Ifølge et i "Viborg lifts Folkeblad" for sidst afvigte 19de April optaget Referat af et Foredrag, som forhenværende Skolelærer, Folkethingsmand Christian Henrik Ravn havde holdt ved et politisk Møde i S. Ørums Forsamlingshus den 15de f. M., havde Ravn i det nævnte Foredrag, efter at have givet en Fremstilling af de politiske Forhold i de tre forudgaaende Fjerdingaar og derpaa at have opkastet det Spørgsmaal, hvem der nu lider mest under disse fortvivlede Forhold, hvorpaa han svarede "først og fremmest det konstitutionelle Kongedømme", fortsat saaledes: "Hvor man færdes blandt Folk, hører man følgende Udtalelse: Er Kong Christian den Niende ikke den Konge, den danske Rigsdag valgte til Thronfølger, fordi han ikke som sine Brødre var med i Oprørshæren? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Novemberforfatningen, hvis Følge blev, at vi mistede to Femtedele af vort Land? Er det ikke den Konge, som 1863 underskrev Provisoriet? Er det ikke den Konge, som mor i Aalborg maatte omgive sig med Dragoner med skarpe Vaaben? Er det ikke den Konge, som i 1885 underskrev Provisoriet, og som maatte omgives af Politibetjente, kasernerede Soldater med skarpe Patroner, med opkiørte Kanoner og armerede Krigsskibe, og som maatte have en Livvagt af junkerlige Eventyrere puttede i Gardeuniformer?"
Under en i Henhold til Justitsministeriets Resolution imod Ravn for Overtrædelse af Straffelovens § 90 anlagt kriminel Sag erkjendte Tiltalte Rigtigheden af dette Referat med Bemærkning, at dette var gjennemseet af ham, forinden det blev sendt fornævnte Blad, og hans Forklaring gik iøvrigt ud paa, dels, at han rundt om, hvor han færdedes, havde i længere Tid hørt Yttringer som de anførte om Kongen, dels, at om end disse uden Sammenhæng med det øvrige Foredrag maatte betragtes som sigtende til at nedbryde det gode Forhold mellem Konge og Folk - hvad Tiltalte maa ansees at have erkjendt - kan han ikke indrømme at have ved disse Yttringer, naar de forstaaes i Forbindelse med det øvrige Foredrag, haanet Kongen eller tilsidesat den Ærbødighed, der skyldes Kongen, hvad ogsaa har ligget udenfor hans Hensigt, som tvertimod var at gavne Konge, Folk og Pand ved at gjøre sit til at faa Ministeriet Estrup, som han betragter som en Ulykke for Kongedømmet, fjernet, og alene at vise, hvor sørgelige de nuværende Forhold ere, hvad efter hans Formening bedst kunde oplyste ved at vise, hvorledes Kongen nu blev omtalt mellem Befolkningen.
Efter Sagens Oplysninger maa det antages, at Tiltalte indledede den citerede Del af sit Foredrag med en Bemærkning, "om det ikke maatte smerte ham, der er en kongeligsindet Mand, at høre Sligt", samt at han indskød lignende Beklagelser efter flere af de anførte Udladelser og ved Slutningen af samme, og af 6 under Sagen afhørte Vidner (af hvilke tre høre til samme politiske Parti som Tiltalte og have udtalt, at de ommeldte Udtalelser efter deres umiddelbare Indhold maatte forstaaes som fornærmelige for Kongen og sigtende til at nedbryde Kærligheden, Tilliden og Ærbødigheden for Kongen) havde de tre Nysnævnte forklaret, at de gik ud fra, at Tiltalte, som af ham anført, virkelig havde hørt saadanne Udtalelser rundt om, og at de ikke havde forstaaet Tiltaltes citerede Yttinger paa nynævnte Maade eller saaledes, at Tiltalte havde nogen fornærmelig Hensigt med disse Yttringer; derimod havde de tre andre Vidner udsagt, at Tiltaltes oftnævnte Udtalelser saavel ifølge deres Indhold som dølge deres Form og Forbindelse med hele det øvrige Foredrag af Tilhørerne nødvendigvis maatte opfattes som tilsigtende at nedbryde Tillids- og Kærlighedsforholdet mellem kongen og Folket som haanende mod Kongen og stridende mod den Ærbødigded, der skyldes Samme.
Det fandtes nu ikke at kunne være Tvivl underkastet, at de omhandlede Udtalelser efter deres Indhold gik ud paa paa en haanende Maade at krænke den Ærbødighed, der skyldes kongen, og da de ommeldte haanlige Udladelser, til hvilke Tiltalte ikke har kunnet opgive nogensomhelst Hjemmel eller Kilde, ere under et bittert Angreb paa Kongens Regering fremsatte for en offenlig Forsamling paa en saadan Maade, at de af Tilhørerne naturligt maatte opfattes som sigtende til at nedbryde Tillids- og Ærbødighedsforholdet til Statens uansvarlige og ukrænkelige Overhoved, og uden at Tiltalte endog har betegnet Udladelserne som lovstridige og strafværdige, i hvilken Henseende Tiltaltes Omtale af deres Fremkomst som sørgelig eller hans paastaaede Henvisning til Kongens Ansvarsfrihed ikke i den heromhandlede Henseende kunne komme i Betragtning - billigede Viborg Overret, at Tiltalte for dette sit Forhold var ved Fjends-Nørlyng Herreders Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 90 med Straf af simpelt Fængsel i tre Maaneder.
(Dagens Nyheder 21. august 1885).
Folketingsmedlem Christian Henrik Ravn (1844-1926) var 1865–70 lærer i Sparkær mellem Viborg og Skive og 1870–85 i Borup i nabosognet hvor en af hans elever var Jeppe Aakjær. Han sad for Venstre i sognerådet 1874–82, en tid som formand, og i amtsrådet 1883–98. Efter to mislykkedes forsøg i 1873 og 1876 på at erobre Viborgkredsen fra Højre, lykkedes det ham i 1879 at blive valgt i Morsøkredsen. Efter dommen i 1885 blev han afskediget. Efter at have støttet det politiske forlig 1894, mistede han sit folketingsmandat ved valget 1895. Han blev herefter valgt i Viborgkredsen 1898–1903 og i Gudmekredsen på Fyn 1909–13.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar