Skandale i Opdagelsespolitiet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 2. april 1924 afholdt Dansk Kriminalpolitiforenings 1. kreds et møde i anledning af sagen mod opdageren Plougholt (se sagen om Plougholt andetsteds på denne blog). Her blev vedtaget en resolution som protesterede imod den uensartede anvendelse af straffeloven. Bl.a. at "personer af andre samfundslag trods tilståelse og åbenlys skyld i grovere tilfælde helt har kunnet undgå arrestation, offentligt forhør, dagens fremdragen i pressen, påtale og straf." Skylden måtte lægges på afdelingens leder, Tage-Jensen. Dette svækkede kriminalpolitiets anseelse i befolkningen. Politidirektør Dybdal kritiserede denne resolution.

Skandalen indenfor Opdagelsespolitiet.

Justitsministerens opsigtvækkende Afskedigelse.

De ulovlige Protokoller.

Den Afskedigede som Politimand og Menneske

Justitsminister Steinckes Afskedigelse af Politiinspektør Tage-Jensen har givet et Indblik i vort Opdagerkorps' Arbejsmetoder, et Indblik, der ikke ligefrem kan kaldes smigrende.

Politiinspektør Tage-Jensen, der blev ofret paa de hemmelige Protokollers Alter.

Vi lever i en Tid med Sensationer af en højst beklagelig Art. Forleden blev Biskop Bast arresteret, og nu viser det sig, at der i Opdagelsespolitiet har indsneget sig en højst uheldig Ulighedens Aand, endda i dets øverste Ledelse. Justitsministeren har igaar udsendt en Redegørelse, som tilfulde viser det.

Kimen til den foretagne Undersøgelse ligger i Sagen mod Opdageren Plougholt, der blev arresteret i Anledning af en Sigtelse for Sædelighedsforbrydelse. Dansk Kriminalpolitiforenings 1ste Kreds protesterede mod den Behandling, der blev ham til Del, i Modsætning til den, som var overgaaet andre - underforstaaet af mere velsituerede Samfundsklasser.

Vagtmester Andreas Hansens Angreb.

Politidirektøren søgte at svække Resolutionen, i hvilken Anledning Vagtmester Andreas Hansen i sin Organisations Blad henledte Opmærksomheden paa, at der fandtes en saakaldt P. D. C.-Protokol, som skulde kunne bevise den aabenbare Forskellighed, hvormed Sagerne blev behandlede.

Efter dennes Artikels Fremkomst beordrede Justitsministeren Undersøgelse. Det viste sig, at der fandtes to hemmelige Protokoller: P. D. A.- og P. D. C.-Protokollerne. Forskellen mellem dem bestod blot i, om de for Straf fritagne Personer havde tilstaaet eller ej.

Efter den nye Retsplejelovs Ikrafttræden indskrænkedes Brugen af disse Protokoller betydeligt. Fra 1919 til 1924 findes der i P. D. C.-Protokollen saaledes kun 40 Tilfælde, medens der alene for Aaret 1904 findes 63.

En ulovlig Fremgangsmaade.

Justitsministeren finder, at mange af de henlagte Sager burde være forelagt Statsadvokaten eller endog Rigsadvokaten. Fremgangsmaaden betegnes som ulovlig, men forstaaelig i den første vanskelige Overgangstid til Retsplejeloven. Derimod er det ganske utilstedeligt, naar Politidirektøren har villet fortsætte denne Fremgangsmaade, hvortil han ingen Sanktion havde.

I nogle Tilfælde er der endda gaaet saa skødesløst til Værks, at der har fundet en telefonisk Konference Sted mellem Statsadvokat Gammeltoft og Politiinspektør Tage-Jensen. Ansvaret maa dog i første Række paahvile den  sidstnævnte.

Graverende Henlæggelser.

De omtalte hemmelige Protokoller vil for Fremtiden ophøre at eksistere.

I flere Tilfælde, konstaterer Justitsministeren, har Henlæggelserne været aldeles uforsvarlige, ja, graverende. I denne Forbindelse nævnes 7 Tilfælde, som alle er passeret under Politiinspektør Tage-Jensen. En Skuespiller ved et større Teater havde vist grov Uterlighed, en 23-aarig Dame, Datter af to kendte Personer, havde begaaet Tyveri i et Hjem, en Broder til en Politiassistent havde vist Uterlighed overfor tre Drenge, en Søn af en Dommer havde begaaet Bedragerier og Pensionatstyverier, en Bankassistent, Søn af en Oberst, havde stjaalet for 1300 Kr. Frimærker, en Datter af en Kontorchef havde bedraget et Stormagasin for 350 Kr., og endelig havde en Tjenestepige bedraget sit Herskab og opdigtet en Tyverianmeldelse. Alle disse Personer, som var prædestineret til Straf, var paa Grund af deres gode Forbindelser sluppet fri. Det udtales i Erklæringen, at i nogle af Tilfældene vilde Sagerne end ikke kunne være henlagt af Rigsadvokaten.

Tage-Jensen faar følgende Salut: Han har i sin Egenskab af Chef for Opdagelsespolitiet udvist en saadan Forsømmelighed eller Skødesløshed i Embedsførelsen, baade i formel og reel Henseende, at man ikke kan anse det for rigtigt, at han indtager en ledende Stilling indenfor Politietaten, hvorfor han vil blive opsagt til Fratræden med sædvanligt Varsel.

Ogsaa Politiinspektør Hakon Jørgensen faar et lille Hib. For hans Vedkommende er der dog kun Tale om en enkelt Sag. En Lagerekspedient havde bestjaalet sit Firma for 3000 Kr. Firmaet anmeldte ikke Tyveriet og ønskede hverken Straf eller Erstatning. Ikke desto mindre betalte Sigtedes Fader Erstatning, hvorfor Sagen blev henlagt. Afgørelsen bliver kritiseret, men ikke fordømt.

Lægen, der slap for Tiltale.

End ikke Rigsadvokaten gaar helt Ram forbi. En Læge havde begaaet Uterlighed overfor nogle Drenge. Erklæringerne angaaende hans mentale Tilstand kunde tyde paa, at han ikke var helt normal, og da han tilmed vilde udvandre, blev Tiltalen mod ham frafaldet. Ministeriet mener, at Rigsadvokaten i dette Tilfælde burde have spurgt det til Raads.

At Vagtmester Andreas Hansen i sin Egenskab af Formand for Kriminalpolitiet har følt sig kaldet til at optræde i denne Sag, finder Ministeriet rimeligt, derimod har hans Klagers Form været af en saadan Beskaffenhed, at det er uforeneligt med Orden og Disciplin indenfor enhver Etat. Han modtager derfor en skarp Misbilligelse.

Politiinspektør Tage-Jensen som Opdager og Menneske.

Da Politiinspektør Tage-Jensen for et lille Aarstid siden blev forflyttet fra Stillingen som Opdagelsespolitiets Chef til den mere tilbagetrukne Post som Leder af den saakaldt Opdager-Skole, var det et meget haardt Slag for ham. Som det vil erindres, skete Forflyttelsen paa Grund af hans Deltagelse i Februar-Kontoen.

Man kan om den afskedigede Politiinspektør sige, at han var den fødte Opdager. Han levede og aandede for Opklarelsen af Forbrydelser, han var ikke alene Embedsmand paa det Omraade, han var Sportsmand.

Selv om der maa ske nok var en Del Bluff ved ham - han kunde spille herligt for Galeriet - saa kan ingen frakende ham en udpræget Dygtighed, han var heller ikke opdraget til sin Gerning paa et Kontor, men ude i Marken. Han havde en omhyggelig Træning som Opdager, inden han satte sig paa Inspektørstolen.

Hval han manglede, var Ligevægt. Han kom derfor heller aldrig rigtig i Kontakt med sine Undergivne. Ja, han skabte uden at ville det ikke saa lidt Had rundt øm sig. De gamle Politimænd kunde ikke rigtigt finde sig i den unge, lunefulde Mand. Det var ikke blide Ord, der ofte faldt bag hans Ryg.

Mellem Pressen og Hr. Tage- Jensen bestod der et eget usikkert Forhold. Han yndede at mystificere. Da Professor Nikolaj under Krigen deserterede fra Tyskland i en Flyvemaskine og landede her i Byen, blev han sat under Bevogtning af Politiet. Journalisterne vilde naturligvis gerne tale med Professoren, og der udviklede sig nu en Kispus-Leg, som morede Tage- Jensen utroligt. Han fandt paa alle mulige, ofte temmelig barnlige Fif for at forsvare sit Bytte mød Pressen.

Alle Domhusets Krinkelgange blev benyttede. Det sidste Tric var Benyttelsen af den næsten forglemte Port ud mod Frederiksberggade

En Tid var Politiinspektørens slanke, elegante Skikkelse en hyppig Fremtoning i Selskabslivet. Det var navnlig under Krigen. I de sidste Aar har han levet meget tilbagetrukket.

Tage-Jensen er endnu en ung Mand. Han er født i 1885. Siden 1910 har han været knyttet til Opdagelsespolitiet, hvor han straks efter sin Debut blev "opdaget" af daværende Inspektør Henrik Madsen, som meget hurtigt lærte at sætte Pris paa hans Evner, og som ogsaa fremskyndede hans Karriere, saa at han kunde blive hans Efterfølger.

Det er beklageligt, at Hr. Tage-Jensen skal ud af Politivirksomheden, for hvilken han har saa gode Betingelser, og ingen beklager det sikkert mere end han selv. Havde han mindre Tilknytning til det gode Selskab end han har, saa vilde han sikkert fremtidig være Privatdetektiv - blot for Sportens Skyld.

(B. T. 12. december 1924).

Tage-Jensen blev efterfølgende afskediget, og i den forbindelse udtale justitsminister Steincke sig: 

Justitsminister Steincke udtaler sig om Tage Jensens Afskedigelse.

Et interview om Kendsgerningerne.

Vi havde  Gaar en Samtale med Justitsminister Steincke, som i de sidste Dage har været meget stærkt optaget af Forhandlinger, og spurgte ham:

- Har Ministeren set, at flere Blade undrer sig over, at De ikke har udsendt nogen Redegørelse for Deres Grunde til at afskedige Politiinspektør Tage Jensen?

- Ja, det har jeg set!

- Kommer der da ingen Redegørelse?

- Det antager jeg ikke, svarede Ministeren.

- Er det ikke mærkeligt, da der i Fjor netop blev udsendt en meget udførlig Redegørelse fra Ministeriet.

- I al Almindelighed bliver der ikke gjort offentlig Rede for Afskedigelser, og den udførlige Redegørelse i Fjor vedrørte jo ingenlunde fortrinsvis Tage Jensens Afskedigelse, men hele Forholdet angaaende Kritiken af de hemmelige Politiprotokoller. Paa Grund af det offentlige Røre, denne Kritik havde vakt, fandt jeg det naturligt at lægge hele Undersøgelsen frem for Offentligheden, herunder selvfølgelig ogsaa nævnte Politiinspektørs Forhold, saaledes som jeg maatte se paa disse i Henhold til Rigsadvokatens Materiale.

- Ja, men naar der nu en Gang var kommen saa meget frem om Tage Jensen, vilde det saa ikke være nærliggende at have udsendt en Redegørelse om den endelige Undersøgelses Resultat, spurgte vi.

Ministeren svarede: "Jeg har selvfølgelig tænkt derpaa og drøftet Spørgsmaalet med mine Kolleger. Men en virkelig Redegørelse vedrørende denne Undersøgelse, der jo omfattede hele Politiinspektørens Embedsførelse, og har behandlet over en halv Snes Anklagepunkter, hvoraf enkelte igen hele Sager for sig, vilde enten blive ganske ufyldestgørende for lægge Parter (Inspektøren og hans Anklagere) eller ogsaa vilde den sprænge alle Rammer. Ministeriet bestemte sig derfor til at nøjes med den officielle Meddelelse, hvilket var forsvarligt, ogsaa fordi den ny Undersøgelse ikke bragte nye Oplysninger frem, der efter Rigsadvokatens eller Ministeriets Skøn væsentlig ændrede det i Fjor meddelte Grundlag.

- Ministeren siger, at der var en halv Snes Anklagepunkter, altsaa foruden Affæren om "De hemmelige Politiprotokoller". Vilde det ikke have været af Interesse for Offentligheden at have hørt noget om disse?

- Jo, hvis der herunder var fremkommet Oplysninger, der var af afgørende Betydning ved Bedømmelsen af Politiinspektørens Embedsførelse; men dette var efter mit Skøn ikke Tilfældet. De fleste Anklagepunkter opløste sig i Sladder, Bagateller eller dog ret underordnede Ting; paa flere Punkter synes jeg endda, Hr. Tage Jensen afgjort havde Ret, hans Angribere Uret, saa det forekom mig ikke rimeligt at udsende en nærmere Redegørelse for alle disse Forhold.

- Gav alle disse Anklagepunkters Undersøgelse da intet Bidrag ved Overvejelserne om hans Afskedigelse?

- Kun forsaavidt, svarede Ministeren - som de viste en Embedsmand, om hvis Embedsførelse der stadig var Uro, som man stadig klagede over, og hvis Væsen, i alt Fald til Tider, var et saadant, at der stod stadig Strid om ham indenfor Etaten, hvilket naturligvis i sig selv er uheldigt, ikke mindst naar det fortsættes i Aareviis.

- Man paastaar, at Afskedigelsen skyldes Tage Jensens Forhold til Landmandsbanken?

- Afskedigelsen skyldes en samlet Overvejelse over hele hans Embedsførelse. Herunder maatte særlig 3 Forhold være af Betydning. For det første Politiinspektørens Spekulationer, der endte med en betydelig Gæld til Landmandsbanken. Hr. Tage Jensen bragte herved baade sig selv og sit embede i en meget beklagelig Stilling, og disse Forhold har desværre, men ganske naturligt ogsaa paavirket hans underordnedes Syn paa ham og deres Respekt for ham som foresat. For det andet de Ting, der kom frem ved Undersøgelsen angaaende de hemmelige Protokoller, en Undersøgelse, der for hans Vedkommende baade formelt og reelt viste en Vilkaarlighed i Embedsførelse, der efter mit Skøn var meget uheldig. For det tredie endelig de før nævnte Overvejelser vedrørende hans personlige Optræden osv., som jeg betegnede som stadig givende Anledning tii Uro og Strid indenfor Etaten.

- Har der været Tale om, at han ikke skulde have Pension?

- Nej, det har der ikke! Hans Embedsførelse viser, saa vidt jeg kan se, en dygtig og interesseret Politimand, der dog paa Grund af en Række Forhold, som jeg har gjort Rede for, findes uegnet til at beklæde en ledende Stilling indenfor Københavns Politi, men der er ikke oplyst Ting, der efter mit Skøn gør det forsvarligt at gaa videre end til almindelig Opsigelse med sædvanligt Varsel og Pension.

- Man havde dog ellers i vide Kredse den Opfattelse, at Undersøgelsen om Politiprotokollerne viste mere graverende Forhold fra Tage Jensens Side, indskyder vi.

- Ja, men det er ikke berettiget, svarer Ministeren. Man har ikke Lov at lægge mere ind i Redegørelsen i Fjor, end hvad den udtrykkelig siger, og der var intet oplyst om, at Politiinspektørens vilkaarlige eller uensartede Behandling af Sagerne skyldtes uhæderlige, end sige strafhare Motiver. Var dette Tilfældet, kunde Ministeren dog virkelig ikke afskedige Manden med Pension, men maatte tværtimod rejse strafferetlig Tiltale.

- Ønsker Ministeren at udtale sig yderligere?

- Nej! Jeg synes blot, man skulde lade være at lave Politik paa den Art Sager. Jeg har ikke haft nogen personlig eller politisk Grund til at falde over Tage Jensen, og ingen har fra nogen Side blandet sig i min Afgørelse af Sagen. Men denne umaadelige Interesse for denne ene Mand maa forekomme den almindelige Befolkning og de underordnede Funktionærer noget mistænkelig. Der er saamænd ingen, der skriger op, fordi der alene i min Ministertid er afskediget saa og saa mange Betjente af forskellige Grunde. Naar § 17 er iagttaget, og der altsaa er fremført, hvad der taler for og imod vedkommende, gaar man dog ellers ud fra, at den øverste Administrationschef handler i Følelsen af sit Ansvar og søger at finde den Løsning, der under billig Hensyntagen baade til den paagældende og til det offentliges Interesser er den rette. Det er muligt, man kan hævde, at jeg er stræng, men man kan ingenlunde hævde, at jeg ikke ogsaa er det overfor de underordnede Tjenestemænd, hvad disses Organisation utvivlsomt vil bekræfte. Mit Syn paa offentlige Tjenestemænd - fra den øverste til den laveste - er det, at vi selv slaar os bedst ved, at der ikke dækkes over Skaderne, af hvilken Art disse end er, og hvor de end findes. Mistænksomhed og Sladder er vi alle udset for, men kommer den enkelte paa Grund af sine Forhold i en uheldig eller uforsvarlig Situation, maa han ofres til Fordel for det heles Vel - med eller uden Pension efter den foretagne Undersøgelses Resultater. - -

(Social-Demokraten 17. december 1925).

Sigurd Tage-Jensen overvågede under og efter 1. verdenskrig den yderste venstrefløj: Kommunistpartiet og Danmarks venstresocialistiske Parti. Han arbejdede efter sin afsked fra politiet som privat rådgiver for private virksomheder.