Litteraturen, pressen og forlystelserne.
"Vigilia" havde inviteret pastor Schack til at holde foredrag om de offentlige forlystelser. I den efterfølgende diskussion fremkom følgende:
Diskussion.
Efter at højesteretssagfører Asmussen havde overtaget stillingen som dirigent, gav han ordet til kontorchef Borgen, som oplyste, at der havde været tre varietéer i Tivoli, men af dem var heldigvis den ene gået til bunds, og han håbede, den aldrig kom op mere, for det havde været et yderst slet forlystelsessted. Han beklagede, at alle de københavnske blade havde omtalt Lona Barrisons optræden med stærk ros, idet han citerede anmeldelserne, af hvilke "Berlingske Tidendes" havde været den mest velvillige. Selv en digter som Holger Drachmann var rejst herhjem alene for at hilse på Lona Barrison, og han havde viet hende følgende digt:
Forkælet og forkætret, erfaren og naiv,
så munter som en sidsken, så smidig som et siv,
en frygt for alle fruer, en fryd for alle mænd,
går Lona over jorden gennem hjerterne hen.
Man så også i Odense fornylig, hvorledes et fint og pænt publikum besøgte Dagmar Hansens forestillinger. Dette rummer sikkert en stor fare for vort samfund. (Bifald). Grosserer Lachmann troede heller ikke, at sådanne forlystelser som Lona Barrisons var nogen gavn til; men han skulle gerne erkende, at når man ikke så på det med noget urent blik, var det måske ikke nogen siælsfordærvende forlystelse. Imidlertid nytter det ikke at råbe bravo her. Vil man ondet til livs, bør man opdrage børnene til at forstå alle livets naturlige funktioner, så at de lærer at se sundt på sunde forhold. Kun da kan børnene gå ud i livet uden fare for at falde.
Dirigenten mente at taleren kom for langt bort fra de specielle emner ...
(Frederiksborg Amts Avis, 6. marts 1901).
Lona Barrison.
"Vigilia" udsender umiddelbart efter at Lona Barrisons optræden i "Cirkus Varieté" er sluttet, et stridsskrift om denne og om hovedstadspressens stilling dertil. "Vigilia" har ladet en hel del anset mænd, politikere, skolemænd osv. overvære forestillingen, og deres dom har været priselig enstemmig.
Der er da heller ikke i lange tider budt et københavnsk publikum noget så talentløst og skamløst som Lona Barrisons afklædningsscener og den tekst der ledsager disse.
At en varieté får lov til at præsentere et sådant nummer, er ufatteligt.
I Prøjsen har ministeriet - under tilslutning af alle partier - forbudt enhver optræden af Barrison.
I København hvor der kommer mange børn på varieteer, lægges der ikke et halmstrå i vejen for Barrison-forestillingerne.
Og den københavnske presse har rost dem i høje toner.
"Vigilias" stridsskrift vil da sikkert give genlyd i vide kredse.
Justus.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende, 4. april. 1901).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar