05 juli 2016

Uskik ved Frederiksholmskanal.

Med største forundring har indsenderen øjenvidne til hvorledes en mand som rimeligvis driver handel med ballast jævnligt  sidste sommer havde et stort oplag af denne handelsartikel liggende, dels ved bolværket, dels efter kvantitetens størrelse, mere eller mindre ud på den offentlige alfare gade, udenfor nr. 244 ved Frederiksholms Kanal. Hvorfra samme efter lejlighed i prammen blev transporteret til bestemmelsen. Da denne uskik nu atter ved forårets nærmelse, har taget sin begyndelse, og den efter indsenderens mening er aldeles i strid med politianordningerne, som befaler at fortovene skal holdes ryddelige, tillader man sig gennem dette blad herpå at henlede vedkommendes opmærksomhed.

For ikke at tale om det ubehagelige skue som en sådan losseplads frembyder i en af stadens hovedgader, der især om sommeren i badetiden passeres så hyppigt endog af noblessen, og uden at berøre det ubehagelige for passerende og omkringboende, i de støjende og bøddelagtige optrin som finder sted ved den besværlig opkørsel i og nedkørsel af bunken på en så indskrænket plads, hvilket endog flere gange har forårsaget vognenes  omvæltning i gaden, hvorved de i nærheden boende alarmeres, og ulykkestilfælde let kunne afstedkommes, uden endelig at omtale det søle som fra dette behold af urenligheder, i regnvejr udbredes over gaden, så er denne uskik endnu desforuden til væsentlig ulempe for det offentlige da den ved denne selvgjorte over rendestenen anlagte losseplads, værende udløbsrende især i regnvejr udfører en stor del urenlighed fra dette oplag i kanalen, og dette vil omsider gøre stedet utilgængeligt for skibe.

Langt fra at indsenderen med denne anke har til hensigt at forårsage manden noget skår i hans erhvervskilde, mener han meget mere at hvis en offentlig gade i øvrigt måtte findes passende til denne slags trafik, de omtalte ulemper da kunne forebygges når indlosningen i prammene skete umiddelbart fra vognene som hidfører disse varer.

(Politivennen nr. 743, Løverdagen den 27de Marts 1830, s. 187-188)

Redacteurens Anmærkning.

Adressen Frederiksholms Kanal 244 er nutidens nr. 24. Huset er opført i 1740'erne tegnet af Philip de Lange for etatsråd Jacob Barchmann.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar