En Uorden rettet ude ved Marmorkirken, og en som bør rettes.

Det i Politivennen nr. 164 anmærkede farlige dyr på Frederiks Kirkeplads er nu ført derfra. Hvorfra ellers hr. Horup har den bestemte efterretning at der over kirkepladsen skulle være nogen offentlig passage fra Bredgade ud til Store Kongensgade, ville han behage nærmere at opgive. Passagen har aldrig været offentlig før. Foruden at pladsen er bestemt til et kongeligt oplag af marmor og sandsten, står den med så megen kunst og bekostning til dels opførte Marmorkirke åben på pladsen. Det synes derfor højst urimeligt at passagen over pladsen kunne være offentlig. Både oplaget af tilhugne bygningssten udsættes for ran, ligesom kirken beskadiges ved de mange uartige og kåde drenge som vrimler derpå. Det kunne måske antages for et rimeligt bevis for at pladsen ikke er en offentlig pasage, at der før har stået skildvagt ved porten ud til Bredgade, og lågen ind til Store Kongensgade har været lukket og endnu kan og muligvis også bør holdes lukket, ligesom der også for nogle år siden er opført, vist med en bekostning på 3 til 400 rigsdaler, et plankeværk for at udelukke stenhuggerne og kunstnerne som har deres værksteder på pladsen ud til Bredgade, fra at komme in på oplaget. Skildvagten blev nok først taget derfra ved slottets og byens ildebrand, der gav anledning til større militære vagthold. Anden årsag var der nok ikke til at den blev borttaget fra pladsen. At han kan komme dertil og bør komme dertil igen når han kan savnes fra andre nødvendige vagter er lige så rimeligt som det er at formode at årsagen hvorfor pladsen ikke holdes spærret ved det opførte plankeværk er at stenhuggerne dagligt udsøger materialer på oplaget.

En meget farlig ting på denne plads har formodentlig undgået hr. Horups opmærksomhed, og bør derfor her anmærkes, og det er et gammelt hus som tilhører urtekræmmer og pibefabrikant Casse eller er måske kun overladt ham til brug. Man behøver kun at se dette hus for at gyse over den tanke at det må falde ned og slå en hel flok både artige og uartige drenge ihjel. Fornuftige folk om deres forretninger ved pladsen endog kunne kalde dem i nærheden af dette spektakuløse hus, holder sig i en tilstrækkelig afstand derfra. Men drengene kryber endog ind i og på huset som er besat med støtter der er lige så rådne og faldefærdige som huset selv. Denne uting fortjener nok også at påankes?

(Politivennen. Hefte 13. Nr. 166, 27 Juni 1801, s. 2646-2649)