den Tid var stærkt angreben af Koldfeber, og at han, ved som Middel derimed at have indtaget noget bittert Brændeviin, var bragt i en forvirret Tilstand. Paa Grund af Foranførte, og da det Dadelværdige, der i andre Henseender maatte have viist sig i Tiltaltes Embedsførelse, for hvilken han iøvrigt havde fordeelagtige Vidnesbyrd, ikke kunde antages at være af nogen væsentlig Betydning, fandtes han, som ommeldt, ikke qvalificeret til at fradømmes sin Bestilling, hvorimod han for den Overtrædelse af hans Embedspligt, hvori han ved uordentligt Levned i ovenanførte Henseende maatte antages at have gjort sig skyldig, ved Høiesteretsdommen af 1ste ds. blev anseet med en Mulkt af 50 Rd., foruden at han tilpligtedes at udrede samtlige Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1861)