Det er unægteligt at nævnte konditors lokale har noget meget indbydende hos sig, og at såvel varerne som opvartningen er upåklagelige. Men der er dog en omstændighed som når der ikke rådes bod på den, må afholde ethvert dannet menneske fra at frekventere nævnte lokale. Det traf sig tirsdag den 17. f. m. om aftenen da indsenderen var nærværende der, at nogle håndværkssvende eller karle som hverken efter deres påklædning eller talemåder egne sig for dette sted, kom derind og ikke udlod ved de meste gemene og smudsige udladelser som også ved en vis, fræk næsvished at lade se hvad sort de var. Indsenderen som havde ønske at nyde nogen mere forfriskning, blev der naturligvis ikke anden udvej for end hurtigt at gå bort. Man har imidlertid ikke villet undlade at give nævnte konditor dette velmente vink Muligvis vil han vide at sørge for sådanne lave personers fjernelse. For det er indlysende at ingen familie, ingen mand med mindsteæresfølelse, tør vove sig til et sted hvor man er udsat for et så ubehageligt møde og en så nedværdigende behandling.
(Politivennen nr. 866, Løverdagen den 4de Julii 1832, s. 511-512.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar