Mens alle håndværkere og handlende stræber efter at indtræde i lav eller korporationer for at se deres rettigheder hævdet, er boghandlerne de eneste som tålmodigt ser på at der på mange måder gøres brud på deres rettigheder. Og det endog i den grad at man næsten kunne definere en boghandler som en borger der har fuldkomne pligter, men kun meget indskrænkede rettigheder.
Den ret som en boghandler har til at udgive nye bøger eller at lade andres åndsarbejder trykke på sit forlag, må han ikke alene dele med bogtrykkere og bogbindere. Enhver forfatter eller oversætter kan hvis han vil, selv forlægge og sælge sit produkt. Heraf følger at boghandlerne for det meste kun får det ingen anden tager sig af. For har en forfatter et nogenlunde ry, og han tror at hans arbejde vil finde nogen afsætning, så forlægger han det selv eller lader sig betale et så klækkeligt honorar at boghandleren sjældent har fortjeneste, men som oftest tab ved entreprisen. Det kan næsten enhver boghandler komme med flere eksempler på. Mange for forlæggeren kostbare værker er siden solgt til makulatur. Og sjældent vindes på 3 til 4 forlagsartikler det der tabes på et eneste.
I handelen med gamle eller brugte bøger gøres dem endnu større indgreb. I næsten hver avis underretter Adressekontoret om bøger. Marskandisere sælger dem. I to kældre i Gothersgade og på en sal på Gammelmønt har man ikke ubetydelige samlinger som averteres og sælges fra disse steder. De hyppige bogauktioner tjener også til at ødelægge handelen. For på disse købes bøgerne for spotpris *) og kan derfor høkerne sælge dem ringere end af boghandlerne, der ikke har anden levevej og har deres hele formue stående i bøger, hvorpå de ikke har nogen afsætning.
Det eneste som ubeskåret er overladt til boghandleren, er at underlægge sig udenlandske bøger. Men da afsætningen herpå også er ringe, så er der kun 2 til 3 af vores boghandlere som befatter sig med det. Og selv disses fortjeneste er meget små på det. For meget går bort i transport og andre omkostninger. Og i det hele taget er denne handel ikke fordelagtig, eftersom boghandlerne ikke kan udgive mange og gode forlagsskrifter hvormed de kan tiltuske sig udenlandske bøger, men må købe eller tage i kommission hvorved beløbet for det solgte går ud af landet.
"I
fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de
lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed,
men mange fornemme eller rige mænd lagde sig efter betydelige
bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu
havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode
skrifter." (Samtidig bogsamling, dog ikke biblioteket: Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).
I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd anskaffede sig betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter. Nu er det ganske anderledes. Undtager man nogle lærde ex professo, som nødvendigvis må eje et bibliotek og i det mindste forsyne det med de nyere udkomne skrifter der angår deres egentlige videnskab for at de kan holde skridt med tiderne, så finder man vist kun meget få der lægger bind på at eje bogsamlinger. Hos den juridiske embedsmand på landet findes sjældent mere end lovbogen, Schouws register og de nødvendige forordninger. Og mange landsbypræsters biblioteker består af Bibelen, salmebog, alterbog, Ewalds tidsregister og nogle gamle postiller. Den studerende køber kun de nødvendigste bøger og mange låner dem hos andre eller på de offentlige biblioteker.
(Fortsættes)
*) På de fleste af vores bogauktioner indfinder sig kun meget få liebhabere og disse synes at skamme sig ved at overbyde hinanden. Deraf rejser sig den lave pris på bøger. Ved en bogauktion i maj forrige år blev en samling af nyindbundne bøger hvis bogladepris uden bind var 3.000 rigsbankdaler, således udstykket og solgt for 350 rigsbankdaler. Mens man har penge nok til fornøjelser, mens man kan give 100 rigsbankdaler for en loge til koncert, har man ingen penge til at købe bøger for! Skulle man derfor støde på åndsarmod hos folk af de klasser hvori man burde finde oplysning og dannelse, så forundrer man sig ikke.
(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6863-6867)
Den ret som en boghandler har til at udgive nye bøger eller at lade andres åndsarbejder trykke på sit forlag, må han ikke alene dele med bogtrykkere og bogbindere. Enhver forfatter eller oversætter kan hvis han vil, selv forlægge og sælge sit produkt. Heraf følger at boghandlerne for det meste kun får det ingen anden tager sig af. For har en forfatter et nogenlunde ry, og han tror at hans arbejde vil finde nogen afsætning, så forlægger han det selv eller lader sig betale et så klækkeligt honorar at boghandleren sjældent har fortjeneste, men som oftest tab ved entreprisen. Det kan næsten enhver boghandler komme med flere eksempler på. Mange for forlæggeren kostbare værker er siden solgt til makulatur. Og sjældent vindes på 3 til 4 forlagsartikler det der tabes på et eneste.
I handelen med gamle eller brugte bøger gøres dem endnu større indgreb. I næsten hver avis underretter Adressekontoret om bøger. Marskandisere sælger dem. I to kældre i Gothersgade og på en sal på Gammelmønt har man ikke ubetydelige samlinger som averteres og sælges fra disse steder. De hyppige bogauktioner tjener også til at ødelægge handelen. For på disse købes bøgerne for spotpris *) og kan derfor høkerne sælge dem ringere end af boghandlerne, der ikke har anden levevej og har deres hele formue stående i bøger, hvorpå de ikke har nogen afsætning.
Det eneste som ubeskåret er overladt til boghandleren, er at underlægge sig udenlandske bøger. Men da afsætningen herpå også er ringe, så er der kun 2 til 3 af vores boghandlere som befatter sig med det. Og selv disses fortjeneste er meget små på det. For meget går bort i transport og andre omkostninger. Og i det hele taget er denne handel ikke fordelagtig, eftersom boghandlerne ikke kan udgive mange og gode forlagsskrifter hvormed de kan tiltuske sig udenlandske bøger, men må købe eller tage i kommission hvorved beløbet for det solgte går ud af landet.
I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd anskaffede sig betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter. Nu er det ganske anderledes. Undtager man nogle lærde ex professo, som nødvendigvis må eje et bibliotek og i det mindste forsyne det med de nyere udkomne skrifter der angår deres egentlige videnskab for at de kan holde skridt med tiderne, så finder man vist kun meget få der lægger bind på at eje bogsamlinger. Hos den juridiske embedsmand på landet findes sjældent mere end lovbogen, Schouws register og de nødvendige forordninger. Og mange landsbypræsters biblioteker består af Bibelen, salmebog, alterbog, Ewalds tidsregister og nogle gamle postiller. Den studerende køber kun de nødvendigste bøger og mange låner dem hos andre eller på de offentlige biblioteker.
(Fortsættes)
*) På de fleste af vores bogauktioner indfinder sig kun meget få liebhabere og disse synes at skamme sig ved at overbyde hinanden. Deraf rejser sig den lave pris på bøger. Ved en bogauktion i maj forrige år blev en samling af nyindbundne bøger hvis bogladepris uden bind var 3.000 rigsbankdaler, således udstykket og solgt for 350 rigsbankdaler. Mens man har penge nok til fornøjelser, mens man kan give 100 rigsbankdaler for en loge til koncert, har man ingen penge til at købe bøger for! Skulle man derfor støde på åndsarmod hos folk af de klasser hvori man burde finde oplysning og dannelse, så forundrer man sig ikke.
(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6863-6867)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar