Udenfor den kongelige smedje og langs med bolværket i den gade der fører fra Tøjhusgade til indkørslen til det såkaldte "gamle bryghus" der nu er indrettet til artillerimagasin, benyttes pladsen til et lossested for alle mulige urenligheder, hvilket er så meget mere påfaldende som der for tiden er megen passage gennem denne gade, dels til og fra artillerimagasinet, og dels til og fra den kongelige smedje.
Da sådanne oplag ikke tåles på andre endog meget mere afsides liggende steder, og da den del af skarnet der måtte bruges til ballast, jo straks tages ombord og følgelig ikke har, bør eller kan have noget permanent leje, så tør man håbe at rette ansvarlige vil drage omsorg for at dette væmmelige skarnoplag bortskaffes.
Til slut bemærkes at bolværket lider betydeligt under den så tæt ved samme optårnede vægt, samt at kanalen ved den mindste blæst i tørt vejr opfyldes med skarn der vil koste betydeligt at få bortmudret.
(Politivennen nr. 805, Løverdagen den 4de juni 1831, s. 390-391)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar